Viser indlæg med etiketten mit parforhold. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten mit parforhold. Vis alle indlæg

søndag den 22. juni 2014

Der kom et lesbisk brev (Juhu. Det er min yndlingsbrevtype)

Det sker jo, at jeg får brev fra frustrerede lebber. Det ELSKER jeg. Forleden fik jeg følgende:


Jeg tror personligt godt, at unavngiven lebbe (hendes identitet er selvfølgelig jeres yndlingslebbe bekendt) kan vænne sig til, at homodamer mestendels gerne liiiige vil have afklaret, om det her fører til noget med en flyttebil (eller i hvert fald et fælles hundehvalpsindkøb, host-host) inden for nærmeste fremtid.

Jeg husker i hvert fald ikke mange second-lebbedates, hvor der ikke faldt et par ord om, hvordan man så sit liv forme sig (børn? karriere? bolig?).

I øvrigt slog det mig i dag, at andelsbolig-ladcykel-bulldog(s) må være urbane homoers pendant til villa-volvo-vovhund. Jeg er herresat.

Jeg tror nu i øvrigt ikke, der blev diskuteret fremtidsplaner på min og LL's anden date. Endsige evalueret efter første. Jeg var alt for panisk over at havne i nyt forhold så kort efter at have afsluttet mit forrige (megalesbisk, i øvrigt - sådan at være single i mindre en måned mellem sine langtidsforhold) til at kunne tale om den slags. Men har garanteret talt en masse om følelser alligevel.

Så det.

LL er i øvrigt herredårlig til at snakke om følelser. På nær når jeg har mine dramadage (ca. hver anden dag. Hver dag i kritiske uger), og hun pinner mig til sengen og siger, at hun altså gerne vil være min kæreste. Når nu det her med at dele hjem og kærlighed med mig tilsyneladende ikke er nok til at få mig overbevist. Tilsyneladende.

Jeg er sandsynligvis verdens dårligste kæreste. Og mindst stabile menneske. Eller i hvert fald mest usikre. Der kan seriøst gå mindre end to minutter, fra LL serverer morgenmad og kys for mig på sengen, til jeg er stensikker på, hun er ved at forlade mig.

Kudos til hende for at holde stand. Hun er sød nok.

Nå. Men kan I ikke lige hjælpe ny-lebben ovenfor? Hvad kan hun forvente - går der konsekvent følelser i den på second date i Lebbeland?

Altså ... der er vel ikke nogen, der er manden. Vel?

Der var arbejdsfestivitas i torsdags. Det er sgudda pudsigt, at vi - hver eneste gang kollegerne (og jeg selv, bevares) får blot et enkelt glas rødvin indenbords - skal tale om homoseksualitet.

Selve spørgsmålet "men hvem er så manden?" faldt (heldigvis) ikke. Men alle metaspørgsmålene - der nærmest er de samme, bare afledt af hvor dumt det er, det her med at tro, at nogen er manden - faldt.

I ved:

"Altså, der er vel ikke reelt set nogen, der er manden?" (spørgsmålstegn)

"I kan vel netop bestemme, hvem der er manden" (for en mand skal der jo for helvede være)

Jeg svarer pædagogisk, at vi nok som to kvinder har en helt anden frihed til selv at definere vores roller. Og at der selvfølgelig ikke er nogen, der er manden. Men muligvis nogle (i traditionel og normativ forstand) maskuline egenskaber, som vi forhandler mere om, end man måske gør i en klassisk heteroseksuel konstellation. Og sådan.

Jeg spekulerer for tiden meget over, hvorfor jeg blogger mindre. Men jeg tror - nogle gange - lidt, det skyldes, at jeg føler, jeg har oplevet alting. Fordi jeg jo som I ved er 200 år gammel. Eller også er heteroer bare sygt kedelige. Og stiller de samme spørgsmål - i mit segment blot indpakket i misforstået åbensind, som spørgsmålene ovenfor vidner om.

Eller hvad?

Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig til at se alle de bål, I til min ære brænder af rundt omkring. Jeg ved godt, at lebberne fester (for mig, forstås) på Amager Strand, men jeg har faktisk aldrig selv fejret Sankt Hans derude. Havner oftest i Enghave Parken eller Frederiksberg Have. Er det en fejl? Bør selv en menneskesky neurotikerlebbe bevæge sig til homo-Sankt Hans i morgen? 

tirsdag den 29. april 2014

Lesbisk & mistroisk i forholdet 1:1

Jeg ved ikke, om I ved det.

Men jeg har  jo valgt at slå følge med en lesbisk gourmand. Ja. Livslebben er sådan helt afsindigt god til at lave mad - på den måde, hvor selv fucking kogte ris smager bedre, når hun tilbereder dem. Jeg er i løbet af de seneste tre år blevet degraderet til en form for opvasker. Og det er for det bedste, vi kan jo ikke spise rugbrødsmadder hver dag. Vel?

Nå. Men i går aftes biksede hun lige en hurtig salat sammen af noget bulgur og feta og værk (suppe på et søm), vi tøjrede hundene i den sidste sol og indtog aftensmaden udendørs omme bag karréen på græshøjen. I ved.

Den ene hund parkerede sig op af hendes ben, den anden lagde sig med en pind i græsset på min modsatte side. Mit hoved lå på LLs skulder, hendes hånd på mit ben. Sol i ansigtet.

Og der sad vi så et øjeblik - helt mætte og tilfredse.

En kvinde stoppede op en fem meters penge fra os. Smilede. Og da hun gik videre forbi os, kiggede hun op og sagde, "I ser simpelthen så dejlige ud".

Først blev jeg glad. På den selvfede måde. For vi var sgudda et lille lebbeidyllisk postkort i det øjeblik.

Men bagefter kom jeg i tvivl, om jeg burde være blevet lidt forarget. For gav du, fremmede dame, egentlig min kæreste og undertegnede en kompliment, eller var der bare tale om politisk korrekt solen sig i egen åbenhed? Ville du have italesat scenariet, hvis LL (eller jeg) havde været en mand?

Åh, den lesbiske mistroiskhed.

Jeg valgte nu faktisk bare at gribe komplimentet og gå med det. For vi var fan'me søde.

lørdag den 19. april 2014

Hvor ulesbisk.

Jeg har svært ved at blogge for tiden. Og det er der en grund til. En herredårlig grund tilmed. Men en grund, trods alt:

Jeg har det nemlig bare sådan helt igennem ganske fantastisk godt. Tak. Jeg sagde jo, det var en dårlig grund.

Alt det her skriveri falder mig nok bare generelt nemmere, i de (tilbagevendende, I'm sure) perioder, hvor jeg går og tænker neurotiske, halvangste bekymringstanker - om det så i sidste ende er den tristesse, der kommer til udtryk i mine ord eller ej.

Men i disse uger kører det bare. Det hele. Mit liv er skønt og - med undtagelse af mit valg af sengekammerat - ualmindeligt lidt lesbisk. 

Og det betyder, at der ikke er så meget at skrive om. Andet end alt det kedelige:

Jeg holder påskeferie med stort P. Havde lige præcis tre feriedage, der skulle afvikles inden maj, hvilket betød, at forlænget skærtorsdagslangfredagspåskemandagsweekend blev til lang, lang, lang ... dare I say it? ... ferie. 

Ti dage. Sgu. 

Havde 5xYndlingshomoer forbi til påskefrokost i sidste weekend (og har praktisk talt levet af resterne hele ugen. Så. Meget. Mad. Hvor kom de seks forskellige slags ost fra? Vi spiste sgudda ikke ost i lørdags, gjorde vi?). 

På Bedstebøssens opfordring mødtes vi allerede klokken 15 lørdag eftermiddag. Og det var så-så-så godt, når vi nu knap kunne få snøvlet os færdige til at tage på Blok66 klokken tre om natten. Knap tolv timers fortættet samvær senere.

Men ej heller det var synderligt lesbisk. Bevares, vi var seks lebber (plus naturligvis BB) om bordet, men vi var nok mest bare venner. Mere venner end homoer lige den dag. 

Snakkede meget om Ukranian Human Barbie og normcore. Eller Enorme Kåre, som vi bare kalder ham. Og meget lidt om særligt meget andet. Så vidt jeg husker. 

Og sådan er det bare med alting. Ulesbisk og uinteressant og helt og aldeles ualmindeligt dejligt og let.

Jeg er underligt nyforelsket i Livslebben (der dog i disse dage har tilladt sig (hvor vover hun) at drage Jyllands-over). Der er bare så meget kærlighed og alt det der hele tiden. Forståelse. Nærhed. Igen: Kedeligt. Sødt, men kedeligt. For jer, altså. Ikke for mig. Nej nej. Jeg er helt opslugt.

Lige nu har jeg og en anden af mine virkelig gode bøsser fået lov at låne Bedstebøssens sommerhus på Vestsjælland, mens BB selv føjter rundt med familien i det nordafrikanske. 

Og vi slapper af. Får sovemærker på kinderne af spontane middagslure i sofaer. Sol-ømme øjne af læsning på terassen. Blå tænder. Af indlysende årsager. 

Men det er ikke spor homoseksuelt. Faktisk nærmest det modsatte. Sådan at dele en queen (pun not intended) size-boxmadras med en mand. En mand! 

Eneste umiddelbare minus i dette øjeblik er egentlig, at jeg savner LL. Sådan helt ubeskriveligt. Og hundene. Som hun har taget med sig over til noget svigerfamilie, der nærmest hellere vil høre om dem, end om hvordan LL har det, når de ringer. 

Men det er god savn. 

Mere savn på: 

”Juhu, ingen grund til panik, for når vi hver især returnerer til hovedstaden, bor vi jo sammen og elsker hinanden, så jeg nyder bare lige at være lige præcis her, hvor jeg er”-måden 

... end savn på: 

"Avavavav jeg kan ikke være til stede i mit liv af bar' savn, det er jo komplet uudholdeligt, jeg må hellere ringe til hende igen og igen og igen"-måden. 

Sidstnævnte er helt enormt trættende, jo. For mig, for LL og ikke mindst for dem, vi respektivt befinder os i selskab med i den givne situation.

Så det.

Der er sket et eller andet mærkeligt, som selvfølgelig ikke nødvendigvis er permanent (sagde pessimisten), men som jeg ikke desto mindre tillader mig at nyde i fuldfede inhaleringer lige så længe, som det varer ved. 

Noget u-angst. Noget, der vist handler om en helt ny og spændende tryg ro omkring kærlighed. 

... En tryghed, der gør, at jeg pludselig ikke freaker blot ved tanken om udeblevne sms'er, når LL sidder midt i påskefrokost med gamle venner fra en anden tid og ditto del af landet. 

Og netop den pludselige ro og plads, jeg mærker (så længe den varer ved! Pessimistlebben fornægter sig ikke), betyder på nærmest magisk vis, at sms'erne kommer. I lind og kærlig strøm. Og at opkaldene falder oftere. Fordi de ikke presses frem, og fordi de ikke - i fald de forsinkes af jysk svigerfamilies ændrede tidsplaner - følges af udskældt strafferi.

Mærkeligt selvopfyldende profeti. Begge veje. Sort snak. Undskyld.

Det handler selvfølgelig mest om en tillid dels til LL men i endnu større grad til mig selv, tænker jeg. Der er for fanden ikke partout lighedstegn mellem en forsinket sms og et forlist forhold. Breaking! En kortfattet & smileyfattig tekstbesked betyder ikke nødvendigvis, at nogen elsker mig mindre. Det er nyt for mig. Men sundt for alle.

Nå. Men jeg har det med andre ord skidegodt. Er det ikke bare kedeligt?

torsdag den 3. april 2014

Intet nyt fra Vesterbrofronten. Tak.

Der er simpelthen så meget, jeg gerne vil skrive. Men jeg har så sindssygt travlt.

Jeg vil gerne skrive om hende lebben, der har sendt bud efter min adresse, så hun kan sende mig en hjemmelavet gave som tak for det råd (kort fortalt: drik dig fuld og knald den nærmeste lebbe), der hjalp hende ud af skabet (her et år senere er hun i lykkeligt lebbeforhold, nårrhh).

Og om de der fantastiske portrætter af butch-lebber, hvor jeg har lyst til at knalde hver og en.

Og ikke mindst om polemikken om Regnbuepladsen og idioterne i SparNord (gid, den homofobiske tåbebank må miste alle deres DINK-kunder i det lyserøde segment som følger!).

Og jeg ville nævne den nye halvdanske lebbefilm Dual, som jeg egentlig (fordi jeg er sygt vigtigt VIP-blogger) var inviteret til forpremiere på men glippede, fordi jeg har så fuldstændigt afskyeligt sindssygt travlt. Men den ser fin ud - jeg så traileren, da jeg i sidste uge var forbi Vester Vov Vov og se Only Lovers Left Alive (hvis nogen nogensinde har været skæbnesbestemt til på et eller andet tidspunkt i sin karriere at skulle spille vampyr, er det sgudda Tilda Swinton).

Der er simpelthen bare så meget på mit bord these days (og nej, det er faktisk ikke kæreste-sammenflytnings-kedeligheds-skoen, der trykker, som en kommenterende medlæser spurgte - tværtimod.

Faktisk har min Livslebbe og jeg haft lige præcis et par af den slags uger, hvor det er SÅ fantastisk at bo sammen, fordi vi ikke rigtigt ville se hinanden, hvis ikke det var fordi vi faldt i søvn i samme seng om natten. Det er røvssygt.

Men jeg har ved siden af i forvejen absurd travlt arbejde fået en lille og helt fantastisk bi-tjans, som jeg desværre ikke kan afsløre nærmere om, da I simpelthen så hurtigt ville finde MIN SANDE IDENTITET, så. Men det er noget nær drømme-bitjansen, omend den har bidraget til arbejdsnætter mere end én gang.

Så det. Alt vel ved Vesterbro-fronten. Skal nok øve mig i blogging snart igen.


søndag den 9. marts 2014

Livstegn.

Der er ikke noget at fortælle. Faktisk overhovedet ikke. En uges ferie (og - woop woop! - stadig tre dage med sene morgener til gode) har gjort så godt. I sammenhæng, selvfølgelig, med det store, nye, gode, der skete for en uge siden.

Jeg har - det ved de trofaste vist - ikke haft nemt ved hverken tanken om at flytte sammen. Det var ligesom blevet en ubegribeligt stor tærskel at skride hen over. Og hvor var det dog dumt. Den eneste følelse, som jeg her - one week in - sidder med i kroppen, er, at det var lige præcis det her, der skulle til.

Vi skulle flytte sammen.

Jeg er glad helt ind i hjertet, og vi er glade. Og det er som om det her sammenflytningsværk har givet en eller anden ro og tryghed, som vi nok havde brug for. Vi er begge på hver vores måde små usikre sjæle, der - uden at ville det - holder mere igen, end sundt måske egentlig er. Og på en eller anden måde er den her to-navne-på-postkassen-rejse lige præcis den streg under JEG-VIL-DIG-budskabet, der gør os helt lykkelige og zen.

Ha. Jeg er godt nok klog her ni dage efter År Nul. Men jeg øver mig i ikke at se alle bekymringerne og i at dyrke lidt tro på, at jeg faktisk fortjener alt det gode.

Og så er det som om, at den her beslutning har stadfæstet et eller andet. Pludselig går det op for mig, at vi har været kærester i tre år. Vi kender faktisk hinanden rigtig godt. Jeg har nok lidt lullet rundt i en eller anden ide om, at vi jo ikke rigtigt kendte hinanden. Men det gør vi. Det mærker jeg meget tydeligt pludselig. Blandt andet ved den ro, jeg umiddelbart oplever omkring at bo sammen med hende. Jeg er ikke så bange for ikke at kunne være mig selv i mit eget (vores!) hjem. Det er rart.

Nå. Jeg er halvkvæstet i dag. På søndagsmåden. De to bedste bøsser kom forbi til Melodi Grand Prix og fingermad i går, og jeg fortryder kun en lille smule, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at tage med på Never Mind ved midnatstid, men da jeg lå i vores seng i vores lejlighed helt tæt ind mod LLs bryst(er), så gjorde det ikke så meget alligevel.

Hold kæft, jeg er røvsyg at høre på - undskyld, at jeg bare er glad i låget. Undskyld. Af hjertet.





søndag den 2. marts 2014

Porno som selskabsleg og lort som lagen-aktivitet. Eller not.

Altså. Jeg laver også rigtig, rigtig meget megaalvorligt og ægte arbejde på mit job. Det lover jeg. Det er bare sjældent de beretninger, der er sjovest at fortælle her.

I fredags snakkede vi fx om scat. Altså lortesex. Og det fik mig til at tænke.

Åbenhed og ggg til trods må jeg nemlig se i øjnene, at dér går der altså en eller anden form for grænse for mig. Lige der ved lorten. Og ikke tidligere end der, egentlig.

I ved - hvis en kæreste viste sig at være til fx voksenbabyleg (hypotetisk!), så tror jeg godt, jeg kunne æde alle mine fordomme og gøre det for hendes skyld.

Umiddelbart tror jeg ikke, jeg personligt ville blive opstemt af det, selvom det selvfølgelig er umuligt at spå om. For sex handler jo også om at se sin partner blive tændt, og hvis det var voksenbleer og overdimensionerede pusleborde, der rokkede hendes båd, så kan det da godt være, entusiasmen kunne smitte. Bevares.

Men lort.

Dér står jeg altså af og får lyst til at sige 'adddd', selvom jeg selvfølgelig lader være, fordi det er fucking respektløst.

(Undskyld-undskyld-undskyld til LL, hvis hun læser med og har undertrykt og hemmeligholdt en indædt hang til bæ-sex i alle disse år. Vi kan godt prøve. Prøve. Eller. Åh. Helst ikke. I øvrigt har jeg også allerede spurgt. Og LL insisterer på, at lort altså ikke gør det for hende. Heller ikke voksenbaby. Siger hun. Siger hun).

Nå.

Men det snakkede vi altså om på work i dag. Det startede med, at en kollega i en eller anden sammenhæng sagde Centipede, hvortil en anden spørgende svarede "Human Centipede?", og en tredje - rammende! - tilføjer: "det er den klammeste film, jeg nogensinde ikke har set."

Og da gik det op for mig, at den klammeste film, jeg personligt ikke har set, må være (trommehvirvel):

"Two girls, One cup"

Link-klikkeri og googlesøgninger er på eget ansvar. Jeg har ikke selv været forbi. Jeg kender storylinen, dog. Og holder af at kunne kalde det "storylinen", når nu den - ifølge troværdige kilder - lyder nogenlunde sådan her:

En pige skider i en kop, en anden pige drikker (spiser?) koppens indhold. Og brækker sig (selvfølgelig). I koppen. Hvorefter pige #1 spiser (drikker?) den klumpede refill. Og brækker sig. I koppen. Og så fremdeles.

Flot.

Nå. Derfra gik snakken over porno. Ja. Jeg har et ret fedt arbejde. Vi kom blandt andet forbi pandaporno, idet det viser sig at en af de eneste måder, man kan få de fine sort/hvide bamser til at yngle i fangenskab, er ved at vise dem porno med pandaer, der knalder i det fri.

Det er sgudda fedt.

Vi talte om, hvorvidt der også laves menneske/panda-porno. Hvortil fantastisk kollega svarede:

"Jeg er sikker på, at der et eller andet sted derude befinder sig en panda-sexslave, som bliver brugt i porno."

Og ellers må der jo helt bestemt eksistere porno med mennesker, der har sex med andre mennesker iklædt pandakostumer. Apropos fastelavn. Og apropos fastelavn og pandaer: En anden kollegas kæreste var faktisk klædt ud som panda på sit arbejde i fredags. Viser det sig. Så det.

Nå.

Men derfra fortalte kollega om en mægtig sjov selskabsleg, som jeg helt klart skal lege, næste gang den står på druk.

Legen går kort fortalt ud på at finde på så langt ude afsindig en fetich, at den umuligt kan eksistere i pornografiform. Og så at tjekke - fx på Pornhub - om den kan findes. Eksisterer den, drikker man.

Og som kollega slutteligt understregede:

"Alt findes. Alt."

onsdag den 19. februar 2014

Kærlighed og Amsterdam

Jeg har ferie. Fra nu af og helt frem til og med mandag. I morgen tager jeg Livslebben i hånden og flyver til Amsterdam. Fire dage, bare mig og hende og masser af kærlighed.

Det var der, vi var på vores allerførste kærestetur. Vi havde været kærester i et par måneder.

Derfor står det også stadig som den her sindssygt romantiske by - fordi det var der, vi sad en hel aften under et træ ved en kanal på to faldefærdige efterladte stole i sensommervarmen og lærte hinanden at kende.

Vi udviklede en drikkeleg, husker jeg, hvor hun stillede mig et spørgsmål om sig selv, og jeg skulle svare. Og omvendt.

"Hvilke kæledyr havde jeg, da jeg var barn?"

"Hvor gammel var jeg, da jeg mistede min mødom?"

"Hvilken type musik kan jeg ikke døje?"

... Gættede jeg forkert, skulle jeg drikke en tår af noget håbløst syntetisk sprut, vi havde købt i et supermarked. Gættede hun galt, måtte hun til flasken.

Der er noget meget fantastisk over at lære et menneske at kende, som man er helt vild med. Fordi det virker så absurd, at man ikke allerede ved de ting. Man er begærlig efter at få det hele på én gang.

Vi blev fulde og knaldede op ad en mur senere den aften. 

Tog på lebbedisko og blev næsten smidt ud, fordi jeg havde glemt, at jeg havde resten af håbløs sprut i tasken (seriøst. Det var ikke lebbenærighed. Det var beruset glemsomhed. Promise.).

Nu skal vi tilbage, og jeg glæder mig simpelthen så fuldstændig afsindigt. Til lufthavnen og Starbucks-kaffe (fast rejseritual), til verdens bedste hånd-hold under let flyskræk på turen derned. Til at gå rundt i byen og mest af alt til at kaste mig på sengen på hotellet og ... falde i søvn ... helt uden tøj på sammen med den kvinde, jeg elsker.

Vi har kun to punkter på programmet. 

Faktisk var der tre, men min gode gamle ven K., som jeg spiste hos i går, fortalte, at man ikke længere som udenlandsk turist må besøge coffee shops på den sjove måde. Politiet kan åbenbart kræve at se pas, og 'serveres' der til udlændinge, kan de lukke stedet. 

Så nu er kulturlisten barberet ned til to punkter. Flot, i øvrigt, at jeg lige fik kaldt hash for kultur.

Vi skal på Rembrandt-museet og Anne Frank-museet.

Jeg aldrig været hverken på det ene eller det andet museum. Og i Skt. Petersborg blev jeg lige mindet om, hvor sej Rembrandt er. De har en 25-30 af hans værker på Vinterpaladset. Han er jo for vild.

Min mors første store kunstbog - som jeg husker, at vi tit bladrede i, da jeg var barn - var en gigantisk moppedreng af en Rembrandt-bio. Min mor fortalte mig for nyligt, at hun sparede op til den i et helt år. Og at hun var så glad, da hun endelig kunne bestille den hjem til Clausens Boghandel nede i Ryesgade. 

Åh, Århus.

På Anne Frank-museet glæder jeg mig især til at bladre i gæstebogen.

Åh, Justin Bieber.

Hav en skønno weekend, folkens!


søndag den 9. februar 2014

Så træt. Weekend oven på den her weekend, tak?

Shit manner. Trods tømmermandstræthed og arbejdssøndag føler jeg mig som verdens allerheldigste.

Livslebbens hjem dufter af den suppe, hun er i fuld gang med at tilberede til mig og Kosmopolitten, der kommer til middag om en times tid. Oven på mine fødder ligger to halvtykke sort/hvide labaner, som vi lige var på Frederiksberg og hente hos yndlings-sitteren: min fantastiske ven M's mor, som har tabt sit hjerte lige så meget til 2xHund, som vi har her i hytten.

Vi var til middag hos Bedstebøssen sammen med lebbeparret K&E i går - oven på en af de der fantastiske dage, hvor man afleverer hunde til pasning hen ad eftermiddagen, drøner til LL, der har god frokostsalat og hvidvin parat, fjoller rundt i hendes stue og tager et S-tog hånd i hånd om til BB, hvor verdens bedste parmesanmiddag bliver indtaget, og der går først diskussion (nøgleemnet: må BB kalde mig kærligt for 'bitch'?), dernæst selskabsleg og til slut dejlige danseben i arrangementet.

Åh, hvor var det fantastisk.

Vi hoppede i sengen og dansede macarena. Og tog til Homo Electric ved tretiden. Hang ud en times tid, hvorefter LL og undertegnede mente det passende at runde Hovedbanen og McD på vejen hjem.

Vågnede semisent i dag, indtog kold BigMac og kaffe i sengen. Så noget film med noget Angelina Jolie, hentede nogle hunde, og nu er vi lige præcis her. Hvor der er allerrarest. Tæt.

Der var en lebbe på Block 66, der øjenflirtede helt afsindigt med mig i går - det sker ellers sjældent. Jeg tror, jeg er blevet for gammel - og der er bare noget helt fantastisk i at blive flirtet med af smuk kvinde, men hele tiden vide, at man tager hjem med den allerlækreste.

Hvis I spørger mig, er hun jo altid ret pæn, LL, men i går var hun sådan helt sindssygt tiltrækkende - det handler nok både om, at hun selv troede på det (hvilket hun virkelig altid bør), og at hun havde lige præcis den kombination af skovhuggerskjorte og Adidas-sneakers på, som jeg holder allermest af.

Åh, altså! Min uge har simpelthen bare været så fuld af gode mennesker og fornøjeligt selskab.

Fra Suppe & Hygning hos Bøsse-M med imponerende fjorten gode mennesker, til X Factor hos journalisterne, forbi kaffe og tirsdagsrugbrødsmadder med Kosmopolitten, omkring Middag med Homoerne i går, forbi et barselsvisit hos en af de helt gamle (vi har netop regnet ud at vores venskab fylder 17 år til sommer. Det er snart parat til at flytte hjemmefra, er vores venskab. Og har nok i hvert fald fået et værelse i kælderen med egen indgang nu). Og inklusiv fantastisk kvalitetstid med LL.

Det liv har jeg skruet meget godt sammen, egentlig.

Men hey -  BB kalde mig for bitch i kærlig sammenhæng? Jeg er i tvivl. Jeg finder ordet ret stødende og synes ikke, jeg passer præcist nok i den kasse, skældsordet oprindeligt blev brugt om, til at det giver mening for mig at reclaime begrebet.

Det er der ligesom nogle Bronx-agtigt hiphopkvinder, der skal gøre. Tænker jeg. Men omvendt. Når det er kærligt ment. Hmm. Hvad synes I?

onsdag den 5. februar 2014

"Er I kærester? Hvorfor vil I ikke snakke?"

Det er faktisk ikke sket i hundrede år. Men så i morges havnede jeg atter i en såkaldt homosynlig situation.

LL og undertegnede var kommet så hurtigt ud af døren, at vi havde tid til en kop kaffe på en ellers ret så røvsyg kaffebar i centrum. Så der sad vi. Fordybet i snak med knæene vendt mod hinanden i sofaen for endevæggen. Klokken omtrent ni om morgenen.

Stille og roligt.

... Indtil en gut på omkring 40 år sætter sig i stolene over for. Læner sig frem over bordet - frem mod os.

Jeg tænker først, at manden bare har fundet en af få ledige siddepladser i cafeen og selvfølgelig fred med det. Men så henvender han sig til mig. Og jeg kan mærke, at han er en af dem, der ser to lebber i en halvintim (ikke fysisk intim, dialogisk intim - vi kyssede ikke!) situation og klart mener, der er plads til ham og hans dumme kæft.

Han prøver at komme i snak. Spørger om vi er kærester. Og jeg siger - noget spidst, indrømmet:

"Vi sidder lige og snakker, og vi gider faktisk ikke rigtigt tale med andre. Er det ikke ok?"

Jeg tænker, at det giver ham spillerum nok til - uden ansigtstab - at læne sig tilbage i sædet og drikke resten af sin kaffe i tavshed. Men nej.

"Jamen, hvorfor vil I ikke snakke? Er I kærester? Er det din kæreste?"

Jeg kan mærke, jeg bliver gal. Og svarer. Vredt og konfronterende.

"Det rager, undskyld mig, ikke dig. Men ja, det er min kæreste, og vi sidder lige og taler sammen bare os to og gider faktisk ikke selskab. OK?"

Han bavler videre. Om at jeg er stram og lukket, og LL er smuk og åben. Hvilket han i øvrigt har 200 pct. ret i.

Jeg svarer efterhånden relativt rødglødende, at han måske skal tage min lukkethed som udtryk for, at han ikke er velkommen. At det er uhøfligt at blande sig, når man klart har fået at vide, vi helst er fri. Søger LLs hjælp.

Hvorefter hun læner sig frem. Helt roligt. Beder ham lade os være i fred. Pædagogisk og venligt. Hvorefter han rejser sig og går. Mission fuldført.

Jeg følte mine grænser massivt overskredet. Og min seksualitet synlig og sårbar. Og blev - ikke helt fair, bevares - megagal på LL over, at hun ikke også var gal.

"Det er ikke værd at lade sådan et fjols ødelægge sin morgen," svarer hun. Og klemmer min hånd.

Og hun har ret. Men jeg kan ikke lade være at læse tusind års kønnet ulighed ind i sådan en situation. For fremmed mand ville aldrig på den måde invadere et heteropars privatsfære.

Det er faktisk ved at være rigtig lang tid siden, jeg sidst følte mig homosynlig, men jeg kan tydeligt mærke, at det vækker en helt dirrende harme i mig, når det sker. Stadigvæk. Jeg har så svært ved bare at se ham som en enlig idiotisk svale og ikke som et symptom på en syg og chauvinistisk verden.

Hvad gør I, når det sker? 

mandag den 27. januar 2014

Kun i Lebbeland

Det der akavede øjeblik, hvor man sender sin kæreste i byen på en uskyldig lørdag, mens man selv rødvinssnalrer med en af de allerbedste.

Og kæresten tager med sit crew på Vela.

Og kæresten møder hende, som undertegnede havde et kortvarigt fling med i sommer, da undertegnede var øjebliksvist single (og som undertegnedes kæreste selvfølgelig i ærlighed-som-grundpille-i-genoptaget-parforholds-navn kender til, bevares).

Og dette fling finder det passende at hive undertegnedes kæreste til side og snakke om sine følelser. For mig, forstås. Og om sit sexliv. Med mig, forstås.

OMG! Seriøst?

Kun på Vela i Lebbeland.

fredag den 10. januar 2014

Brændt af på det groveste

Hver eneste fredag siden juli har jeg drukket bare en enkelt fyraftensøl med Livslebben, inden vi tog videre hver til vores eller sammen - eller bare fladede ud/fredagsfuldede os med hinanden.

Selv da jeg sad i Rusland, drak vi en god-weekend-sjus over Skype, og da jeg var i Wien hos Kosmopolitten, mms'ede jeg hende et billede af min whiskey sour, mens jeg halvsnalret vendte verden med veninden.

Her til eftermiddag skulle hun sædvanen tro komme forbi mig på vej fra work. Men nu er jeg blevet brændt af.

Med den klassiske, "Bliver du meget ked af det, hvis jeg ikke når det?". Som jeg lige så klassisk ikke formåede at svare elegant og overskudsagtigt på, selvom jeg måske burde, når nu det er uventede arbejdsforpligtelser, der presser programmet.

Men det blev altså et halvstramt og temmelig lebbefornærmet svar fra mor-er-skuffet-skuffen. Der selvfølgelig suppleres med surmuleri, når jeg ser hende. Så voksen er jeg, når jeg er såret.

Flot.

fredag den 29. november 2013

Lesbisk gys på ... gysermåden. Ja.

Fordi det er fredag, og fordi jeg har fri og lige er vågnet i Wien, får I en video, der faktisk fik mig til at tude. Af grin, forståes.

Alle lebber med respekt for sig selv har sikkert allerede set den - den er jo fra Ellen-talkshowet, for fanden - men for en sikkerheds skyld.



Jeg kan så i øvrigt fortælle, at jeg med 100 pct. sandsynlighed selv var begyndt at tude af angst og ulykke, hvis jeg blev slæbt igennem et haunted house. Jeg kan kun se en gyser, hvis jeg sidder bag ved et andet menneske.

Jeg gad ellers vildt godt være sådan en gysertype. Det er lidt sejt, synes jeg. Men allerede, når der bliver trykket play, eller døren slår op til spøgelsestoget, bliver mine ben helt spaghetti'ede og hjertet lægger sig til rette nede i mavesyresovsen.

LL er rimelig cool, når det kommer til uhyggelige film. Og jeg kan mærke, hun af og til bliver lidt frustreret over, at vi sætter Paranormal Activities i gang men så må afbryde allerede under introteksterne, fordi jeg i virkeligheden ikke tør.

Men! Det er hun 100 pct. selv uden om.

For hun begik engang den katastrofale fejl, at hun - tidligt i vores forhold - forskrækkede mig, mens vi så uhyggelige ting på tv. Og det var sikkert sjovt, lige indtil jeg begyndte at tude. Jeg sagde jo, jeg er dårlig til den slags. Hun undskyldte og holdt om og alt det der. Og morede sig nok et eller andet sted i sit stille sind over min totale overreaktion.

Problemet er, at hun efterfølgende lokkede mig til at se endnu en gyser mod tro-og-love-erklæringer om aldrig igen at så meget som sige bøh. "Du GØR det ikke!" og "nejnejnej det lover jeg baby".

I kan selv gætte, hvad hun ikke kunne dy sig for at gøre en halv time inde i filmen. Og det lille bitte bøh blev enden på min og LLs gyser-kiggeri.

lørdag den 5. oktober 2013

Dovenskab og verdens bedste Livslebbe

Puha.

Jeg er lidt tung i hovedet i dag, og en sund og nærende morgenmad bestående af tre kanelsnegle har mærkeligt nok ikke hjulpet. 

Mødtes lige med en noget blegnæbbet LL og en termokande kaffe i parken til en hundelufter, før jeg måtte retur til Vbro og vaske tøj. Fuck, hvor jeg dog elsker den dame. Sådan en, der bare holder om mig og fortæller mig, at jeg er hendes lille skat, lige netop når jeg har mest brug for det. Første alkoholindtag efter far-sygdom var nemlig ikke helt så let, som jeg havde forventet. Lidt skrøbelig.

Lige nu venter jeg på, at vaskemaskinen får nosset sig færdig, så jeg kan pakke min kuffert og hoppe ud i LL's favn. Igen. Jeg tager nemlig til Paris i morgen til noget konference, så jeg skal lige presse al den nærhed, jeg kan, ud af damen, inden jeg må undvære i fire dage. Igen. 

Vi har været ret klovnede til at kalendersynkronisere kvalitetstid den seneste tid, men det er selvfølgelig også svært at tage højde for, at faderlig skranten ikke skemalægges samtidig med jyske svigerindefødselsdage.

Jeg burde vaske op. 

Men jeg er megauvenner med den koloni af lortebananfluer, der har taget ophold i nogle limeskræller i vasken. Hvordan helvede slipper man af med fluer? De nægter at gi' op. Og benytter nætterne til at samle sig et sted, hvorfra de hvirvler op, når man nærmer sig. Creepy. 

Puha. Nu laver jeg mig en kop kaffe. Det er vist den bedste vej fremad. Og så lige den sidste kanelsnegl som side dish, ikke?

fredag den 20. september 2013

Mere om det med børn. Eller: "Hånden dyyybt ned i hvepsereden"

Wow.

Hold da kæft nogle omfangsrige kommentarer, I har lagt henne under det der indlæg om at få/ikke få børn. Tak for alle jeres holdningstilkendegivelser.

Jeg kan allerede fornemme, hvordan det her risikerer at blive så betændt, at det bliver faaaarligt for en lille konfliktsky høne med evig angst for at blive hadet og misforstået som undertegnede.

Men!

Jeg synes, det er tankevækkende, at der som en understrøm i faktisk samtlige kommentarer under gårsdagens indlæg eksisterer et klart ideal, nemlig at:

Man skal da have børn. 

Måske er det havnet der mellem linjerne helt ubevidst - det, tror jeg egentlig, er tilfældet. Men hvis man kigger efter det, er holdningen lidt, at et fravalg af børn (og selve brugen af begrebetet 'fravalg' i denne sammenhæng vender jeg tilbage til) altid bunder i, at man fx befinder sig i en situation, hvor (også) andre positiver mangler i livet: Man er ikke sammen med den rigtige partner eller har ikke fundet 'den store kærlighed'. Altså lidt, at det ikke-at-få-børn er det 'mindre gode valg'. Agtigt.

Og det skurrer i mine ører.

Åhada.

Jeg får hele tiden lyst til at indskyde i bisætninger, at jeg personligt bare er i tvivl, om jeg vil have de fjollede unger. Jeg har hverken taget stilling for eller imod.

Jeg har masser af kærlighed at give og tror (på gode dage), at jeg ville blive en fab forælder. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg køber den der med, at det at få børn er den absolutte altruistiske handling.

Det er ikke mit indtryk, at forældre er særligt meget mindre egoistiske end os barnløse (og SÅ havnede hånden i hvepsereden) - og bevares, man skal da ofre sig for et andet væsen - men uden sammenligning ellers: det skal man altså også, når man har en hund. Eller en kæreste. Eller et job.

Og er der ikke også gennem historien et par eksempler på nogle sindssygt selvopofrende barnløse kvinder, nu vi graver helt dybt ned i argumentationsposen? Jeanne D'Arc? Florence Nightingale? Mother Theresa?

Det er som om man ikke engang kan tale om det 'ikke at få børn' som et decideret valg. Det bliver altid formuleret som et fravalg, se bare i kommentarerne under indlægget i går: "nu hvor jeg har fundet den rigtige kærlighed, SÅ skal jeg have børn."

Jeg ville gerne hen et sted, hvor jeg kunne træffe valget - det ene eller det andet - uden at alle så den ene mulighed som et fravalg.

Fordi jeg føler, jeg allerede her i valgprocessen er enormt farvet af, at der - dybest set - er et rigtigt valg (børn) og et forkert valg/fravalg (ikke børn). Hvis jeg vælger at få børn, tror jeg ikke, der er nogen, der vil spørge mig hvorfor, jeg har valgt sådan. Men vælger jeg at lade være - så kommer spørgsmålene.

Derfor gad jeg i virkeligheden godt høre forældre, der var ærlige nok til at sige højt, at det også er et fravalg at FÅ børn. For mine venner fortæller mig, at det af og til er netop sådan, det forholder sig ... men kun under fire øjne.

Men igen:

Jeg er i tvivl. Ad helvede til. LL bliver verdens bedste mor, ingen tvivl om det, og jeg har også selv et udmærket potentiale, skulle jeg mene. Masser af kærlighed fx. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver parat til at opgive et liv, jeg faktisk holder helt vildt meget af - med udeliv, træning, kærestetid, spontane venneaftaler, en hel dag foran computeren med serier - for moderskabet.

Men det er umuligt at træffe et oplyst valg, så længe 'fravalget' (eller lad os sige tilvalget af sig selv og et rigt socialt/arbejdsmæssigt liv) er så tabubelagt.

En veninde fortalte for nyligt om en undersøgelse, der peger på, at forældre er ulykkelige. At mennesker med børn - sådan helt gennemsnitligt - er mindre lykkelige end mennesker uden børn. Helt fra ungerne bliver født ... og lige til de flytter hjemmefra. Sgu. Jeg fandt lige en artikel om undersøgelsen i Berlingske.

Det er da også tankevækkende?

fredag den 30. august 2013

Lidt om lesbisk konfliktstyring og/eller -eskalering. Spids evt. ører, Syrien.

Om et par timer drager Bedstebøssen og jeg i sommerhus ovre på Vestsjælland hele weekenden. Og søndag tager jeg direkte videre til Århus (med bolle-å for evigt), hvor jeg skal tilbringe hele næste uge i såkaldt arbejdsøjemed.

Det betyder en uge væk fra Livslebben. Hvilket jeg naturligvis lige markerede i går aftes med at starte en dum diskussion om ingenting. Megakonstruktivt.

Jeg er en lille dramagris og en gigantisk tryghedsnarkoman, og jeg hader afsked. Well. Jeg hader i hvert fald tanken om at være adskilt. Det er også slemt at være adskilt, jovist, men tanken om det er faktisk ofte værre.

Sådan har jeg vist altid haft det.

Jeg kan huske, dengang jeg lige var flyttet hjemmefra og var på besøg hos min mor i Jylland. Lige inden jeg skulle hjem til København, startede jeg fuldstændigt tossede pubertetsskænderier, mine tyve år til trods.

Den var stensikker - hver eneste gang.

Dengang gik der en del besøg, før min mor regnede den ud. Når jeg blev gal og - bevares - ret urimelig søndag aften, spurgte hun: "Er du fordi du snart skal hjem?" Og så begyndte jeg at tude. For det var det.

Ikke mit livs stolteste øjeblikke...Som altså nu gentager sig, hver eneste gang jeg skal til eksotiske egne af verden - så som Lima, Berlin eller Kalundborg. Nu bare med LL som emotionel boksebold.

Således altså også i går. Vi skulle fejre hendes nye megaseje job (tre samtaler, tre tilbud om ansættelser på tre uger - hun er seriøst en vinder) og tage ordentligt afsked, inden jeg drog vestover.

I stedet skabte jeg mig. Blev en usikker lille høne. Vores sidste aften sammen i mere end en uge. Og jeg insisterede på at diskutere. Vel at mærke diskutere ligegyldigheder. Eller 'diskutere ingenting', mere præcist.

Jeg kender mit mønster, og LL kender det efterhånden også. Jeg bliver hys, hiver fat i en eller anden petitesse, klandrer hende og afkræver hende så naturligvis samtidig midt i min urimelighed, at hun skal være den voksne, der kan gennemskue, hvad det egentlig handler om (at jeg er ked af at skulle væk) - selvfølgelig uden at jeg forklarer det - og trøste og konfliktstyre.

Og det gider hun (selvfølgelig, for fanden!) ikke. Ikke hver gang i hvert fald - og det kan man vel ikke rigtigt bebrejde hende. Det ender med, at jeg eskalerer, og hun bliver vred. Og så har vi spiralen. Indtil en af os formår at stoppe op og trække vejret.

I går var det LL, der var den voksne.

Til sidst sagde hun - efter knap en times totalt ligegyldigt og 100 pct. stillestående skænderi, der - fordi der egentlig ikke rigtigt var noget at skændes om - mest på metamåden handlede om, hvem der havde sagt hvad den seneste time:

"Klokken er 21. Og nu hygger vi os. Punktum." 

Og selvom det i cirka to minutter var påtaget og awkward, at hun krævede, jeg smilede, mens jeg tudede ("Det der er det dårligste fake-smil jeg har set i mit liv. Prøv igen. Smil."), så lykkedes det faktisk. Vi fik vendt stemningen. Blev glade igen. Puttede og kyssede og faldt i søvn helt tæt.

Man kan godt snappe out of et skænderi. Det er pissesvært. Men man kan.

Fuck, jeg kommer til at savne hende.

Også selvom BB og jeg de kommende dage skal drikke al rødvin i verden og gå lange ture og midnatsbade og se film og drikke kaffe og sove middagslur (flertal) og spille scrabble (jeg vinder) og måske også snakke en lillebitte smule sammen. En lillebitte smule.

mandag den 19. august 2013

Hverdagslesbisk. Bare hverdagslesbisk.

Jeg har skrevet knap 400 indlæg på knap halvandet år. Og jeg kan ikke huske, om jeg allerede har skrevet om det her.

Det her med at holde i hånd.

Der er mange aspekter af en homokærlig hverdag, der er sårbare. Men for mig er intet så sårbart som at holde i hånd - eller ikke at holde i hånd - ude i virkeligheden.

Jeg sprang ud for otte år siden. Jeg var 25. Det var ikke svært. Snarere tværtimod, egentlig. Jeg nød nok lidt at være 'noget særligt' - at tilhøre en minoritet, som kunne undersøges og foldes ud. Provokere.

Lige som da jeg var teenager og malede peace-tegn på mine lilla Doc Martens. Jeg havde ikke noget problem med at skille mig ud (og har nok i øvrigt ikke skilt mig helt så meget ud, som jeg gik og troede/håbede - hverken med hippie-udklædningen eller homoseksualiteten. Ha).

Min første damekæreste og jeg lavede fisseøreringe i fimo-ler. Dem har jeg vist endda engang lovet at vise frem her på bloggen (det må jeg lige gøre alvor af snart). Købte feministiske t-shirts og gjorde en dyd ud af at tage hinanden i hånden i en katolsk kirke i Madrid. Ned med autoriteterne!

Og her står jeg så i dag. Og vil bare gerne være i fred. Ikke provokere, bare være på lige vilkår med alle andre.

Hvor homoseksualitet nok for mig startede som et valg - bevares, et dejligt valg, men jeg prøvede det i første omgang mest af af nysgerrighed - så er det det bare ikke mere. Jeg er blevet mere og mere lesbisk med årene. Mere og mere tilpas i min identitet som hverdagslesbisk. Ikke som vred lesbisk eller oprørsk lesbisk eller feministisk lesbisk. Bare hverdagslesbisk.

Jeg har meget svært ved nogensinde at se mig selv sammen med en mand igen. Selvom jeg stadig har været sammen med flere mænd end damer i mit liv. Jeg vil bare gerne have et ret så helt almindeligt kærligt liv med en kvinde. Stille og roligt og uden at vække opsigt.

Men nogle gange er det bare tydeligt, at både Livslebben og jeg laver en lynhurtig kalkyle og slipper taget i hinandens hænder. Hvis vi går tur og der fx kommer vestegnslignende knægte imod os. Fordi det ikke er værd at vække opsigt. Måske er det bare den der oprørsfølelse, jeg havde i metermål i mine tyvere, der så småt bliver afløst af noget ro. Måske har jeg bare givet op.

Og egentlig meganederen af mig, at jeg lader mine fordomme om deres fordomme definere måden, jeg handler. Så får ingen jo nogensinde lov at modbevise noget.

Jeg tænker - og skammer mig - over, at jeg slipper taget i hånden. Allerede i øjeblikket. Men jeg slipper alligevel. Accepterer, at jeg vælger mine kampe.

Men hey! Hvor vover jeg egentlig at skjule min kærlighed, når jeg lige har skrevet en klumme til Homotropolis om aldrig at tie om min seksualitet igen.

Måske skulle jeg finde fisseøreringene frem fra gemmerne?

NB! Husk, at der er homodemo i morgen kl. 17 fra Christiansborg Slotsplads!


tirsdag den 18. juni 2013

En form for FYI

Jeg er blevet single.

Det er ved at være et par måneder siden, og jeg har ikke lyst til at gå i detaljer. Jeg tænkte bare, at jeg måtte forklare, hvorfor der pludselig var pokkers langt mellem blogindlæg om Livslebben.

Er man klog og trofast, havde man måske allerede regnet den ud.

Nu skal jeg bare lige finde mine ben. Dem finder jeg blandt andet på mine løbeture. Som fx foregår her. Vestre Kirkegaard. Et af de rareste steder i København.


(Og til de nysgerrige: Det var udramatisk og enigt og fyldt med kærlighed.)
(Og til de bekymrede: I'm OK.)
(Og til dem, der mest tænker på Homohunden: LL har ham. Og det er ok og var aftalen fra starten. Og jeg må gerne låne og besøge og sådan.)



søndag den 2. juni 2013

Om lesbisk pølse og samliv

Fredag tilbragte jeg i selskab med tre gode damer og rigtig mange gode stærke pølser. Og ja, det sagde hun også i går.

Mine to lebber E. og K. er jo lykkeligt genforenet - jeg tager 100 pct. af æren - og havde inviteret mig og en anden veninde på pølse. (Jeg øver mig i øvrigt ihærdigt på ikke at skrive det-sagde-hun-også-i-går, hver gang jeg nævner pølser. Det holder hårdt. Små skridt, små skridt).

Og det var skidehamrende hyggeligt at hænge med dem. Stemmebåndene blev løsere og løsere efterhånden som paproséen blev tømt, og samtalen nåede forbi både parforholdsgrundirritation og sprøjteorgasmer (begge emner skal jeg nok vende tilbage til en anden dag, når jeg igen føler mig anonym og incognito og dermed momentant kan ignorere, at I er nogle stykker, der har regnet ud hvem jeg er ude i virkeligheden).

Vi snakkede også om, hvor svært det kan være at bo med en kæreste. Fordi man nogle gange - lige meget hvor meget man elsker nævnte kæreste - simpelthen ikke gider tale med vedkommende overhovedet. Og at der (i heteroland) kan være kønnede kommunikationsbarrierer i den sammenhæng. Hvilket jeg i dag synes er noget værre vrøvl. Altså at det har med køn at gøre.

Jeg ved ikke, hvordan M., der er hetero, nåede frem til det. Men pludselig udbrød hun i samtalen:

"Lesbianisme lyder jo simpelthen, som om det er at finde den perfekte roomie, man også kan knalde."

I øjeblikket - og med temmelig meget vino inden for vesten - blev selskabet hurtigt enige om, at det var den sjoveste og sandeste sandhed i universet. I en sådan grad, at jeg straks fandt min telefon og skrev det ned. Uden stavefejl. Selv med promille staver jeg som en dygtig korrekturpony:

"Lesbianisme lyder, som om det er lidt at finde den perfekte roomie, som man også kan knalde."

I dag hvor jeg tænkte, det ville være stof til verdens bedste blogindlæg, kan jeg godt se, at det nok lidt var boozen, der talte. For det er hverken synderligt sjovt eller synderligt sandt.

Det føltes præcis som dengang jeg vågnede fra en drøm og følte, jeg havde opfundet den bedste vittighed nogensinde. Og så sagde den højt til min ven. Og allerede idet jeg fortalte første halvdel, kunne jeg godt fornemme, jeg havde oversolgt den.

Den lød for øvrigt sådan her:

Spørgsmål: Hvad hedder Bengt Burgs datter?

Svar: Lykke-Julie

(PS. Jeg har tagget det her indlæg under 'hahaha'. Men burde måske oprette søgeordet 'haha' til lejligheden. Intet i ovenstående har fortjent et tredje ha. To ha'er max. Måske endda snarere et 'høhø'.)


fredag den 8. marts 2013

HELgjort er velgjort

Livslebben går inde ved siden af og maler i min stue, hvilket snildt kunne give mig dårlig samvittighed, men ikke gør det lige nu. For LL kommanderede mig ind i seng med Mac på maven og Homohund i fodenden. Hun havde også købt rød vingummi til mig. Jeg trængte til det hele (mest vingummi).

Status: Jeg har set alle mine serier (i dag: Girls, Parks & Recreation, Community, How I Met Your Mother, The Office og Modern Family). Og tjekket Lamebook, hvilket er dagligt ritual (grænsende til neurose). Måske skulle jeg læse videre i afsindigt dårligt oversat Naomi Wolf-bog om kvindefrigørelse.

Apropos neurose læser jeg den kun til ende, fordi der er en vis risiko for, at verden bryder sammen/der sker noget forfærdeligt med en, jeg holder af, hvis ikke jeg læser den færdig. LL spørger mig nærmest dagligt (fordi jeg hver aften brokker mig over, hvor irriterende bogen er), hvorfor jeg ikke bare dropper den?

Men DET KAN MAN JO IKKE. Altså med mindre man vil være sikker på, at andelsmarkedet falder helt sindssygt i 2014, eller man falder ned ad trappen (fuck jeg er bange for, at jeg med disse linjer placerer mig i en veritabel jinx-fælde. Gad vide om denne parantes ophæver? Eller om denne - denne - sætning gør det hele endnu værre?). Man kan jo ikke bare lade være med at læse en bog til ende. Det siger KG selv. For den uindviede: KG = Karmagud.

(Jeg har vist nævnt, at en bekendt har beskrevet mig som den mest hyperreligiøse ateist, han har mødt.)

Nå men tilbage til bogen. Hold kæft, den er dum, maaan. Den hedder noget så irriterende som "Frigjort?" (spørgsmålstegn. Spørgsmålstegn! Hvad gi'r du mig?) på dansk og er ikke halvt så hverken god, gennemarbejdet eller interessant som samme forfatters "The Beauty Myth", som jeg til gengæld varmt kan anbefale.

Måske skulle jeg bare sove. Kæft, hunden snorker. Søøødt.