søndag den 9. august 2015

Pride, sgudda!

... Og ses vi i øvrigt til Priden?

Den her lille lesbiske husholdning fik etableret en slags tradition sidste år, da vi egentlig-bare-lige-ville-forbi-og-kigge.

Men så kom vi til at stikke forbi festlige bøsser på vejen.

Og så klædte vi måske/måske ikke hundene ret fint ud i regnbuefarver. Yndlingsbeskæftigelse. Jeg ville klart lave en hunde-i-kostumer-insta, hvis ikke LL faktisk havde forbudt det. Well, i øvrigt er hundene muligvis alligevel ikke tilstrækkeligt velopdragne og/eller kloge til, at de kan sidde stille så længe, at undertegnede kan nå at få taget billeder af dem iført sjove briller. Desværre.

(Det kribler i mine fingre efter at vise billeder af 2xBulldog med regnbuevinger. Men så går anonymiteten jo helt fløjten)

Og så gik vi liiiige lidt med i paraden. Og så drak vi lige et enkelt (plus/minus) shot something.

Og så mødte vi (heldigvis!) yndlingshundepasseren, der er en sej homomor og altid frivillig paradevagt. Som snuppede 2xHomohund med hjem, så 2xLebber kunne male byen så rød, som den sjældent før er blevet malet.

Vi cyklede hjemover, da vi fik nok af regnen (shit, et vejr - gid det bliver bedre i år!), men jeg insisterede på, vi alligevel lige lagde vejen forbi Vela. Hvor jeg nåede at købe to øl, førend jeg måtte se mig besejret af lige dele alkohol og generel bombethed, lade øl være øl, og drøne hjemover.

Det var en af den slags aftner, der fik LL til at konkludere, at hun nok bør binde vores cykler sammen, når min promille passerer en sixpack. Fordi jeg ikke er verdens dygtigste til at køre ligeud med alkohol i blodet. Så at sige.

Anyways. Vi regner i hvert fald med at gentage succesen. Denne gang med forudgående aftale om hundepasning, dog. Og muligvis med en taxa hjem.


fredag den 7. august 2015

One-night-stand eller bare ansigtsblind?

Det der øjeblik, hvor man ser coverfotoet på MIX COPENHAGENs Pride-event ovre på Facebook. Og indser, at man kun har knaldet én af lebberne på billedet (vistnok. Ansigtsblindhed er lidt en x-faktor i den her leg) .

... #fail?

tirsdag den 4. august 2015

Haribo macht Lesben froh

Ej hallo. Berlin er også fantastisk, fordi man kan få slik, der ikke bare er mere syrligt, end noget jeg har kunnet opstøve i København, men som også er REGNBUEFARVET.


(Gud, hvor ser min hånd i øvrigt død ud mod de skønne, hvide hotelsengslagner. Det kan man selvfølgelig godt gøre sig lidt morsom over, hvad monstro skyldes).

Haribo – og i særdeleshed syrligt regnbuefarvet slik – macht diesen sogenannte Lesben froh.

Så det.

mandag den 3. august 2015

Når der er reklamer for dobbeltdildoer i det offentlige rum (ja, når!).

Nå JO!

Altså. Der er selvfølgelig tusind grunde til, at Berlin er fantastisk. Og afsindigt billige C-vitamin-brusetabletter er bare en enkelt.

En anden er, når man en tidlig uskyldig onsdag aften på vej mod Freischwimmer, går forbi tre-fire af de her helt alment kendte reklameskilte, som altid er alle steder.

Således også i Berlin:


Og man noterer sig en ølreklame, en hemmelig reklame bag et træ, en reklame for noget slotshotel i Postdam

... Og så naturligvis en reklame for en dobbeltdildo, særligt velegnet til multiple orgasmer. Hallo. Amorelie (slogan: "Für noch mehr spaß am Liebesleben" ... hvabehager).

I øvrigt skulle I lægge vejen forbi Freischwimmer, hvis I nogensinde er på berlinerkanter.

Freischwimmer er måske den fineste restauration, jeg kan komme i tanker om (ikke på hvid-dug-måden, mere på den der perfekt skramlede berliner-måde med virkelig god mad og stærke drinks oven i hatten). Og ret hip oveni, skulle jeg mene.

Restauranten har desuden udsigt til Club Der Visionaere, som blev selskabets endestation (og endeligt?) den aften. Det er en af den slags berlinerklubber, hvor der ikke rigtigt annonceres med nogen form for lukketid eller sidste udskænkning. Og hvor der altid står en gigantisk dansende flok, som helt tydeligt ikke lige har fået sovet hverken denne eller forrige nat. Og tilsyneladende har taget netop de midler i brug for at opretholde såvel feststemning som krop, som man kunne forestille sig.

Så hvis man er til den slags ...


søndag den 2. august 2015

Pakkepsykose.

Shit manner. Jeg lider helt sikkert under en eller anden form for tilbagevendende sindssyge-i-pakke-øjeblikket.

Jeg har lige pakket min kuffert ud efter berlinerturen (klap-klap, kun tre dage efter hjemkomst, klap-klap).

Og.

Vi var af sted tre dage (som i: to nætter). Og jeg har formået at overpakke følgende (og her taler jeg kun om det tøj, jeg ikke har haft på dernede, og som således kunne stables rent direkte tilbage i skabet efter endt getaway):


  • Tre nederdele
  • Et par jeans
  • Tre bluser
  • To par sko


... Vel at mærke til en tur på tre dage. Ja. Jeg har pakket fire nederdele, to par jeans, fem bluser og en kjole. Til en tur på tre dage.

Det er jo fuldstændigt sindssygt.

Især fordi der naturligvis også gik shoppedjævel i mig dernede. Så jeg er kommet hjem med yderligere tre nye bluser. Altså foruden dem, jeg havde pakket hjemmefra.

For at føje spot til skade kan jeg nævne, at samtlige de nyindkøbte trøjer er sort- og hvidstribede. Ikke ulig, i øvrigt, to af de bluser, jeg havde med i kufferten, men ikke gik med på turen.

Shoot me now.



Mit hjerte tilhører Berlin

Åh Berlin. Jeg elsker Berlin. Hver eneste gang jeg er i Berlin, fantaserer jeg om, hvilke omstændigheder, jeg kunne skabe for mig selv, som ville gøre det nemmere at flytte til Berlin. Bare for en tid.

Jeg talte netop med en af mine venner om det. Han planlægger at forme sit arbejdsliv, så han kan lave sine projekter fra den skønne tyske hovedby (jeg tør ikke skrive "hovedstad", for jeg synes, der er noget med Bonn, og jeg er for doven til Google) et par måneder hvert år.

Hvem der bare var selvstændig. Det får mig næsten til at overveje alligevel at lave nogle børn. Blot for at kunne træde ind i det forjættede barselsland for en periode (at få børn for at få ferie. Den var alligevel ny).

Vi snakkede meget om, hvad det er, der gør Berlin så fantastisk – især for LGBTQ'er. Og blev enige om, at der grundlæggende er to faktorer, som måske faktisk nærmest smelter sammen til én:

Dels er man som homo nemlig på én gang meget mindre synlig og meget MERE synlig i Berlin. Der er flere af os, og det gør os mindre bemærkelsesværdige.

Og dels er det som om, at berlinerne bare giver pokker i alt, hvad der hedder idealer og standarder og barrer placeret helt oppe under skyerne. Der er mere grimhed, flere fejlskud, større diversitet ... og dermed meget mere albuerum til at være sig selv.

Shit, hvor jeg dog elsker den by.

Vi havde fået lejet os ind på et mægtigt fancyt hotel, der desværre lå lidt midt i ingenmandsland mellem museumsøen, Checkpoint Charlie og Gendarmenmarkt. Men vi gik lange ture til (i) Kreuzberg. Og planlægger at finde noget airbnb ved Görlitzer Park næste gang. Lidt tættere på alt det fine/grimme.

Til gengæld havde vi badekar på værelset (og meget bløde lagener på sengen).





tirsdag den 28. juli 2015

Berlin, karriere og navnet på min førstefødte.

Jeg er bombet. Vanvittigt bombet. Heldigvis har jeg ferie. Hele denne uge, faktisk. Og så en uge tilbage på work. Og så ti dages ferie. Og så starter jeg fanme nyt job. Et nyt og temmelig ambitiøst og lidt angstprovokerende men virkelig sejt sted.

For første gang i min såkaldte karriere skal jeg ikke arbejde i en iværksætteragtig mellemstor virksomhed, men derimod i en af de virkelige store. På corporate-måden. Sygt nok.

Jobskifte fik i øvrigt min fantastiske veninde A til at skrive følgende. Hendes med gråt:


Min talrige pops skyldes, at A på daværende tidspunkt var bristefærdigt gravid. Og burde poppe. Straks. Så jeg bidrog med lidt facebook-heppekor.

Måske virkede det, for nu er hun ikke gravid længere. Nu har hun nemlig født en lille datter, der med A's vanligt forfejlede (og afsindigt elskelige!) sms-tasterier var "54 kg ved fødslen".

Mon ikke damen mente centimeter?

Og bare fordi hun helt sikkert har for meget ammehjerne til at indvende noget – Endnu et eksempel på hvor meget dechifrering, det kræver at chatte med A:



Nå. Men nok om navnet på mit potentielle afkom. Ville i øvrigt have foreslået A det skønne dobbeltnavn til sin (på daværende tidspunkt) ufødte datter. Hvis ikke det var fordi, hun allerede havde lagt sig fast på noget (endnu) pænere. Og fordi hun pure havde ignoreret undertegnedes talrige opfordringer til at opkalde ungen efter ... mig, selvfølgelig.

Anyways.

Fordi mit nye liv som konsulent (apropos arbitrære jobtitler) begynder lige om lidt, tager LL og jeg simpelthen helt spontant til Berlin i morgen. Den der med at trænge til at instagramme lidt fra et fremmed land. I ved. Og drikke noget apfelschorle + det, der er stærkere.

Egentlig ville vi bare have været på kanotur i vores miniferie. Fordi Susåen virkede som et overskueligt feriemål, og fordi det var på høje tid, at den her lille lesbiske husholdning føjede en Trangia og noget myggespray med datostempel efter 2011 til maskinparken.

Men så så vi vejrudsigten. Der simpelthen ser så ærgerlig ud, at det kun er dens egen mor, der kan elske den.

... Og - huhej - fik vi homohundene afsat til en fast passer (af den type, der klapper i hænderne, når vi spørger, om hun har tid, og tak for det!), booket et par billetter og et temmelig fancyt hotelværelse mellem Mitte og Kreuzberg, og nu tager vi simpelthen til Berlin.

Og det føles faktisk meget godt at bevæge sig sådan semirigtigt væk. LL og jeg trænger lidt til noget hånd-i-hånd-tid under (trods alt lidt) varmere himmelstrøg. 

torsdag den 23. juli 2015

Ellen Page + Julianne Moore = lesbisk (u)lykke

Der var engang, jeg aldrig tudede. Altså. Lige meget hvor meget jeg blinkede, var øjnene lige knastørre, mens veninderne græd til film, bøger, anything.

Det var dengang.

Jeg har den seneste uge tudet over:

  • Tekst på Medium om to shelter-hunde der blev reddet fra aflivning i elvte time
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres hunde
  • Video med dykkere, som bliver kysset af nogle megasøde(!) søløver
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres børn
  • Sæsonfinalen (sæson syv) af Community
  • Blogpost med billeder af verdens forfald, skraldeøer, skovrydninger og sådan
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres kærester

... Og så har jeg også lige tudet til den her trailer:


Check out BuzzFeed's exclusive trailer for Freeheld, the movie starring Ellen Page and Julianne Moore as a real-life New Jersey couple fighting for same-sex rights.
Posted by BuzzFeed Entertainment on Wednesday, July 22, 2015


Jeg er MEGAfan af Julianne Moore, og Ellen Page har jeg elsket siden Juno (og hun er tydeligvis sit absolut mest lækre lesbiske selv i Freeheld). Som gammel The Office-fan gør det mig for øvrigt heller ikke decideret ulykkelig at se Steven Carrell (som bøsseadvokat) i en af de andre bærende roller.

Freeheld berører, så vidt jeg kan udlede af traileren, dele af den lovgivning, der HELDIGVIS med den seneste amerikanske konstitutionsændring – så vidt jeg kan forstå – hører fortiden til (I må gerne rette mig, hvis jeg tager fejl?).

Men der har været så, så, så mange historier om homoer, der er blevet nægtet adgang til deres elskede hospitaliserede livspartners dødsleje, fordi de ikke var "lovmæssige ægtefæller" ... fordi de fucking ikke KUNNE BLIVE lovmæssige ægtefæller. Rædselsfuldt.

Men det gør ikke filmen mindre vigtig.

Og jeg glæder mig i hvert fald helt sindssygt meget til at se Freeheld. Der er ikke meget info at hente på IMDB endnu - filmen får amerikansk premiere til oktober, så mon ikke den rammer Danmark engang i 2018 ... 

tirsdag den 21. juli 2015

Gæt et event.

(Nedenstående = et eksempel på min aldeles uskyldige og temmelig snedige henvisning til weekendens store virale og aldeles grufulde begivenhed. Som straks besudles af veninde med en dirty mind.)

Hvad hjertet er fuldt af ...


Og svaret er i øvrigt nej. Gæt igen.

#imangelafhajikon


mandag den 13. juli 2015

... Og sådan kan følelser forsvinde, når man holder dem op foran sig og iagttager dem i klart dagslys

Wowsis. I går skrev jeg på bloggis om møde med eksis på Rossis. Og om at blive kaldt biseksuel. Jeg talte efterfølgende med et relativt nyt bekendtskab om episoden, og hun havde en udmærket teori om, hvorfor jeg havde så svært ved at slippe eksens ord:

Simpelthen fordi der ligger en implicit biseksualitets-shaming i dem. Ikke bevidst, tror jeg, men ikke desto mindre.

Den havde jeg slet ikke fanget.

... Og jeg hoppede i med begge ben, da eksens ord faldt, og begyndte at undskylde og forklare både over for hende og (ikke mindst) over for mig selv og jer (skønne!) læsere i går på bloggen:

Om hvordan jeg ikke føler mig biseksuel, og om hvordan jeg altså ikke havde været sammen med mænd i årevis og ikke tændte på dem og deres y-kromo'er. Men hvis jeg nu gjorde, så var der jo sådan set heller overhovedet ikke noget i vejen med det.

Og pludselig fylder ordene ikke længere i mit hoved.

*mindblown*