mandag den 17. november 2014

Det blev langt. Men hey - så er der også billeder.

Huha. Hamburg. Det var sidste weekend.

Og med vanligt held (ikke uligt det, Bedstebøssen lagde for dagen, da vi var i Marokko for en tre års tid siden, og han bestilte to returbilletter til os. Vel at mærke med ud- og hjemrejse samme dag) strejkede Deutsche Bahn på livet løs, netop den fredag vi skulle af sted.

Dog var der heldigvis sat busser ind fra rundt regnet Nykøbing Falster, så vi byttet vores bordreservation på fin restaurant i en hambursk bankbox fredag aften til om lørdagen og indtog istedet vores tinbryllupsmiddag (det er ti år, hvis du skulle spørge fra nogen) i om muligt endnu finere omgivelser:

Jeg vidste ikke, hvilken der var wienerschnitzlen, og hvilken der var fiskefileten. Seriøst.


Afficionados vil nok ganske rigtigt genkende etablissementet som cafeteriaet på Rødby-Puttgarten-færgen.

Faktisk blev vi allerede, da vi skulle ombord på bussen fra Nykøbing anbefalet at hoppe ombord på bagerste bus. Men den så så proppet ud. Så vi valgte den forreste – til chaufførens tydelige overraskelse. Denne forreste bus indeholdt nemlig, erfarede vi, et fodboldhold og et par kasser bajer eller mange med samt et minianlæg af en slags. Vi snakker tur med herreholdet til Hamburg.

Havde vi – BB og undertegnede – nu forestillet os, at vi skulle sidde med næsen i hver vores roman, havde vi ikke været blege for næsevrængeri og sure miner.

Men heldigvis havde vi faktisk sat den første flaske champagne til livs allerede på togstrækningen fra Hovedbanen (det er ikke hver dag, man fejrer tiårsdag), og var således i mindst lige så højt humør som selskabet. Vi bød dem også på fint at drikke.

Holddaop, hvor fint.

Og sådan nåede vi langt mere opstemte og besofne frem til Hamburg Hauptbahnhof, end vi havde forventet at være med fire timers forsinkelse og busrøv. Vi droppede vores tasker forbi meget fint hotel, som vi havde bestilt værelse på i gensidig enighed om, at vi fanme var voksne og havde råd til den slags (hvilket vores respektive bankbøger har lidt ondt i maven over her to uger senere).

Tog en enkelt drink i baren og en taxa til Skt. Georg. Det kvarter, vi havde fået udpeget som det homoseksuelle.

Håhåhå. Og i dette øjeblik går der noget tåbeligt op for mig. For i fuldskabsiver besluttede vi da vist, hvis ikke min hukommelse bedrager mig, at lade som om, vi var ægte ægtefolk på hotellet. Således tjekkede vi ind som et brudepar, hvorefter vi på vej fra hotellet spørger samme receptionspersonale, som vi knap en time tidligere har omtalt hinanden "my husband" og "my wife" overfor, hvor vi finder homokvarteret.

Vi ville være verdens værste spioner. I hvert fald efter champagne, jägerbombs og tyske hoteldrinks.

Nå, Men af sted med os til Skt. Georg. Derfra ind på nærmeste bar med en regnbuevimpel. Derfra hurtigt rendez-vous med to unge bøsser og en bartender, der fortæller om en formidabel niårsjubilæumsfest på et sted hvis navn, det netop tog mig tyve minutters aktiv Google Street View-tid at genkalde mig: Stedet hed Fundbureau (hjørnet Stresemannstraße / Max-Brauer-Allee), og festen var for klubben Mis-Shapes og ganske, ganske forunderlig. På den der måde, hvor der for en gangs skyld (som det aldrig rigtigt er tilfældet i København) er plads til alle. Alle.

Og høj musik og små rum og graffiti og homoer og heteroer og øl i små tykke flasker og beton på gulvet og musik, musik, musik.

Og SHIT, hvor er der mange pæne lebber i Tyskland. Bliver forundret, hver gang jeg nærmer mig vore naboer mod syd. Og tænker igen med en lille smule fortrydelse på, at jeg aldrig har været single, lesbisk og i Tyskland på samme tid. Men heldigvis er jeg jo godt dækket ind derhjemme. Og kigge, dét må man. Og alt det der, man glæder sig over og siger til sig selv, og som betyder, at man faktisk tager hjem fra byen, når man bliver træt og ikke, når de sidste går hjem.

Og træt, det blev jeg. Klokken omtrent halv seks. Efter 12 timers party, hvis vi regner en ganske festligt togtur med. Og det gør vi.

Fik slæbt BB med mig, fandt en kebab med noget kål og forsøgte vores held (i ved – intet) i tre forskellige af de der fabuløse fotoautomater. De slugte vel i alt 8 af vores surttjente euro uden at spytte et eneste bryllupsbillede retur.

I stedet snappede jeg dette foto uden på en af automaterne. Det gjorde mig glad i min lykkelige tyske morgenrus, og det gør mig stadig glad lige nu. Es gibt mehr Lesben (und Leben) als du denkst.


Og mere om Hamburg en anden dag. Og om denne senest overståede weekend, som bød på så meget kærlighed og mad og alting, at det næsten er for meget af det gode. Og må man egentlig være så heldig?

fredag den 7. november 2014

So long og tak fordi der ikke er J-dag (håber jeg) i Tyskland.

I eftermiddag tager jeg til Hamburg med Allerbedstebøssen (BB) under armen. Vi kan nemlig dette efterår fejre, at det er lige præcis 10 år siden, vi tilfældigvis sad i den samme rus-rundkreds på KUA og blev instant friends. Så vidt jeg husker over en Sony-Ericsson-telefon, der lidt lignede noget, Apple kunne have skabt. Lidt.

Vi skal bo på et hotel, der hedder Mövenpick, men som vi allerede har omdøbt til Vienetta. Og hvis man ikke kan få is i receptionen, så drukner jeg mig i Spree'en (ordn' det, Slettigud).

Som jeg opsummerede weeekendens agenda til LL i går aftes, så er planen, at vi skal opleve lidt, spise mere og drikke mest. Og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg har været i Hamburg et par gange, og byen har virkelig vundet mit lille Aarhus-hjerte. Berlin light.

Og hvad vi også skal fejre - foruden tinbrylluppet - er, at vi uden at vide der, har planlagt bryllupsrejsen i præcis samme weekend, som den skrækkelige J-dag falder herhjemme. Så ud over at være i fantastisk selskab på et hotel, der rimer på is, i en by med god øl og mad og festivitas, så slipper vi sandelig også for proletarbranderter og umotiveret julemusik i november.

Win-win.


torsdag den 6. november 2014

Shit, det er gay.

Overhørt for en uges tid siden. I forbindelse med nogle kollegers programmeringsvanskeligheder (eller lignende nørdet):

Kollega #1: "Åh, det er så gay det der. Så nederen."

Kollega #2: "Ja, det er virkelig gay, at det ikke virker."

Mig, der kigger på over min skærm (og skærmbrille). Syngende på irettesættende-tante-måden: "Host-host, gay er ikke et skældsord!"

Kollegaer: "Nå nej. Undskyld."

Og så igen på kontoret for tre dage siden:

Kollega #2: "Shit, det er gay. [hurtigt blik mod mig, der to be honest knap nok havde hørt hvad der blev snakket om]. Nej. Jeg mener nederen. Undskyld."

Baby steps.



lørdag den 1. november 2014

LL har gemt slikket

LL har gemt slikket. Og jeg har ledt mere efter det, end jeg er stolt af (at indvie hende i).

fredag den 31. oktober 2014

Og barnet (der er et beer pong-hold) skal hedde ...

Vi var jo som sagt eneste lebber til beer pong-festen. Og jeg havde hele ugen pralet på kontoret med, hvor sej (og lesbisk) min kæreste var til at kaste med runde ting.

Jeg havde ligesom brug for at afbøde stødet. For der kom jo også helt fremmede. Og jeg kunne godt regne ud, at segmentet nok ikke lige var af den homo-tunge slags.

Så jeg valgte at kalde vores beer pong-hold sådan her – og fandt (naturligvis) også på taglinen:


Så var isen ligesom brudt, og lesbianisme var blevet italesat af fisens ejermand som noget man faktisk gerne må snakke om.

Og den gik rent ind!

PS. Det er ikke min håndskrift. Seriøst. Min er grim(mere).
PPS. Vi kom næsten i finalen og hentede uendelige kudos, da vi rent faktisk var alvorligt på nippet til at slå CEO'en (som er gammel fraternity-knægt) ud af semifinalen.


torsdag den 30. oktober 2014

Gyngerne og karrusellerne og ondskabslebben (mig)

Shit maaan. Er I trætte af at høre mig sige "arbejde"?

Jeg har lyst til at skrive, at jeg slet ikke har et liv. Men det er faktisk megaløgn. Og der sker ting.

I lørdags var jeg fx til beer pong tournament hos en af mine (stadig ret) nye kolleger.

Med LL. Det var lidt spændende.

Og jeg var en seriøs kælling, da vi skulle ud af døren. Fordi jeg hele tiden havde forestillet mig, at LL ville tage sin grønternede flannelskjorte ud over sin hvide t-shirt.

Men så tog hun en denimskjorte på i stedet for. Til mørke bukser. Altså.

Det var jeg så lige præcis så ekstremt godt et menneske, at jeg naturligvis gav højlydt udtryk for min utilfredshed med. Hvilket resulterede i ... at hun skiftede. Heldigvis grinede vi af det. Sådan lidt. Men jeg vidste virkelig godt, jeg pressede den til kællingegrænsen lige der. Til gengæld havde jeg købt en cykel til hende samme dag.

Det gav nok lidt plus på kontoen.

For hvor romantisk og nuttet og dejligt det end er at blive fragtet rundt i christianiacyklen, når man skal til fest sammen, lige så nederen er det, når LL laver en semi-Irish exit (altså hun sagde farvel til mig og dem der stod nærmest - lavede bare ikke lige hele runden, vel) omkring klokken midnat og således ville have efterladt mig uden et ride. 

Hvis det da ikke lige var fordi, hun faktisk kunne tage sin helt egen cykel hjem for første gang i tusind år. Yeah.

Gyngerne og karrusellerne og sådan.

I dette tilfælde er gyngerne mig, der er fashion-nazistkæreste med grønternede præferencer. Og karrusellen er at jeg også lidt er sugar mama.

Og i næste indlæg fortæller jeg, hvad vores (mit og LLs) beer pong-hold hed. Og om vi vandt. I må gerne gætte.

Nu tager jeg i bio med Bedstebøssen og Min Nye Ven. Homoerne på tur, kunne man kalde vores nærtforestående besøg på en beværtning på Vesterbro.

(og hey - venne-bulking ftw. Jeg får kun set alle mine gode mennesker lige for tiden, hvis jeg grupperer dem. Heldigvis kan de godt lide hinanden.)

tirsdag den 28. oktober 2014

Savn og alt det der med græsset, der er grønnere.

Jeg oplever separationsangst af højeste karat lige nu. Det er virkelig sygt. Helt ind i hjertet.

Livslebben er på sit værksted og bliver der sandsynligvis hele natten, for hun har en deadline i morgen tidlig og alt rigeligt at se til.

Og jeg ligger her i dobbeltsengen (eller hvad man nu kalder den bredde, som LL og undertegnede altid kommer i tvivl om er en 140, 160 (eller måske endda en 180?) centimeters sag, når vi står i IKEA og skal købe et nyt lagen (jeg ville ønske jeg kunne skrive Georg Jensen Damask, men who am I kidding?). Ej. Sgu. Den er en 160 cm. Jeg er næsten sikker. Og lige præcis ikke neurotisk nok til at hente målebåndet.

Nå, men her fra mit leje oplever jeg det dybeste savn, jeg kan beskrive. Det hænger nok lidt sammen med førnævnte andendagstømmermænd, men det gør jeg ikke følelsen mindre virkelig. Der var intet jeg heller ville lige nu end at krybe helt ind i LL's armhule, der hvor der er allermest trygt, når man er lidt mandagstræt og trist og tom.

Og mon ikke behovet blot bliver desto større af, at det for første gang i tusind år faktisk ikke er en mulighed?

... Det værste er nemlig, at vi nok er blevet lige gode nok til at tage hinanden lidt rigeligt for givet, når vi er sammen. Eller også går der bare for lang tid mellem, vi rent faktisk prioriterer at ses. Altså sådan rigtigt. Ikke bare at putte, hænge ud, stene, sove ... men rent faktisk prioritere decideret os-tid.

Jeg har aldrig tidligere haft en kæreste så længe, som jeg har haft LL. Mit længste forhold før LL nåede kun lige at runde tre år, og ellers er det længste, jeg har prøvet omkring de to.

LL og mig har været sammen i godt og vel tre og et halvt år efterhånden. Selvfølgelig inklusiv et gevaldigt bump in the road i sommeren i fjor.

Og der indtræffer nok noget hverdag omtrent på dette tidspunkt, tror jeg. Noget hverdag, som jeg halvdelen af tiden elsker og trives fantastisk i, og som jeg den anden halvdel af tiden hader. Og beskylder LL for at være hovedårsagen til. Hvilket trods alt ikke er helt rimeligt (det er jeg dog et stort nok menneske til at anerkende her i mit lille vesterbro'ske savnfængsel).

Så det.

Men nu kan jeg dvæle lidt i mit eget savn og lære det, kan jeg.

Og der var på et eller andet tidspunkt en der sagde, at – og nu bliver jeg bange for, at kilden er et eller andet sygt corny, som I kan huske, men jeg ikke kan, men det må jeg leve med, for jeg synes faktisk det var så fint og præcist et billede – måske er græsset grønnere på den anden side af hækken, fordi du har glemt at vande din egen plæne?

Og det kunne en eller anden sikkert amerikansk advokatserie jo måske nok have ret i. 

mandag den 27. oktober 2014

Transparent. En(dnu) en anbefaling.

Ej. Har I set Transparent? Jeg er lige præcis to afsnit fra at have slugt hele første (og indtil videre eneste, men Amazon har vist allerede lovet en sæson to) sæson på omtrent en enkelt aften.

Og jeg er helt forgabt.

Transparent handler – for de håbløst uindviede – om en far til tre voksne børn, der i en ret sen alder, han er vel i 70'erne?, springer ud som transkønnet.

Det er så smukt og rørende og trist og livsbekræftende og tankevækkende, og hvad har vi.

Jeg ved ikke, om jeg bare er et sted lige nu, der er en lille smule skrøbeligt, eller om jeg bare har andendagstømmermænd af værste skuffe. Men i hvert fald skal jeg godt nok tage mig sammen for ikke at få våde øjne over melankolske pianorenderinger af "Somebody That I Used To Know" som den der følger på scenen, hvor alle tre børn skrider fra deres fars talentshow ("Trans Got Talent").

Serien skildrer seksualitet i alle mulige afskygninger, der er lesbianisme, næ-egentlig-ikke-så-meget-bøsserepræsentation (eller husker jeg galt?) og masser af mere eller mindre udpræget heteroseksualitet også. Og det er fedt. Klart. Men det er faktisk mere al identitetssnakken og ikke mindst undertonen af ... tristesse, der betager mig.  Sådan en dyb, ulykkelig ensomhed, der alligevel ikke kan stoppe karaktererne fra at følge deres hjerters veje.

Transparent kan streames via Amazon, hvis nogen skulle være interesserede. Men gem den til en dag med overskud. Tror jeg nok.

*edit: Har rettet transseksuel til transkønnet to steder i teksten!

torsdag den 23. oktober 2014

Fra et sted til et helt andet. Og det slutter med en (varm!) anbefaling.

Jeg har rykket mit vækkeur ind i vores walk-in-closet.

Ja, du hørte rigtigt. Walk-in-closet. LL har lavet ekstrarummet om til et walk-in-closet. Det var så godt nok, viser det sig, en gigantisk fejl (min, bevares), fordi det faktisk er en meget, meget ødsel brug af otte kvadratmeter. Så det bliver lavet om i nær fremtid. Men så længe det varer og sådan (prik prik prik).

Nå.

Men jeg har altså rykket mit elskede wake-up-light-fra-Philips ind i garderoben.

Så jeg ikke kan nå det fra sengen. Smart.

Jeg tror nok, LL syntes, det var ret sindssygt: Som om det skulle kunne gøre en forskel på mine morgenrutiner, at jeg ikke længere bare kunne dappe mig til ti minutters ekstra på langs direkte fra dynerne.

Men hun må æde sin gamle hat, må hun:

I tirsdags var jeg ude at løbe fra morgenstunden (i øvrigt er det jødiske afsnit af Vestre Kirkegård i grå morgentåge ikke så creepy, som man måske kunne tro).

Og i morges hoppede jeg direkte over i svømmehallen (efter lige at have haft samtlige enkeltdele ude af min undertøjsskuffe i forsøget på at finde bortkommen badedragt. Måtte tage til takke med prikket bikini til sidst. Men kom af sted! Trods alt).

Og der stod jeg så ude foran et par minutter i halv syv sammen med de andre morgentyper. Inden jeg drønede gennem badeafsnittet (jajaja, jeg vaskede mig grundigt på alle de afmærkede steder på figuren og alt det) og som den allerførste dyppede mine morgentæer i bassinet, der var helt blikstille oven på natten (i hvert fald indtil jeg plaskede mig i).

Juhu.

Og nu er kunsten så bare ikke at tro, jeg er sådan en motionstosse, der skal sætte verdens største og mest crazy mål for mig selv.

Et godt eksempel på, hvor galt det kan gå med dét, er fx, da Bedstebøssen og jeg var ude at løbe sammen i sommer – første løbetur i hundrede år – og allerede efter 200 meter snakkede vi om, at vi måske skulle melde os til en halvmarathon. Bare en halv. For hvor svært kunne det være, når nu vi allerede ... kunne løbe tohundrede meter.

Det der med at pushe egne forventninger så højt til vejrs, at man er fuldstændig 100 pct. sikker på ikke at kunne indfri dem – det øver jeg mig i at lade være med.

Og det gør jeg blandt andet med hjælp fra verdens sejeste personlige træner.

(Det bliver lidt anbefalingsagtigt herfra og ud, men læs lige med alligevel. For det er faktisk vigtigt)

Nina Q kan nemlig noget, som jeg aldrig har oplevet før med nogen som helst forsøg på dialog med nogen om træning.

Hun hev fat i mig i foråret – vi er gode gamle bekendte – fordi hun vidste, jeg skrev Lebbelivet.

Hun ville gerne starte en blog, hvor hun kunne videregive sine råd om sundhed og motion – hun er uddannet fitnessinstruktør og snart også terapeut – og ville gerne i gang med promoveringen i god tid.

... Så jeg gav hende mine få sporadiske tips, og til gengæld gav hun mig så et tilpasset træningsforløb, hvor vi træner sammen fra tid til anden, og jeg altid lige kan sende hende et billede eller en trist smiley på en dårlig dag og få lidt opbakning retur.

Den aftale er jeg i øvrigt ret sikker på, hun har med alle sine kunder. Og den gør en verden til forskel.

Og så tvinger hun mig ned i tempo:

Jeg er typen, der – når jeg træner (og der går ofte længe imellem) – helst skal have ondt og være ved at brække mig bagefter. Ellers føles det ikke, som om jeg har gjort noget. Ikke nok i hvert fald.

Men Nina er langsomt ved at lære mig, at det er meget bedre at lytte lidt til sig selv og søge at få energi ud af sin træning i stedet for at gå efter at være helt drænet efter sine strabadser. Det er så svært. Men så berigende.

Hun tvang mig til at stoppe, før jeg var helt ødelagt – jeg var ikke engang halvt ødelagt! – sidst vi besøgte Fitnessdk. Og fik mig til at føle, det var okay.

Jeg tager hendes input med mig hver dag og det gør mig gladere, end jeg har været længe. Altså, at jeg sådan kunne forlade svømmebassinet efter 25 minutter og blot 700 meters bryst og fortælle mig selv, at jeg er fucking sej, i stedet for at råbe indvendig, at jeg er en taber, fordi jeg ikke lige tog en hel kilometer, nu jeg var i gang.

Tak, Nina!




tirsdag den 21. oktober 2014

Overspring og FKA Twigs og sexet. Much wow.

Jeg overspringshandler lige nu. Helt vildt. Har tusind opgaver at se til. Men må lige have ud, hvor herresexet FKA Twigs er.

Og var.

... Altså til koncerten i søndags på Vega sammen med samtlige hipsters i en radius af tre cykelstyroverskæg fra Istedgade.

Jeg tog mig selv i at stå og glo med min fadøl presset mod underlæben på en måde, jeg ikke bare finder utiltalende men også ret så flov. Faktisk. Følte, at jeg stod der med en gevaldig lady boner midt på Store Vega og alle kunne se det.

Samme følelse som dengang i tiende på efterskolen – i øvrigt omtrent ti år før jeg sprang ud, men følelsen var der alligevel – når alle skulle røre ved hinandens bryster, og jeg et eller andet sted godt vidste, det vakte noget andet i mig at røre ved roomiens attributter, end det gjorde når gestussen blev gengældt af veninden.

Jeg må for alt i verden ikke afsløre andet end nøgtern venskabelighed.

Men fuck, hvor var hun sej. Altså. Jeg har skamhørt hendes "LP" på det seneste, og selvom det ikke fangede mig hverken første eller anden gang, og det stadig falder mig svært at synge med på det, så sidder de der bare – sangene. Fast, fast, fast i mit hoved.

Og således fik jeg overspringet mig igennem 14 linjer (rimelig overspringshandlingsagtigt at tælle linjer, by the way) på mindre end fem minutter.

Og kan så returnere til det rigtige arbejde. Når lige jeg har luftet hundene (du skal altid bare lige, Alfons Åberg).

(Og jeg skal nok skrue lidt ned for kursiveringerne. Fra og med i morgen. Ik'?)