Elskelig veninde har indkøbt toiletpapir til mit hjem. Fordi hun alligevel var ovre og handle og havde brugt det sidste.
Eneste problem er, at elskelig veninde er noget mere - hmm - økonomisk bevidst en mig (og hun er ikke engang lebbe) og derfor har købt etlags. Glasuldsvarianten.
Nu er der kun syv ruller tilbage.
Og man kan måske diskutere, om det alligevel er mig, der er mest nærig, når jeg ikke blot smider lortet ud og køber en pakke kærligt, blødt, trelags. Men man smider jo ikke bare syv ruller intakt toapapper i skralderen.
Nå. Netop hjemvendt fra rituellamiddag med Min Nye Ven. Vi var på Greasy Spoon. I øvrigt bestemt anbefalelsesværdigt. God grillmad og en bartender, der ifølge mit selskab "var piercet og berlinerbøsse-prol'et på den gode måde". Jeg så bare en ung fyr med ring i næsen.
Jeg fik en milkshake til min burger. Det var ikke for meget af det gode. Syntes hverken jeg eller servitricen.
Vi har opfundet et koncept, Min Nye Ven og jeg:
Vi skal spise os igennem samtlige verdens køkkener.
Indtil videre har vi (kun) været igennem kinesisk, japansk, indisk og amerikansk. Så der er masser af muligheder endnu. Men det ender - blev vi enige om - som en fed udfordring om tyve år, når vi kun har sydsudanesisk og kosovo'sk cuisine tilbage på listen. Og således må håbe på lidt gedigen borgerkrig et sted i verden for at få reddet flere middagsaftaler i land. Flere grænser! (Ordn' det, Slettigud).
Det er faktisk om færre end 200 restaurantbesøg, vi står i den situation. Sagde glasset-halvt-tomt-lebben. Det er ikke urealistisk, at vi når dertil. Altså. 200 dates er da inden for rækkevidde. Omvendt er det nok bare ret urealistisk inden da at finde en restaurant i København, der serverer fx det bedste fra Panama eller Eritrea.
"Men så må vi jo bare rejse efter det," sagde Min Nye Ven.
Og det kan han jo have ret i.
Til gengæld var jeg både nødt til at google 'world's newest countries' og 'number of countries in the world' for at lave denne blogpost. Så nu skal jeg sove.
Eneste problem er, at elskelig veninde er noget mere - hmm - økonomisk bevidst en mig (og hun er ikke engang lebbe) og derfor har købt etlags. Glasuldsvarianten.
Nu er der kun syv ruller tilbage.
Og man kan måske diskutere, om det alligevel er mig, der er mest nærig, når jeg ikke blot smider lortet ud og køber en pakke kærligt, blødt, trelags. Men man smider jo ikke bare syv ruller intakt toapapper i skralderen.
Nå. Netop hjemvendt fra rituellamiddag med Min Nye Ven. Vi var på Greasy Spoon. I øvrigt bestemt anbefalelsesværdigt. God grillmad og en bartender, der ifølge mit selskab "var piercet og berlinerbøsse-prol'et på den gode måde". Jeg så bare en ung fyr med ring i næsen.
Jeg fik en milkshake til min burger. Det var ikke for meget af det gode. Syntes hverken jeg eller servitricen.
Vi har opfundet et koncept, Min Nye Ven og jeg:
Vi skal spise os igennem samtlige verdens køkkener.
Indtil videre har vi (kun) været igennem kinesisk, japansk, indisk og amerikansk. Så der er masser af muligheder endnu. Men det ender - blev vi enige om - som en fed udfordring om tyve år, når vi kun har sydsudanesisk og kosovo'sk cuisine tilbage på listen. Og således må håbe på lidt gedigen borgerkrig et sted i verden for at få reddet flere middagsaftaler i land. Flere grænser! (Ordn' det, Slettigud).
Det er faktisk om færre end 200 restaurantbesøg, vi står i den situation. Sagde glasset-halvt-tomt-lebben. Det er ikke urealistisk, at vi når dertil. Altså. 200 dates er da inden for rækkevidde. Omvendt er det nok bare ret urealistisk inden da at finde en restaurant i København, der serverer fx det bedste fra Panama eller Eritrea.
"Men så må vi jo bare rejse efter det," sagde Min Nye Ven.
Og det kan han jo have ret i.
Til gengæld var jeg både nødt til at google 'world's newest countries' og 'number of countries in the world' for at lave denne blogpost. Så nu skal jeg sove.
Jeg køber 4-lags, jeg er så også queer. Det er nok det der gør forskellen ;-)
SvarSlet