torsdag den 30. januar 2014

Hørt i modeugen #1

Det var godt nok to bøsser, der diskuterede det i går. Men egentlig passer det lige så godt på lebber:

Modebøsse #1:
"Altså. Han var helt vildt lækker. Jeg er bare i tvivl, om han var lækker på 'jeg-vil-gerne-have-ham'-måden eller på 'jeg-vil-gerne-være-ham'-måden."

Modebøsse #2:
"Ja. Det er homoens evige dilemma. Balancen mellem jalousi og liderlighed."

Apropos Laura Christensens bryster.

Laura Christensens bryster

Det øjeblik, hvor man sidder nærmest lige over for Laura Christensen til Bruuns Bazaars show. Og faktisk ikke kan koncentrere sig om tøjet. Fordi man kun tænker på hendes bryster i Midsommer.

Undskyld.

Åh dog. Og meget apropos.

Laura Christensens bryster er blandt de pæneste bryster, jeg nogensinde har set. I samme kategori som LLs. Der virkelig også har stået langt fremme i den uddelingskø.

onsdag den 29. januar 2014

Kakerlakker ... nej takker.

Suk. Nu er jeg godt nok midt i modeuge og inklusiv let ubehag over alle de top-uhyggelige bloggere (og ja, jeg kan godt se ironien). Men derfor kan man alligevel godt blive helt vildt glad for den her besked fra verdens muligvis sejeste veninde:

Der er en Superflex-udstilling på Charlottenborg, hvor man kan få et kakerlak-kostume på og blive rundvist af en kakerlak, der fortæller om menneskene fra en kakerlaks perspektiv! Det sku være ret sjovt. Vil du med og se den søndag?

Well. Det lyder - trods heftig billefobi - som den perfekte måde at bruge en søndag på. Meget mere perfekt, fx, end at drøne med toget - arbejdende hele vejen - fra København til Vestjylland, deltage i frokostfødselsdag hos 80-årig mormor (i idrætshallen), drøne tilbage til København - arbejdende hele vejen - og sove og vågne og arbejde videre.

Suk igen.

tirsdag den 28. januar 2014

Åh. Tæerkrummende nylesbiske minder.

For knap ti år siden lavede jeg noget frivilligt arbejde.

Jeg havde en kollega, som jeg et godt stykke tid gik og var lidt smålun på. Han (det var omkring det tidspunkt, jeg hoppede fra det ene hold til det andet) var bare så sej og indie og genbrugstøjsagtig og quirky og i hvert fald et helt år længere fremme i sine studier end mig. Måske havde han endda fået sin bachelorgrad.

Nå.

Men cirka ved den tid droppede jeg faktisk mændene og mødte min første damekæreste. Var helt forelsket og splattet i hovedet af at skulle omdefinere min identitet til at passe ned i lebbekassen. Og alt det fisse.

Og pludselig spurgte han, kollegaen, om jeg ville med i biografen. Ud af det blå. Jeg tror, han ringede og spurgte - det skete af og til, at vi ringede sammen i planlægningsøjemed.

Jeg blev så glad og sagde klart ja på stedet. En ny, sej ven til samlingen!

Min kæreste sagde, at det altså var en date. Og at det var pænt weird at gå på date, når man havde en kæreste. Hun insisterede. Lidt irriteret.

Jeg svarede (ligeså insisterende og irriteret), at det i hvert fald ikke var en date. At han da måtte vide, at jeg havde en kæreste. Alt imens jeg tænkte, at det - netop fordi det umuligt kunne være en date, jeg var jo mig, usle fjollede mig! - ville være upassende at sikre sig, at han nu også vidste, at jeg havde en kæreste. En kvindekæreste, endda. Verdens sværeste spørgsmål må være, "jo, jeg vil gerne med i biffen, og du ved godt, jeg har en kæreste, ikke?".

Afvisninger har aldrig været min styrke. Hverken at levere eller modtage. Heller ikke de blide.

Og så tog jeg af sted mod Metropol. Jeg havde nok en prikket kjole på. Det havde jeg tit.

I biografen bød han på konfekt. Det har vel været ved juletid. Hjemmelavet konfekt i en hjemmelavet æske. Han forærede mig resten. Jojo. Det var til mig.

Alligevel faldt tiøren først på plads, idet jeg bemærkede hans overraskede blik, da jeg - mens vi post-bio drak en kop kaffe - fortalte om min kæreste.

Jeg troede virkelig, at han vidste, jeg ikke var single. For hvem fanden skulle nogensinde have lyst til at invitere mig ud? Altså på en date? Jeg var jo bare hende, man var venner med.

Vi blev aldrig venner.

Jeg tror, min kæreste smed resten af chokoladen ud. Ellers spiste vi den. Sikkert i sengen.


mandag den 27. januar 2014

Det der med håndbold

Nå. Jeg har spekuleret på det her med håndbold og på, hvordan jeg på mindre end to uger gik fra at være håndbold-meh! til at være håndbold-uh!

... og så i øvrigt til at være håndbold-buh! oven på skuffelsen søndag. Ja. Pludselig er jeg sådan en der kan sige "skuffelsen søndag". Og mene det. Endsige vide, hvad fanden jeg snakker om - hvafforenskuffelse?

Håndbold er pludselig blevet lidt sjovt, og det hænger helt sikkert delvist sammen med LL. En entusiastisk sidekammerat som man oven i købet synes er verdens bedste menneske gør selvfølgelig sit til at oppe oplevelsen. Og så er hun ret klog på håndbold og i denne sammenhæng en meeeget tålmodig sjæl. Jeg har ret mange spørgsmål. Hele tiden.

Men det hænger altså også sammen med nogle andre ting. Dels forstår jeg håndbold. Agtigt. Nogen (sidekammerater) ville måske more sig lidt over det udsagn. Men alligevel. Jeg kan godt se, når de spiller herregodt, eller når det bare slet ikke hænger sammen, det skidt. Og det gør, at man kan være skideklog.

På den måde er håndbold lidt ligesom X Factor.

Jojo. Jeg kunne da aldrig selv gøre noget, der bare er i nærheden af det I gør på hhv. scenen i Store Vega / i Boxen i Herning. Men jeg kan bestemt snildt gøre mig til dommer over jeres præstation som var jeg Blachman eller en af de der kommentatorer, som jeg trods alt ikke har fedtet mig langt nok ind i kontaktsportens forunderlige verden til at kende navnene på.

Og så er der også det der unævneligt selvbevidste med, at der er noget ironisk og ganske særligt ved at blande håndboldnydelse ind i den kombination af egenskaber, der udgør mig. Da jeg lavede min første håndboldrelaterede statusopdatering affødte det flere whaaaat-kommentarer.

I øvrigt glædede jeg mig som en lille høne til at lave den opdatering. Jeg vendte den længe i tankerne, før den var perfekt:


Det understreger ligesom alle mine ikkehåndboldrelaterede karaktertræk, at jeg da også sagtens kan nyde sådan en kamp.

Og et eller andet sted i selvbevidsthedssnobberiet begyndte jeg faktisk at nyde sporten. Nyde at se den, altså. Ikke at udføre den. Jeg er stadig hunderæd for bolde.

Nå jo. Til slut en serviceinformation:

Det er jo altså modeuge lige om hjørnet, hvilket betyder (endnu mere larmende) stilhed på bloggen, advarede hun.

Kun i Lebbeland

Det der akavede øjeblik, hvor man sender sin kæreste i byen på en uskyldig lørdag, mens man selv rødvinssnalrer med en af de allerbedste.

Og kæresten tager med sit crew på Vela.

Og kæresten møder hende, som undertegnede havde et kortvarigt fling med i sommer, da undertegnede var øjebliksvist single (og som undertegnedes kæreste selvfølgelig i ærlighed-som-grundpille-i-genoptaget-parforholds-navn kender til, bevares).

Og dette fling finder det passende at hive undertegnedes kæreste til side og snakke om sine følelser. For mig, forstås. Og om sit sexliv. Med mig, forstås.

OMG! Seriøst?

Kun på Vela i Lebbeland.

fredag den 24. januar 2014

At leve det vilde lebbeliv

Okay. Jeg så ret meget tv i går. Fordi jeg var træt og doven og halvsur (nogen, der skal forblive unavngivne, ville måske sige helsur), og det var pissekoldt udenfor.

Jeg så således både Luksusfælden, Savnet, Kræsne Købere og det der køkkenmareridt med Gordon Ramsay.

Men frem for alt så jeg reklamer. Mange reklamer. Jeg så blandt andet den der Oral-B-tandpastareklame, der indledes noget a la:

"Nogle ting er bedre at børste tænder i end andre ..."

... Flankeret af billeder af tandbørster, der belægges med henholdsvis ketchup og sennep, hvorefter Oral-B naturligvis fremhæves som et godt alternativ hertil.

Er det ikke helt alvorligt at sætte barren unødvendigt lavt? Og er det en egentlig anbefaling, at Oral-B (trods alt) er bedre at smøre i kæften end dressing?

Og så blev jeg i øvrigt nødt til at tjekke, hvad b'et står for. Og det er jeg ikke den eneste, der har tjekket, kunne noget tyde på:


En anden nysgerrig sjæl har - heldigvis - gjort sig den ulejlighed at skrive til Procter&Gamble og spørge om det samme. Og fik følgende svar:


Nu kan jeg sove roligt.

tirsdag den 21. januar 2014

Nøgen - Grim. Pæn. Grim. Pæn. Pæn. Pæn. Pæn. Smuk.

I har garanteret alle sammen set de her vidunderlige billeder, som fotografen Gracie Hagen har taget af nøgne kroppe i henholdsvis stolte og mere - populært anskuet - bøvede positurer.

De er helt fantastiske, synes jeg. Især når man når dertil, hvor ens medieprægede perfektionssøgende øje faktisk sagtens kan se, hvor smukke de aammenkrummede, skrutryggede kroppe også er.

Gracie Hagens projekt er, har jeg læst mig frem til, at vise, hvordan man kan manipulere kroppen til at være æstetisk henholdsvis indbydende og mindre indbydende. Og hvor meget en god holdning kan hjælpe den slags på vej.

Men det synes jeg faktisk slet ikke er hele det projekt, man er vidne til - og det tror jeg egentlig også fotografen påpeger - for i ligeså høj grad handler det om kroppens mange udtryk. Mangfoldighed og skønhed, skønhed, skønhed.

Se alle billederne her - der er virkelig mange fine!

Og så kan vi altid tale om kønshår en anden dag. Det er der dæleme ikke meget af.



mandag den 20. januar 2014

Lebbekys på G-Bar + hypersentimentalitet på familiemåden.

Åh-hada. Fredag efter work drønede jeg hjem, smed en bunke tøj i min kuffert, drønede ud af døren og mødtes med LL plus 2xHund ved toget til Jylland. Skålede i en enkelt medbragt Kronenbourg. Det var jo fredag, og vi har jo vores ritualer, selv når nogen blæser på dem.

Det føles i øvrigt afsindigt grænseoverskridende at drikke øl i toget. Det er på en eller anden måde bare en helt bestemt type, der gør det. Fx hende, jeg sad overfor på vej hjem fra det jyske i dag. Som lugtede af værtshus i en grad, så jeg et øjeblik fik angst over, om jeg var taget til vigtigt møde i Midtjylland iklædt overtøj, der stadig stank af den brandert, LL og undertegnede fremviste på århusianske G-Bar oven på min kære mors yderst festlige 60-års fødselsdag lørdag. 

Åh, en fest. For dælan da. Min mor er helt vildt sej. Nogle gange glemmer jeg, hvor sej hun er. Fordi hun også til tider er irriterende og normativ og moragtig. Men så er det heldigt nok, at halvdelen af hendes en milliard veninder holdt tale om interrail og antikapitalistisk jul i 70'erne. Og kunne minde mig om det. Altså at hun er sej.

Jeg holdt også tale. Og begyndte (næsten) ikke at tude, da jeg fik improviseret mig ud et sted, hvor jeg ikke helt kunne bunde i bar' kærlighed til eget ophav.

Min mor er på ingen måde min bedste veninde. Jeg har det i det hele taget lidt stramt med dem, der baaare er bedstevenner med deres mor. Men min mor er en konstant klippe, som altid har min ryg, når lokummet brænder. Og det mindede hendes tåbelige kræftsygdom for fem år siden, en episode som virkelig har domineret mine forældreminder det seneste tiår, mig i allerhøjeste grad om. Midt i talen foran 50 indbudte. 

Jeg gider ikke lige undvære hverken hende eller min far foreløbigt. Please.

Nå. Festen sluttede ved 03-tiden på Århus' (bilder jeg mig ind?) største homobar. Hvor LL og jeg helt pubertært snavede hinanden i gulvet i en time uden øje for noget som helst andet, inden vi snøvlede os hjem på min fars gæsteseng.  

PS. Da jeg gik i ottende klasse og vi havde diktat (har man egentlig stadig det? Jeg var vild med det. Fordi jeg var pissedygtig til det. Fx var jeg en af de eneste til min afgangsprøve, der kunne stave til det drønsvære snydeord "trawler"). 

Nå. 

Men dengang i ottende skulle vi skrive "pubertet". Pu-ber-tet. Og jeg stavede forkert. Jeg skrev "pupertet". Og en af mine klassekammerater grinede. Det har jeg aldrig sluppet. Og alligevel kommer jeg den dag i dag stadig i tvivl om det er med b eller p, når jeg skal skrive det. Lige indtil jeg i mit hoved hører Lortelukas (det øgenavn står jeg faktisk ved den dag i dag. Godt man er bloggers anonymous) sige "Haha, 'puPertet'. Kikset." Og så ved jeg, hvordan man staver. Lortelukas hjalp mig på den måde til et grammatisk bedre liv. Tak, Lortelukas.

torsdag den 16. januar 2014

Lesbisk håndbold for første gang

Nå. Men jeg var inde og se EM-håndbold i går. I Brøndbyhallen med lålålå og klappevifter. Sgu.

Det var min første rigtige håndboldoplevelse (siden to temmelig traumatiske år fra jeg var ni, til jeg var 11, hvor jeg gik til håndbold. Det ville være forkert at skrive, at jeg 'spillede håndbold'. For jeg sad mest på bænken. Og fattede ingenting), og jeg havde naturligvis min egen personlige håndboldlebbe i hånden. Altså i går. Ikke da jeg var ni. Det havde været ... upassende?

Efter første halvleg spurgte LL mistroisk, om jeg nu også var sikker på, jeg havde gået til håndbold nogensinde? Fordi jeg spurgte til alt. Hvem er ham i den gule trøje (dommeren), hvem holder vi med (Kroatien), hvad er straffekast (målforhindrende fejl i tremeterfeltet), hvad er tremeterfeltet (feltet foran målfeltet), hvad er målfeltet (...), hvorfor hænger der et ekstra net ned inde i målet? Er man altid seks spillere plus målmanden på et hold? Hvad er højre? Hvad er venstre?

Men jeg kunne faktisk godt lide det. Jeg var svært godt underholdt.

Det nemmeste er at sammenligne med en koncert, publikum, billetter, store sale, fælles fokus. Men håndboldoplevelsen var bare så meget mere ordentligt en en koncert-ditto. Tænk sig, de udleverer en papvifte i foyeren, så man kan klappe med en hånd og således drikke (tynd) fadøl uden at spilde, når man applauderer. Det burde de have tænkt på på Vega.

Til gengæld er koncertgæster markant bedre klædt. Og pænere. Men nok om det.

I øvrigt:

Man skal have ret store hænder for at kunne gribe en håndbold med én hånd. Eller i hvert fald lange fingre. Og dér har I forklaringen på den massive overrepræsentation af lebber.

Og med dette indlæg kan jeg for første gang længe få lov til at benytte det obligatoriske lebbetag: Håndbold.

mandag den 13. januar 2014

Fra tyndt toiletpapir til Kosovos cuisine

Elskelig veninde har indkøbt toiletpapir til mit hjem. Fordi hun alligevel var ovre og handle og havde brugt det sidste.

Eneste problem er, at elskelig veninde er noget mere - hmm - økonomisk bevidst en mig (og hun er ikke engang lebbe) og derfor har købt etlags. Glasuldsvarianten.

Nu er der kun syv ruller tilbage.

Og man kan måske diskutere, om det alligevel er mig, der er mest nærig, når jeg ikke blot smider lortet ud og køber en pakke kærligt, blødt, trelags. Men man smider jo ikke bare syv ruller intakt toapapper i skralderen.

Nå. Netop hjemvendt fra rituellamiddag med Min Nye Ven. Vi var på Greasy Spoon. I øvrigt bestemt anbefalelsesværdigt. God grillmad og en bartender, der ifølge mit selskab "var piercet og berlinerbøsse-prol'et på den gode måde". Jeg så bare en ung fyr med ring i næsen.

Jeg fik en milkshake til min burger. Det var ikke for meget af det gode. Syntes hverken jeg eller servitricen.

Vi har opfundet et koncept, Min Nye Ven og jeg:

Vi skal spise os igennem samtlige verdens køkkener.

Indtil videre har vi (kun) været igennem kinesisk, japansk, indisk og amerikansk. Så der er masser af muligheder endnu. Men det ender - blev vi enige om - som en fed udfordring om tyve år, når vi kun har sydsudanesisk og kosovo'sk cuisine tilbage på listen. Og således må håbe på lidt gedigen borgerkrig et sted i verden for at få reddet flere middagsaftaler i land. Flere grænser! (Ordn' det, Slettigud).

Det er faktisk om færre end 200 restaurantbesøg, vi står i den situation. Sagde glasset-halvt-tomt-lebben. Det er ikke urealistisk, at vi når dertil. Altså. 200 dates er da inden for rækkevidde. Omvendt er det nok bare ret urealistisk inden da at finde en restaurant i København, der serverer fx det bedste fra Panama eller Eritrea.

"Men så må vi jo bare rejse efter det," sagde Min Nye Ven.

Og det kan han jo have ret i.

Til gengæld var jeg både nødt til at google 'world's newest countries' og 'number of countries in the world' for at lave denne blogpost. Så nu skal jeg sove.


søndag den 12. januar 2014

Facebook - whaaat?

Min dejlige ven D og Bedstebøssen kom forbi til lasagne  og lavede lasagne til mig i går, mens LL jazzføjtede på The Standard med nogen, der også interesserer sig for dén slags. Så (vi) andre slipper.

Egentlig var aftalen af ingen alkohol-varianten, men når D nu havde en god flaske bobler til overs fra nytår, og BB faldt over en cote du rhone henne i Rema. Så var det jo nærmest en skam at lade være.

Vi er gamle studiekammerater fra KUA, og brugte selvfølgelig en del af aftenen på at reminiscere. Især over alle de skønne tilnavne, vi dengang gav vores medstuderende. Og som i dag betyder, at vi faktisk ikke kan huske, hvad flokken hedder, sådan rigtigt.

De er stadig bare Nørden-uden-øjenbryn, Pikkrøl og Hende-vi-hader.

Sidstnævnte hører i øvrigt til blandt de allerførste kvinder, jeg snavede med efter mit udspring. Så mere hadede vi hende heller ikke.

Mærkeligt, at vi ikke aner, hvad de laver nu. Overhovedet.

"Det er fordi, vi begyndte at læse før Facebook," foreslog BB ret klogt.

Vi startede vores BA i 2004, og først da jeg hoppede på tilvalg i 2007 og tilbragte et år i en odenseansk villalejlighed med to stuer forbundet af en muret jydebue og min første damekæreste, fik jeg en Facebook-profil.

Jeg kan sjovt nok huske, at netop D, der tilbragte sit sidefagsår i USA, fortalte om det her "nye vilde sociale medie, der klart ville afløse MySpace (ja, der var vi vel alle sammen), fordi man fx kunne tagge billeder!". Vi fattede ikke, hvad han mente. Tagge?

Min første statusopdatering, 4. november 2007, lød sådan her:
XXX is temmelig tæt på at begå harakiri. Fordi lektier gør ondt.

Sødt nok.

fredag den 10. januar 2014

Brændt af på det groveste

Hver eneste fredag siden juli har jeg drukket bare en enkelt fyraftensøl med Livslebben, inden vi tog videre hver til vores eller sammen - eller bare fladede ud/fredagsfuldede os med hinanden.

Selv da jeg sad i Rusland, drak vi en god-weekend-sjus over Skype, og da jeg var i Wien hos Kosmopolitten, mms'ede jeg hende et billede af min whiskey sour, mens jeg halvsnalret vendte verden med veninden.

Her til eftermiddag skulle hun sædvanen tro komme forbi mig på vej fra work. Men nu er jeg blevet brændt af.

Med den klassiske, "Bliver du meget ked af det, hvis jeg ikke når det?". Som jeg lige så klassisk ikke formåede at svare elegant og overskudsagtigt på, selvom jeg måske burde, når nu det er uventede arbejdsforpligtelser, der presser programmet.

Men det blev altså et halvstramt og temmelig lebbefornærmet svar fra mor-er-skuffet-skuffen. Der selvfølgelig suppleres med surmuleri, når jeg ser hende. Så voksen er jeg, når jeg er såret.

Flot.

onsdag den 8. januar 2014

Fra venskabelig skamklipning til hårfjernings-onani. Sidespor, anyone?

Tilståelse:

Jeg har på indeværende tidspunkt skamklippet knap en håndfuld af mændene i mit liv.

Jeg ved ikke, hvorfor de som udgangspunkt (og helt fejlagtigt) tror, at jeg skulle være ferm med en trimmer, for jeg lægger aldrig skjul på det jungletema, jeg fx kører i egne nedre regioner.

I hvert fald tre stakkels hankønsvæsener har lagt isse til mine maltrakteringer, og alle tre har set lige slukørede ud, når jeg efterfølgende holdt spejlet op for dem. Men de har 100 pct. selv været uden om det. Hver og en.

Seriøst.

Jeg har hver gang fra begyndelsen sagt, at jeg ikke aner, hvad jeg gør med hverken en saks eller en trimmer. Det er bare som om, de ikke tror på det. Før det er for sent. Bare fordi jeg lægger en habil flydende eyeliner, betyder det ikke, jeg kan klippe et lige snit hen over nakken.

Og nu har jeg så fået det endelige bevis for, at jeg blandt mine venner tæller i hvert fald en enkelt med begyndende demens:


Jeg ved ikke, hvad han tænker på, min netop hjemvendte ven D (åh, jeg elsker, når mine expat-agtige karriere-udlandsdanskervenner er øjebliksvist arbejdsløse. For så kommer de hjem til mig. For en stund. Inden de atter drøner til seje hovedstæder og indtager stjernestillinger henne i verden).

Han lod mig klippe sig for en del år siden og har med ovennævnte udveksling lige gen-begået sit livs fejltagelse. Sit L-I-V-S fejltagelse.

Da jeg klippede ham sidst, erindrer jeg, at det endte med tårer (hans). Det var i øvrigt i samme periode, som jeg også hjalp ham med at købe lipgloss og sølvgamacher. Vi var dengang alle sammen helt normativt sikre på, at han var bøsse. I virkeligheden var han bare clubkid.

Jeg er egentlig en ret skrækkelig ven.

Hvis nogen stikker mig en lillefinger snupper jeg hele armen - og tillader mig at klippe munkefrisure i processen. Og hvis nogen ikke lærer af sine fejltagelser, kan jeg ikke stilles til ansvar for, at nogen gentager dem.

... Men nogen kan selvfølgelig tage revanche med middagen. Og lave noget med rosenkål, fx. Det har jeg aldrig lært at spise. Selvom hende gourmanden, jeg deler dyne med, har garanteret mig, at hun kan tilberede dem, så jeg ser stjerner (på den gode måde).

Jeg ville i øvrigt ønske, jeg kunne vise jer det billede, Bedstebøssen tog af mig for et par måneder tilbage, da jeg skulle trimme hans hår (helt alvorligt - lærer de det aldrig?). Men det kan jeg ikke. For så ser I mig jo. Men jeg kan fortælle, at jeg ser fuldstændig manisk ud, som jeg står der med buzzeren i hånden over hans hoved. Jeg er Dexter, og trimmeren er mit weapon of choice.

Og apropos buzz ...

Jeg kan huske, dengang for åååår tilbage, hvor BB havde lånt min lejlighed, mens jeg var bortrejst (han boede dengang i delelejlighed og nød en uge med sin helt egen lånebolig). Han var ikke i lejligheden, da jeg kom hjem, og jeg var derfor gået i gang med at epilere mine ben. (I øvrigt: Det gør lige præcis så ondt, som man kunne frygte. Til gengæld efterlader det kun et par sår, der ikke heler pænt igen. Nogensinde.)

Egentlig kom BB bare forbi for at aflevere nøglen. Men da han hørte buzzeriet, stoppede han i entréen bag den lukkede dør til soveværelset, hvor jeg elektro-pincetterede derudaf. Jeg råbte "øjeblik" og slukkede maskineriet. Og så blev der stille. Lidt for længe. Indtil jeg spagt råbte:

"Jeg onanerer altså ikke. Det var ikke en vibrator, du kunne høre. Jeg lover det."

Og det var nok sidespor for en enkelt dag, tænker jeg.

(PS. Jeg har tagget dette indlæg under både "chikane" og "hate crimes". En dårlig klipning er også en slags forbrydelse).

tirsdag den 7. januar 2014

Life changing ad helvede til

Boom!

Homohundene kan være alene hjemme. Det er alt for vildt.

Jeg har aldrig tilføjet nogle af de der life events på Facebook, men det her kunne blive det første. At 2xHund har lært at passe sig selv, betyder nemlig, at jeg og LL fra i dag rent faktisk kan gå ud og drikke en spontanøl eller snuppe en biftur uden først at have aftalt hundesitter.

Det betyder, at jeg ikke behøver aflyse teatertur, selvom min pænere halvdel skal ud og kigge på et potentielt værksted (i øvrigt og apropos: hvis nogen hører om billig og skøn værkstedsplads/atelier/erhvervslejemål i Kbh (helst V.), så giv lige lyd, ikke?). Og det betyder faktisk, at LL kunne være taget med, hvis ikke hun var engageret andetsteds. Verdammt.

Det er så godt, det her. Altså det med hundene. Ikke det med, at LL ikke kan komme med i teatret.

Så småt og dog så godt, for satan da.

Nå.

Later peeps - nu tager jeg ud og spiser noget mad med yndlingsbøssen, som endelig er retur fra sin metropolitiske juleferie.

Juhu!

Sig ja til kjolen, mother of all dykes

Okay.

Nu ved jeg ikke, om I har Netflix. Og nu ved jeg heller ikke, om I har knækket koden til at switche IP-adresse, så I kan se aaaalle de fantastiske amerikanske reality-programmer, man ikke kan se på Netflix fra Danmark.

Men jeg har både det ene og det andet.

Og det betyder, at min mandagsslapperaften (som i øvrigt blev indledt med årets første løbetur, så kom ikke her og sig grimme ting om, at jeg spiste cheerios til aftensmad) bliver brugt i selskab med anden sæson af et ganske afskyeligt, komplet ligegyldigt og ganske ... ganske vidunderligt tv-format, der hedder (mundret):

"Say YES to the Dress - Bridesmaids' Edition"

Intelligent mandagsunderholdning.

Her følger vi i en kjolesalon de flokke af brudepiger, der har indvilliget i at betale $200-1000 for en satin(og/eller chiffon)sag, de ikke selv vælger. Og det er ganske fornøjeligt.

Særligt sødt bliver det i andet afsnit af anden sæson, hvor en mægtig rar brudekvindes mægtig rare brudepigetvillingesøster skal i en kjole ... for første gang i femten år, vel at mærke. Søsteren er nemlig kamplesbisk og har sin ligeså kamplesbiske kæreste med i brudesalonen.

Det er et virkelig sødt og helt enormt hjertevarmt lille optrin, der udspiller sig omkring det her med at tage en kjole på for et andet menneskes skyld, lige meget hvor utilpas man føler sig. Og sjovt at se, hvordan kropsholdning og mimik (nå ja og frisure) kan gøre, at to enæggede tvillingekvinder kan se  forskellige ud.

Og så i øvrigt også kudos til amerikansk ligegyldighedsfjernsyn for rent faktisk at behandle homoseksualitet aldeles fordomsfrit - det bliver ligesom bare fremlagt som endnu en udfordring i brudesalonen - ligesom dagen før, hvor en maid of honor og bedsteveninde gennem årevis kun ville være med i brudeselskabet, hvis hun måtte have en pink kjole på. Selvom alle andre skulle have grå kjoler på. Totalt de store konflikter, der bliver løst alligevel.

Nå, men det var bare det.





mandag den 6. januar 2014

Årh ja - giv lige plads.

Her er en virkelig fin og i øvrigt supervelskrevet og -reflekteret artikel om de udfordringer, det medfører at være forælder til et barn med en kønsidentitet, der falder uden for normen:

Lillesøster blev født som dreng

Jeg kan ikke helt blive klog på, om det nu også er Havfrue-moderen, der er kilde på Informations historie, men hele det her med som forældre at have nosser (m/k) til at gøre op med kønsdikotomien er simpelthen bare så helt enormt respektindgydende.

For af og til virker det lidt som om, al nysgerrighed omkring at lege med kønsidentitet stopper, når man formerer sig.

Det er med andre ord OK at kalde sin hunhund for Herbert. Men selv udtalte feministforældre vægrer sig for en god dels vedkommende ved at putte deres Herbert-baby i en lyserød sparkedragt. Legen og udforskningen stopper med børnene.

Og så er der bare de forældre, hvor der ikke er nogen vej udenom. Så er der bare en mor som Informations "Line", der kan se, hvor ulykkelig hendes datter bliver over sine xy-kønstegn. Og som tager konsekvensen.

Respekt, for fanden da.

Men hvis flere undlod at være så skideangste for at proppe drengebørnene i prinsessekjoler, kan det være, at kommentarfeltet under artiklen på Informerens hjemmeside (og i tråden under linket til artiklen på Facebook) ikke ville køre ud af en ligegyldig biologitangent. Det handler - for mig at se - ikke om at skifte kønskasse men mere om at udvide etiketterne, skabe flere etiketter i en grad, så etiketterne til sidst blev så mangfoldige, at de overflødiggør sig selv.

Lidt med kønsbetegnelser på samme måde som med seksualitetsbetegnelser, egentlig.

Tænk bare på LGB, der blev til LGBT, der blev til LGBTQ, der blev til LGBTQI, der atter blev til LGBTQIA.*

Man kan grine af behovet for at inkludere intet mindre end syv seksuelle minoriteter i forkortelsen, men lad os da for fanden udvide endnu mere, så remsen til sidst bliver så lang og hukommelses-/tidskrævende, at den bliver umulig og overflødiggør sig selv - og dermed (kan man håbe) behovet for den slags ligegyldig indeksering.

Det er da en ret fin tanke.

Og gem så lige kommentarsporet fra lillesøsterartiklen til en dag, hvor du har mægtig meget overskud. Suk.

*LGBTQIA = lesbian, gay, bisexual, transsexual, queer, intersex + asexual.

fredag den 3. januar 2014

Hørt i julen #2

I min mors familie står den altid på den helt store julefrokost første juledag. Hos min mormor. Og ve den, der vover at foreslå, om man kunne erstatte skagenssildene med en omgang karry-ditto - eller fx nøjes med én slags sauce til risalamanden.

Det er for så vidt hyggeligt nok, hvis vi alle sammen hopper med på præmissen om, at dem, der er ældst, naturligvis ved bedst (og har meget bedre styr på, hvordan jeg ideelt lever mit liv smukkest). I ved, familieagtigt.

Nå.

Min kusine - der er en del år yngre end mig og bor et sted i provinsen langt med sin ægtemand (et bryllup, i øvrigt, jeg tidligere har beskrevet her på bloggen) - har for godt en måned siden fået en søn og således givet den midtjyske matriark, vi kalder Bedste, sit første oldebarn.

Det er ret big news.

Og der stod vi så og beundrede - og bevares, jeg synes babyer er mægtig søde og fine og små og dufter herligt, jeg har intet imod dem. Og denne var bestemt et særligt fint eksemplar, hvor man ikke engang behøvede lyve, mens man roste.

Min moster, som jeg holder uendeligt meget af, men som nærmest slet ikke kender mig længere (og vice versa), siger så efterfølgende:

"Ja, når du selv for børn en dag, så skal du jo også forholde dig til ... indsæt-en-eller-anden-grænseoverskridende-fysisk-biologisk-kropslig-malfunktion-der-følger-i-røven-af-fødslen-og-som-ingen-har-lyst-til-at-høre-om-og-som-min-venligt-stemte-psyke-derfor-i-dette-øjeblik-har-fortrængt." 

Jeg svarer:

"Ahhr, skal vi nu ikke lige holde os til, hvis jeg får børn en dag..."

Hun siger helt kort:

"Nej. Du skal da have børn."

Jeg siger - høfligt:

"Ahhrrrrr ... det ved jeg altså ikke."

Hun siger - i bedste mening, ingen tvivl om det:

"Jo! Dine gener bliver du nødt til at føre videre, alt andet ville være et tab for menneskeheden."

Jeg svarer - i en mild trods, der måske hører mere til i puberteten end i trediverne, men what the heck:

"Hmm. Nu er det jo faktisk ikke engang sikkert, hvis jeg vælger at få børn, at det bliver mine gener, der bliver ført videre. Det kunne jo også være LLs."

Hun:

"Ej. Så må I få et hver. Du skal da have et barn. Der er et lebbepar her i byen, der har været gravide samtidig. Det er da smart."

Godt så.

* Disclaimer - Min mors familie er på alle måder afsindigt inkluderende. Fx har ingen nogensinde så meget som løftet et øjenbryn over, at jeg pludselig kom hjem med damekærester i stedet for mænd. Moderskabet er bare undtagelsen og helligt ad helvede til. * 


torsdag den 2. januar 2014

2014 bliver heeelt sikkert bomben

Nå.

Fik menstruation to minutter i midnat nytårsaften og faldt ned ad trappen med hundehvalp i armene første januar (gæt selv hvis tilstand, LL spurgte til først - min eller kræets).

2014 tegner til at blive bomben. Bom-ben.

...

Men!

Jeg havde faktisk en fantastisk årets-sidste-dag.

Jeg har ellers tendens til melankoli og bakspejlskiggeri omkring nytår og er noget mere rituella, end man måske kunne tro. Dog var dagen så tilpas uprætentiøs og selskabet så aldeles uforglemmeligt, at aftnen blev en udpræget succes uden det mindste tristesse ved tolvtiden.

Vi var seks styks samlet hos mig - LL, Kosmopolitten og undertegnede havde brugt det meste af dagen i køkkenet, og så kom Bøsserne og wildcard-veganeren tidsnok til lidt nytårstale og obligatorisk efterfølgende snak om monarkiets berettigelse (eller mangel på samme) ved fem-sekstiden.

... Og så ellers tre retter (kan ingen ære tage. LL er den kulinariske hjerne i det her foretagende. Jeg er bare the looks) plus hjemmebagt (vegansk, sgudda) kransekage klokken tolv. Og selskabslege. Og hvad har vi.

Åh jo!

Og flerstemmig sang og (løse) planer om i hvert fald at lave to korale ensembler det kommende år. Selvom de andre ikke ville være med til at synge Nicki Minaj. Tabere.

Godt nytår, lebbefolk.