lørdag den 19. april 2014

Hvor ulesbisk.

Jeg har svært ved at blogge for tiden. Og det er der en grund til. En herredårlig grund tilmed. Men en grund, trods alt:

Jeg har det nemlig bare sådan helt igennem ganske fantastisk godt. Tak. Jeg sagde jo, det var en dårlig grund.

Alt det her skriveri falder mig nok bare generelt nemmere, i de (tilbagevendende, I'm sure) perioder, hvor jeg går og tænker neurotiske, halvangste bekymringstanker - om det så i sidste ende er den tristesse, der kommer til udtryk i mine ord eller ej.

Men i disse uger kører det bare. Det hele. Mit liv er skønt og - med undtagelse af mit valg af sengekammerat - ualmindeligt lidt lesbisk. 

Og det betyder, at der ikke er så meget at skrive om. Andet end alt det kedelige:

Jeg holder påskeferie med stort P. Havde lige præcis tre feriedage, der skulle afvikles inden maj, hvilket betød, at forlænget skærtorsdagslangfredagspåskemandagsweekend blev til lang, lang, lang ... dare I say it? ... ferie. 

Ti dage. Sgu. 

Havde 5xYndlingshomoer forbi til påskefrokost i sidste weekend (og har praktisk talt levet af resterne hele ugen. Så. Meget. Mad. Hvor kom de seks forskellige slags ost fra? Vi spiste sgudda ikke ost i lørdags, gjorde vi?). 

På Bedstebøssens opfordring mødtes vi allerede klokken 15 lørdag eftermiddag. Og det var så-så-så godt, når vi nu knap kunne få snøvlet os færdige til at tage på Blok66 klokken tre om natten. Knap tolv timers fortættet samvær senere.

Men ej heller det var synderligt lesbisk. Bevares, vi var seks lebber (plus naturligvis BB) om bordet, men vi var nok mest bare venner. Mere venner end homoer lige den dag. 

Snakkede meget om Ukranian Human Barbie og normcore. Eller Enorme Kåre, som vi bare kalder ham. Og meget lidt om særligt meget andet. Så vidt jeg husker. 

Og sådan er det bare med alting. Ulesbisk og uinteressant og helt og aldeles ualmindeligt dejligt og let.

Jeg er underligt nyforelsket i Livslebben (der dog i disse dage har tilladt sig (hvor vover hun) at drage Jyllands-over). Der er bare så meget kærlighed og alt det der hele tiden. Forståelse. Nærhed. Igen: Kedeligt. Sødt, men kedeligt. For jer, altså. Ikke for mig. Nej nej. Jeg er helt opslugt.

Lige nu har jeg og en anden af mine virkelig gode bøsser fået lov at låne Bedstebøssens sommerhus på Vestsjælland, mens BB selv føjter rundt med familien i det nordafrikanske. 

Og vi slapper af. Får sovemærker på kinderne af spontane middagslure i sofaer. Sol-ømme øjne af læsning på terassen. Blå tænder. Af indlysende årsager. 

Men det er ikke spor homoseksuelt. Faktisk nærmest det modsatte. Sådan at dele en queen (pun not intended) size-boxmadras med en mand. En mand! 

Eneste umiddelbare minus i dette øjeblik er egentlig, at jeg savner LL. Sådan helt ubeskriveligt. Og hundene. Som hun har taget med sig over til noget svigerfamilie, der nærmest hellere vil høre om dem, end om hvordan LL har det, når de ringer. 

Men det er god savn. 

Mere savn på: 

”Juhu, ingen grund til panik, for når vi hver især returnerer til hovedstaden, bor vi jo sammen og elsker hinanden, så jeg nyder bare lige at være lige præcis her, hvor jeg er”-måden 

... end savn på: 

"Avavavav jeg kan ikke være til stede i mit liv af bar' savn, det er jo komplet uudholdeligt, jeg må hellere ringe til hende igen og igen og igen"-måden. 

Sidstnævnte er helt enormt trættende, jo. For mig, for LL og ikke mindst for dem, vi respektivt befinder os i selskab med i den givne situation.

Så det.

Der er sket et eller andet mærkeligt, som selvfølgelig ikke nødvendigvis er permanent (sagde pessimisten), men som jeg ikke desto mindre tillader mig at nyde i fuldfede inhaleringer lige så længe, som det varer ved. 

Noget u-angst. Noget, der vist handler om en helt ny og spændende tryg ro omkring kærlighed. 

... En tryghed, der gør, at jeg pludselig ikke freaker blot ved tanken om udeblevne sms'er, når LL sidder midt i påskefrokost med gamle venner fra en anden tid og ditto del af landet. 

Og netop den pludselige ro og plads, jeg mærker (så længe den varer ved! Pessimistlebben fornægter sig ikke), betyder på nærmest magisk vis, at sms'erne kommer. I lind og kærlig strøm. Og at opkaldene falder oftere. Fordi de ikke presses frem, og fordi de ikke - i fald de forsinkes af jysk svigerfamilies ændrede tidsplaner - følges af udskældt strafferi.

Mærkeligt selvopfyldende profeti. Begge veje. Sort snak. Undskyld.

Det handler selvfølgelig mest om en tillid dels til LL men i endnu større grad til mig selv, tænker jeg. Der er for fanden ikke partout lighedstegn mellem en forsinket sms og et forlist forhold. Breaking! En kortfattet & smileyfattig tekstbesked betyder ikke nødvendigvis, at nogen elsker mig mindre. Det er nyt for mig. Men sundt for alle.

Nå. Men jeg har det med andre ord skidegodt. Er det ikke bare kedeligt?

onsdag den 9. april 2014

Valeria Lukyanova - den menneskelige Barbie-dukke

I kender det godt. Det sekund, man søger efter "Ukranian", og Google hjælpsomt foreslår Ukrainian politics? Ukranian crisis? News? Language? Flag? ... og man med skamfuldt bøjet hoved afslutter: "Ukranian ... human Barbie doll".

I har måske endda hørt om hende den ukrainske menneskedukke, Valeria Lukyanova

... Som selv ifølge artiklen i GQ nægter enhver lighed med Barbie og kun har vedkendt sig at have fået lavet én plastikoperation (brysterne).

Trofaste læsere kender min fascination af Barbie. Jeg er ikke så stolt af den, fascinationen, men den er der, og den er betydelig. Derfor googlede jeg også i morges Valeria. Bare for lige at kigge.

Og artiklen fra GQ er faktisk rigtig interessant, blandt andet fordi den sætter fokus på det mærkeligt feministiske i Valerias projekt. 

Jeg kan ikke finde ud af, om det er søgt, men netop i Ukraine hvor piger 'fødes til at blive hustruer og mødre', har Valeria faktisk taget en eller anden form for kontrol tilbage. Hun har - med egne ord - ikke formet sig som en dukke for mændenes skyld men snarere for sin egen.

Som artiklen konkluderer:

"Valeria has gotten a degree of power, a degree of control, and a major say in her own destiny. It could be that the world [...] have misjudged the Human Barbie in a fundamental way. Her steady drift from reality [...] is not about submissiveness, fame, or snagging a husband. It could be about finding a way out, however random, bizarre, and costly the route appears from the outside. It could be about gaining some measure of freedom."

Det er sgudda et interessant perspektiv. 

Og ret meget et stort fuck you til feminismens svar på den hvide heteroseksuelle mands overtag - nemlig at anskue kårene for kvinder i Østeuropa gennem den vestlige velstillede verdens feminisme. 

Selvfølgelig kan og bør præmissen diskuteres ('skønhed' som en way out er vel overordnet anskuet en lidt ærgerlig rute at være tvunget ind på) og debatteres, men interessant er det da. 

Og underligt respektindgydende. 

Et andet afsnit i artiklen, som jeg bed mærke i, er det, der handler om, hvordan en heteroseksuel mand - journalisten i dette tilfælde - reagerer på hendes skønhed. For selvom hun 'burde' være idealkvinden, støbt i idealets form, reagerer journalisten sådan her ved deres første møde:

"Her beauty, though I hesitate to use the term, is pitched at the exact precipice where the male gaze curdles in on itself. Her features are the features we men playfully ascribe to ideal women; it's how we draw them in manga and comics and video games. Except we don't expect them to comply with this oppressive fantasy so fully. As a result, she almost throws our idea of a supervixen back in our face."

Anyway. Læs artiklen - den er velskrevet og god. 

Især hvis man er lidt fascineret af det her plastic fantastic-værk. Og får sine fordomme lige tilbage i synet, når man læser, at transformationen ikke er noget, hun har gjort 'for en mand'. Snarere tværtom. For at slippe for mændene.

At kvinden så er rygende racist sætter vi lige til side. Hun har nogle ret forskruede idealer og forestillinger om skønhed ... nå ja og om (host host) dimensioner(!). Men projektet - at tage sin krop tilbage, midlerne underordnet - er da spændende.



Mit hjerte tilhører (hermed) Ricky Gervais

Ej-men-prøv-lige-at-se-hvor-sej-Ricky-Gervais-er ...


Mit hjerte tilhører Ricky Gervais. Og det betyder - ganske rigtigt - at Marie Key er ude i kulden. Det er hun garanteret superdeprimeret over. Garanteret.

mandag den 7. april 2014

Tinder, sgudda!

Huha. Weekend var fab. Jeg fik min aleneaften fredag. Selvom jeg ikke kan anbefale den der franske kokossorbet fra Irma til nogen. Nogen. 

De der 40 pct. kvalitetskokos (tsk-tsk) satte sig på tværs som veritabelt sandpapir i svælget. 

Lørdag stod den på fri og festlig leg med en flok heterodamer. Med en overvægt af singler (som faktisk bare er sjovere end parrede typer. Som undertegnede), og det sidste nye sjove ved singler er, at de bruger Tinder.

Tinder!

Jeg blev helt ked af selv at have fundet mit livs lebbe (slet!), for hvor er det dog sjovt at swipe fremmede mænd til venstre og højre. Og med garanti lige så sjovt med damer. Hvis der da er lebbedamer på Tinder(?).

Du'r ikke. Væk. 

Jeg fik lov at passe venindes profil. Og chatte med fremmede mænd, der troede jeg var hende. Og hvad lærte jeg så?

Jo ... jeg lærte, at:

1. Omtalte veninde er helt fantastisk attraktiv (hvis man skulle være i tvivl) - Der var faktisk match hver eneste-eneste gang, jeg swipede til højre. 

2. Heteromænd er nærmest mere forward, end jeg var, da jeg scorede min eks. Hvor jeg vel at mærke efter (laaangvarigt. I hvert fald et kvarters) cocktailindtag spurgte, om vi snart skulle knalde. For jeg var ved at være træt af at snakke. Den sidste romantiker er ikke død endnu.

3. Lige at tjekke med Tinder-profilejer aka veninde, at fremmed mand, jeg skriver smigrende til, ikke er ham, hvis hjerte hun småknuste sidste sommer. Ups. Men han havde altså pæne briller. Den fik hun lige lov til selv at redde ud.

...

Men altså - findes Tinder egentlig til lebber, eller må vi nøjes med skod-Brenda? Altså man kan vel indstille til at søge efter damer på Tinder, men er der nogen, der gør det?

lørdag den 5. april 2014

Singlemænd, stribede stiletter og tørre nætter. Det er der, lebberne vil have.

Jeg har for en stund afbrudt AdBlocker på Facebook. Fordi jeg bare godt gad se, hvordan sitet tager sig ud for almindeligt dødelige mennesker, der ikke har fundet det smarteste (gratis, lebber! Gratis!) værktøj, der overhovedet eksisterer til Chrome.

Det tager sig så, viser det sig, så tåbeligt ud, at man snart sagt græmmes. Nu er jeg ikke en af dem, der flaunter hverken mine seksuelle eller romantiske præferencer, endsige har tilsluttet mig horderne af facebooktyper, der skilter med min "is now in a relationship with"-status nogetsteds.

Men tænk sig, at deres algoritme alligevel ikke er solid nok til at gennemskue, at jeg er til damer?

Altså. I en evig crawlen gennem min side burde Facebook være stødt på ord som "lesbisk", "homo" og ikke mindst "Regnbueplads" bare den seneste uge.

Og alligevel er det her de reklamer, der bliver mig vist:

Det er jo for vildt. To gange singlesites med billeder af mænd, jeg ikke engang i mine heterodage ville have skænket to på hinanden følgende blikke.

Jeg var meget til britpop og lidende øjenbryn dengang. Fyrene til højre ser alt for sunde ud.

Og så har vi et par stiletter, hvis væsentligste kvalitet tilsyneladende er, at de er billige. At designet fint stemmer overens med prislappen, lader vi passere.

Dog kunne man måske påpege, at Facebook havde fanget, at jeg er mere lipstick end butch. Jævnfør hæle frem for trainers.

Men jeg tror desværre. det er for flotte tanker at have om mediet, at de tager højde for den slags minoritetsbaserede subgrupper. Jeg tror hælene hænger sammen med mit køn. Som jeg viiiist har opgivet (tjekker lige. Nej. Fanme. Jeg har ikke opgivet mit køn. Altså er Facebook klog nok - eller jeg normativ nok - til at fange mit køn ud fra mine oplysninger. Men ikke at jeg er lebbe.

Nu føler jeg pludselig, at det er mig, der har gjort noget galt. Har jeg ikke været lesbisk nok på min profil? Og hvor lesbisk er lesbisk nok? Og eksisterer der et for lesbisk? I think not. I think bestemt not.)

Og så endeligt DryNites. Jeg håbede sådan, at produktet var et tisselagen af den slags, man trods alt kunne drømme om blev kanaliseret i min reklameretning, fordi Facebook tænkte, at jeg var ret kinky. Men nej. Der er tale om bleer i størrelser der mildt talt ikke lapper over med min. Og altså en direkte markedsføring til moren i mig. Hun findes bare ikke.

[Genstarter AdBlock]

fredag den 4. april 2014

Og nu: Frivillig social deprivation.

Åh, dog. Så oprandt den. Aftenen, jeg har glædet mig til hele ugen.

Jeg har haft sådan en uge med psykopatiske arbejdsdeadlines kombineret med aftaler hver eneste aften. Dejlige aftaler med gode mennesker, bevares, men stadig aftaler, der betød, at jeg hver eneste aften har været hjemme senere end kl. 23 ... med mindst to timers arbejde foran mig, førend jeg kunne lukke øjnene.

Det har kun været til at holde ud, fordi jeg vidste, at jeg fredag, når klokken slog fyraften, kunne:

  1. Stikke forbi Irma efter kokossorbet (tjek) 
  2. ... Og slik (tjek)
  3. Gå tur med hundene i sommertidssolen (så er den skide manglende times søvn alligevel ikke kun af det onde) med verdens bedste far i røret (tjek)
  4. Smide en dyne i sofaen (tjek)
  5. Bestille indisk (tjek)
  6. Smide en "god-bytur-giv-den-gas"-sms til LL ... hvilket dog betyder minus på fredagsøl-kontoen, hvilket gør mig lidt utilpas, men hvad fanden (tjek)
  7. Blænde op for mit skønne, sammensparede tilgodehavende - bestående af et afsnit af New Girl, to afsnit af Modern Family, tre af Brooklyn Nine Nine, en enkelt Southpark-episode og første afsnit af den helt nye serie Friends With Better Lives, som jeg håber, håber, håber er god (tjek)
  8. Ånde lettet op ( ... og tjek)

Før jeg oplevede den form for travlhed, man først rigtigt fatter, når man har et fuldtids(mindst)arbejde, ville sådan en aften have givet mig socialudsultet stress og svedeture, for tænk nu, hvis man gik glip af noget!

Men nu er det det absolut eneste, jeg har lyst til. Stilhed, alenetid, mad med karry og lam ... og tv-serier forresten. Med Hundx2 i fodenden.

(Og så trøster det også, at jeg skal drikke gode ting med alkohol i med gode mennesker med alkohol i på Christianshavn i morgen.)

God fredag, folkens!

torsdag den 3. april 2014

Den mest deprimerende besked i verden.

Værsgo. Der er den. Lige der. Den absolut mest deprimerende besked at møde i sin inbox klokken tre om eftermiddagen.

Og I taler vel at mærke med hende, der praktisk talt fik nyheden om sin fars kræftsygdom overleveret pr. sms. Ej. Løgn. Han ringede. Jeg prøver bare at bløde op og glatte ud. For jeg ved jo godt, at ovenstående ikke er den mest deprimerende besked i verden. Det ved jeg altså godt.

Nå. Her havde man håbet til det sidste, at spinning-ventelisten var lavet af ubøjeligt stål. For så havde man jo prøvet. Og kunne i stedet spise rar mad og være doven med god samvittighed. For man havde jo gjort forsøget.

Tak for ingenting, FitnessWorld.

Intet nyt fra Vesterbrofronten. Tak.

Der er simpelthen så meget, jeg gerne vil skrive. Men jeg har så sindssygt travlt.

Jeg vil gerne skrive om hende lebben, der har sendt bud efter min adresse, så hun kan sende mig en hjemmelavet gave som tak for det råd (kort fortalt: drik dig fuld og knald den nærmeste lebbe), der hjalp hende ud af skabet (her et år senere er hun i lykkeligt lebbeforhold, nårrhh).

Og om de der fantastiske portrætter af butch-lebber, hvor jeg har lyst til at knalde hver og en.

Og ikke mindst om polemikken om Regnbuepladsen og idioterne i SparNord (gid, den homofobiske tåbebank må miste alle deres DINK-kunder i det lyserøde segment som følger!).

Og jeg ville nævne den nye halvdanske lebbefilm Dual, som jeg egentlig (fordi jeg er sygt vigtigt VIP-blogger) var inviteret til forpremiere på men glippede, fordi jeg har så fuldstændigt afskyeligt sindssygt travlt. Men den ser fin ud - jeg så traileren, da jeg i sidste uge var forbi Vester Vov Vov og se Only Lovers Left Alive (hvis nogen nogensinde har været skæbnesbestemt til på et eller andet tidspunkt i sin karriere at skulle spille vampyr, er det sgudda Tilda Swinton).

Der er simpelthen bare så meget på mit bord these days (og nej, det er faktisk ikke kæreste-sammenflytnings-kedeligheds-skoen, der trykker, som en kommenterende medlæser spurgte - tværtimod.

Faktisk har min Livslebbe og jeg haft lige præcis et par af den slags uger, hvor det er SÅ fantastisk at bo sammen, fordi vi ikke rigtigt ville se hinanden, hvis ikke det var fordi vi faldt i søvn i samme seng om natten. Det er røvssygt.

Men jeg har ved siden af i forvejen absurd travlt arbejde fået en lille og helt fantastisk bi-tjans, som jeg desværre ikke kan afsløre nærmere om, da I simpelthen så hurtigt ville finde MIN SANDE IDENTITET, så. Men det er noget nær drømme-bitjansen, omend den har bidraget til arbejdsnætter mere end én gang.

Så det. Alt vel ved Vesterbro-fronten. Skal nok øve mig i blogging snart igen.


tirsdag den 25. marts 2014

Clitoris gigante

Okay.

En eller anden facebooktype delte følgende billede tidligere i dag. Jeg har glemt hvem.


Jeg synes, billedet var flot og fint og sjovt. Og et udmærket eksempel på, hvor dirty en mind, jeg går rundt med.

Så jeg højreklikkede for at lave en "søg efter dette billede på Google". Fordi jeg ville vide, hvor det stammede fra.

Det sjove, der så skete, var alle de "visually similar images", der dukkede op.


Det er sgudda det tætteste, man kommer på pornoløst pornografisk indhold.

Jeg fandt i øvrigt aldrig ud af, hvor billedet stammede fra. Kun at det hang tæt sammen med søgeordskonstellationen "clitoris gigante". Hvilket egentlig er ret misvisende.

Så det.

søndag den 23. marts 2014

Jeg = En lille fuld men måske også ret sød dj-nazist

Kender I det med, at man kommer ind på en cafe, og så sætter der sig et (andet) lebbepar lige ved siden af der, hvor man selv sidder med sin damekæreste? Det skete i det her lille lebbeliv i eftermiddag.

Det er noget af det mærkeligste.

En blanding af intimitet, flovhed, uudtalt fællesskab og massiv synlighed. Gad vide, om heterogæsterne overhovedet lagde mærke til os?

Lidt ligesom når man sætter sig på en cafe i Wien, og der så sætter sig et dansk par lige ved siden af. Man snakker bare af en eller anden grund lidt mindre frit. Bliver superopmærksom på sig selv.

Nå.

I går var jeg med min mor i Malmø. Hun kom over fredag for at hive LL og undertegnede med på Aveny-T til noget Ghita Nørby (kæft, der var mange gråhårede page-damer med frisk modebrille og fornuftige sko i teatret. Nærmest kun. Og så mig og LL), og så ville hun svært gerne til Sverige også.

Så vi drog sgu Hinsidan lørdag, gjorde vi.

Jeg undrede mig over, at folk kiggede langt efter mig på gaden (godt nok er jeg pæn. Men ikke pæn). Først omtrent klokken fire kiggede jeg ned af mig selv og fik bekræftet, at det godt kan betale sig at børste tænder, inden man iklæder sig sin sorte trench.

Jeg havde en stor, hvid plamage ud over brystet, og forbipasserende har helt sikkert tænkt, det var noget ganske andet end tandpasta, jeg havde rullet mig i.

For fanden da.

I går aftes var der fødselsdagsgilde hos en af de gode bøsser - og jeg blev så fuld, som jeg ikke har været længe. Fuld på den måde, hvor jeg bliver en lille dj-nazist, der kun ville høre min musik. Kun.

LL fik i øvrigt følgende tvivlsomme kompliment med på vejen fra en af fødselsdagsbarnets mægtigt fantastiske bekendte, der flittigt læser med her på Lebbelivet:

"Du er jo helt vildt cool i virkeligheden."

Med andre ord skal jeg måske lige nedtone LL's håndværkersnilde og håndboldfortid en smule her på bloggen og skrue op for alt det (andet) gode, hun er.

Åh.

Jeg kan ikke huske, at vi købte finsk lakrids og chips på vej hjem i nat, men jeg var glad for, vi ikke havde spist det hele, da vi vågnede ved middagstid.

Nu simrer der gode ting i den store jerngryde, hundene er leveret tilbage fra yndlingspasseren, og dynen er dejlig varm. God søndag derude.