lørdag den 4. juli 2015

Status [i mangel af overskrift-fantasi]

Jeg kører Roskilde Festival på voksenmåden. Sover hjemme og tager bad hver dag. I et rigtigt bad. Med fliser og hårprodukter og privatliv.

LL er i Spanien. Og det er virkelig heldigt, for begge mine to andre kærester er jo på Roskilde.

Og det ville bare have været super-awkward at stå der foran Marie i går, og så hun lige slog to gange på mikrofonen oppe fra Orange og afbrød "Uden Forsvar" med et:

"Øhmm, [Indsæt mit navn her], hvad fanden? Hvem er det, du står og kysser med dernede til højre for scenen? Jeg troede, vi var exclusive? What?"

Piiiiiiinligt.

Jeg er i øvrigt nærmest lige vågnet. I min seng. I rent sengetøj. Uden den der insisterende sveddråbe, der tvinger øjnene op ved at trille ned over kinden når man ligger og ellers har sparket sin sovepose af under polyesterteltdugen.

Jeg vågnede med bankende hjerte, fordi jeg havde drømt, at klokken var lidt i syv, aften. Hvilket ville betyde, at jeg glippede MIN ANDEN KÆRESTE (ud af tre). Som går på Orange kl. 19.15.

Jeg glæder mig som et lille barn. Jeg er besat – ja, besat, – af Nicki Minaj. Hun er den der seje pige i klassen som vil skide på, om man må ryge i skolegården. Tror jeg.

SÅ. I've got that going on.

LL har i øvrigt lige skrevet fra España, at jeg skal nyde en dag med min "second girlfriend". På den måde er hun rummelig nok.

PS. Man ved, man er lebbeblogger, når man allerede har oprettet tagget "Marie Key".

PPS. Selvom jeg lige er vågnet, er jeg ret sikker på, min promille ikke ville tillade, at jeg satte mig bag rattet.

PPPS. Så det.

søndag den 21. juni 2015

Alt der handler om fisser og fisk er sjovt. Nærmest.

Åh. Hvor er I skønne. For fanden da. Jeg er decideret forelsket i jeres konkurrencebidrag. Hvert og et.

Men en vinder – og kun én – af den store forkromede OITNB-konkurrence skal jo altså alligevel findes. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne dele yogamåtter ud til jer alle sammen.

Besvarelserne var mange, og især tre af dem var jeg vild med. Dels var der den med det blonde hår mellem skamlystlæberne. Fordi jeg simpelthen må give dig, deltager, og din ligeledes kort- og mørkhårede kæreste så mange kudos for ikke at stejle i den situation. Jeg ved, at jeg nok havde insisteret på lidt mere drama over at finde fremmede hovedhår mellem min dames ben.

Dels var der en besvarelse, der blev mig overleveret på mailen, og som således desværre ikke er at finde i kommentarsporet. Men heri beskrives kort fortalt en kvinde, der af en engelsktalende elsker fik sin fisse beskrevet som "the sea".

Det er ikke blot poetisk, men også underligt præcist. Våd, uendelig, levende, dyb og ... salt?

Men vinderen er ikke desto mindre en sent ankommet nordjysk deltager. Og vi bliver i det våde element. For det skal handle om fisk, som Den Hemmelige Nordjyde skriver:

Vi er på første date, og jeg har inviteret ud på en om ikke fin (der er grænser på et su-budget), men respektabel og en ganske okay (sagde nordjyden!) restaurant, og hun proklamerer højlydt og selvsikkert, at hun ikke spiser fisk andre steder end mellem en kvindes lår. Jeg kunne være kravlet ned mellem sprækkerne i gulvbrædderne, men det gik jo hverken værre eller bedre end at vi endte der, hvor hun "kunne spise fisk".

Vi når lidt videre og hun går ned og går i gang, og det hele er for så vidt meget godt, jeg har ikke den store erfaring og ikke det store sammenligningsgrundlag. Der går lidt tid, og jeg bliver opmærksom på de her uunderlige lyde hun laver, mens hun gør, hvad hun nu gør. Det lyder simpelthen så mystisk, mit fokus er væk - i hvert fald fra det jeg burde fokusere på, og jeg får sagt "jeg håber ikke den slår for meget med halen". Forvirringen i hendes øjne, da hun dukkede op i de der 3 sek det tog før 10 øren faldt, var det hele værd. Vi endte med at grine lidt af det hele.


Jeg er vild med analogien, der lige bliver taget et skridt(!) længere ud, og derfor bliver det nordjyden, der løber med sejren, yogamåtten, Netflix-abonnementet og alt det andet Litchfield-lir/gear. Fordi det altid er sjovt, når lebber taler om fisse og fisk i samme sætning. Markant mere morsomt end når heteromænd laver sammenligningen, fx.

Tillykke! (Og smid mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com så sender jeg dine oplysninger videre til Netflix-damen!)

tirsdag den 16. juni 2015

Den Store Såkaldt Lesbiske OITNB-konkurrence 2015

Kender I den der følelse af at ligge i det lokale træningscenter i downwardfacingdog og dvæle ved numsen i yogabuksen foran? Og ved den tilhørende dame med sexet korthårsfrisure? Og (igen) stille sig selv det evigt frustrerende spørgsmål, ”is she, or isn’t she?”

Fanden være med korthårede heterokvinder.

Nå men okay. Nu kan vi hjælpe opklaringsprocessen en lille smule på vej. Måske i hvert fald. For de gode mennesker henne på Netflix har nemlig spurgt, om jeg kunne have lyst til at udlodde en lille Litchfield-pakke med både orange trusser, en OITNB-hættetrøje og ikke mindst en orange "Property of Litchfield"-YOGAMÅTTE. Og kan vi så ikke aftale, at hvis man har en OITNB-yogamåtte, så er man friggin' lebbe?

Sgudda.

Netflix smider også et halvt års abonnement til deres formidable tjeneste i puljen, så der er rig mulighed for at se mere Orange ... Eller for at prøve kræfter med deres nye semilesbiske serie Sense8 (som jeg personligt altså måtte opgive efter første afsnit, fugtig dildo til trods. Magen til pauvert skuespil).

Så hermed lyder startskuddet til:

DEN STORE SÅKALDT LESBISKE LITCHFIELD-KONKURRENCE 2015

Præmiepakken (der også omfatter et halvt års abonnement til Netflix)

Og hvordan vinder man så den STORE SÅKALDT LESBISKE LITCHFIELD-PAKKE?

Jo. Kan I huske der i sidste sæson, hvor Poussey siger til sin militærbaseflirt, at hun har ”spektakuläre Titten”. Det er en flot kompliment. Og et smukt udsagn i det hele taget.

Og for at vinde skal du i kommentarfeltet nedenfor besvare følgende:

Hvad er den sjoveste/mest kiksede bemærkning, du nogensinde har fået/givet i sengen?

Jeg kan for det gode eksempels skyld lægge ud med at oplyse, at jeg engang var sammen med en dj, der gav mig oralsex og halvvejs kiggede op fra dybet og råbte mod loftet: 

”JEG ELSKER BARE SMAGEN AF FISSE.”

Stik den, ellers tager jeg yogamåtten selv. 

Kreativitet belønnes naturligvis. Og på lebbelivet foregår tingene, som I ved, ikke ved uvildige lodtrækninger. Lebbelivet er et diktatur, og jeg bestemmer. 

Hvis du ikke har lyst til at sætte dit navn under kommentaren (ja, jeg satser på svar, der er SÅ saftige), så smid mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com med navnet på, hvem der gemmer sig bag kommentaren.

Sidste chance for at være med er -- NB! FORLÆNGET TIL SØNDAG D. 21. JUNI KL 20! (Tidligere deadline var fredag d. 19. juni kl. 12.)

(Og for en god ordens skyld: Jeg har ikke fået en skid for at udlodde konkurrencen. Ikke engang min egen yogamåtte. Så det.)

Pøjpøj!




søndag den 14. juni 2015

Utroskab (undskyld).

Ej okay. Den overskrift var rent klik-madding. Undskyld.

... Jeg ville bare lige sige, at jeg næsten ikke kan kigge min kæreste, Poussey, i øjnene lige for tiden.

Fordi hun ved, at jeg ved, at hun ved, at jeg ikke tænker på hende længere. Når vi ligger der med hånden begravet i hinandens lyserøde Litchfield-licenserede trusser, tænker jeg kun på Stella.

Oh my god. Stella.

Jeg googlede lige – muligvis som lebbe #1.000.000 – "Ruby Rose lesbian". Og fik svaret. Hun spiller på vores hold. Og jeg er ved at dø over, at de tatoveringer er fucking ægte. Inklusiv ninja turtle-tatoveringen. For fanden.

Jeg ved ikke, om jeg er den sidste i universet, der hører om Ruby Rose, men det gør ikke oplevelsen mindre fornøjelig. Shit, hun er lækker. Selvom jeg er helt sikkert er mere til hendes rugged fængselslook end de der modellashots med pink læber, som hun præsterede i FHM (wtf, FHM, i øvrigt?).

Undskyld, Poussey. Du vil altid have en plads i mit hjerte, ik?

... Og hvem sørger så lige for at få strikket noget fan fiction sammen, hvor Poussey og Stella ender i et supply closet sammen? Chop-chop.



torsdag den 11. juni 2015

Jeg har set (halvdelen af) tredje sæson af Orange Is The New Black!

Jeg har set de første seks afsnit af tredje sæson af Orange Is The New Black! Så er det sagt. En eller anden form for privilegium har man trods alt som bloglebbe.

Og hvis man fx går og drømmer om at se (og hvem gør ikke det?) Big Boo full frontal nøgen fra hoften og nedefter kun iført strap-on, så er der rig mulighed for det i for eksempel femte afsnit.

Lea Delaria er seriøst mit butch crush #1 (selvom jeg almindeligvis egentlig bedst kan lide selv at være den tykkeste lebbe i sengen). Og hvis I ikke har det på samme måde, vil det tage jer max 50 minutter i selskab med hende og Dan Savage at lade jer overvinde.

Hun er simpelthen vidunderlig.

Nå men derudover kan alle fans af Alex (Laura Prepon) også godt glæde sig. Piper* og Alex (haha, jeg tastede galt og kom til at skrive "Alez". Hvilket jo faktisk ikke er helt upræcist) bliver endda rigtige kærester i den nye sæson.  Men jeg er seriøst ikke fan af deres forhold. Særdeles usezet (hahaha).

Men igen – seriøst.

Big Boo i frøperspektiv som under-ske i ikke-reversed cowgirl med hot unglebbe, der hopper af og efterlader endnu-vibrerende dildo stående ret op og ned fra BBs skræv.

Det er faktisk det hele værd.

Og det har det også bare at være. For tredje sæson er altså ikke helt lige så fed som de forudgående (undskyld!). Tempoet er lidt sløvt, dramaerne lidt for oplagte og uoplagte på samme tid. Så hvis ikke det var fordi vi får Big Boos helt vildt triste og seje opvæksthistorie om at finde sig selv og sin egen identitet, uagtet hvad fx forældre havde foretrukket, så havde det været lidt tamt.

Men Big Boo. Big Boo. Åh.

I andre almindelige dødelige kan vist fange den på Netflix fra d. 12. juni. Det er i morgen.

*EDIT! Før stod der "hende" i stedet for "Piper", hvilket skabte fuld forvirring, om hvorvidt det mon var Big Boo og Alex, der begyndte at date. Hvilket ellers ville have (mere) været spændende. Upsilebsi.

mandag den 8. juni 2015

Har man kun bollet, hvis der har været penetration?

I lørdags tog jeg jo en impromptu bar-crawl med et par af de gode, og sandelig om ikke snakken faldt på, hvorvidt lebber kan bolle. Altså bolle-bolle.

Bøssen i selskabet mente, at med mindre der er tale om penetration, hedder det "at dyrke sex". Ikke bolle. Og han begrundede, så vidt min alko-tågede hjerne erindrer, udsagnet med, at en af hans heteroveninder ikke tæller de mænd med på sin bollelisten, som ikke har haft deres pik oppe i hende.

For bare at tale lige ud af posen, ik'?

Men sådan leger vi altså ikke i lebbeland. Jeg vil mene, at jeg har bollet med/været i seng med alle de kvinder, der har rørt ved min fisse, hud mod hud. Men sjovt nok tæller jeg på præcis samme måde som bøssens veninde, hvis vi kigger på mine hetero encounters.

Det generer mig, kan jeg mærke. Fordi det vel handler om en eller anden helt dybt funderet iboende heteronormativitet. Eller det modsatte? Barren for, hvornår man boller, er sat lavere med damer? Men er det godt eller skidt? Jeg er for træt til at tage stilling.


søndag den 7. juni 2015

Kvindefodbold og Tomb Raider. Så er der også noget til ALLE lebberne.

Rastløshed drev Bedstebøssen og undertegnede i bio i går. SPY på Fissetorvet. Rimelig radical lørdag aften.

Da filmen sluttede ved halv-tolvtiden, ville vi da lige ud have en enkelt. For at fejre, at SPY faktisk var ret sjov. Og sandelig om ikke det passede præcist med, at et par af de gode lebber skrev og spurgte, om jeg var ude?

Så efter på Sommerstedet forgæves at prøve at finde et bord blandt en milliard studenter? Konfirmander? – Ungdomstyper, i hvert fald – gav vi op og endte på den aldeles kønsløse sportsbar High Q på den modsatte side af Sønder Boulevard.

Hvor der – and I kid you not – var to fjernsyn tændt. Det er ikke i sig selv særligt sjovt. Det sjove kommer her:

På det ene tv viste de kvindefodbold (Canada vs. Kina, hvis ikke jeg tager fejl), og på det andet viste de Lara Croft. Som min gode gamle K noterede: "Så er der også noget til alle lebberne."

Men omvendt ikke så meget til bøsserne. Bedstebøssen funderede længe og bestemte sig for, at han helst ville se Tomb Raider, hvis valget stod mellem det og damefodbold. Men tilføjede, at han hellere ville have set fodbold, hvis det var mænd, der spillede.

Han var bange for, det var sexistisk, men jeg forsikrede ham om, at det jo bare var liderligt.

Efter et par omgange, drog vi mod Vela, fordi en i selskabet – ingen nævnt – apparently ikke kan klare en bytur uden Red Bull længere. Hashtag #trediveplus.

Så vi tog på Vela. Sgu. Empowered og med planer om at take back Victoriagade.

Ankom til forkølet lebbefest: Der sad 15 lebber – vi talte dem! – fordelt ved borde og bar på Danmarks officielt eneste (hvis vi ser bort fra High Q, åbenbart) lebbebar.

19 inklusiv vores selskab. Tragisk. Gid, det var fordi de alle sammen var på Rafshaleøen.

Jeg hoppede med de andre ud for at ryge, lige i samme nu som den velkendte homobar-duo, ung lebbe + ung bøsse (efterskolevenner, gættede jeg på og fik siden bekræftet), ankom på cykel.

Ham gjaldende til hende: "Så er det bare med at komme ind og score."

Vores – modne – selskab reagerede naturligvis med at chante "scor! scor! scor" efter den stakkels unglebbe, der var et sekund fra at vende om, men alligevel tog mod til sig og blev integreret i vores selskab.

"Jeg vil være hendes mentor," som K proklamerede.

Om hun blev det, melder historien (endnu) intet om. For jeg kapitulerede som den første (uden Red Bull i årerne) klokken halv fem og drog hjem over i fuldt dagslys på sommerspontanbytursmåden.


torsdag den 4. juni 2015

Ualmindeligt meget information om min fisse

All right. Efter 16 timer med min Diva Cup føler jeg mig som et bedre menneske. Seriøst. Og gid jeg var sponsoreret for denne meddelelse. Selvom Divakopper nok til et helt liv egentlig ville være en ret pauver betaling, idet man nærmest kun skal købe en pr. liv, når nu man er kommet så sent i gang med kopperiet, som jeg er. De anbefaler, at man udskifter hvert tiende år. Og lur mig, om ikke alt det der overgangshejs så småt er indtruffet, når jeg fylder 44?

Det eneste, jeg virkelig kan ærgre mig over er, at jeg har brugt mine (og mine kære forældres) penge på hygiejneudstyr (ja), siden jeg i en alder af 13 fik menstruation DAGEN INDEN TUREN TIL BORNHOLM I SJETTE KLASSE. Seriøst. Har I nogensinde prøvet at hive et Libresse ud af trussen på et af de der ikke-kønsadskilte toiletter, hvor dørene hverken går til loftet eller gulvet, mens alle de søde drenge fra klassen (jaja, late lesbian bloomer, husker I nok) står og børster tænder. Lige. Uden. For. Døren (”døren” skal her sættes i heftige citationstegn. Det var nærmest bare en saloon-indgang).

Det rriiitttsjjj-larmer-riiiittttsssjjjjjj fuldstændigt-riiiijjjttsstjjj-vanvittigt-rijts.

Et hurtigt regnestykke, hvis vi nu siger, at man har menstruation rundt regnet en gang om måneden, giver 22 år x 12 menstruationer = 264 menstruationer á ca. en pakke Tampax stykket. Og hvis nu vi er flinke og siger, man altid kan finde dem på tilbud til 30 kr. (så anerkender vi også, at man måske trods alt ikke bruger en HEL pakke pr. blødning), så har jeg kastet lige knap 8.000 gode danske kroner efter Procter and Gamble, siden den skæbnesvangre dag i cirka 1994, der markerede min indtræden i de såkaldt frugtbare voksnes rækker.

Nu har jeg så købt en damekop. Jeg købte den på Amazon – samme mærke, som man køber herhjemme, men rundt regnet halv pris plus selvfølgelig lidt porto. Jeg valgte lynlevering fra London, for så kunne jeg nå at bruge koppen allerede til den menstruation, der sker i min skede I DETTE ØJEBLIK.

Live-reportage fra lebbe-fissen. Ulla Terkelsen, TV 2, Lebbens Skræv.

Men altså. Nu har jeg opsat to gange og udtaget en gang. Man tømmer vel to-tre gange i døgnet, tænker jeg. Og det går ret så peachy fra første færd. Syv ni tretten. Opsætningen er en lidt speciel oplevelse. Særligt hvis det er lidt tid siden man har haft silikone oppe i skrævet. Det føles lidt fremmedlegeme-agtigt (men sgudda hellere medicinsk silikone end klorbleget vat, egentlig!). Så snart den er placeret – og den placerede praktisk talt sig selv, da jeg lige fik den forbi indgangen (selv i sammenfoldet tilstand er den lidt bredere i omkredsen end en tampon, men også meget blødere) – mærkede jeg den SLET ikke. Som i: endnu mindre end en tampon.

Jeg har altid haft det lidt stramt med den der tamponsnor, hvis man lige fik sat sig forkert eller noget. Ingen snor her. Og heller ikke noget, der så meget som minder om gennemblødning. Og i morges kunne jeg så ellers fjerne den lille gummikop (med lidt besvær, indrømmet – der skulle skubbes mere end forventet med skedemusklerne for at få skidtet ud i lyset. Jeg er overbevist om, at øvelse gør mester). Og dér i koppen lå så ellers bare ret præcist 10 ml. af det reneste, fineste, ikke-koagulerede røde blod (omtrent den modsatte oplevelse af at fjerne en tampon, der er mærkeligt misfarvet), skylle det ud i toilettet, vaske dutten, genplacere den og komme videre med mit liv.

Helt alvorligt. Jeg er blevet et lykkeligere mennesker for 18 britiske pund og lidt fragtpenge. Og som feminist med småkommunistiske tendenser ELSKER jeg, at et fucking privat selskab ikke skal griske sig i min cyklus længere.

HURRA! Den er perfekt. Min lille søde Divakop. Dog er det måske værd at nævne, at jeg ikke hører til blandt heavy-bløderne. Og jeg kan forstå, blandt de af mine veninder der praktisk talt lider af jernmangel (det sagde hun også i går) en gang per måned, at det kan være lidt besværligt, hvis koppen er overfyldt, når den skal fjernes. Jeg oplevede personligt ikke noget der så meget som mindede om lækage, men jeg anerkender udfordringen. Jeg tror dog umiddelbart situationen må kunne løses ved at tømme tiere, men hvad ved jeg.

Og jeg kan helt ærligt slet ikke mærke, jeg har den i. Overhovedet. Jeg har af et par læger gennem årene fået at vide, at min SKEDEKANAL (ja) er relativt smal. Det er mine øregange og næsebor også. Så kan I selv gætte på, hvad der bevirker af nederen ophobninger. Men jeg havde ikke problemer med at placere koppen, ej heller selvom jeg – idet jeg er fyldt 33 – har købt divakop #2 til kvinder, der enten har født, eller er over 30. Og den passer fint i skrævet.

Anyway. Jeg har købt min kop via Amazon.co.uk (igen: gid jeg fik penge for det link, men desværre – jeg er ikke modebloggeragtig nok til at indkassere den slags deals), og den er perfekt. Suk. Hjerte-emoji.

Vi ses til Distortion, ik? I hvert fald en halv time, indtil jeg får et mildt angstanfald og haster hjemover igen.

mandag den 1. juni 2015

Kald mig Caitlyn

Siden sidst:

1. Caitlyn Jenner debuterer som Caitlyn Jenner i ret så lækker form på forsiden af Vanity Fair. Det gør hun godt.


2. Jeg har købt en Diva Cup, og den leveres ekstrahurtigt via Amazon med levering onsdag. En dags tid inde i næste cyklus. Og cirka tyve års tamponforbrug for sent, tænker jeg.

3. Jeg stemmer på Enhedslisten. Som ved samtlige tidligere valg. Og jeg befinder mig for første (valg)gang på en arbejdsplads, hvor alt vest for Venstre betragtes som naivt, dumt og praktisk talt latterligt. Der er totalt konsensus (mig undtaget) om, at en skatteprocent på nul er lykken.

Og jeg er en kryster, der ikke tør tage diskussionen. Fordi jeg ved, jeg bliver følelsesladet. Ligesom jeg blev det, da den fine syriske advokatfamilie fik asyl i Assens. Jeg tror, mange som mig må have fældet en tåre over den scene i bedste DR1-sendetid.

Og jeg vil gerne give public service en giga-high five for deres "Da krigen kom til Toftlund" (ja, jeg har brugt min aften på flow-tv) – for den slags tv bliver ikke lavet uden moralsk og økonomisk støtte. SGU. Især rørende når TV-Avisen ti minutter senere kunne berette om 17 bådflygtninge, der ikke havde klaret turen fra Egypten til Italien. Præcis samme rute som syrerne i Toftlund. Det er fucking alvor det her.




mandag den 25. maj 2015

Lesbisk afsløring. Igen. Det er ved at være old news.

Jesus. Melodunse blev en fest af dimensioner. Også selvom jeg – da 15 mennesker havde indtaget vores stue ved 19-tiden – helt ærligt et øjeblik var lidt loren.

Det er hverken første eller sidste gang i mit liv, jeg – uanset hvor meget jeg har glædet mig forud – får lyst til at gemme mig, når jeg bliver tvunget ind store selskaber. Også selvom der ikke er tale om tvang. Og også selvom der er tale om store selskaber, jeg selv har inviteret, bestående rub og stub  af folk, jeg holder ubetinget af.

Men alle bar for en stund over med stramtandet lebbeværtinde, og så fik jeg bare lige lov at sidde lidt. I ro og fred. Og så gik den sære følelse over helt af sig selv, og vi heppede os gennem tre timers transmission direkte fra Wien, som var det en fodboldkamp. Med hi-fives når der var douze points til Sverige og buh, når topscoren gik til Rusland.

Da udsendelsen sluttede ved ettiden, crankede vi op for Dansevise og Hallo Hallo og selvfølgelig Måns ... og siden Beyoncé, indtil underboen ved 4-tiden bankede på med den klassiske bøn. Som vi respekterede. Ish. Vi skruede ned, dansede en time længere og fangede så en taxi mod centrum da solen for længst var stået op, og vi var lige omkring seks standhaftige tilbage.

Hoppede først på Masken - med besked i indgangen om, at de altså havde lukket. Samlede et par af LLs damer op og derfra videre til Gay med besked om, at de altså lukkede en halv time senere.

På vej fra Masken til Gay stødte der flere af LLs lebber til. Heriblandt en, der havde været en del af selskabet på Oscar i sidste uge. Hun trak mig til side i morgengryet i homotrekanten mellem Masken, Gay og Never Mind (hvor vi – you guessed it – også endte, da Gay blændede op for lyset og gennede os mod udgangen). Og hun ville tale helt hemmeligt. Jeg var fuld og kæk og ikke helt frisk på hemmeligheder og holdt godt fat i Bedstebøssens arm.

Da hun – som var hun i færd med at afsløre sit allerinderste – spurgte, om det var mig der var den der lesbiske blogger? Jeg benægtede kækt. Og hun troede på mig. Men det kunne mit ego jeg alligevel ikke holde ud. Så jeg gik til bekendelse. Hvorefter hun omtrent tyve gange fortalte mig, at jeg var noget af det sjoveste.

Det er ved at være der, hvor det sker hver eneste gang, jeg er i selskab med fremmede lebber. I ved jo godt hvem jeg er, så snart vi hilser. Sværere er det heller ikke at lægge en småbuttet sortklædt lebbe med to franske bulldogs sammen med en LL og en adresse på Vesterbro, vel?

Men det ændrer altså ikke på, at jeg fastholder anonymiteten her på bloggen. Det gør det hele lidt sjovere. Trods alt.

Jeg tænker, vi var hjemme ved syvtiden. Men jeg ved det ikke. I går gik med så godt som en fuld sæson af The Returned, de barskeste tømmermænd i mands minde, en smule restemad og seng, seng seng. Dage, der forsvinder.