torsdag den 23. oktober 2014

Fra et sted til et helt andet. Og det slutter med en (varm!) anbefaling.

Jeg har rykket mit vækkeur ind i vores walk-in-closet.

Ja, du hørte rigtigt. Walk-in-closet. LL har lavet ekstrarummet om til et walk-in-closet. Det var så godt nok, viser det sig, en gigantisk fejl (min, bevares), fordi det faktisk er en meget, meget ødsel brug af otte kvadratmeter. Så det bliver lavet om i nær fremtid. Men så længe det varer og sådan (prik prik prik).

Nå.

Men jeg har altså rykket mit elskede wake-up-light-fra-Philips ind i garderoben.

Så jeg ikke kan nå det fra sengen. Smart.

Jeg tror nok, LL syntes, det var ret sindssygt: Som om det skulle kunne gøre en forskel på mine morgenrutiner, at jeg ikke længere bare kunne dappe mig til ti minutters ekstra på langs direkte fra dynerne.

Men hun må æde sin gamle hat, må hun:

I tirsdags var jeg ude at løbe fra morgenstunden (i øvrigt er det jødiske afsnit af Vestre Kirkegård i grå morgentåge ikke så creepy, som man måske kunne tro).

Og i morges hoppede jeg direkte over i svømmehallen (efter lige at have haft samtlige enkeltdele ude af min undertøjsskuffe i forsøget på at finde bortkommen badedragt. Måtte tage til takke med prikket bikini til sidst. Men kom af sted! Trods alt).

Og der stod jeg så ude foran et par minutter i halv syv sammen med de andre morgentyper. Inden jeg drønede gennem badeafsnittet (jajaja, jeg vaskede mig grundigt på alle de afmærkede steder på figuren og alt det) og som den allerførste dyppede mine morgentæer i bassinet, der var helt blikstille oven på natten (i hvert fald indtil jeg plaskede mig i).

Juhu.

Og nu er kunsten så bare ikke at tro, jeg er sådan en motionstosse, der skal sætte verdens største og mest crazy mål for mig selv.

Et godt eksempel på, hvor galt det kan gå med dét, er fx, da Bedstebøssen og jeg var ude at løbe sammen i sommer – første løbetur i hundrede år – og allerede efter 200 meter snakkede vi om, at vi måske skulle melde os til en halvmarathon. Bare en halv. For hvor svært kunne det være, når nu vi allerede ... kunne løbe tohundrede meter.

Det der med at pushe egne forventninger så højt til vejrs, at man er fuldstændig 100 pct. sikker på ikke at kunne indfri dem – det øver jeg mig i at lade være med.

Og det gør jeg blandt andet med hjælp fra verdens sejeste personlige træner.

(Det bliver lidt anbefalingsagtigt herfra og ud, men læs lige med alligevel. For det er faktisk vigtigt)

Nina Q kan nemlig noget, som jeg aldrig har oplevet før med nogen som helst forsøg på dialog med nogen om træning.

Hun hev fat i mig i foråret – vi er gode gamle bekendte – fordi hun vidste, jeg skrev Lebbelivet.

Hun ville gerne starte en blog, hvor hun kunne videregive sine råd om sundhed og motion – hun er uddannet fitnessinstruktør og snart også terapeut – og ville gerne i gang med promoveringen i god tid.

... Så jeg gav hende mine få sporadiske tips, og til gengæld gav hun mig så et tilpasset træningsforløb, hvor vi træner sammen fra tid til anden, og jeg altid lige kan sende hende et billede eller en trist smiley på en dårlig dag og få lidt opbakning retur.

Den aftale er jeg i øvrigt ret sikker på, hun har med alle sine kunder. Og den gør en verden til forskel.

Og så tvinger hun mig ned i tempo:

Jeg er typen, der – når jeg træner (og der går ofte længe imellem) – helst skal have ondt og være ved at brække mig bagefter. Ellers føles det ikke, som om jeg har gjort noget. Ikke nok i hvert fald.

Men Nina er langsomt ved at lære mig, at det er meget bedre at lytte lidt til sig selv og søge at få energi ud af sin træning i stedet for at gå efter at være helt drænet efter sine strabadser. Det er så svært. Men så berigende.

Hun tvang mig til at stoppe, før jeg var helt ødelagt – jeg var ikke engang halvt ødelagt! – sidst vi besøgte Fitnessdk. Og fik mig til at føle, det var okay.

Jeg tager hendes input med mig hver dag og det gør mig gladere, end jeg har været længe. Altså, at jeg sådan kunne forlade svømmebassinet efter 25 minutter og blot 700 meters bryst og fortælle mig selv, at jeg er fucking sej, i stedet for at råbe indvendig, at jeg er en taber, fordi jeg ikke lige tog en hel kilometer, nu jeg var i gang.

Tak, Nina!




tirsdag den 21. oktober 2014

Overspring og FKA Twigs og sexet. Much wow.

Jeg overspringshandler lige nu. Helt vildt. Har tusind opgaver at se til. Men må lige have ud, hvor herresexet FKA Twigs er.

Og var.

... Altså til koncerten i søndags på Vega sammen med samtlige hipsters i en radius af tre cykelstyroverskæg fra Istedgade.

Jeg tog mig selv i at stå og glo med min fadøl presset mod underlæben på en måde, jeg ikke bare finder utiltalende men også ret så flov. Faktisk. Følte, at jeg stod der med en gevaldig lady boner midt på Store Vega og alle kunne se det.

Samme følelse som dengang i tiende på efterskolen – i øvrigt omtrent ti år før jeg sprang ud, men følelsen var der alligevel – når alle skulle røre ved hinandens bryster, og jeg et eller andet sted godt vidste, det vakte noget andet i mig at røre ved roomiens attributter, end det gjorde når gestussen blev gengældt af veninden.

Jeg må for alt i verden ikke afsløre andet end nøgtern venskabelighed.

Men fuck, hvor var hun sej. Altså. Jeg har skamhørt hendes "LP" på det seneste, og selvom det ikke fangede mig hverken første eller anden gang, og det stadig falder mig svært at synge med på det, så sidder de der bare – sangene. Fast, fast, fast i mit hoved.

Og således fik jeg overspringet mig igennem 14 linjer (rimelig overspringshandlingsagtigt at tælle linjer, by the way) på mindre end fem minutter.

Og kan så returnere til det rigtige arbejde. Når lige jeg har luftet hundene (du skal altid bare lige, Alfons Åberg).

(Og jeg skal nok skrue lidt ned for kursiveringerne. Fra og med i morgen. Ik'?)

søndag den 19. oktober 2014

Den dag helvede frøs til is, og kommentarfeltet på Berlingske var en god oplevelse.

Jeg har haft en af de der weekender med talrige sociale forpligtelser og uhyggeligt meget rødvin (har I bemærket, hvordan vinen i glasset bliver mørkere, efterhånden som dagene bliver kortere? Suk. Rosé-sæsonen går på hæld).

Men så lå jeg (endelig!) lige her i sengen søndag middag og tog den sædvanlige trilletur gennem Facebook på mobilen. Og faldt over en artikel fra Berlingske om en lesbisk børnefamilie, der har oplevet bizar chikane i Mariager.

Kort fortalt er homoparret blevet bombarderet med sedler om syndig livsførelse + bibelske henvisninger ... og så ellers madaffald (og det der er værre) drysset ud over græsplænen.

Sagen i sig selv er virkelig ubehagelig – og også tankevækkende, for med et herligt privilegeret københavnerlebbeliv har det vist aldrig sådan rigtigt slået mig, at der skulle være steder i Danmark, hvor det var decideret svært som lesbisk at være i fred i sit eget hjem.

Det må virkelig være hæsligt at flytte familien på landet i ønsket om idyl og natur – og så i stedet få naturen ind på livet i en noget mere konkret form end fantasien fordrede ... i form af hundelort på vinduerne.

Charming.

Men en ting, der faktisk gjorde mig rigtig glad, var, da jeg efter at have læst artiklen, vendte tilbage til Facebook og kastede mig over kommentarsporet under linket. Normalt er det en handling, jeg er udmærket klar over sker i en form for særdeles opsøgende masochisme. Ligesom når man læser Ekstra Bladets kommentarspor under alle artikler, der bare lugter af ligestillingspolitik.

Men under Berlingskes artikel var der faktisk ingen onde tunger. Jo, der var en enkelt - en kvinde, som synes, det er forkert og føj, at homoer kan få børn. Fordi det er så syyynd for børnene. Men hun stod helt alene i det alenlange spor af kommentarer og var ganske solo i sit sølle forsvar, da en række læsere gav hende svar på tiltale.

Og det gjorde mig faktisk glad – at der på tværs af en lang række sociokulturelle skel (som det absolut kun er mine fordomme, der definerer (en kommentator hed Brian, en anden sad i en lædersofa på sit profilbillede) stod kommentatorerne faktisk sammen om at forsvare den lesbiske børnefamilie i Mariager. Og tak for det, søde Danmark.

Se selv:



mandag den 13. oktober 2014

Det sure (Paypal) med det søde (Mads Ananda Lodahl).

Et af de mest interessante mennesker i dansk LGBTQ-politik er Mads Ananda Lodahl. Hvis ikke du allerede følger ham og projektet Almindelig.com (PS. domænenavne, jeg godt gad eje for 500 dask, tak), så er det bare om at komme i gang - han er også på Facebook.

Mads er en af de der typer, hvor jeg nogle gange bare tager mig selv i fuldstændigt ukritisk at like alt, hvad han smider på Facebook, fordi jeg har så stor tillid til, at vi er enige.

Og nu har han lavet en guide til trans-etikette. Og det er pissegodt. Jeg blev klogere, og selvom jeg stadig – præcis som han helt pædagogisk og venligt forstår i indlægget – er fyldt med irriterende spørgsmål skåret over "men hvordan ..."-læsten, så ved jeg udmærket godt, at jeg ingen som helst ret har til svaret. Nødvendigvis.

Og jeg ved, at de spørgsmål er præcis lige så upassende som alle de gange (og det er flere end kan tælles på én hånd) jeg er blevet spurgt til, hvem der er manden i mit og LL's forhold – eller hvordan "vi gør det".

Tak til seje Mads. Og nu ville jeg lige bestille 100 gratis queer-klistermærker (du kan også!), men mig og Paypal bliver aldrig venner og er efter dette forsøg på en portooverførsel faktisk på grænsen til fjender, efter at jeg prøvede at tilføje nyt-men-ikke-så-nyt visakort og nu får en foruroligende fejlmelding om, at jeg ikke kan tilføje kortet til min konto, fordi kortet allerede er i brug på en anden konto.

Det var så den aften, der uforudset endte i bureaukratisk tovtrækkeri med amerikansk (men garanteret Cayman Islands-headquarter'et) betalingsløsningsbusiness.

Og det her blev så - lige så uforudset lige dele Mads Ananda Lodahl-roser og Paypal-sviner. Så det.



søndag den 12. oktober 2014

Lesbisk, much?

I sidste uge skrev min ekskæreste, der er kunstner, og spurgte, om jeg ville være med i en video, hun skulle til at lave.

Kort fortalt ville hun stille skarpt på det betydelige selvsmageri, der eksisterer i kunstverdenen, så hun ville høre, om jeg lige havde ti minutter til at rose hende til skyerne, mens kameraet rullede?

Og det kunne jeg da sagtens.

Så i min frokostpause satte vi os ned til noget vand, og jeg lod komplimenterne flyde. Hvilket var en lidt speciel oplevelse, fordi vi faktisk ikke ser hinanden særligt tit. Så de komplimenter, det kunne blive til, pegede egentlig meget tilbage på dengang, vi var kærester, hvilket efterhånden er seks år siden.

Og det er altså mærkeligt at sidde og udelukkende positiv-reminiscere over noget, der var engang.

Men også meget sødt.

Hun var min første lebbekæreste, og alting var meget højspændt og uudholdeligt dramatisk men samtidig også meget dybt og inderligt. Som forhold nok typisk er i den periode, hvor man nærmest kan få hovedpine af at skulle definere sig selv og prøve alting for første gang.

Der var fernisering på videoen forleden, og min ekskæreste havde naturligvis inviteret mig og LL med til åbningen. Jeg spurgte LL, om hun havde lyst, selvom vi jo faktisk havde aftalt ingen planer denne weekend.

Hun sagde pænt nej tak.

Og her skal det indføjes, at hun altså er aldeles rummelig på eksfronten. Men mærkeligt nok følte hun ikke lige for at bruge sin fredag på at høre sin kæreste øse komplimenter ud over sin eks.

Planløst på alle måder

Det er en milliard år siden, jeg har haft en weekend uden en eneste plan på programmet. Men denne weekend stod der med store fede typer i både min og LL's kalender: LAV INGEN AFTALER.

Det betød, at vi foruden herlig tur i solen lavede god mad og drak drinks, mens vi så britisk krimiserie og faktisk kun befandt os i sengen hele dagen.

Vi var også lige ovre i supermarkedet for at hente æblejuice til verdens bedste ingefærdrink, dog, og havde 2xHomohund med.

Vi krydsede vejen lige foran to kvinder, der slog mig som lesbiske. Altså ikke sådan av-for-fanden-slog mig. De lignede bare lebber. Ik'.

De vendte sig om og kiggede efter os tre gange. Kiggede på hundene. Og på os.

Det sker relativt ofte, at verdens to mest nuttede hunde får lange blikke. Men når det er lebber, der kigger, så får jeg altid sådan en krybende fornemmelse af, at de kigger, fordi de læser med på bloggen og genkender beskrivelsen af de to franske vindundre.

Hvilket i øvrigt nok siger mere om mig og hastigt tiltagende storhedsvanvid end om sandheden. Jeg er simpelthen så stolt af mine 498 (so fucking close) fans henne på Facen, at jeg er ved at dø.

DØ, siger jeg.

Shitshitshit, nu gentjekkede jeg lige, og I er blevet til 500, mens jeg kiggede væk! Åh! Jeg er lykkelig nu. Sikken søndagssurprise.

Tak for fanden. Af hjertet.







fredag den 3. oktober 2014

Onkelhumor forklædt som lebbe i 7eleven

Flovhed. Gange tusind. 

Nå. Men der stod jeg i 7eleven på Hovedbanen. Skulle have en kop kaffe med til toget. Fiskede helt ind bagved for at snuppe en af de fra Priden tilbageværende regnbuekopper og undgik med nød og næppe at vælte det tårn af (kedelige) sorte papkrus, jeg måtte strække mig rundt om for at fange det farvestrålende.

Fyldte kaffe på.

Kiggede på klokken. Skulle nå bumleren mod Århus (bolle-å, you know it) klokken 17.

Betalte. Skulle til at stoppe høretelefonerne tilbage over ørerne, da ekspedienten – en ung kvinde – råbte,

”Det ser godt ud … Jesper.”

Jeg troede et sekund, hun talte til mig, men opdager straks, at hun kigger hen over min skulder på kollega, der er i færd med at fylde sandwicher op.

Og det var så lige omtrent her, jeg bare skulle have holdt min store dumme 33-årige onkelhumoristiske kæft lukket. Men det gør jeg sjældent. Og heller ikke i denne situation:

”Jeg troede lige, det var mig, du sagde så godt ud.”

(Og det er her, det bliver tæerkrummende, for kvinde bag disken hører mig ikke i første forsøg og svarer med et:)

”Undskyld hvad?”

Hvorefter jeg gentager min tørre onkelvittighed. Og hun heldigvis hører den og svarer, mens hun kigger mig direkte ind i øjnene:

”Jamen det kunne jeg også godt have sagt. Du ser sgu godt ud. Og god weekend.”

Og så kiggede vi begge ned på mit regnbuekrus. Og jeg er i tvivl, om hun var ironisk/kundeservicemindet, eller om vi havde et moment.

Jeg ved vitterligt ikke, om jeg har forulempet en femtenårig eller bare massivt misforstået et eller andet. Og manden ved siden af mig i toget lugter af armgas. Så det.




torsdag den 2. oktober 2014

Torsdagsvemod og den gamle sang

Jeg er ramt af et mærkeligt vemod her til aften. Jeg ved godt, at lebbelivet stikker i øst og vest for tiden, men hey - lebbelivet er jo i bund og grund mit liv, så je ne regrette rien og alt det der.

Vemod hænger – tror jeg – sammen med, at jeg i aften for første gang i (no, seriously!) ugevis er helt alene. LL er på sit atelier, og jeg har været relativt tidligt fra arbejde (den var vel kvart i seks), stenet mine serier, spist noget chokolade, der ligger ret så tungt i maven, og snuppet en lille lur på sofaen.

... Og så vågnede jeg ellers med bankende hjerte og dirrende uro i kroppen over at – hmm – ikke komme for sent til noget, og heller ikke gå glip af noget eller have glemt noget.

Men en eller anden uro i spændingsfeltet derimellem. Rastløst ubehag og helt utryg sammensnørret hals.

Heldigvis har man vel taget et eller andet med sig fra uger i absolut meditationstystnad, og et par dybe indåndinger og selvberoligelse fik trods alt klemmen om halsen under kontrol.

Følelsen af vemod er her dog stadig. Det handler om efterår. Og helt generelt om at være i 30'erne. Tror jeg.

Jeg synes virkelig ikke, at 30'erne – ikke lige i dag i hvert fald – er sådan helt fab. Ansvar og ufrihed og hud der er mindre stram end i går. Og udefrakommende forventninger om at være bestemte steder i sit liv, som man så tydeligt mærker indefra, at man slet ikke har lyst til at indfri.

Og så alligevel?

(Here we go again)

Jeg tror – undskyld! – vi er tilbage ved det med børnene. De stresser mig, de små ikkeeksisterende fuckers.

Jeg føler intet behov for dem. Ikke før jeg pludselig sidder med min venindes knap etårige på skødet og ville lade ham gnave hul på min sindssygt fine Commes des Garcons-clutch og stoppe alt mit hår i kæften, hvis han bare blev siddende der med sin lille runde ryg mod mit bryst for evigt. Så blød.

Men ansvaret.

Jeg er simpelthen ikke moden til det. Og jeg tror ikke nødvendigvis, jeg bliver det. Spørgsmålet er så, om man bare skal æde den og sige til sig selv, at man nok modner med opgaven, eller om man skal ... æde den og lade være med at få de skide unger, som går mig på nerverne, når de er andres, og jeg har blot det mindste travlt.

Hvilket jeg ofte har.

Nyt arbejde er lig med lange – sådan rigtigt lange – dage. Det er snarere reglen end undtagelsen, at jeg cykler derindefra kl. lidt-i-20. Og møder før klokken 9. Og det er helt ok. Det er pissesjovt og føles ikke som arbejde. Ikke før man kommer hjem og opdager, at dagen er gået og vækkeuret ringer igen klokken 6.15 dagen efter.

Og jeg ønsker det ikke anderledes.

Eller.

I øjeblikke fantaserer jeg om 1: freelanceliv eller 2: kommunale arbejdstider og afspadsering.

Men min erfaring med den type jobs er, at version #1 giver mig totalt angst, fordi jeg i virkeligheden er sindssygt ringe til at strukturere min tid og har alt for meget frihed til overspringshandlinger og refleksioner med eksistentielle kriser til følge. Og i øvrigt konsekvent er bange for ikke at gøre lortet godt nok og således har konstant ondt i maven, fordi jeg helt bestemt skuffer kunderne.

Og version #2 giver mig ubehag og dårlig selvfølelse, fordi jeg alt for let finder de laveste gærder og hopper over dem ... kun for at opleve mishag over min egen minimale indsats.

Jeg har brug for drivet. For at noget holder mig til ilden, for jeg er ad helvede til ringe til at gøre det selv. Eller hvordan man nu bedst beskriver det.

Men det karrieredrive, jeg behøver – i hvert fald lige nu – udelukker børnene. I. Hvert. Fald. Lige. Nu.

Det lyder som en sindssyg sammenligning, men 2xHund er helt seriøst rigeligt ansvar til mig. Og med "rigeligt" mener jeg: "nærmest for meget".

LL har også travlt men dog lidt mere fleksibilitet i sin hverdag, end jeg har.

Så aftalen er, at hun hunde-wise klarer den længere eftermiddagstur, mens jeg til gengæld ordner morgenturen og aftenturen. Og jeg hader det. Nej. Jeg hader det i glimt. Jeg hader, at mit vækkeur ringer tidligere end nogensinde hver eneste morgen. Og ikke, vel at mærke, så jeg kan komme op og have kvalitetstid og nyde kaffe på sengen med min dame, nej – så jeg kan hoppe i tøjet og smide to modvillige morgenhunde rundt om blokken. Og at det sidste, jeg skal inden jeg hopper til køjs er lige at drøne ud med to – igen modstridige – træthedshunde.

Franske bulldogs er pisseutaknemmelige på gåtursfronten.

Det er egentlig den del af hundeansvaret, der tilfalder mig. Og det er jo for intet at regne sammenlignet med at have en unge. Altså. Dels bliver jeg ikke vækket om natten. Dels er der ikke nogen, der skal forberedes morgenmad, tøj, madpakke, skoletaske, cykelhjelm til.

Jeg forstår ikke, hvordan forældre klarer det. Har dyb respekt men også dyb forundring, fordi jeg slet ikke kan mærke driften mod det i mig. Endsige fatte, hvordan nogen i universet får det til at hænge sammen. Og da slet ikke enlige forældre. Det er jo for vildt.

Jeg ser noget nuttet og velduftende med marcipankinder, som jeg faktisk godt tror kunne spises, hvis bare veninder gav lov (men mødre er så skide nærige omkring kannibalisme). Men jeg ser lige så tydeligt, hvordan der ikke ville være et eneste øjeblik, fra jeg vågnede, til jeg atter lå på puden, der ville være mit, hvis jeg havde børn.

Og det stresser mig.

Fordi man vel burde. Min mor synes, jeg burde. Min veninder, der har krydset floden og står på den anden side med forandrede kroppe og trætte øjne men blikke fyldt med kærlighed og lykke, er også rimelig pro. Samfundet stiller spørgsmålstegn ved, at det ikke er sket endnu. Nærmest i hvert fald.

Og måske var det, der skulle til, for at slukke for mit vemod bare, at jeg lige lettede trykket.

Og sådan kan man også nogle gange bruge en blog.

Er du lebbe og gift? Eller kender du en, der er?

Jeg har fået en mail, der lyder sådan her:

"Danmarks Statistik har netop offentliggjort en rapport, der viser, at der er sket en stigning i antallet af enten registrerede partnerskaber eller ægteskaber blandt kvinder.

I den forbindelse er min radiomakker, Frederik, og jeg i gang med et radioindslag, hvor vi søger et lesbisk par, der har indgået et registrerede partnerskab eller er blevet gift.

Grunden til, at jeg skriver til dig, er for at høre, om du har kendskab til et lesbisk par, der enten er i et registrerede partnerskab eller i et ægteskab?

Vi vil gerne snakke med dem, om hvordan de mødte hinanden, de udfordringer, man måske møder på vejen som lesbisk par, eller om deres eventuelle bryllup.

Det skal kun bruges til en skoleopgave."


Jeg er ikke registreret sammen med LL nogen som helst steder på nær på postkassen. Og jeg tvivler endda lidt på, at det nogensinde kommer til at ske (selvom jeg ville sige YES i et heartbeat, hvis du læser med, LL!). For jeg tror lidt, vi begge har en ret irriterende romantisk ide om, at det er den anden, der skal fri. Men altså.

Jeg har heller aldrig været til lebbebryllup (sad smiley). 

Så jeg ved ikke en skid. Men måske er der nogen af jer, der kan hjælpe? 

Hvis du er lebbe og erklæret for rette ægtefolk at være, kan du smide en mail til Josephine, der læser journalistik og skal bruge DIG. Du kan gøre det på jofog13(at)student.sdu.dk



onsdag den 1. oktober 2014

Besøg af Satans oldemor, aka PMS

Lykke kan man ikke købe for penge, siges det.

Bevares.

Men for penge kan man fx købe en hotelovernatning, når begge lebber på matriklen rammes af massiv PMS samtidig. Og det er faktisk også en form for lykke. I modsætning til synkroniseret menstruation.

Disclaimer: Det har vi altså aldrig gjort. Trods alt. Men når vi bliver rige ...