Hej. Jeg er lebbe, og jeg har en hund. Sammen med min kæreste, der (i sagens natur) er en dame. Vi er altså to kvinder, der har en hund. En hanhund, endda.
Og den slags skal man passe på med, forlyder det (i hundeparken). Det kan gå hen og blive ganske, ganske farligt, nemlig. Hør bare her...
Med til at have en hund følger daglige samtaler af mere eller mindre pligtskyldig karakter med fremmede hundeejere. Det gode ved disse er, at man finder ud af, at nogle hundejere er megasøde (primært dem, der har franske bulldogs, har jeg erfaret. Men det kommer næppe bag på nogen).
Det endnu bedre er, at man finder ud af, at nogle hundeejere er nogle fæhoveder. Her er et eksempel på sidstnævnte:
Der kommer en herre i hundeparken. Lad os kalde ham Mr. Deo (det vil give mening, hvis du læser fem afsnit mere. Det kan du godt klare, tror jeg). Mr. Deo har jordens to omtrent mest uopdragne, chauvinistiske og meget virile hanhunde. Hvis I forstår sådan en lille (humpende) én.
Men det afholder ham sandelig ikke fra at belære alle i en radius på mange meter om, hvordan de bør opdrage deres dawgs. Således også mig og Lebben I Mit Liv.
Fra vores - nu temmelig store - hund var helt lille hvalp, advarede Mr. Deo os om, at det virkelig kunne være problematisk at have en hanhund, når man som os var to kvinder, for som han sagde:
"Jojo, det er fint nok, så længe han er hvalp. Men så snart han bliver kønsmoden, er det et problem, at der ikke er nogen af jer, der lugter af hanhund. Så vil han dominere jer. Fordi I ikke lugter af mand. Det skal man virkelig passe på."
Ja. Seriøst. Det sagde han. Der var vidner. Og det bliver bedre, for han fortsatte sådan her:
"Det, I kan gøre, er, at I kan investere i en ornespray."
Ja. Seriøst. Manden foreslog undertegnede og damen at tage et dagligt truckerbad i aerosol ornetestosteron, så vores hund kunne forstå, at det var os, der bestemte. Vel at mærke anbefalede han os det, mens hans egne to hanhunde dominerede samtlige tilstedeværende. Vores hund inklusive.
Jeg tog en dyb indånding. Sagde tre gange indvendigt til mig selv, "vælg dine kampe." Og sagde højt til ham:
"Njaae. Den slags giver jeg nu ikke så meget for."
Hæhæ. Noget af det sjoveste ved dette indlæg er, at jeg ved gennemlæsning opdager, at jeg har skrevet 'hval' i stedet for 'hvalp'. I kender ikke min hund. Men første betegnelse er ret så rammende.
Og den slags skal man passe på med, forlyder det (i hundeparken). Det kan gå hen og blive ganske, ganske farligt, nemlig. Hør bare her...
Med til at have en hund følger daglige samtaler af mere eller mindre pligtskyldig karakter med fremmede hundeejere. Det gode ved disse er, at man finder ud af, at nogle hundejere er megasøde (primært dem, der har franske bulldogs, har jeg erfaret. Men det kommer næppe bag på nogen).
Det endnu bedre er, at man finder ud af, at nogle hundeejere er nogle fæhoveder. Her er et eksempel på sidstnævnte:
Der kommer en herre i hundeparken. Lad os kalde ham Mr. Deo (det vil give mening, hvis du læser fem afsnit mere. Det kan du godt klare, tror jeg). Mr. Deo har jordens to omtrent mest uopdragne, chauvinistiske og meget virile hanhunde. Hvis I forstår sådan en lille (humpende) én.
Men det afholder ham sandelig ikke fra at belære alle i en radius på mange meter om, hvordan de bør opdrage deres dawgs. Således også mig og Lebben I Mit Liv.
Fra vores - nu temmelig store - hund var helt lille hvalp, advarede Mr. Deo os om, at det virkelig kunne være problematisk at have en hanhund, når man som os var to kvinder, for som han sagde:
"Jojo, det er fint nok, så længe han er hvalp. Men så snart han bliver kønsmoden, er det et problem, at der ikke er nogen af jer, der lugter af hanhund. Så vil han dominere jer. Fordi I ikke lugter af mand. Det skal man virkelig passe på."
Ja. Seriøst. Det sagde han. Der var vidner. Og det bliver bedre, for han fortsatte sådan her:
"Det, I kan gøre, er, at I kan investere i en ornespray."
En ornespray for fuck's sake.
Jeg tog en dyb indånding. Sagde tre gange indvendigt til mig selv, "vælg dine kampe." Og sagde højt til ham:
"Njaae. Den slags giver jeg nu ikke så meget for."
Hæhæ. Noget af det sjoveste ved dette indlæg er, at jeg ved gennemlæsning opdager, at jeg har skrevet 'hval' i stedet for 'hvalp'. I kender ikke min hund. Men første betegnelse er ret så rammende.
Jeg sidder tilbage og tænker på, om han mon ville foreslå det samme, hvis nu dig og Lebben i Dit Liv skulle have børn. Oh, my orne.
SvarSletOMO!
SvarSletOMO er nu en del af mit vokabularium.
SvarSlet(This is Nanna Grü speaking, i øvrigt.)
OMO! Den havde jeg faktisk regnet ud.
SvarSletHa ha ha...hold nu kæft mand...tænk at han virkelig kunne finde på at sige det. Det er ik ligefrem iq'en der springer i øjnene der
SvarSletNej, det ville ærligt talt være synd at sige. Men man kender typen, ikke?
SvarSlet