søndag den 7. februar 2016

Afsked

Greb lige det sidste luftkys, før LL lukkede døren til sin Uber. Hun har lovet at komme hjem igen snart. I morgen er der svar på en masse prøver og biopsier. Lige så skønt som det var at have hende hjemme, lige så kvalmefremkaldende ækelt og smertefuldt var det at sende hende af sted igen. Og så lige før sengetid.

Så nu tuder jeg. I vores lejlighed, der faktisk lidt holder op med at føles som hjem uden hende. Selvom jeg godt ved, det er en kliche, og a chair is not a chair. I ved.

LL, der almindeligvis er næsten lige så udpræget B-menneske som undertegnede, er blevet decideret morgentype af daglige vækninger og derpåfølgende blodtapninger ved 06.30-tiden.

I morges da vi vågnede gudsjammerligt årle, havde jeg for første gang i 19 dage (nitten dage!) en følelse af, at det nok skulle blive godt igen det hele. Sådan, rigtigt godt. Hun virkede friskere og – endnu vigtigere – vi var sammen på en måde, der vækkede mindelser om hverdag. Den følelse trækker sig i sømmene nu. Hun fik det værre hen mod aftentide. Det er tydeligt, hvor meget de ret så hampre doser smertestillende medicin gør en forskel. Når virkningen tager af, bliver hun skidt.

Hun har tabt sig. Jeg havde godt set det på hospitalet, men det blev først rigtigt tydeligt hjemme i vores eget køkken blandt kendte proportioner. Hvor emhætten fungerede lidt som den der tændstik-målestok fra billederne i biologibogen.

Men hun har lovet at blive rask. At det ikke er noget alvorligt. At hun snart kommer hjem. Det har hun fucking bare at holde.

Orlov

Stille weekend oven på travl (mode)uge. Jeg har ingenting udrettet i dag. Men ved I hvad? Det gør ikke spor. For på min højre skulder ligger en sovende LL. Ja! Hjemme i vores hjem! I vores seng. Under vores dyner (Flertal. Har aldrig forstået hvordan nogen kan overleve en dobbeltdyne). Sammen.

Hun er på weekendorlov og skal tilbage på firemandsstuen om et par timer. Enerum havde desværre stakket frist - den form for luksusforhold (hvor man fx ikke bliver vækket af smådement sengeliggende nabos råben på engelsk med svær indisk accent) blev inddraget, da 90-årig dame fik influenza, hvilket i hospitalssammenhæng honoreres med isolation og gule skilte med advarselstrekanter og KONTAKTSMITTE (udråbstegn).

Jeg har svært ved at beskrive, hvor vidunderligt det er at have hende hjemme. Selvom hun sover - dopet til den syvende himmel (vi talte 27 piller i dagens medicinæske -14 alene til morgenmaden) - og knap kan gå 200 meter, hvilket vi nænsomt testede med kaffetur inklusiv en lånehund i eftermiddags.

Men det er lige meget. For hun dufter af LL, og hun føles som LL, og hendes stærke underarm, der hviler tung på mit bryst lige nu, er præcis lige så varm og tryg, som den altid er.

Så må man bare forsøge at lade være med at tænke på, at vi atter falder i søvn i hvert vores postnummer i aften.

mandag den 1. februar 2016

Nedslag

Bizarre detaljer, der forsøder talrige besøg på unavngivet hospital i Hovedstadsområdet:

- Når beboerne på LL's firemandsstue (lidt endnu) er: To gamle krager på plus-firs ... og så i sengen skråt over for LL's en præcis lige så sidecuttet/lebbebun'et* og tatoveret lebbe som LL (med en i øvrigt lige så småbuttet, lang-/mørkhåret kæreste som undertegnede).

- Når LL får enestue (også selvom stuen blev ledig, fordi tidligere beboer nu er fløjet til Den Anden Side, og LL's indflytningstidspunkt afhænger af, hvornår de liiiige kan få tidligere beboer flyttet og lokalet sprittet ned)

- Når dygtig sygeplejer, der lægger LL's drop hver eneste aften, med et hurtigt blink lover, at LL får enestue - ikke fordi HUN er besværlig ... men fordi hendes naboer er det. Promise!

- Når LL lover at spille vores sang højt fra Spotify ud i rummet, så snart hun overtager enestuen (for at rense luften).

*Det giver sig selv, at en lebbebun er en man bun på en dame som elsker damer. Ik?


søndag den 31. januar 2016

Status #2

Mit liv er skrumpet. Min LL er stadig indlagt. De er ikke kommet en diagnose nærmere, hvilket er megabetryggende efter knap to uger med daglige speciallægebesøg. Not. Men de leder videre. Og alt imens bliver det uvante til hverdag, min dag går fra arbejde til hospital til seng til arbejde til hospital til seng. Med indlagte pauser til at tale i telefon med og besvare sms'er fra bekymrede venner og pårørende.

Jeg er meget rørt over at have så mange mennesker i mit liv, der midt i deres travle liv alligevel finder tid til en daglig sms eller opringning (også selvom jeg ikke altid tager telefonen. Undskyld).

For selvom det er usammenligneligt meget mere hårdt at være LL på en dum laksefarvet firemandsstue, så er det faktisk også helt vildt hårdt at være mig. Uden at jeg beder om violinspil eller noget.

Jeg er nok bedst, når det er lidt rutine at holde i hånd med. Når man har en hverdag med faste holdepunkter. Og det er der intet af for tiden. Så jeg har ikke trænet eller vasket tøj, endsige spist et hjemmelavet måltid varm aftensmad, siden LL røg af sted med ambulancen. Men i dag får jeg vasket. Og trænet.

For nu er denne uvante og uønskede nye hverdag ved at blive rutine. Trods alt.

Det er så uendeligt svært at 1) Forlade træt LL på hospitalet, velvidende at hun har lang nat med hostende og jamrende sengenaboer foran sig, 2) Komme hjem til tom lejlighed (hundene er taget med svigerforældrene til Jylland, for det er ikke muligt at passe dem ind i pendlerhverdag mellem arbejde og hospital), 3) Åbne et køleskab, der er fyldt med for gamle madvarer, som burde smides ud, 4) Hoppe under dynen i seng, der er alt for stor og tom, 5) Se afsnit på afsnit af tomhjernede serier, som man kan være sikker på aldrig bliver for uhyggelige eller triste, og så ellers bare vente på at man kan sove. Lorteliv.

Jeg ser hende hver dag. Men jeg savner hende så meget, at jeg faktisk begynder at græde, når jeg skriver det her. Og jeg er så bekymret. Så, så, så bekymret. Men måske ved de mere mandag. Måske. I bliver nødt til at bevare fingrene krydsede. Også selvom I får krampe. Please?

mandag den 25. januar 2016

Kryds!

Jeg ved godt, jeg var helt hemmelig bloggertype på den trælse måde forleden. Og undskyld for det. Nu er jeg imidlertid nået dertil, hvor angst for at jinxe er afløst af behovet for alle de krydsede fingre, man kan komme i nærheden af. Så vi lukker sgu op for posen. Gør vi.

Min LL er indlagt. På sjette dag. Lægerne kalder hende "lidt af et mysterium". Hvilket nok er i top-tre over ting, man ikke gider høre eksperttype sige, når hun overbringer testresultatet efter at have banket utallige nåle ind i min elskedes arme.

Så jeg er ufrivillig græsenke og har bare brug for, at ingen i verden på noget tidspunkt ytrer det store stygge K-ord. Som jeg allerede har hørt lidt for mange gange. Det dumme ord er ikke blevet sagt endnu. Men jeg er så bange. Så. Bange.

Begge mine forældre har (som trofaste læsere ved) hilst på den unævnelige sygdom, men i forbindelse med deres hospitalsforløb var jeg jo bare datteren, der kunne tillade sig at egotrippe. Barnet.

Nu skal jeg være den voksne. Passe på hende, der ligner en bleg skygge af sig selv i en stor, bøvlet hospitalsseng med et sengegærde, der – selv når det er slået ned – gnaver sig ind i bagsiden af lårene, når man vil sidde på kanten.

Jeg ønsker så inderligt at jeg kunne gøre alting blot en smule mere udholdeligt for hende. Men jeg kan ikke.

For det eneste, der hjælper er:

1) Søvn
2) Smertelindring
3) ... At de finder ud af, hvad FANDEN der er galt!

Og jeg kan ikke hjælpe med noget af det. Og det gør ondt på mig. Og den smerte må hende i sengen ikke se. Hun må ikke bekymre sig yderligere. Den smerte må jeg gemme væk. Indtil jeg kommer hjem i vores tomme, dumme mørke lejlighed om aftenen. Så tuder jeg.

Og hende, der skal trøste mig, når jeg tuder, er den eneste, der seriøst ikke skal skænke mig så meget som en lillebitte tanke lige nu. Hun skal bare fokusere på at blive rask og slappe af, af, af.

Men måske kan den næste test give os svar. Gode, lette, simple og aldeles ufarlige svar, helst. Please. PLEASE.

Kryds fingre.

Det her er måske det værste, jeg har oplevet. Og så er det ikke engang mig, der ligger der. I sengen. Selvom jeg ville bytte uden at blinke, hvis jeg kunne. Så længe det betød, at LL ikke skulle ligge der længere.

Men måske er det bare noget helt uskadeligt (ik'?).

torsdag den 21. januar 2016

Træk vejret

I dag trækker jeg bare vejret. Så godt som jeg kan. Jeg hader inderligt at være bloggeren med hemmelighederne. Men af frygt for at jinxe unævnelige sager i rædselsfuld retning, tør jeg ikke sige mere. Og rastløshed/søvnløshed skubber mig alligevel mod tastaturet.

Så nu er jeg anonym-lebbeblogger-udgaven af hende, der skriver statusopdateringer à la "livet er bare så hårdt" på Facen.

Og hende er jeg altså ikke specielt vild med.




tirsdag den 12. januar 2016

Siden sidst

Og sådan gik der en måned. Jeg er i mellemtiden nået både forbi Gran Canutten med min kære mor og bror, forbi lidt sydsvensk pejseopvarmet skovidyl og sandelig også forbi Vela. To gange.

Jeg skrev i øvrigt en længere afhandling til bloggen fra kanarien, men fænomenet wifi var ikke lige nået til ussel skodby vest for Playa del Ingles, så dét indlæg ligger stadig og hygger hjemme på min Mac. Jeg er på arbejde, nemlig. Lidt endnu.

Jeg har været ramt af uforståeligt vintertungsind de seneste uger. Uforståeligt, spørger du? - For det er jo trods alt vinter?

Jo, men det virker bare mærkeligt, at det-der-der-grænser-til-depression (men som undertegnede der har været nede og vende med den ægte vare - flere gange endda og medicin og alt det der - alligevel ikke vil kategorisere sådan) overhovedet kan blive udløst, når man netop forebygger med D-vitamin og 27 grader og spansk ferieø?

Nu går det dog fremad. Nina - som jeg stadig træner med (og stadig giver mine varmeste anbefalinger) og som seriøst er min lille redningsplanke hver eneste uge - prøver at forklare mig, at jeg har for meget om ørerne. At det sgudda er klart, at jeg bliver sløret-sort i hovedet, når jeg omgiver mig med mennesker hele tiden. Også selvom det er gode mennesker.

Hun har nok ret. For jeg har udelukkende lavet gode ting siden omtrent 23. december. Seriøst. Vi snakker solferie afløst af nytår med de bedste mennesker afløst af svensk weekend-getaway med den absolut bedste (og de to firbenede der deler næstbedstepladsen). Afløst af mit stadig ret så nye job. Som jeg holder uendeligt meget af. Som i: virkelig, virkelig meget. Og så endelig afløst af en weekend med 2 x sene, sjove og våde aftener (jeg var på Vela klokken seks lørdag morgen. Seriøst. Klokken. Sex. Har ikke morgenfestet i (hvad-der-føles-som) årevis. Meget stolt af egen udholdenhed).

Men. Jeg har bare lavet for meget og for uafbrudt af det gode. Og det skal jeg øve mig i at lade være med.

Ikke desto mindre glæder jeg mig til fredag. For omtrent ved firetiden stikker jeg med Livslebben under armen til London. Rart hotel i Brixton og eneste plan er en booking på en eller anden smart restaurant i Clapham om lørdagen. Og så vil jeg megagerne se en musical. Men nu må vi se.

Og! Bonus-info: Min menstruations-app havde ellers lovet mig udsigt til blodig London-weekend. Men de røde guder har forbarmet sig og smidt lidt menses i nakken på mig allerede i dag. Ha. Så er det afsluttet fredag. Alt tegner med andre ord godt. 

torsdag den 17. december 2015

"They can, but not all will"

Jeg faldt lige over denne meget, meget fine tegneserie, der forklarer, hvordan penis, vagina (og alt der imellem i alle former) i virkeligheden opfører sig ret ens. Erektioner er ikke forbeholdt penisejermænd, fx.

Tegneserien er lige her nedenfor, og jeg skal huske et lille tip-med-hatten til Pink News, hvor jeg fandt den, og selvfølgelig også til Erika Moen, den seje tegner bag striben.

Det, jeg så godt kan lide ved tegneserien er, at den er vanvittigt elegant og konsekvent i sin politiske korrekthed. Når der tales om, hvad henholdsvis fisser og pikke kan, beskrives det hver eneste gang, at det altså ikke er alle, der kan det. Et eksempel:

"So both dicks and pussies can (though not all will) get hard and wet".

Meget, meget fint.





søndag den 6. december 2015

Voksenfest.

I går gik det op for mig, at jeg og en god bunke af mine jævnaldrende venner nok lidt lever i sådan en Peter Pan-agtig lomme af 30'erne, hvor virkeligheden endnu ikke helt har indhentet os.

Det handler klart om at være børnefri. For lørdag aften var jeg nemlig til voksenfest hos en anden klat af mine venner: Min gamle (og fuldstændigt fab) veninde og hendes mand havde inviteret til gilde.

Da jeg ankom ved ottetiden var jeg faktisk glad for, at det viste sig at være en skoene-af-fest (og også glad for, at jeg stoppede forbi Netto på vejen og købte nylonknæstrømper uden huller ved storetåen). For det var på en eller anden måde alt rigeligt, at jeg havde dullet den op med røde læber, mens samtlige andre (med undtagelse af min veninde, faktisk) var børnefamilieagtige med tøj og hår, der var parat til at tage imod de havregrødsklatter, dagen måtte bringe. Festen havde på en eller anden måde ikke rigtigt brug for, at jeg også stadig havde stiletter på.

Jeg følte mig totalt som hende, der kommer udklædt til arbejdspladsens Halloween-fest som den absolut eneste. Men det hjalp at være barfodet - naturlig dress down på to og et halv sekund.

Og hey. Det var skidehyggeligt. Det kom bare totalt bag på mig, at det var en børnefest. Havde nok ikke brugt helt lige så lang tid på garderobe-angst og eyeliner, hvis jeg havde regnet dén ud før afgang.

Da selskabet brød op klokken 22.30(!), sad mig, min veninde, hendes mand og en enkelt anden tilbageværende og tyllede gin&tonics nogle timer, indtil værterne kapitulerede ved to-tiden. Og jeg meget belejligt i samme øjeblik fik sms om, at en af homoerne netop var på vej mod Nevermind.

Så på med hælene igen. Og ind til alle bøsserne. Ja. Bøsserne. For HVOR FANDEN er lebberne? I gamle dage var der masser af lebber på Never - men jeg tror faktisk, jeg var den eneste i går. Masser af bøsser, og en del kvinder - men de var bare sådan lidt julefrokostheteroagtige, fortalte min gaydar mig.

Har Vela fået en revival? Eller er der et helt andet sted, lebberne drager hen? Hjælp?

Men i hvert fald presser jeg vist bare citronen for de allersidste ungdomsdråber. Vi er en god håndfuld i min vennekreds, der stadig lever det der friere liv uden børn, der skal hentes klokken 15.30, og aftensmad der skal stå klar klokken 18. Heldigvis. Jeg ved slet ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var den sidste i kredsen, der stadig stod tilbage med behov for byliv og alkohol og hele dage i tømmermandssengen. Det er så vigtigt for mig, at der stadig er nogle der trækker i retning af midttyvernes løssluppenhed.

Og samtidig formår de af mine venner, der har bygget små reder med tobørnshusholdninger og madplan, altså også bestemt at få det til at se dragende ud. For det virker megahyggeligt med hjemmeaftener og flow-tv.

Holder jeg bare helt ynkeligt fat i krummerne af noget, der for længst er passeret forbi mig? Jeg kæmper med ungdomslængsel for tiden. For realz. Sikkert på grund af nyt og sygt ansvarsfuldt job og langtidsplanlægning og vintersind.

En lille stemme i min mave råber bare konstant, "Jeg vil ikke jeg vil ikke jeg vil ikke!". Være voksen, forstås.

Lebbens store gaveguide

Jeg er verdens mest elendige gavegiver. Seriøst. Jeg kan ikke finde ud af at give gode gaver, endsige huske hvad folk ønsker sig. Har dyb respekt for den type mennesker, der lige har et google-dokument liggende, som de opdaterer, hver gang deres nærmeste i forbifarten får nævnt, hvad de går og drømmer om. Så de et halvt år senere kan tage røven og give den drømmegave, modtageren allerede har glemt, de fantaserede om. Jeg er mere sådan en lillejuleaftenspaniktype. Så det.

Men! Her er fem gaveforslag til lebben i dit liv. De ville i hvert fald bringe glæde, hvis lebben i dit liv var mig. Men det er hun jo nok ikke.

(Og præcis som tilfældet oftest (nærmest altid) er, så er jeg ikke sponseret/intimmasseret. Ingen penge eller produkter eller tjenesteydelser (host-host) har skiftet hænder, og der er ikke nogen, der har slikket mig i øret til gengæld for indlægget.)

You're welcome.

Gaveforslag #5
Nanna Grü er en sej, århusiansk celebberity (see what I did there?) + kvinden bag one woman-bandet Not Daisy, der netop har selvudgivet en dejlig cd. Køb den via Not Daisys facebookside (og giv hende et like med på vejen ved samme lejlighed) før din lebbenabo.



Gaveforslag #4
Queer Jihads "Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker!" er vigtig og i øvrigt dansk. Og psst! Hvis du køber bogen inden d. 15. december via almindelig.com sender seje Mads Ananda Lodahl gratis antihomofobiske klistermærker med! De vil garanteret se flotte ud på indersiden af din lebbehadende onkels toiletdør. Og han gætter aldrig, hvordan de er havnet der.


billede lånt fra queer-jihad.blogspot.dk

Gaveforslag #3
Til femmen i dit liv. 'nuff said. Jeg ville personligt blive megaglad for sådan en lille pin, faktisk (hint-hint). Via etsy.



Gaveforslag #2
Shit man. Faldt lige i sjove-t-shirts-fælden. Jeg hader i virkeligheden festivalfænomenet med kække slogans på brystet. Men jeg tror ikke, jeg ville blive decideret vred, hvis nogen havde de her bluser på. Faktisk. Og jeg kunne måske også selv finde på at tage dem på, når jeg skulle træne. Og det er jo også en form for blåstempling.


Via: http://etsy.me/1ObOqb5

Via: http://ebay.to/1OI2765


Via: http://etsy.me/1Nc0w44

Gaveforslag #1
Til lebben, der har alt, foreslår jeg en vibrator belagt med 24 karat guld. Fordi din elskede(s) fisse da har fortjent lidt iskoldt ædelmetal at varme sig på. Den koster lige knap 8.000 dollars, det svarer vel til godt og vel 50.000 gode danske kroner. Du får også en æske at opbevare den i. Så de penge er da godt givet ud. Køb den her.