torsdag den 25. februar 2016

Lesbisk konference og/eller kult med Sofie Hagen som ypperstepræstinde

Jeg havde for cirka tusind år siden købt to billetter til ultraseje Sofie Hagens standup-show på Bremen i går. Jeg havde med andre ord købt mine billetter, da det der interview landede i Informeren og resulterede i, at showet blev rykket først fra lille forhalsscene til stor sal og siden blev meldt totalt udsolgt og flankeret af endnu et show dagen inden.

Jeg havde altså billetter til det rigtige show. Ikke til ekstraudgaven. Totalt firstmover.

Jeg havde købt en billet til mig og en til LL (som jeg funderer alvorligt på at omdøbe til DIE LEBENLESBEN. Det er pænt ik'?). Og vi glædede os som sindssyge.

I forgårs da vi havde gode venner til middag, glædede vi os stadig, for LL viste svage friskhedstegn, her knap en uge før Riget indleder planlagt atomkrig mod hendes fænomenale legeme.

Men i går var den gal. Feber og ubehag holdt LL i sengen. Hun insisterede imidlertid på, at jeg skulle tage af sted. RED DIG SELV! Så jeg inviterede i elvte time min veninde A med. A har jeg efterhånden kendt i mere end halvdelen af mit liv. Hvilket er en pænt syg tanke. Hun er noget af mit yndlings. Men lad nu det ligge.

A og jeg indfandt os før showstart på vores pladser.

Straks efter kom først én lebbebekendt hen forbi og sagde hej. Lige efter stødte endnu en perifær bekendt i udpræget lebbeantræk til med knus og hilsner til undertegnede, og knap gik der et minut, før tredje lebbebekendt (tilfældigvis med sæder på samme række som vores) indløste knuser på vej forbi (apropos: Jeg ved stadig ikke, hvad der er kutyme, når nogen skal forbi på biografsæderækken. Røv mod røv? Front mod røv? Skræv mod skræv?).

Min 100 procent heteroseksuelle (men til gengæld militant feministiske) veninde A var altså på mindre end to minutter vidne til tre tilfældige lebbemøder. Hvilket fik hende til at kigge mildt talt mistroisk på mig, som havde jeg konspiratorisk hevet hende med ind til en eller anden form for homokult-event.

Hun har (vist?) aldrig været med på Vela.

Alternativt tænkte hun (måske), at jeg var klodens mest populære lebbe. Men i virkeligheden var jeg jo bare taberen, der tog tidligt plads i salen og således kunne holde siddende audiens. For alle lebber kender hinanden. Det var i hvert fald tilsyneladende ikke på Bremen i går, at dén fordom skulle afkræftes.

Anyways. Sofie Hagen sparkede i øvrigt på det groveste røv. Hun er mit nye idol. Selvom jeg nærmest kunne være hendes mor. Hvis jeg havde fået hende som syvårig. Det vil sige ved en form for jomfruelig ufrugtbar befrugtning omtrent seks år før, jeg fik min første menstruation (dagen inden den obligatoriske bornholmerlejrtur i sjette klasse, for øvrigt. Tak for dén timing, blødningsguder).

Hvis I får mulighed for at se hendes show Bubblewrap, skal I virkelig springe til - magen til empowering og hylende morsom halvanden time har jeg ikke nydt ... længe. Disclaimer: Hverken Sofie Hagen eller showet er lesbisk. Men det er ikke uden grund, at showet (obviously!) tiltrak et massivt lebbefølge. Stærke kvinder og sådan.

Og selvom telefonen var på vibration og ikke bare full-on lydløs-lydløs som vanligt, og selvom 15 pct. af mine tanker gik til hende hjemme i sengen på Vesterbro, var det alligevel forrygende forløsende at grine og tænke (85 pct.) ligegyldige tomhjernede ikke-kræfttanker. Bare lige nogle timer.

PS. Jeg begik lige den rookie mistake at google "lesben german" for at tjekke hvilket køn, "lesben" er. Gæt selv hvor mange grammatiklinks, der dukkede op versus hvor mange porno-ditto. Svaret er ingen. Ingen grammatiklinks. Min fornuft, som jeg ikke har synderligt stor tillid til, fortæller mig i øvrigt, at "lesben" nok er hunkøn. Så. Det.






torsdag den 11. februar 2016

K

Jeg har været så træt på det seneste. Så jeg tog en lur tidligere.

Jeg drømte, at jeg hørte et gevaldigt spektakel uden for vinduet i soveværelset. I min drøm åbnede jeg vinduet og kiggede ned på gaden, hvor en stor, klodset, rød varevogn var i færd med en ganske håbløs trepunktsvending.

Bilen baksede under stort rabalder ind i alle parkerede køretøjer på gaden, og da den vendte rundt, svingede fordøren op, og gutten i passagersædet svingede med døren ud og ramlede ind i ting og asfalt med sin bløde krop.

Bilen kørte ned ad gaden og direkte ind i en kæmpestor glasskulptur, som smadrede i tusind stykker. Her stoppede den, hvorefter de tre passagerer på bagsædet steg ud og lagde sig lige bag ved bilens baghjul.

Og så bakkede chaufføren hen over dem. Alle tre.

Jeg skreg i drømmen, NEJ, vendte mig bort fra vinduet for at finde min telefon og ringe 112. Fandt den, kæmpede med at låse op og trykke nummeret ind. Men da jeg var tilbage ved vinduet, havde de fire nede på gaden hældt benzin ud over sig og sat ild til både dem og bilen. De stod og brændte op lige nede på vores gade, og jeg kunne ingenting gøre.

On a totally unrelated note: I går sagde lægerne K-ordet. Og de mener det.

søndag den 7. februar 2016

Afsked

Greb lige det sidste luftkys, før LL lukkede døren til sin Uber. Hun har lovet at komme hjem igen snart. I morgen er der svar på en masse prøver og biopsier. Lige så skønt som det var at have hende hjemme, lige så kvalmefremkaldende ækelt og smertefuldt var det at sende hende af sted igen. Og så lige før sengetid.

Så nu tuder jeg. I vores lejlighed, der faktisk lidt holder op med at føles som hjem uden hende. Selvom jeg godt ved, det er en kliche, og a chair is not a chair. I ved.

LL, der almindeligvis er næsten lige så udpræget B-menneske som undertegnede, er blevet decideret morgentype af daglige vækninger og derpåfølgende blodtapninger ved 06.30-tiden.

I morges da vi vågnede gudsjammerligt årle, havde jeg for første gang i 19 dage (nitten dage!) en følelse af, at det nok skulle blive godt igen det hele. Sådan, rigtigt godt. Hun virkede friskere og – endnu vigtigere – vi var sammen på en måde, der vækkede mindelser om hverdag. Den følelse trækker sig i sømmene nu. Hun fik det værre hen mod aftentide. Det er tydeligt, hvor meget de ret så hampre doser smertestillende medicin gør en forskel. Når virkningen tager af, bliver hun skidt.

Hun har tabt sig. Jeg havde godt set det på hospitalet, men det blev først rigtigt tydeligt hjemme i vores eget køkken blandt kendte proportioner. Hvor emhætten fungerede lidt som den der tændstik-målestok fra billederne i biologibogen.

Men hun har lovet at blive rask. At det ikke er noget alvorligt. At hun snart kommer hjem. Det har hun fucking bare at holde.

Orlov

Stille weekend oven på travl (mode)uge. Jeg har ingenting udrettet i dag. Men ved I hvad? Det gør ikke spor. For på min højre skulder ligger en sovende LL. Ja! Hjemme i vores hjem! I vores seng. Under vores dyner (Flertal. Har aldrig forstået hvordan nogen kan overleve en dobbeltdyne). Sammen.

Hun er på weekendorlov og skal tilbage på firemandsstuen om et par timer. Enerum havde desværre stakket frist - den form for luksusforhold (hvor man fx ikke bliver vækket af smådement sengeliggende nabos råben på engelsk med svær indisk accent) blev inddraget, da 90-årig dame fik influenza, hvilket i hospitalssammenhæng honoreres med isolation og gule skilte med advarselstrekanter og KONTAKTSMITTE (udråbstegn).

Jeg har svært ved at beskrive, hvor vidunderligt det er at have hende hjemme. Selvom hun sover - dopet til den syvende himmel (vi talte 27 piller i dagens medicinæske -14 alene til morgenmaden) - og knap kan gå 200 meter, hvilket vi nænsomt testede med kaffetur inklusiv en lånehund i eftermiddags.

Men det er lige meget. For hun dufter af LL, og hun føles som LL, og hendes stærke underarm, der hviler tung på mit bryst lige nu, er præcis lige så varm og tryg, som den altid er.

Så må man bare forsøge at lade være med at tænke på, at vi atter falder i søvn i hvert vores postnummer i aften.

mandag den 1. februar 2016

Nedslag

Bizarre detaljer, der forsøder talrige besøg på unavngivet hospital i Hovedstadsområdet:

- Når beboerne på LL's firemandsstue (lidt endnu) er: To gamle krager på plus-firs ... og så i sengen skråt over for LL's en præcis lige så sidecuttet/lebbebun'et* og tatoveret lebbe som LL (med en i øvrigt lige så småbuttet, lang-/mørkhåret kæreste som undertegnede).

- Når LL får enestue (også selvom stuen blev ledig, fordi tidligere beboer nu er fløjet til Den Anden Side, og LL's indflytningstidspunkt afhænger af, hvornår de liiiige kan få tidligere beboer flyttet og lokalet sprittet ned)

- Når dygtig sygeplejer, der lægger LL's drop hver eneste aften, med et hurtigt blink lover, at LL får enestue - ikke fordi HUN er besværlig ... men fordi hendes naboer er det. Promise!

- Når LL lover at spille vores sang højt fra Spotify ud i rummet, så snart hun overtager enestuen (for at rense luften).

*Det giver sig selv, at en lebbebun er en man bun på en dame som elsker damer. Ik?


søndag den 31. januar 2016

Status #2

Mit liv er skrumpet. Min LL er stadig indlagt. De er ikke kommet en diagnose nærmere, hvilket er megabetryggende efter knap to uger med daglige speciallægebesøg. Not. Men de leder videre. Og alt imens bliver det uvante til hverdag, min dag går fra arbejde til hospital til seng til arbejde til hospital til seng. Med indlagte pauser til at tale i telefon med og besvare sms'er fra bekymrede venner og pårørende.

Jeg er meget rørt over at have så mange mennesker i mit liv, der midt i deres travle liv alligevel finder tid til en daglig sms eller opringning (også selvom jeg ikke altid tager telefonen. Undskyld).

For selvom det er usammenligneligt meget mere hårdt at være LL på en dum laksefarvet firemandsstue, så er det faktisk også helt vildt hårdt at være mig. Uden at jeg beder om violinspil eller noget.

Jeg er nok bedst, når det er lidt rutine at holde i hånd med. Når man har en hverdag med faste holdepunkter. Og det er der intet af for tiden. Så jeg har ikke trænet eller vasket tøj, endsige spist et hjemmelavet måltid varm aftensmad, siden LL røg af sted med ambulancen. Men i dag får jeg vasket. Og trænet.

For nu er denne uvante og uønskede nye hverdag ved at blive rutine. Trods alt.

Det er så uendeligt svært at 1) Forlade træt LL på hospitalet, velvidende at hun har lang nat med hostende og jamrende sengenaboer foran sig, 2) Komme hjem til tom lejlighed (hundene er taget med svigerforældrene til Jylland, for det er ikke muligt at passe dem ind i pendlerhverdag mellem arbejde og hospital), 3) Åbne et køleskab, der er fyldt med for gamle madvarer, som burde smides ud, 4) Hoppe under dynen i seng, der er alt for stor og tom, 5) Se afsnit på afsnit af tomhjernede serier, som man kan være sikker på aldrig bliver for uhyggelige eller triste, og så ellers bare vente på at man kan sove. Lorteliv.

Jeg ser hende hver dag. Men jeg savner hende så meget, at jeg faktisk begynder at græde, når jeg skriver det her. Og jeg er så bekymret. Så, så, så bekymret. Men måske ved de mere mandag. Måske. I bliver nødt til at bevare fingrene krydsede. Også selvom I får krampe. Please?

mandag den 25. januar 2016

Kryds!

Jeg ved godt, jeg var helt hemmelig bloggertype på den trælse måde forleden. Og undskyld for det. Nu er jeg imidlertid nået dertil, hvor angst for at jinxe er afløst af behovet for alle de krydsede fingre, man kan komme i nærheden af. Så vi lukker sgu op for posen. Gør vi.

Min LL er indlagt. På sjette dag. Lægerne kalder hende "lidt af et mysterium". Hvilket nok er i top-tre over ting, man ikke gider høre eksperttype sige, når hun overbringer testresultatet efter at have banket utallige nåle ind i min elskedes arme.

Så jeg er ufrivillig græsenke og har bare brug for, at ingen i verden på noget tidspunkt ytrer det store stygge K-ord. Som jeg allerede har hørt lidt for mange gange. Det dumme ord er ikke blevet sagt endnu. Men jeg er så bange. Så. Bange.

Begge mine forældre har (som trofaste læsere ved) hilst på den unævnelige sygdom, men i forbindelse med deres hospitalsforløb var jeg jo bare datteren, der kunne tillade sig at egotrippe. Barnet.

Nu skal jeg være den voksne. Passe på hende, der ligner en bleg skygge af sig selv i en stor, bøvlet hospitalsseng med et sengegærde, der – selv når det er slået ned – gnaver sig ind i bagsiden af lårene, når man vil sidde på kanten.

Jeg ønsker så inderligt at jeg kunne gøre alting blot en smule mere udholdeligt for hende. Men jeg kan ikke.

For det eneste, der hjælper er:

1) Søvn
2) Smertelindring
3) ... At de finder ud af, hvad FANDEN der er galt!

Og jeg kan ikke hjælpe med noget af det. Og det gør ondt på mig. Og den smerte må hende i sengen ikke se. Hun må ikke bekymre sig yderligere. Den smerte må jeg gemme væk. Indtil jeg kommer hjem i vores tomme, dumme mørke lejlighed om aftenen. Så tuder jeg.

Og hende, der skal trøste mig, når jeg tuder, er den eneste, der seriøst ikke skal skænke mig så meget som en lillebitte tanke lige nu. Hun skal bare fokusere på at blive rask og slappe af, af, af.

Men måske kan den næste test give os svar. Gode, lette, simple og aldeles ufarlige svar, helst. Please. PLEASE.

Kryds fingre.

Det her er måske det værste, jeg har oplevet. Og så er det ikke engang mig, der ligger der. I sengen. Selvom jeg ville bytte uden at blinke, hvis jeg kunne. Så længe det betød, at LL ikke skulle ligge der længere.

Men måske er det bare noget helt uskadeligt (ik'?).

torsdag den 21. januar 2016

Træk vejret

I dag trækker jeg bare vejret. Så godt som jeg kan. Jeg hader inderligt at være bloggeren med hemmelighederne. Men af frygt for at jinxe unævnelige sager i rædselsfuld retning, tør jeg ikke sige mere. Og rastløshed/søvnløshed skubber mig alligevel mod tastaturet.

Så nu er jeg anonym-lebbeblogger-udgaven af hende, der skriver statusopdateringer à la "livet er bare så hårdt" på Facen.

Og hende er jeg altså ikke specielt vild med.




tirsdag den 12. januar 2016

Siden sidst

Og sådan gik der en måned. Jeg er i mellemtiden nået både forbi Gran Canutten med min kære mor og bror, forbi lidt sydsvensk pejseopvarmet skovidyl og sandelig også forbi Vela. To gange.

Jeg skrev i øvrigt en længere afhandling til bloggen fra kanarien, men fænomenet wifi var ikke lige nået til ussel skodby vest for Playa del Ingles, så dét indlæg ligger stadig og hygger hjemme på min Mac. Jeg er på arbejde, nemlig. Lidt endnu.

Jeg har været ramt af uforståeligt vintertungsind de seneste uger. Uforståeligt, spørger du? - For det er jo trods alt vinter?

Jo, men det virker bare mærkeligt, at det-der-der-grænser-til-depression (men som undertegnede der har været nede og vende med den ægte vare - flere gange endda og medicin og alt det der - alligevel ikke vil kategorisere sådan) overhovedet kan blive udløst, når man netop forebygger med D-vitamin og 27 grader og spansk ferieø?

Nu går det dog fremad. Nina - som jeg stadig træner med (og stadig giver mine varmeste anbefalinger) og som seriøst er min lille redningsplanke hver eneste uge - prøver at forklare mig, at jeg har for meget om ørerne. At det sgudda er klart, at jeg bliver sløret-sort i hovedet, når jeg omgiver mig med mennesker hele tiden. Også selvom det er gode mennesker.

Hun har nok ret. For jeg har udelukkende lavet gode ting siden omtrent 23. december. Seriøst. Vi snakker solferie afløst af nytår med de bedste mennesker afløst af svensk weekend-getaway med den absolut bedste (og de to firbenede der deler næstbedstepladsen). Afløst af mit stadig ret så nye job. Som jeg holder uendeligt meget af. Som i: virkelig, virkelig meget. Og så endelig afløst af en weekend med 2 x sene, sjove og våde aftener (jeg var på Vela klokken seks lørdag morgen. Seriøst. Klokken. Sex. Har ikke morgenfestet i (hvad-der-føles-som) årevis. Meget stolt af egen udholdenhed).

Men. Jeg har bare lavet for meget og for uafbrudt af det gode. Og det skal jeg øve mig i at lade være med.

Ikke desto mindre glæder jeg mig til fredag. For omtrent ved firetiden stikker jeg med Livslebben under armen til London. Rart hotel i Shoreditch og eneste plan er en booking på en eller anden smart restaurant i Clapham om lørdagen. Og så vil jeg megagerne se en musical. Men nu må vi se.

Og! Bonus-info: Min menstruations-app havde ellers lovet mig udsigt til blodig London-weekend. Men de røde guder har forbarmet sig og smidt lidt menses i nakken på mig allerede i dag. Ha. Så er det afsluttet fredag. Alt tegner med andre ord godt. 

torsdag den 17. december 2015

"They can, but not all will"

Jeg faldt lige over denne meget, meget fine tegneserie, der forklarer, hvordan penis, vagina (og alt der imellem i alle former) i virkeligheden opfører sig ret ens. Erektioner er ikke forbeholdt penisejermænd, fx.

Tegneserien er lige her nedenfor, og jeg skal huske et lille tip-med-hatten til Pink News, hvor jeg fandt den, og selvfølgelig også til Erika Moen, den seje tegner bag striben.

Det, jeg så godt kan lide ved tegneserien er, at den er vanvittigt elegant og konsekvent i sin politiske korrekthed. Når der tales om, hvad henholdsvis fisser og pikke kan, beskrives det hver eneste gang, at det altså ikke er alle, der kan det. Et eksempel:

"So both dicks and pussies can (though not all will) get hard and wet".

Meget, meget fint.