Boyfriend.dk-erotik og Gaystortion

Siden sidst:

Kender du nogen, der kalder deres fisse for 'calzonen'? Ellers vil jeg godt trademarke.

Sidste weekend oprettede mig og min kære veninde K en fake boyfriend.dk-profil. Bare så vi kunne snage. Vi erfarede, at folk, der lægger erotiske billeder i deres galleri, typisk glemmer at tjekke baggrunden for Fætter BR-poser, medicinglas, snavsetøj og så fremdeles. Jeg blev i øvrigt meget bekymret for alle de nøgenbilleder-med-ansigter, man finder på boyfriend.dk. I disse hævnpornotider.

Gaystortion i Flensborggade var sjovt for alle på nær de her ca. 29 unger:

Eller måske var det faktisk også meget sjovt for dem.

Jeg holdt i øvrigt en slags effektiviseret LEAN-fest til Distortion på Vesterbro: Jeg ankom klokken kl. 19.15, var sejlende beruset kl. 20, gik hjem kl. 22.30 og sov så tungt kl. 23, at LL ikke kunne få liv i mig, selv da hun viftede en durumrulle under min næse.

Men hvor var det dog sjovt. Da de første par øl var kommet under vesten i hvert fald. Jeg tog hjem fra arbejde ved 18-tiden, fjernede en rugbrødsmad med fiskefrikadelle, tog pink læbestift på og vidste sådan ciiiirka, hvor mit gang (eller mit crowd eller mit slæng, hvis I forstår så'n en lille en) befandt sig (læs: i Flensborggade). Så jeg tænkte, at jeg da sagtens bare kunne gå af sted hjemmefra ædru og alene og uden præcise directions.

Den tanke fortrød jeg bitterligt, da jeg ramte Enghave Plads. Og yderligere, da jeg ramte Istedgade. Og fuldkomment, da jeg nåede Flensborggade og med rystende hænder måtte finde et hjørne med ryg mod mur og forsøge at overskue mængderne. Nåede flere gange at overveje at gå hjem igen. Så. Mange. Mennesker.

Meget overvældende omstændigheder for ædru type.

Men så kom først én skøn bøssebekendt og snart endnu en og fire og seks til, og så åbnede jeg den øl, som jeg (hvor grinagtigt) synes, det var for stigma at åbne, mens jeg stod alene. Omgivet af drikfældige/allerede druknede homoer. Flot.

Åh! Jeg føler mig simpelthen så hjemme, når jeg er sammen med mine homoer. Det er en vild og grænsende til sappy følelse af at høre til. Vi dannede en cirkel og grinede, så vi spyttede ned i vores plastikshotreagensglas.

Og i dag har jeg ondt i hovedet og lyst til at spise hele verden. Med salt på og dyppet i friture.

---

Vela + Speed-dating + Evig iboende angst for at møde folk ansigt til ansigt.

På torsdag arrangerer Vela speed-dating. Det er sgudda spændende. Hvis ikke det var, fordi jeg var i fast forhold på snart fjerde år (gulp), ville jeg helt klart deltage med hundrede procents sikkerhed sidde derhjemme og tude over, at jeg hverken havde modet eller selvtilliden til at være med.

Jeg kan seriøst ikke forestille mig noget mere utrygt end speeddating. Jeg er MESTER i online-dating (jeg er åbenbart mester i mange ting - også den usunde ske, fx). Eller altså, det var jeg. Jeg føler mig totalt på hjemmebane så snart det handler om ord og skrift og alt det.

Og frem for alt så snart jeg kan gemme mig bag en lille skærm (anonym blogger, anyone?).

I samme øjeblik, som jeg sidder over for et andet menneske – især hvis dette andet menneske er et, jeg har en eller anden form for seksuel/romantisk interesse i – går jeg helt i flovhed. Med mindre jeg er fuld. Altså sådan rigtig fuld. Jeg er alt for dårlig til at holde mig på egen banehalvdel og ikke hele tiden se mig selv med modpartens blik. Det er faktisk lidt af en akilleshæl.

LL kunne knap genkende den Såkaldte Lebbe, der inviterede hende hjem på en glas vino en uges tid +/- efter den første vanvittigt hede nat. Jeg var faktisk nærmest ikke i stand til at kigge hende ind i øjnene (der ellers er de pæneste, jeg nogensinde har kigget ind i), og det var nok blevet ved et one-night-stand, hvis ikke LL denne anden aften havde taget sagen og/eller initiativet i egen hånd (så at sige).

Så speed-dating. Det lader vi de lækre mennesker om. Eller i hvert fald dem med bedre face-to-face-selvtillid end undertegnede.

Men SHIT, jeg vil gerne høre jeres historier efter torsdag.

Og i øvrigt: er I også helt VILDE med ham der Dennis, der på facebookeventet helt høfligt spørger, om han må komme med til lesbisk dating-event? Han måtte gerne komme til mit lesbiske datingevent. Anytime. Når nu han spørger så pænt. Det kom til at lyde mere lummert og han-skulle-ikke-gå-mange-gange-rundt-om-min-seng-agtigt, end planen var. Men det må I selv ligge og rode med. Som man siger.

Og så til event-detaljerne fra Facebook, der blandt andet peger på, at man kan sidde i ly for en THUNDERSTORM, hvis man møder op. Er Facebooks vejrprognoser ikke altid sådan lidt overdramatiske, altså, fald nu ned Facebook, har der *nogensinde* været thunderstorm i Danmark?

---

Slet ikke lesbisk nok.

Jeg har passet min ven og faste hundeluftpartner-in-crimes lille damebulldog et døgns penge. Og har således erfaret, at min hundegrænse går ved lige præcis to styks. 

OMG, hvor er jeg simpelthen alt for lesbisk (I ved, det er kun rigtige kvinder, der kan holde styr på flere ting på samme tid) til at multitaske mig gennem tre hundesnore.

Dels er der det stigma, der følger lige i røven på professional dog walker-looket.

Og dels er der den der følelse, når hende den ret så cute lebbe, som man altid møder, når man lufter, og som har sin egen franske bulldog, kommer cyklende forbi, og man har lyst til at råbe efter hende, at man altså IKKE er en crazy hunde-hoarder, der ikke forstår at stoppe i tide men simpelthen bare hvert andet år må tilegne sig endnu fransk til flokken.

Jeg så på et tidspunkt et hundeprogram (for sådan en er jeg åbenbart), hvor der var en dame, der havde fem hunde. Og beskrev dem – hende og hundene tilsammen, altså – som "KOBBELET". Altså. At de var ET HUNDEKOBBEL.

Hende vil jeg aldrig blive til. Aldrig.

(Og det der med Orange Is The New Black (som dem, der ikke følger mig på Facebook, måske ikke ved, har jeg smugset de første 6 afsnit af tredje sæson som en slags ”tak for lebbeindsatsen, kammerat” fra Netflix). Det skal nok komme. Men jeg må ikke endnu. Ingen spoilers før juni, siger PR-typerne. Og jeg retter naturligvis ind.)

---

Hold nu kæft med de sammenligninger. Sagde lebben til sig selv.

Der var siiindssygt mange lebber i København i pinsen. Eller også har de været her hele tiden og benyttede bare solskinsvejret til at komme frem fra deres ... huller.

Der passerede et lebbepar med barnevogn forbi mig om søndagen på Frederiksberg et sted. Og de så noget så søde og voksne ud. Jeg tog mig selv (that's what she said) i at tænke, åh - gid min egen lille homokonstellation så blot tilnærmelsesvis lige så sød ud.

Og så kiggede jeg ned af mig selv. Som jeg sad der på christianiacykelladdet med vind i håret, smil om læben, to topnuttede hunde foran mig og verdens bedste lebbe ved styret bag mig. På vej ud i det blå med kirsebær og kolbekaffe.

Og så gav jeg mig selv:

1. Et halvhårdt mentalt slag i baghovedet over evig-pessimisme og undervurdering af egne omstændigheder.

2. Lov til at nyde, at alt faktisk bare er helt vildt godt og fint. Uden sammenligning.

---

En slags "Find Lebbe-Holger". Og jeg vandt.

Jeg har fundet hende! Ja. Jeg har fundet den anden lebbe på Vesterbro, der også fra tid til anden lufter to franske bulldogs. Og nej. Jeg mener ikke den lebbe, som jeg deler seng med. Og som fra tid til anden lufter vores franske bulldog. Jeg mener ikke LL, nej.

Nå men så så man lige mig ræse fra work for at lufte hunde, der nægtede at lægge en lort, inden LL skulle af sted til træning. Fint nok. Jeg havde en hel episode af Dan Savage (jeg har, fordi jeg ikke er en næriglebbe, købt abonnement på the magnum edition. Du burde gøre det samme - det er alle pengene værd!) til gode. Kunne sagtens høre den, mens jeg luftede kræene.

Kastede dem forbi Enghaveparken med først Dan og siden LL ("skat, hvis man ikke kan cykle hjem efter spinning, bliver man så hentet?" - svaret er nej) i ørerne.

Og der stod hun så. I al sin (i øvrigt - bevares - ganske tiltrækkende) lesbiske glory. Inklusiv stretch i øreflippen og ikke decideret uinteressante piercinger i munden.

Lang snak om hunde. Og igen den her kriblen i fingrene ... efter at åbenbare for hende, at jeg altså OGSÅ var lebbe, selvfølgelig. Hun fik sagt "ex girlfriend" om damen, jeg tidligere har mødt samme meganuttede hunde i selskab med ('Livet som hundeejer' for 500 kr., tak. Man kender hundene men ikke ejerne. Klassisk.)

Og jeg fik (pyhada) naturligvis sneget ind, at jeg også foretrak den punani.

Hvorfor fanden er det så vigtigt? Hvorfor kunne jeg slet ikke lige klare tanken om at dele en fredelig hundesnak med fremmed lebbe uden behov for at forklare at jeg altså delte hendes udmærkede seksuelle standpunkt? Hvad sker der?

Men hey. Hun var ikke bedre selv - hun smed faktisk ex girlfriend-kortet først. Kom ikke her.

Vi lebber kan bare tilsyneladende rigtig rigtig rigtig godt lide at bekende (hele den regnbuefarvede) kulør.

---