Jeg har vist altid følt mig lidt som en 'pæn pige'. Måske er det en helt fejlagtig antagelse, men den skyldes nok, at jeg kom fra en ... hmm ... noget pænere baggrund end flertallet af mine klassekammerater i folkeren gjorde.
Jeg tror faktisk, jeg var det eneste akademikerbarn i min klasse og jeg var helt sikkert den eneste, der blev tvunget til klaverundervisning, og jeg var altid blandt dem, der skulle være hjemme tidligst.
Jeg har aldrig rigtigt prøvet kræfter med butikstyveri, jeg drak min første øl (alt for) sent, og jeg har aldrig røget.
Omvendt voksede jeg op i dels kollektiv og dels totalt almennyttigt byggeri med alkoholiker-naboer og vaskekælder (førend mine forældre fandt et håndværkertilbud, da jeg var tolv, og genhusede mig i en bungalow i et villakvarter).
Jeg gik i genbrug og hjemmesyet hele min barndom og fik meget sjældent alment kendte overskudselementer som gulerodsstave og små yoghurtbægre med i madpakken. Mine forældre var herrefattige, da jeg var barn, fordi de studerede. Akademikerbarndommens kulsorte bagside.
Min familie var altså ikke som sådan fin-fin på den.
Siden folkeskoletiden har jeg tilbragt tid med både folk, der var meeeget pænere og mere ordentlige end mig (jeg har trods alt gået i en almindelig folkeskole og aldrig haft en hest) - og med folk, der var meget mindre pæne (det gik først mange år senere op for mig, at det var hash, der lugtede af i min klassekammerats barndomshjem. Jeg troede bare, hendes mor røg nogle ganske særlige cigaretter. Hver dag. Jeg tror ikke engang, jeg vidste, hvad hash var, egentlig).
Nå men.
Denne følelse af at være lidt for pæn og ordentlig giver sig den dag i dag udtryk i, at jeg går rundt med en ret heftig angst over at virke naiv og forkælet overbeskyttet. Jeg vil gerne fremstå lidt mere erfaren og beleven i det.
Som fx når jeg surfer rundt på Out-and-About.dk og ser et opslag med titlen:
"Køb og salg af brugt sexlegetøj og undertøj"
... Og min første tanke er, "ej, det er da ulækkert at sælge videre, den slags køber man da fra nyt."
Jeg nåede lige at tænke tanken til ende, før det gik op for mig, at det nok faktisk var hele
pointen, at det var brugt og beskidt.
Megaskarpt.
Derfra tænkte jeg straks, om der var noget reel indtjening at hente i den slags (hvorfor ikke triple værdien af sine h&m-trusser). Det kan godt være jeg er naiv. Men jeg er også både lebbe og jyde: Min indre kræmmer fornægter sig sjældent.
Så jeg undersøgte sagerne.
Men det viser sig, at det er ret begrænset, hvad man får for sine brugte underbenklæder med mindre man medsender video- og fotodokumentation. Og der trækker min blufærdighed altså sin snævre grænse. Jeg skal hellere end gerne sælge dig mine trusser. Men jeg sender altså ikke billeder med.
Snerpet?
