Wow.
Hold da kæft nogle omfangsrige kommentarer, I har lagt henne under det der indlæg om at få/ikke få børn. Tak for alle jeres holdningstilkendegivelser.
Jeg kan allerede fornemme, hvordan det her risikerer at blive så betændt, at det bliver faaaarligt for en lille konfliktsky høne med evig angst for at blive hadet og misforstået som undertegnede.
Men!
Jeg synes, det er tankevækkende, at der som en understrøm i faktisk samtlige kommentarer under gårsdagens indlæg eksisterer et klart ideal, nemlig at:
Man skal da have børn.
Måske er det havnet der mellem linjerne helt ubevidst - det, tror jeg egentlig, er tilfældet. Men hvis man kigger efter det, er holdningen lidt, at et fravalg af børn (og selve brugen af begrebetet 'fravalg' i denne sammenhæng vender jeg tilbage til) altid bunder i, at man fx befinder sig i en situation, hvor (også) andre positiver mangler i livet: Man er ikke sammen med den rigtige partner eller har ikke fundet 'den store kærlighed'. Altså lidt, at det ikke-at-få-børn er det 'mindre gode valg'. Agtigt.
Og det skurrer i mine ører.
Åhada.
Jeg får hele tiden lyst til at indskyde i bisætninger, at jeg personligt bare er i tvivl, om jeg vil have de fjollede unger. Jeg har hverken taget stilling for eller imod.
Jeg har masser af kærlighed at give og tror (på gode dage), at jeg ville blive en fab forælder. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg køber den der med, at det at få børn er den absolutte altruistiske handling.
Det er ikke mit indtryk, at forældre er særligt meget mindre egoistiske end os barnløse (og SÅ havnede hånden i hvepsereden) - og bevares, man skal da ofre sig for et andet væsen - men uden sammenligning ellers: det skal man altså også, når man har en hund. Eller en kæreste. Eller et job.
Og er der ikke også gennem historien et par eksempler på nogle sindssygt selvopofrende barnløse kvinder, nu vi graver helt dybt ned i argumentationsposen? Jeanne D'Arc? Florence Nightingale? Mother Theresa?
Det er som om man ikke engang kan tale om det 'ikke at få børn' som et decideret valg. Det bliver altid formuleret som et fravalg, se bare i kommentarerne under indlægget i går: "nu hvor jeg har fundet den rigtige kærlighed, SÅ skal jeg have børn."
Jeg ville gerne hen et sted, hvor jeg kunne træffe valget - det ene eller det andet - uden at alle så den ene mulighed som et fravalg.
Fordi jeg føler, jeg allerede her i valgprocessen er enormt farvet af, at der - dybest set - er et rigtigt valg (børn) og et forkert valg/fravalg (ikke børn). Hvis jeg vælger at få børn, tror jeg ikke, der er nogen, der vil spørge mig hvorfor, jeg har valgt sådan. Men vælger jeg at lade være - så kommer spørgsmålene.
Derfor gad jeg i virkeligheden godt høre forældre, der var ærlige nok til at sige højt, at det også er et fravalg at FÅ børn. For mine venner fortæller mig, at det af og til er netop sådan, det forholder sig ... men kun under fire øjne.
Men igen:
Jeg er i tvivl. Ad helvede til. LL bliver verdens bedste mor, ingen tvivl om det, og jeg har også selv et udmærket potentiale, skulle jeg mene. Masser af kærlighed fx. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver parat til at opgive et liv, jeg faktisk holder helt vildt meget af - med udeliv, træning, kærestetid, spontane venneaftaler, en hel dag foran computeren med serier - for moderskabet.
Men det er umuligt at træffe et oplyst valg, så længe 'fravalget' (eller lad os sige tilvalget af sig selv og et rigt socialt/arbejdsmæssigt liv) er så tabubelagt.
En veninde fortalte for nyligt om en undersøgelse, der peger på, at forældre er ulykkelige. At mennesker med børn - sådan helt gennemsnitligt - er mindre lykkelige end mennesker uden børn. Helt fra ungerne bliver født ... og lige til de flytter hjemmefra. Sgu. Jeg fandt lige en artikel om undersøgelsen i Berlingske.
Det er da også tankevækkende?
Hold da kæft nogle omfangsrige kommentarer, I har lagt henne under det der indlæg om at få/ikke få børn. Tak for alle jeres holdningstilkendegivelser.
Jeg kan allerede fornemme, hvordan det her risikerer at blive så betændt, at det bliver faaaarligt for en lille konfliktsky høne med evig angst for at blive hadet og misforstået som undertegnede.
Men!
Jeg synes, det er tankevækkende, at der som en understrøm i faktisk samtlige kommentarer under gårsdagens indlæg eksisterer et klart ideal, nemlig at:
Man skal da have børn.
Måske er det havnet der mellem linjerne helt ubevidst - det, tror jeg egentlig, er tilfældet. Men hvis man kigger efter det, er holdningen lidt, at et fravalg af børn (og selve brugen af begrebetet 'fravalg' i denne sammenhæng vender jeg tilbage til) altid bunder i, at man fx befinder sig i en situation, hvor (også) andre positiver mangler i livet: Man er ikke sammen med den rigtige partner eller har ikke fundet 'den store kærlighed'. Altså lidt, at det ikke-at-få-børn er det 'mindre gode valg'. Agtigt.
Og det skurrer i mine ører.
Åhada.
Jeg får hele tiden lyst til at indskyde i bisætninger, at jeg personligt bare er i tvivl, om jeg vil have de fjollede unger. Jeg har hverken taget stilling for eller imod.
Jeg har masser af kærlighed at give og tror (på gode dage), at jeg ville blive en fab forælder. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg køber den der med, at det at få børn er den absolutte altruistiske handling.
Det er ikke mit indtryk, at forældre er særligt meget mindre egoistiske end os barnløse (og SÅ havnede hånden i hvepsereden) - og bevares, man skal da ofre sig for et andet væsen - men uden sammenligning ellers: det skal man altså også, når man har en hund. Eller en kæreste. Eller et job.
Og er der ikke også gennem historien et par eksempler på nogle sindssygt selvopofrende barnløse kvinder, nu vi graver helt dybt ned i argumentationsposen? Jeanne D'Arc? Florence Nightingale? Mother Theresa?
Det er som om man ikke engang kan tale om det 'ikke at få børn' som et decideret valg. Det bliver altid formuleret som et fravalg, se bare i kommentarerne under indlægget i går: "nu hvor jeg har fundet den rigtige kærlighed, SÅ skal jeg have børn."
Jeg ville gerne hen et sted, hvor jeg kunne træffe valget - det ene eller det andet - uden at alle så den ene mulighed som et fravalg.
Fordi jeg føler, jeg allerede her i valgprocessen er enormt farvet af, at der - dybest set - er et rigtigt valg (børn) og et forkert valg/fravalg (ikke børn). Hvis jeg vælger at få børn, tror jeg ikke, der er nogen, der vil spørge mig hvorfor, jeg har valgt sådan. Men vælger jeg at lade være - så kommer spørgsmålene.
Derfor gad jeg i virkeligheden godt høre forældre, der var ærlige nok til at sige højt, at det også er et fravalg at FÅ børn. For mine venner fortæller mig, at det af og til er netop sådan, det forholder sig ... men kun under fire øjne.
Men igen:
Jeg er i tvivl. Ad helvede til. LL bliver verdens bedste mor, ingen tvivl om det, og jeg har også selv et udmærket potentiale, skulle jeg mene. Masser af kærlighed fx. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver parat til at opgive et liv, jeg faktisk holder helt vildt meget af - med udeliv, træning, kærestetid, spontane venneaftaler, en hel dag foran computeren med serier - for moderskabet.
Men det er umuligt at træffe et oplyst valg, så længe 'fravalget' (eller lad os sige tilvalget af sig selv og et rigt socialt/arbejdsmæssigt liv) er så tabubelagt.
En veninde fortalte for nyligt om en undersøgelse, der peger på, at forældre er ulykkelige. At mennesker med børn - sådan helt gennemsnitligt - er mindre lykkelige end mennesker uden børn. Helt fra ungerne bliver født ... og lige til de flytter hjemmefra. Sgu. Jeg fandt lige en artikel om undersøgelsen i Berlingske.
Det er da også tankevækkende?
Dejligt med en anden side
SvarSletDet er jeg glad for, du synes!!
SletJeg tror, spørgsmålene kommer, så snart man bevæger sig uden for normen. Har man 1-3 børn, er der ingen spørgsmål (så vidt jeg altså husker).
SvarSletMen så skulle du prøve 4! Alle vil rigtig gerne vide, om alle mine rotter har været planlagt, og om jeg har fået dem med samme partner. 2 standardspørgsmål, der falder næsten hver gang.
Hrmpf! Det er åbenbart svært at forstå, at jeg altså bare har valgt at få 4 børn.
I øvrigt vil jeg bakke dig op i dine betragtninger om friheden til at fylde sin tid ud, som man vil.
Jeg nyder de uger, hvor rotterne er hos mig. Menøh ... for satan hvor jeg også nyder de uger, hvor de er hos Lucifer.
Sweet freedom!
Hahahaha. Det betyder faktisk virkelig meget at høre den beskrivelse også. Og (som SoerenM også antyder nedenfor) er det måske især fedt at høre en mor sige sådan. Selvfølgelig er det også fedt at være uden børn. Engang imellem. I suppose.
SletMå jeg godt føle mig lidt misforstået? Bare lidt. Jeg kommenterede også i går, og mener ikke at man SKAL have børn, og jeg mener da slet ikke noget om hvorvidt det vil være det rigtige for dig, at få børn.
SvarSletMen jeg mener at det er så vigtigt et spørgsmål i et menneskes liv, at det fortjener at man tager stilling til det, ikke bare ender med ikke at få børn fordi man aldrig fik taget stilling og gjort noget ved det, inden det var for sent. Eller næsten værre endnu, at få børn uden at have forholdt sig til om man vil det (og betale prisen).
Og ja, hvis man vælger at få børn, fravælger man en masse andre ting. For mig er det primært at jeg har måttet lære at leve meget mere struktureret, end der falder mig naturligt. Jeg kan ikke blive på arbejde til klokken 6 hvis der er børn der skal hentes, jeg kan ikke pimpe rødvin til klokken 4 om morgenen hvis der er børn der står op klokken 6 og der skal helst være nogen der har tænkt over aftensmad, så den kan være klar inden børnene skal i seng.
Jeg har også fravalgt alle de ting, jeg ellers kunne have brugt betalingen til vuggestuer, børnehaver, tøj osv. til. Der er så rigeligt til at par jordomrejser eller tre. Jeg mener jeg har set et sted at første barn koster en million i gennemsnit.
Og så en indrømmelse mere, som jeg nok som far dømmes mindre for end en mor ville blive det (verden er nogen gange temmeligt uretfærdig). Nogen gange glæder jeg mig til de uger hvor børnene er hos deres mor, og jeg kan være nøjagtigt ligeså ustruktureret som jeg vil.
Du behøver ikke føle dig misforstået. Jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener. OG du har ret. Det vigtigste er at træffe et informeret valg. Og netop det er svært, fordi det er forbundet med så meget tabu at pippe om, at børn måske var det forkerte (til)valg.
SletJeg ved, hvad du mener. Og selvfølgelig er børn 'det værd'. Men måske er "ikke børn" også 'det værd'? Åh, hvor er det dog kompliceret og svært, det her!
Jeg er SÅ taknemmelig, fordi du har taget emnet op (det var bl.a. mig som efterspurgte det). Jeg læser med stor interesse både dine indlæg og kommentarerne, for jeg har sgu svært ved at finde ret meget om det, især på dansk.
SvarSletJeg står selv i den situation, hvor min elskede gerne vil have børn (snart) og jeg har i en del år nu regnet med, at det skulle jeg aldrig have og var glad for den beslutning. Netop fordi jeg kan lide mit liv, som det er nu. Jeg har ikke en moderdrift i mig, selvom jeg lige som dig tror, jeg vil være en god forælder. Og samtidig er en kæmpe frygt, at hvis vi vælger at få børn, så går forholdet måske i stykker, fordi ALT ændres, og vi har ikke tid til hinanden og vores kærlighed mere. Så står man der med et delebarn og en bitter smag i munden...
Vi er i samme båd, kan jeg høre! Var det dig, der skrev mail til mig?
SletNej, men jeg overvejer at gøre det. Jeg synes, at alle input er super tiltrængte.
SletAlle valg der 'permanent er gensidigt udelukkende' resulterer i svedige hænder, kvalme og hjertebanken. Punktum.
SvarSlet(Et valg der for evigt udelukker det modsatte, skulle nogen være i tvivl.)
Os der har fravalgt livet uden børn ;o) ved at med børn kommer sjovt nok også ønsket om at drosle ned fsva karriere, sociale aktiviteter, etc. - i en periode(!!!). Det sker bare uden man har et valg... Ynglet bliver bare helt automatisk prioriteret højest. Og man æææælsker det. Punktum.
Det fede i den her sammenhæng er, at børn er den eneste beslutning man aldrig kommer til at fortryde. Aldrig! (Pisse helligt ja... Og jo, når de ligger lilla-blå i hovedet med snottet drivende og hamrer i gulvet i Netto kunne man da godt ønske dem væk for en stund... følelsen vil bare aldrig være permanent.)
God weekend
Uhada. Det er virkelig farligt territorium, det her! :)
SletJeg synes lidt, du taler i nogle farlige finitter i den kommentar. Generaliserer en lille smule, fordi du bruger 'man' i stedet for 'jeg'. Og dermed taler med ind i nogle normer vedr. moderskab, der gør rammerne meget smalle og stramme.
For der FINDES mødre derude, der ikke automatisk prioriterer ynglet højest. Eller elsker det. Eller fortryder. Side om side med kærligheden. Det ved jeg, fordi jeg har talt med dem. Og dem er det vigtigt at prøve at forstå også. Og acceptere. De er ikke nødvendigvis forkerte. Måske er moderskab bare ikke så universel og evigt sand og biologisk drevet en 'tilstand', som man kan læse sig til på alle speltbloggene?
Hvis du forstår, hvad jeg mener. Det er det rigtige for dig, og du elsker det. Og det er jo faktisk helt fantastisk. Men der er også en del mødre, der ikke kan overskue hverken børnene eller moderskabets fravalg.
Hvis det giver mening?
Ja, jeg forstår hvad du siger men... jeg tror bare at når folk siger de fortryder deres børn er det nok nærmere omstændighederne de fortryder. Rammerne og fravalgene. At partneren skrider, jobbet ryger eller at man ikke var helt så stærk i "cupcake" og "time management" som man gik og troede og derfor føler et nederlag.
SletBørn fortryder man ikke. Og ja, det er den biologiske tilstand vi 'morpher' os om til når først vi har født.
Det kan godt være nogen har svært ved at se skoven for bar' træer, for helt ærligt så er det verden hårdeste og dårligst lønnede job.. Men lur mig om ikke de, når de kommer ud på den anden side, kan stå ved deres yngel.
Mange ord uden at nå den egentlige pointe. Du skriver om valg/fravalg. Og så var der det med at fortryde noget man har gjort vs. fortryde noget man aldrig fik gjort... og de permanent gensidigt udelukkende valg. Man kan tage én uddannelse, ombestemme sig og tage endnu en, skifte jobbet, sælge huset, flytte til udlandet - alt sammen noget der kan gøres om. Børn er der ingen returret på - og kan ikke trylles frem når først det biologiske ur har ringet.
Jeg er ikke super-spelt-mor. Fik barn så tidligt at jeg jeg nu midt-tredive har myndigt yngel, uddannelse, karriere, villa, støvmider og Volvo. Så her i min anden ungdom vil jeg vælge ikke at få børn selvom alle i omgangskredsen ligner spærreballoner :o) og nyde at have tid til alt det jeg har holdt pause fra.
Der er ikke et rigtigt og et forkert valg. Man må (igen et hårdt ord - har en tydelige hang til skarpt optrukne linier. Nogen psykologer til stede?) ikke få børn med mindre man har lyst til det. Men valget bør tages aktivt og du skal ikke være bange for at fortryde hvis du har lyst til at vælge børn til. Dér kom pointen.
Shit, hvor var det et GODT SVAR.
SletTak.
Det giver mening alt det du skriver. Og jeg ved godt, at mine alarmklokker nok bimler lidt rigeligt højt, når nogen VOVER(!) at nævne at de er lykkelige i moderskabet :)
Du har ret. Og det er netop det med det gensidigt udelukkende valg, der er så forbandet. Der findes ikke en "okay jeg vil godt alligevel"-knap. Når det er for sent er det for sent. Jeg kan godt misunde dig, at du har det "overstået" allerede nu - hvor vi vel er nærmest jævnaldrende. For en helt anden angst er angsten for en ensom alderdom uden børn og børnebørn. Du kan nok høre, jeg - som 32-årig - tager alle bekymringer, jeg kommer i nærheden af, på forskud...
Rigtig god weekend. Og tak fordi du tog dig tid til at uddybe!
Du er kvinde, og kvinder bekymrer sig, næsten pr. definition, for meget. Det har jeg oversat en bog om ;-)
SletFor eksempel giver det ingen mening at bekymre sig over måske at få en ensom alderdom, hvis man ingen børn har. Sådan en kan man udmærket få alligevel. Der er ingen garantier der, pomfrit.
Og at være ensom i sin alderdom må næsten være værre, hvis man har avlet børn. For så er der en sandsynlighed for, at man er blevet fravalgt.
Shit.
jeg er på ingen måde tilhænger af "skal" når det kommer til at forplante sig. fik barn ret tilfældigt da jeg var 19, og i perioder har jeg sgu været en tåbelig mor. simpelthen pga ren umodenhed og egoisme.
SvarSletfortryder at blive forældre, tror jeg faktisk ik man nogensinde gør, fordi den stærke kærlighed går ind og "lukker af" for tanker i den retning.
men klart er man mere "jævnt" lykkelig uden børn, man har kontrol (for såvidt) over sit liv og sin hverdag.
især kan man hurtigt- i min optik, blive utroligt trælse næsten- midaldrende forældre med ulidelige og uopdragne projektbørn. amen
ps: de super trælse forældre jeg nævner, er som regel over 40. bare lige så begreberne er på plads :)
SvarSletJeg forsøgte at være meget personlig i min kommentar til dit lydklip 3. Dette for at undgå at generalisere og dermed lyde som om at valget om at få børn er mere rigtigt end valget om ikke at få børn. At jeg personligt har skiftet holdning fra at ikke ville have børn til nu at ville, har intet at gøre med at jeg mener at børn er det rigtige valg (faktisk hverken for andre eller for mig selv). Mit valg om sandsynligvis fremtidige børn kan jo sagtens gå hen at vise sig at være den forkerte beslutning. Hvad ved jeg. Min pointe var at jeg havde mine grunde til aktivt at fravælge børn. Nu har jeg mine grunde til aktivt at tilvælge dem.
SvarSletDet er generelt surt at hvis man ikke gør/opfører sig som flertallet hvad angår noget som helst, forventer folk at man forklarer sig selv!
...Det slår mig dog lidt som spøjst at du kysser din kæreste, med håb om en reaktion fra fremmede fordi du 'ikke følger normen', men at folk kommenterer på dit fravalg af børn fordi du der 'ikke følger normen' går dig lidt på. Er forskellen på de to ting at du er sikker ift din kæreste men ikke ift børn? Eller er det mig der er fejlagtig, når jeg tillader mig at drage en parellel mellem de to normbrydende ting?
(Sidste del der er bare en undren som egentlig ikke har noget med beslutningen om børn eller ikke børn at gøre, det indser jeg. Er bare nysgerrig)
Hej xx
SletTak for din kommentar.
Jeg er meget ked af, hvis jeg faktisk endte med at blive ligeså generaliserende i dette blogindlæg, som jeg fornemmede kommentarerne var til det forudgående. For du har ret. Det er jo bare dybt personligt, det her - og mange tak for din personlige beretning.
Jeg tror bare, jeg af og til savner en helt objektiv fortælling om det her med at få børn. Fordi alle der har erfaringen (altså børnene) bare er så sovset ind i alt det tabu, der omgærder det med at tale ærligt om the downsides ved forældretilværelsen.
Giver det mening?
Egentlig kan man sammenligne det med den diskurs der er om 'parforholdet'.
Mange (jeg skal ikke selv se mig fri for det, selvom jeg prøver at være opmærksom på ikke at falde i den fælde), oplever jeg, ser parforholdet som 'højere på udviklingsstigen end singletilværelsen.
Og det er jo noget værre vrøvl, egentlig. (Åh, jeg håber det giver mening det her!) - man hører folk sige "du skal nok finde én" til singler, men aldrig nogen sige "du skal nok blive single igen", når de har en partner. Som om det partout er bedre at være to.
Og lidt ligesådan med børnene. Parforholdet og familietilværelsen har lidt fået karakter af det endelige og universelle svar på alle livets kvaler. Jeg synes såmænd bare, det er interessant at stille spørgsmålstegn ved det - prøve for et øjeblik at anskue det som en konstruktion.
Og så: Din sidste kommentar - den med det spøjse - er vist lidt søgt. For jeg synes virkelig, at jeg i indlægget om det med at 'kysse kæresten foran offentligheden' netop beskrev hvor dobbelt, jeg havde det med at 'være synlig'. Og så er kys og familiestrukturer altså også to meget forskellige ting...ikke? :)
Jeg håber, det giver mening - jeg havner ofte i lidt uforståelig stream-of-consciousness, når jeg skal forklare mig på denne måde. Så spørg, hvis der er upræcisheder (ha - "hvis"!).
KH.
Tak! Det er befriende at læse, at der er andre der har gjort sig tanker om begrebet "fravalg", når det kommer til ikke at ville have børn. Jeg mener at det er (eller bør være) et aktivt TILvalg at få børn. Jeg bliver ofte mødt at spørgsmålet om hvorfor jeg dog ikke vil have børn, når emnet kommer op, - og jeg vender den for det meste om og spørger dem hvorfor (uuh!) de vil have børn. Mange har helt ærligt ikke reflekteret synderligt over det, men gør det fordi det er normen. Andre er mere velovervejede og har gode argumenter. Men fælles for dem er at de har lettere ved at forstå hvor jeg "kommer fra" når det bliver sat op på dén måde.
SvarSletSigne (med sin første blog-kommentar ever, sgu! :))
Mange tak for din kommentar. Og ja, det er netop det, der er så tankevækkende - at normen i så høj grad er forældreskabet, at man knap kan være af en anden holdning uden at skulle forsvare den. Og godt bare at præsentere modspørgsmålet (på en konstruktiv måde, er jeg sikker på!).
SletTak fordi du læser med!
KH.
Hej du
SvarSletTak for at tage emnet op. Ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte..
På en eller anden måde sidder jeg lige nu midt mellem de to muligheder: børn/ikke børn. Jeg er gravid i 7. måned med donorbarn, som jeg har valgt at få selv.
Og mens jeg på den ene side er helt afklaret med det valg, og synes det hele er vildt spændende og nyder min graviditet og det at bevæge mig et nyt sted hen i mit liv - så går jeg jo også rundt og tager afsked med store dele af mit gamle liv, og panikker jævnligt over alt det, jeg kommer til at give afkald på, og misunder dem, som fortsat bare kan gå ud og opleve verden som sig selv - som ikke har den her følelse af, at deres krop og liv er blevet overtaget af noget andet, et andet liv, et andet menneske, som man ikke kender..
Bum. Der er altså også noget med, at det der børnepres er exceptionelt stort her i Danmark og København. Vi lever sgu alle sammen rimeligt konformt, og bliver konfronteret med det, hvis ikke vi følger opskriften. Jeg har veninder, der bor i London, f.eks. De har valgt ikke at få børn - men det er der ingen der løfter et øjenbryn over derovre. Så de knokler bare videre på deres fede jobs, rejser verden rundt og knalder hele tiden. Det giver sgu da meget god mening.
.. Den anden dag gik det op for mig, at det inde i mit hoved sådan set gav mere mening at få et regnbuebarn eller at få børn alene, end at få børn, når man elsker hinanden helt vildt og har et fantastisk sexliv. Alt det man så må sige farvel til! - øh.. ja. Ved godt, det lyder lidt bagvendt. Og det handler selvfølgelig også bare om, hvordan jeg selv forstår mit eget liv. Men.. jeg tror bare ikke altid, at der af det ene nødvendigvis bør følge det andet.
Åh. Og nu har jeg siddet i 100 år og forsøgt at konkludere et eller andet på det her, eller komme med nogle vise ord fra _min_ beslutningsproces, men.. det kniber med genialiteten. Tror ikke jeg kan sige ret meget andet, end at du har ret i, at det er tvivlen, der er værst. Når først man har taget _en_eller_anden_ beslutning, så er det jo bare sådan det er. Så er det ens liv, og så er opgaven at få mest muligt ud af det. Det er, kan man sige, fordelen ved de her uigenkaldelige, eller gensidigt udelukkende beslutninger. Man skal sgu ikke være så bange for at fortryde, for det giver ingen mening alligevel. (Ej, sorry. Nu prøvede jeg alligevel at være klog. Jeg klapper i nu.)
Vh mig (som i øvrigt synes det er en super fed blog, du har. Tak for den. :)
Hahahaha. Tak for din kommentar! Jeg synes, konklusionen er så klar i det, du skriver - den er lige der mellem linjerne og lyder vel bare: man skal gøre lige præcis hvad der føles rigtigt for én selv - ikke for masserne - og gid folk så ellers kunne acceptere det valg, man måtte træffe.
SletJeg synes det er interessant, at du peger på, diskursen er anderledes i DK end i andre lande. Det vidste jeg ikke. Men jeg kan godt måske lidt se det for mig, når du siger det.
Held og lykke med projekt baby - jeg er sikker på, du bliver en fantastisk forælder!
Sjovt. Rent logisk kan jeg kun se børn som et (til)valg og ingen børn som et mangel på (til)valg. Man vælger ikke fra, man lader bare være med at vælge til.
SvarSletFår man børn, så vælger man (ideelt set) at gå fra at være to til at være tre. Eller fire eller fem. Præcis på samme måde som man (til)vælger, at få en hundehvalp eller et pindsvin eller en fælleskonto.
(Ja, jeg sammenlignede en baby med en fælleskonto og et pindsvin. Shoot me.)
- Hilsen hende, der er (stik)tosset med parenteser.
Men er ethvert tilvalg ikke også et fravalg? Og dermed bare et 'valg'? ...eller?
SletOg du får pluspoint for at sammenligne børn med pindsvin. Det kan jeg ret godt li'.
/lebben
jeg synes egentlig ikke at det der primært løber som en understrøm i de kommentarer er en opfattelse af, at det rigtige er at få lyst til at få børn, men snarer det som du selv italesætter, nemlig den biologiske situation kvinder befinder sig i, som tvinger en til at stilling eller acceptere at en ikke-stillingtagen munder ud i risikoen for fortrydelse og at biologien besluttede for én. Altså at det det handler om er det med uigenkaldeligheden, som vi er meget uvant med efterhånden og så det med den sindsyge kønsforskel, der er tilbage på netop det punkt, og som i høj grad farver mænds og kvinders eksistentielle position uanset om de får børn eller ej. Det at man KAN som mand undlade at vælge eller deideret fravælge børn og så alligevel få dem om tyve år.. + en særlig lebbeting er jo det der med at det ikke sker sådan ups, vi slækkede lidt på pillerne og sker det så sker det (som jeg egentlig tror,jeg vil foretrække ), men at det netop er nød til at være så utrolig bevidst et valg som man skal handle på på en meget mere konkret måde end bare at have sex med sin kæreste...
SvarSletDet har du rigtig meget ret i. Jeg havde en (kvinde)kæreste for mange år siden, der sagde "hvis vi kunne blive gravide ved et - ups - tilfælde, ville jeg klart beholde barnet lige nu" - men sådan sker det jo i sagens natur ikke, når man er to kvinder. Og det er vel bare skidesvært at vide, at et valg kan være noget man fortryder og ikke kan ændre om tyve år. Puhada.
SletAltså når jeg tænker "jeg vil have børn" nu, så er det helt klart "jeg er bange for at fortryde hvis ikke jeg når at få dem"-tanken, der presser sig mest på. Og lysten til at tilvælge noget, jeg slet ikke kan forestille mig, hvordan ville være. Jeg har brugt meget tid på at være på misundelig på heteroseksuelle mænd over den måde de kan "tillade sig" at forholde sig til emnet på.
SvarSletVi er så meget i præcis den samme båd!
SletJeg er en kvinde på 26, som lever sammen med en mand. Vi har et (planlagt) barn på 1 år. Jeg giver en anden læser ret i, at man nok aldrig fortryde at man har fået børn, da hjernen ligesom blokerer for den tanke. Når jeg ser på min fantastiske dreng, så vil jeg heller aldrig kunne få over mine læber, at jeg har fortrudt ham. Men inderst inde i mig selv, så kan jeg godt komme til at tænke tanken. Ofte forfulgt af, at jeg måske gerne ville have ventet et par år endnu, så jeg stadig kunne drikke mig fuld og holde tømmermændsdag foran TV'et og bare spise chips og drikke cola en hel dag eller måske bare det at sove, når man havde lyst, eller rejse rundt i verden uden klapvogn og 10 kg. bleer og ekstra tøj (Vi har været i Japan i 2 uger m. drengen og det var bestemt ikke den samme fornøjelse at rejse, som før i tiden!) Der er mange ting, som jeg gerne vil have nydt for mig selv lidt længere. Men når min dreng ser på mig med strålende øjne og jeg bare ved, at jeg er den aller vigtigste person i hans liv, så bliver jeg så rørt og fyldt med glæde og jeg ved, at det kan 1000 vis af seriesøndage eller en jordomrejse slet ikke hamle op med. Det er ubeskrivelig hårdt at blive forældre, men for pokker, hvor det er det fantastisk stort at opleve, at der er noget, som er blevet vigtigere end en selv og som man vil ofre alt for. Og det er en kliche, som er så sand, som den er sagt. Kh M. P.s Jeg havde egentlig intentioner om, at dette indlæg skulle handle om, at JO jeg fortryder sgu ind imellem at have fået det barn - i hvert fald kunne det godt have ventet nogle år, men i stedet kom indlægget til at handle om, hvor fantastisk det er, at blive mor. Sorry! ;-)
SvarSletHahahaha. Og det skal der 100 pct. være plads til - det skal du ikke undskylde. For det er jo fantastisk, at de, der har børn tilsyneladende alle sammen hver og en finder valget fantastisk. Jeg tror bare, jeg ville belyse, at det ikke nødvendigvis er det rigtige og fantastiske for alle. Og at det kan være svært at stå foran valget, når man ligesom kun har de positive fortællinger at vælge på baggrund af. Hvis det giver mening?
SletDer var engang en meget gammel dame som fortalte mig, at den største synd i dagens Danmark er, at børn i dag styrer forældrenes liv og ikke omvendt...
SvarSletMåske er børn kun en ''klods om benet'' i det omfang man tillader det?
Jeg har også været i tvivl, især fordi jeg ret ofte ikke kan lide børn - ofte synes jeg de er skide irriterende.. synes de er anmassende, uopdragne og støjende, men hvilke børn vil ikke også blive det, hvis hele deres hverdag er tilpasset DEM?
Jeg vil meget gerne - hvis jeg skal være mor - være sådan en mor, som ikke lader sig bremse af at have fået børn. Men det virker som om det virkelig er svært at gennemføre, når først ungerne er der. shit, det er et stort spørgsmål!
SletHej MSLL
SvarSletHjemme hos os besluttede vi os for at få børn da vores interne debat fik et andet perspektiv. Vi lukkede diskussionen om projektbørn/opdragelse/kvindebillede/graviditet/fødsel/ligestilling/pasningsgaranti/dårlig samvittighed/mistet frihed og alt det andet bøvl som fuldstændigt uundgåeligt følger med det at få børn. Vi var ikke i tvivl. At være småbørnsfamilie var det værste vi kunne forestille os som selvstændige intelligente individer. Og selvfølgelig ville vores liv forsat være fedt uden børn.
Anyway.
Vi begyndte i stedet at overveje vores tilværelse på den lange bane. Var vi egentlig klar til at afskrive det at være en del af en større familiestruktur? Ville det være nok at være den sjove onkel/tante om 30 år? Ville vi ikke også gerne have muligheden for bedsteforældresindssyge? Ville 10-15 år med børn være et (for stort) offer eller en (god) investering i vores lange liv? Vi tilvalgte børn.
Hilsen
R
Højgravid med lillebror (og virkelig virkelig træt af det)
Hej R
SletDet lyder som en sindssygt velovervejet beslutning. Og det kan jeg egentlig godt lide.
Jeg tror selv, jeg er så grundbekymret, at de overvejelser meget nemt kunne ende med, at jeg gemte mig under en sten indtil overgangsalderen. Men det er nogle meget, meget relevante spørgsmål, I har stillet jer selv i processen, og bestemt nogle, jeg kan bruge i mine videre overvejelser...
TAK! Og held og lykke med lillebror!
I øvrigt: Jeg har i øvrigt en svag fornemmelse af, at jeg ved, hvem der gemmer sig bag initialet R - men det er der jo ikke noget særligt i, alle lebber kender jo hinanden...
Hej,
SvarSletJeg er lesbisk 45 år og barnløs. Jeg har selvfølgelig også tænkt over om jeg skulle have fået mens tid var.
Jeg har valgt det fra, og er glad for det. Jeg synes, jeg har en masse frihed, og det holder jeg meget af.
Jeg er ikke i tvivl om at det er stort at få børn, og de følelser man får for sit eget barn er ubeskrivelig.
Men jeg har ikke prøvet det og savner det ikke.
Livet er mangfoldigt, det er vigtigt man vælger sin egen vej.
Jeg tror mange forældre bliver provokerede over at nogle vælger anderledes. Som om det nærmest truer deres verdensbillede..?
Og er man egoistisk fordi man ikke får børn? Måske... men man kan jo være et gavmildt menneske overfor sine andre medmennesker.
Man skal kun få børn, hvis man virkelig ikke kan lade være.
Kh Karina
Jeg tror, du har så evigt ret i det med provokationen. Lidt på samme måde, som når (nok især bøsser) homoer kan provokere heteroer ved deres blotte tilstedeværelse. Hvor VOVER homoerne at vælge anderledes?!
SletMå jeg stille et privat spørgsmål, som du selvfølgelig bare undlader at besvare, hvis du ikke føler for det:
Er du i parforhold og er du i parforhold med den samme kvinde, du var sammen med i dine 30'ere? Og hvilke tanker gjorde I jer omkring alt det her med børn dengang? Jeg er meget nysgerrig!
Kh.
Kære alle sammen. Jeg er fuldstændigt overvældet over, hvor mange - og sindssygt interessante - kommentarer, I har bidraget med. Jeg svarer jer alle sammen, det lover jeg! Men lige nu kom der lige noget privat lort ind fra højre, som kræver min opmærksomhed. Jeg skal nok skrive et indlæg om det. Men hvis der er lidt stille på bloggis, er årsagen der.
SvarSlet