søndag den 22. marts 2015

Orange Is The New Black-nyheder. Sort of.

Servicemeddelelse: Måske ved alle det allerede. Men OINTB er tilbage med en tredje sæson midt i juni. Jeg har sat et kryds i kalenderen og forventer klart at tilbringe fredag nat i puttekassen med mit yndlingsmenneske den 12. juni.

Man kunne selvfølgelig også tage til det der marathonarrangement som garanteret bliver afholdt i en af de hippere københavnske biografer. Men jeg bliver så utilpas i store lesbiske selskaber. Som om jeg slet ikke kan være i min egen krop af ren og skær selvbevidsthed.

Så det.

Og så lige lidt Samira Wiley'sk eye candy at sove på. I sure do like the Poussay.



Middag med homoerne + Sams Bar-effekten

Fredag = middag med homoerne og X factor på projektoren et sted på Frederiksberg – og hvordan kunne Danmark sende Jógvan [:jæg'varn] i finalen oh my god hvor hører forkølet indierock bare ingenlunde hjemme i bedste statsfinansierede sendetid?

En del rødvin og herlige diskussioner (om hvad? Jeg kan ikke huske det. Rødvin har samme effekt på konversationserindringer, som danskvand har på rødvinspletter. Eftersigende).

Opbrud ved to-tiden.

En del af selskabet drog på Amigo Bar, som – undskyld mig meget – vist ikke helt kan gå under betegnelsen homobar længere, ahva? Et stort, heteroseksuelt kødmarked. Så vi gik igen. Overvejede Vela men kunne ikke helt overskue at være de gamle ovre i hjørnet. Tog i stedet på unavngiven bar i nærheden og efter en bakke med ti-shots-for-hundrede-kroner (det var den type etablissement), endte vi – som man jo gør – på Nevermind.

Og igen blev jeg så lykkelig. For hvor vildt er det at bo i en (alt andet lige) storby, tage i byen med sin kæreste og sin bedste ven, træde ind i et lokale, der vibrerer af god stemning, og på vej til garderoben 1) få øjenkontakt og derfra verdens største knuser af Sin Nye Ven, 2) mærke en ikke helt diskret hånd på sin venstre balle, vende sig og få verdens største knuser af en anden af de gode bøsser, og 3) dreje sig en kvart omgang og støde frontalt ind i en tredje af de virkelig fab?

Altså. Tænk lige hvor forrygende det er at have et sted, man potentielt faktisk ville kunne opsøge solo og alligevel være ret så sikker på at møde nogen man kendte! Det giver mig den vildeste optur. Det er totalt Cheers og alle kender dit navn (sagde hun uden det mindste gran af ironi. I'm that famous) og "Norm!". Og her stopper den associationsstrøm, det er vist til alles bedste.

Jeg er simpelthen så stor fan af bøsser. Og ingen hemmelighed skal det være, at det da bestemt også tildels skyldes, at bøsser er ret så glade for mig. Helt generelt. Hver og en. Allesammen.

På toilettet ventede mig og damen foran i køen meget længe foran låst wc-dør. Indtil vi for tredje gang banker høfligt på og ikke en men to mænd træder ud, begge i færd med at lyne op. De forlader det lille toilet, og jeg high-fiver med min tissetrængende kø-kammerat over, at vores venten ikke var in vain, for den havde jo det smukke formål at de to herrer, tænker jeg, fik tilfredsstillet en eller anden form for behov.

Klokken lidt over seks trillede LL og undertegnede forbi Burger King, inden vi cyklede hjem og gik ret så lykkelige omkuld. Og klokken middag blev hundene leveret nyluftede og trætte til døren af verdens bedste dog sitter. Og nu skal vi se The Jinx som er et udmærket plaster på det åbne sår, som Serial har efterladt i vores true crime story-hungrende bughule. Bestemt anbefalelsesværdigt her to og en halv episode inde i løjerne.

Jeg ved i øvrigt ikke helt, hvad/hvor bughulen er. Bare lige for the record.


Nørd vs. Lebbe, eller: "Mine fingre fejler ikke noget."

Af og til består en del af mit arbejde i at teste nye versioner af en helt bestemt iPhone app sammen med nørderne oppe fra udviklingsteamet.

Jeg er nemlig berømt vidt og bredt som master-crasheren, der kan få alt til at gå i stykker. Det gør mig til et bundsolidt og nærmest uundværligt test-subject, når man skal sikre sig at noget elektronisk vitterligt er komplet umuligt at smadre.

Således sad vi der om mødebordet, og pludselig gad app'en ikke lege på min telefon. Jeg rapporterer min fejl til nørderne, der ikke forstår, hvad der kan være galt.

Så en af dem siger, halvt i sjov:

"Er du sikker på, det ikke er din finger, der er noget galt med?"

Jeg tager en dyb indånding. Fanger hans blik.

Holder en middellang kunstpause og kan se, hvordan han 1) fortryder sit ordvalg, og 2) ikke helt ved, om vi kan tage den hele vejen ud over kækhedsrampen.

Men det kan vi. For jeg svarer:

"Honey. Tro mig. De her fingre fejler absolut ikke noget. Der er i hvert fald hidtil ingen, der har beklaget sig."

Nørd: 0 / Lebbe: 1

Burde tagge indlægget under "subtile insinueringer".



lørdag den 21. marts 2015

Skamfuld lesbisk lørdag med tungt hoved

Nå, men jeg var lige ovre og handle for et par timer siden – i natbukser og med daggammel mascara under øjnene og munden så dybt begravet i et halstørklæde, at ingen spritånde kunne slippe forbi muren af uld.

... Og helt skamfuldt måtte jeg lige tage en ekstrarunde i butikken med min kurv, da jeg kom op til kassebåndet og ellers skulle til at smide tortillachips, cherrycola, hønsesalat og alt, hvad 2xTømmermændshjerter ellers begærede på kassebåndet, for jeg kunne simpelthen ikke bære at stå der og hviske, "på beløbet" til flere ugers kalorieforbrug (der i øvrigt forventes 100 procent indtaget inden midnat i dag), mens der stod et kernesundt lebbepar og læssede frisk basilikum og andet overskud fra kurven og op på transportbæltet lige foran.

Helt kække var de med højt hår, stramme fitnessnumser og de helt rigtige gulerodsagtige jeans nede i Nike-sneakerne under militærjakken. De så bare så usandsynligt sunde ud, at jeg ikke kunne bære at konfrontere hverken dem eller mig selv med eget underskud på indkøbsfronten.

Først efter fem minutters cirklen rundt bagerst i butikken turde jeg – med bøjet hoved – at nærme mig kasselinjen.

Nu også med Holiday-dipmix i kurven.