Viser indlæg med etiketten titler. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten titler. Vis alle indlæg

torsdag den 5. september 2013

Jeg tør godt sige det: Løftebrud.

For en del år siden sad jeg med i en workshopgruppe, der skulle kortlægge hvilke hangups, der får mænd til at fravælge den barsel, som de faktisk har ret til. Det var sindssygt spændende. En større fagforening havde samlet repræsentanter fra alle lag, der skulle diskutere fordele, ulemper og muligheder.

Min fantastiske veninde A og jeg var sammen med et par flere castet som pro-øremærket-barsel-feminister, og en gut som Henning Dyremose kom også lige forbi og fortalte om TDC's succes med en barselsordning hvor også mænd blev tilgodeset (hvilket i øvrigt er absolut eneste vej frem, hvis mine jævnaldrende veninder skal slippe for at blive spurgt til jobsamtaler, om der ligger "en stor rejse" i deres nærmeste fremtid. Seriøst. Så dårligt pakker HR-typerne ind, at de ikke gider fødedygtige og -parate kvinder ude i en række af de danske virksomheder.)

Vi blev så fucking kloge på den workshop. Og jeg tror faktisk, at langt de fleste, der var udvalgt, fordi de stillede sig kritisk over for tvunget barsel, fx selvstændige, blev overbevist om det smarte ved ordningen. Alle nordiske eksempler viser, at mændene tager deres barsel, når den øremærkes dem. 

Og de ikke bare tager den. De fucking nyder tid sammen med deres barn.

Og samtidig giver øremærkningen også en mulighed for at aftabuisere barselsmænd som "umandige" (sikke noget pjat i øvrigt) - for pludselig med øremærkningen er "det jo noget de skal". Og langsomt holder det op med at være en ulempe at ansætte kvinder i starten af 30'erne, langsomt lukkes løngabet på rystende 18 pct. mellem kønnene, og langsomt opnår vi egentlig ligestilling. Fordi ansvaret på hjemmefronten fucking også deles lige over. 

Sgu!
Og nu kaster regeringen så deres mærkesag på gulvet. Bye-bye øremærket barsel. Løftebrud. Fan'me.

Jeg er dybt forarget. Men min veninde A siger det så meget bedre over på Facen, så jeg låner hendes kommentar:

Regeringen har eksemplerne fra Island, Norge og Sverige imod sig - OVEN I forskningen, der viser, at langt de fleste mænd GERNE vil tage mere barsel men møder modstand fra arbejdspladsen. Den her diskussion baserer sig ikke på fakta, fordi fakta er, at vi forskelsbehandler, og øremærket barsel VIRKER, diskussionen kan kun handle om, hvorvidt man tror på, at sociale strukturer skal ændres ved et indgreb, fordi vi ønsker at kvinder ikke bliver sat tilbage på pension, karrierer osv., fordi de groft sagt bliver 'tvunget' på barsel af vores forældrerollestereotyper - eller om man er liberalist/familiekonservativ og synes, at folk selv skal rode med skidtet. Og al respekt for dem, der har den holdning. Jeg gider bare ikke høre flere såkaldte socialister lade som om at det totalt unfair at 'gribe ind i familien'

Fuck. Hvor er hun klog. Jeg var lige ved at sige "den klogeste". Men jeg vælter mig faktisk i kloge veninder. Men A er på en delt førsteplads.

Hvis du vil læse mere, er nyheden fx at finde her på Politikens hjemmeside.
Og her giver Information et udmærket oprids af fordelene ved øremærket barsel.

torsdag den 7. marts 2013

Det er så moderne

Jeg var i teatret med en flok damer i går. For en gangs skyld var der tale om heterodamer, bør jeg måske tilføje. Og videre kan jeg tilføje, at da vi sad på cafe inden teater, tænkte jeg en lille smule:

"Aha. Det er sådan det er at være en del af en venindegruppe. En rigtig venindegruppe med OMG-har-han-været-sammen-med-hende og jeg-er-altså-ikke-så-meget-til-kagebagning-mere-til-at-bage-et-brød-snak."

Men i hvert fald.

Efter teater stod vi lige og snakkede. Jeg fortalte om min seneste (fænomenale, hvis jeg selv skal sige det) investering: Jeg købte nemlig en sooooodastream i weekenden. Fordi både jeg og livslebben er temmelig afhængige af vand med bobler. Og jeg hader pantflasker. Ja. Jeg hader dem faktisk så meget, at jeg lige kom til at kalde dem patflasker. På den dårlige måde.

Nå, men det stod jeg så og fortalte semifremmed kvinde om. Fordi jeg er en ørn til at konversere. Jeg finder et emne, og så TØMMER jeg det.

Hun spørger: "Men er ham din kæreste også glad for danskvand?"
Jeg svarer: "HUN, ja. Det er hun også...[blablabla-mere-interessant-info-om-danskvand-og-sodastream]"
Hun spørger: "Har han da drukket meget danskvand tidligere?" (fuck, det er et røvsygt samtaleemne, alligevel)
Jeg svarer: "Næ, HUN var faktisk sådan en, der nærmest ikke måtte få sodavand på nær til jul i sin barndom."
Hun svarer: "Nå ja. Hun. Ja. Hun. Jeg kan slet ikke vænne mig til, at folk i min omgangskreds er homoseksuelle. Det er jo ellers så moderne."

Jeg smilede, men jeg kogte indvendigt, fordi det dybest set er megaprovo at omtale min seksualitet som et trendvalg. Grr!

tirsdag den 5. februar 2013

Alt i orden

Alt hvad der står i denne har artikel er bare A-OK med mig. Helt fint og ingen kommentarer.

http://piopio.dk/dfs-mest-vanvittige-angreb-pa-homoseksuelle/



fredag den 9. november 2012

Lesbianisme - hvordan gør man?

Det kunne snildt blive meget, meget slibrigt med den overskrift. Men det er det faktisk ikke. Denne her gang.

Jeg får fra tid til anden mails fra unge semiudsprungne lebber. Og når jeg læser om deres kvaler, går det op for mig, at man sgu alligevel bliver ældre med årene...

BREAKING-BREAKING: Man bliver ældre med årene

Banalt, javist - men skidehamrende sandt.

Ofte kan jeg have en fornemmelse af, at jeg ikke har flyttet mig en skid, siden jeg fik mit første tungekys. Alt for sent. Jeg var 15 og sikker på, jeg ville dø som jomfru.

Men når man så ser tilbage på de - gulp - 16 år, der er gået siden da, gennem øjnene (eller, bevares, tastaturet) på en, der selv er yngre end tyve lige nu. Så kan man alligevel fornemme en tydelig udvikling mod det bedre.

For selvom livet stadig er pissemærkværdigt - hvis jeg var single, ville jeg også være i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe scoreriet an (i hvert fald indtil den femte øl var under vesten) - og selvom man ikke en skid bliver voksen ('...nogensinde', fristes jeg til at tilføje, for jeg tror ikke, den følelse af at træde ud midt i ingenting, hver gang man skal noget nyt, forsvinder med årene. Heller ikke selvom man bliver hverken 60, 80 eller 100 år gammel), så sker der alligevel noget, efterhånden som man får flere og flere års erfaring med sig.

Erfaring er virkelig nøgleordet.

For efterhånden har man prøvet så meget af det, der skal prøves gennem et liv, at man ved, at det hele nok skal gå. Vil I, søde unge lebber, ikke nok lytte til en røvgammel 31-årig ditto og tro på hende, når hun siger:

"It gets better."

Og: Hvis det kan være jer til nogen som helst hjælp, så vid, at ingen har det nemmere end dig. Nogle er bedre til at se ud som om, de har det nemt. Men meget få af dem, der ser allertryggest ud, er spor trygge på indersiden. Det ved jeg - for jeg har talt med dem om det ti år senere. Ja, dem alle sammen. Hver og en.



mandag den 24. september 2012

Girls! Girls! Girls!

DR skal lave lebbe-tv. Det har været i støbeskeen en tid nu, men blev først mig bekendt, da en (lesbisk) veninde lagde en telefonbesked til mig for en måneds tid siden. Den lød sådan her:

"Hej N, DR skal lave et realityprogram om lebber, og de spurgte, om jeg kendte nogen, så jeg gav dem altså en henvisning til din blog. Ikke noget med dit navn, bare webadressen."

De havde også spurgt hende, om hun ville deltage. Men det ville hun ikke. Så det. Og nu skriver jeg "også", hvilket faktisk er en stor fed løgn. De tog nemlig aldrig kontakt til mig. Og godt det samme. (den katapult til mediestjernehimlen er jo da også bare en katapult til mediestjernehimlen. Det er såmænd nok bare en skrækkelig dum, kedelig og fuldstændig...fuldstændig vidunderlig katapult til mediestjernehimlen).

Jeg havde også sagt nej, selvom jeg måske, når det kommer til stykket, er mere medieliderlig end jeg vil være ved. Og det handler altså ikke (kun) om rævesure rønnebær.

For selvom jeg ikke er det mindste flov over hverken min homoseksualitet eller at tale om den, har jeg simpelthen så svært ved at se, hvordan mit liv (og flertallet af mine lebbevenners, for den sags skyld) skulle være en tv-udsendelse værdigt.

I hvert fald når der, som det fremgår af programmets Facebook-side, er tale om et reportage-program (altså et program, hvor vi følger hovedpersonerne i deres daglige arbejde) og ikke et interview-program, hvor deltagerne i højere grad kunne meta-ytre sig. Som vi så det i den noget så fine dokumentar "Goddag mit navn er lesbisk".

Jeg - og de fleste af mine lebbevenner - lever vores daglige liv helt og aldeles ulesbisk. Hvis vi da lige ser bort fra de lesbiske kropsvæsker, der udveksles bag lukkede døre. Men selvom nogen gav DR lov til at hoppe med mellem lagnerne, ville en public service-kanal alligevel se sig nødsaget ti lat klippe størstedelen af de detaljer fra.

Og I behøver for øvrigt slet ikke indvende et "jamen hvis du ikke er flov over din seksualitet, hvorfor må vi så ikke vide, hvem du er?". Og det er netop derfor, jeg ikke er på tv (nuvel, en af flere årsager, så skidt da). For der bestemmer jeg ikke selv, hvilken ramme der lægges ned over mig.

Og jeg lover at tale ligeså åbent om mit sexliv og mit parforhold, hvis du en dag støder på mig i byen, som jeg gør det her på bloggen, i øvrigt. Men lige nu klæder anonymiteten mit sprog godt her på bloggen. Synes jeg.

Kh. N.

fredag den 21. september 2012

Heteromænd i lesbisk selskab

Jeg er jo i London i disse dage i arbejdsøjemed. Jeg er af sted med en kollega, som jeg holder meget af og også ses med privat. Lad os kalde ham H.

H. er sjov og klog, og vi klikker godt. To alen af samme politiske ukorrekte stykke. Alt er fint. 

I går sagde H. noget interessant. vi benyttede a night in London til at tage til Jens Lekman-koncert i Hackney. Sjovt, som man altid ender til koncerter med bands hjemmefra (eller næsten), når man rejser ud.

Vi havde drukket et par pints, da vi kom til at tale om min 31-årsfødselsdag, som jeg holdt i sommer, og hvor H. og hans dame var med. H. fortalte, at han havde fået et heteroseksuelt angstanfald på dagen.

mandag den 10. september 2012

Verdens. Bedste. Ord.

Jeg har fundet på et ord. Og det er så godt, at jeg vitterligt straks kommer i tvivl om, hvorvidt det kan være mig, der har opfundet det:

Lebster.

...OMG - ER DET IKKE GODT?

(Jeg er så bombet, at mit hoved står stille. Måske går mit hoved baglæns, endda. Håndværkertilbudet ligner stadig alt for meget et sådant, til at jeg kan overskue at flytte mine ting derover på lørdag. Men det skal de. Flyttes altså.

Så bloggen ligger dødsensstille, og jeg tog på arbejde med maling på nylonstrømperne i morges. Og jeg havde endda godt set det i tide. Men havde ikke energi til at skifte. Det er der, vi er.

Jeg kunne muligvis græde lige nu. Af udmattelse. Så lebbebloggerierne må vente, til lebben igen har et såkaldt liv. Både et såkaldt lesbisk et - og helt generelt.)

søndag den 26. august 2012

Save Fernanda Milan

Jeg gider ikke skrive noget lige nu. Måske gider I heller ikke læse noget lige nu. Men så kan vi vel mødes om at se denne her:



God søndag derude.

fredag den 24. august 2012

Lidt (meget) om porno

Det her indlæg er, som man siger henne i Amerika, "NOT SAFE FOR WORK". Det skal nemlig handle lidt om porno.

Lebben I Mit Liv er i Jylland, hvilket betyder, at efterladte græsenker må underholde sig selv. Når katten er ude...

Jeg bliver altid en lille smule træt, når jeg hører kvinder (og mænd) tale om, hvor lidt 'visuelle' kvinder er i deres fantasier. Nu kan jeg selvfølgelig ingenlunde tale generelt. Men jeg er personligt ganske visuel. Og jeg ser porno, ja jeg gør så.

OMG! Jeg ser porno. Jeg ser porno. Jeg. Ser. Porno.

Det er faktisk et af de tabuer, jeg meget lidt gerne fortæller om i samtale med mindre nære bekendte. Faktisk kan det også være svært for mig at tale med de nære om. Jeg ved ikke, hvorfor - men tilsyneladende er det stadig totalt tabubelagt, at man som kvinde har en seksualitet, der ikke koncentrerer sig om at tilfredsstille nogen anden end sig selv. Og især at man benytter stimuli i form af levende billeder, gud forbyde det.

Når jeg skal finde porno, kigger jeg gerne under videoerne på Klitoro, som er en blog jeg også tidligere har henvist til. Ellers besøger jeg Pornhub.com, men det er altid lidt farligt, for jeg bliver helt ked af det og tænder helt og aldeles af over at skulle sortere forbi videotitler som "Two hot bitches get fucked hard up the ass" eller "Big titted redhead milf gets what she deserves" for at finde mit fix

Sådan rigtig ked af det.

Men jeg dækker for frontpage-skærmen med min hånd, klikker på 'Categories', og klikker mig så videre - ikke til fanebladet 'Lesbian' (der er mere mandlig fantasi om lesbianisme, end der er tale om egentlig lesbisk sex: Uhada, hvor det får mig og mine lange, lange(!) polerede negle til at stønne sådan at slikke på en dildo med lukkede øjne), men derimod til kategorien "Female Friendly".

Her er der nemlig rigtig gode lebbesexvideoer at finde, hvor man fornemmer, at der rent faktisk opnås nogle rigtige orgasmer - og gives nogle dybfølte og nydelsesfulde ditto. Begge dele er vigtigt.

Man kan med held pejle efter videoer fra produktionsselskabet Lesbea. Fx denne her:


Den ligger lige på grænsen. Altså mellem lebbesex til mænd og lebbesex til lebber. For de er næsten for pæne og perfekte, kvinderne. Men der sker et eller andet, og der bliver delt om ikke flere - så trods alt én - helt ægte orgasme ud. Ligner det.

Jeg tror det i hvert fald - for jeg kender godt de der efterveer, hvor man slet ikke kan tåle at blive rørt mellem benene lige efter, man er kommet.  Og så er det altså også noget ret rutineret tungeføring, hun lægger for dagen, hende den anden.

Endnu en sladrehank er, at der bliver sakset i videoen. Jeg tror nemlig ikke - og her er det udelukkende mine fordomme, der taler, jeg undskylder på forhånd - at heteromænd på udkig efter lesbisk porno interesserer sig synderligt meget for saksesex. Fordi saksen måske ikke (i hvert fald ikke hvis man ikke ved, hvordan det føles) er en specielt æstetisk stilling. Men lortet virker.

Pornodebatten er for mig at se lige så svær at gribe om som prostitutions-debatten. Måske endda sværere. Fordi der er så skidemange brodne kar i begge brancher. Så mange triste skæbner.

Og disse er for mig at se vigtigere at tage hånd om end 'den lykkelige luder/pornostjernes' ret til at udføre det arbejde, hun elsker. For dem med privilegierne, der rent faktisk vælger karrierer som prostitutter eller porno-starletter, skal sgu nok finde en vej rundt om reglerne, hvis man lovgiver mod skidtet. Ikke at jeg mener, man nødvendigvis skal lovgive om porno. Det skal jeg lige tænke lidt mere over, om jeg har en holdning til, førend jeg ytrer mig/den.

Men de der purunge østeuropæiske piger, man fra tid til anden falder over, hvis man ikke vælger sin porno bæredygtigt, de gør mig så ked af det. De er der sgu ikke efter at have fravalgt karrierer som jurister og hjertekirurger. Tror jeg. Igen: fordomme.

Under alle omstændigheder.

Man skal selvfølgelig gå efter bæredygtigt produceret porno - jeg har hørt godt om, selvfølgelig, svenske Dirty Diaries og alt hvad Candida Royalle (bag Femme Productions) rører (høhø) ved. I det hele taget virker lesbisk porno altså også bare lidt mindre smertefuldt. Jeg har så usandsynligt svært ved porno hvor kvinder har et lidende udtryk i øjnene. Det har de ikke i videoen ovenfor. Og det har de generelt ikke i videoer fra Lesbea. Eller Dirty Diaries.

Under alle omstændigheder: Enjoy!

mandag den 20. august 2012

Majoriteten gør minoriteten synlig (mere om Priden)

Forleden beskrev jeg, hvem der (foruden mig) var til pride.

Jeg nævnte provinslebber, latextyper og englevingebøsser. Halalhippier og Amnesty-udsendte. Blandt andre. Men jeg glemte helt en meget, meget vigtig gruppe:

Heteroerne.

lørdag den 18. august 2012

Homofobi handler lidt om frygt og meget om idioti og snævertsyn


Det her billede har floreret henne på Facebook i dag. Måske fordi det er Pride. Billedet er et screenshot fra skuespilleren Morgan Freemans Twitter-profil.

Jeg delte det naturligvis også, hvilket førte til følgende minidiskussion i kommentarfeltet:

Bøssebekendt: Er ikke sikker på om jeg er helt enig... Tror da had og intolerance har ret meget med frygt at gøre...

Mig: Hmm. Har for ondt i hovedet til at argumentere. Tror jeg. Men jeg synes ærligt talt at det i fx forbindelse med racisme og homofobi er alt for humanistisk at tale om 'angsten for det fremmede'. Nogle gange behøver man ikke at undersøge årsagen. Nogle gange skal man bare blive vred over snævertsynet.

Bøssebekendt: Enig (vi behøver ikke argumentere). Men synes ligeledes det bliver for nem at bare sige, at det ikke har noget med frygt at gøre. Weee, jeg sidder inde og nyder en kold øl og observerer priden via Instagram.

Mig: Jeg så den live, sgu (for noget der minder om første gang), og fik faktisk tårer i øjnene af glæde over al den mangfoldighed.

Bøssebekendt: Ej, du burde blive politiker



Hvad synes I - er det vigtigt at finde ud af, hvad der ligger til grund for den snævertsynede ondskab (undskyld mig), jeg mener, homofobi (og racisme, fx) er? Eller er det ok bare engang imellem at konkludere, at idioterne er idioter og bør tvinges til et holdningsskifte?

Selv er jeg opdraget til meget (måske for?) stor empati. Til at det altid handler om, at folk 'har det svært indvendig', når de opfører sig urimeligt. Men jeg kommer mere og mere i tvivl om det er nødvendigt altid at have den mellemregning med, før man tager stilling til snævertsyn.

For nogle gange er årsagen fanme underordnet.


lørdag den 4. august 2012

Homomobning handler om homoer - eller gør det?

Jeg faldt lige over bloggen Owldolatrous, som skrives af en amerikansk teaterinstruktør (bøsse). Indlæggene er ret lange, så der røg lige en god time af min formiddag derovre. Men det var det hele værd.

For lige præcis dette indlæg synes jeg, I skal læse. Det er faktisk et par år gammelt, men Wayne Self (bloggeren) skriver et vigtigt udredende indlæg om et vigtigt emne, nemlig den række af teenage-selvmord, der har været i USA som følger af mobning (bullying) af homoer.

I blogindlægget funderer Wayne Self over, at der faktisk ikke i skolerne er tale om mobning af homoer men helt generelt om mobning af drenge der ikke er hoppet med på alfahan-bølgen (nørder, bøsser, fløjtespillere, etc.).

I hans blogindlæg handler det mest om hankønsvæsner, men mon ikke teenagepiger, der klæder sig traditionelt maskulint er lige så meget i skudlinjen? Det handler vel om at være udsat, fordi du ikke passer ned i en af de to kasser, der opstilles: Har du en pik, skal du være en alfahan, har du en fisse, skal du agere feminint og underdanigt.

søndag den 22. juli 2012

I blev skabt som mand og kvinde - Mit Såkaldt Lesbiske Liv til kirkebryllup

I går var jeg til bryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

De seneste par år har jeg været til en tre-fire bryllupper, men ingen af disse har været kirkebryllupper. I går var jeg til kirkebryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

Det var for så vidt et rigtig fint bryllup - det var min dejlige kusine, der blev gift - der er bare alligevel en lang række klare forskelle på de borgerlige bryllupper, jeg har været til de seneste år og så dette.

Især gjorde turen i kirken mig paf.

torsdag den 12. juli 2012

Jeg lover aldrig at tie...


Jeg har jo en lille sidegesjæft henne hos Homotropolis. Frugten af mine seneste anstrengelser kan du se enten derovre eller lige her: 

Jeg har en hund. Rettelse. Jeg har verdens sødeste hund. Ingen over, ingen ved siden af. Denne oplysning er ikke nogen nyhed for faste læsere af min blog, det ved jeg godt og undskylder på forhånd.
Som hundeejer-skråstreg-feminist-skråstreg-lebbe må man fra tid til anden vælge, om man orker at tage den helt store normative kamp, hver eneste gang muligheden byder sig.
Tag nu fx her til aften.
Jeg og min kæreste, herefter kaldet Lebben I Mit Liv, var ude at lufte kræet. Herefter kaldet kræet. Vi mødte en heftigt tatoveret gut, der gik tur med to semistore hanhunde. Vores hund er også en han. Ikke at jeg går op i køn eller noget. Host-host. Men her har kønnet altså relevans for den videre fortælling – for hør bare her:

De lesbiske gav aldrig op

Når jeg skal i Netto, går jeg forbi en lokal skole. Denne lokale skole har tilsyneladende for nyligt haft et projekt af den slags, der munder ud i at eleverne producerer en række forslag og ideer, der malende beskrives på papplader, udskåret som talebobler, der siden pynter på gitteret omkring skolebygningen. Du ved - et af dén slags projekter.

Nogle af disse talebobler giver fx gode ideer til, hvordan skolens udendørsarealer udnyttes bedst:

"Vi vil gerne have en stor boldbane med basketnet"og "Det kunne være dejligt med flere borde og bænke at sidde ved når vi spiser frokost"

Men pludselig en dag, da jeg drønede mod Matthæusgade for at indkøbe mælk og toiletpapir, hang der et skilt, jeg ikke tidligere havde bemærket langs den ene mur:


Jeg er så vild med det. Jeg forstår det ikke
helt. Men jeg er VILD med det. Tror jeg nok. En lille del af mig frygter selvfølgelig, at der slet ikke er noget at være vild med, og at de lesbiske i legen er 'de onde', lidt som at lege røvere og soldater, cowboys og indianere, nazisterne efter jøderne (den berømte leg).

lørdag den 30. juni 2012

Hun, han og man

Stilleben fra vindueskarmen. Bemærk N-toget.
Jeg holder fredag aften alene på sofaen, og stearinlysene er så småt ved at være brændt ned.

Det lyder mere kedeligt, end det er. For fanden da også. Det værste er næsten forventningerne... altså til mig selv. For selvom jeg vitterligt ikke gider ud, sidder den der frygt, man husker så godt, fra da man var yngre, helt dybt i brystet: 


For tænk hvis man går glip af noget?

NB! Jeg gider ikke ud. Jeg skal holde fødselsdagsfest i morgen. Jeg har været omgivet af for mange mennesker i for mange dage i træk. Jeg er træt. Jeg har lovet en meget, meget kær ven at gennemlæse og grovkommatere et specialeafsnit. Jeg bør gøre rent. Jeg bør skrive indkøbsseddel. Jeg bør smide en dej til hævning. Jeg bør gøre noget ved hårene på mine ben og den noget flossede lak på mine negle.

Det er vildt, den er så svær at slippe, den frygt. (Og egentlig en sjov lille opremsning, jeg foretager ovenfor - for den understreger helt af sig selv, hvor stort behov jeg har for at forklare - undskylde - at jeg ikke er med de andre på Bakken i Kødbyen i aften. Jeg er for øvrigt ikke så tosset med Bakken. Eller Kødbyen.)

Nå. Men det er faktisk slet ikke det, det her skal handle om. Nej. Det skal nemlig handle om det specialeafsnit i min gode ven M's speciale (der skal afleveres meget snart. Så snart at det - oh skræk - ikke er sikkert, han når forbi min føller i morgen!), som jeg har brugt de seneste timer på at læse igennem.

mandag den 25. juni 2012

Min gaydar er alkoholdrevet

Når jeg bliver beruset, sker der to ting:


1. Jeg begynder at falde.


Ingen bytur er fuldendt uden hudafskrabninger på knæene. Jeg erindrer ikke, at jeg faldt så meget, da jeg var yngre. Men jeg går også i højere hæle nu. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Altså det med at falde - hælene er fine nok.


2. Min gaydar går amok.


Det er helt vildt. Og grænsende til pinligt (i modsætning til at skvatte rundt og skrabe knæene. Eller "knæerne" som vi siger der, hvor jeg kommer fra).

onsdag den 20. juni 2012

En dybfølt undskyldning. Hvor homo-normativt

Jeg fik en opsang af en (meget klog) veninde i går. Hun læser min blog, og hun er hamrende heteroseksuel med børn (flertal), mand og samtalekøkken. Og så er hun noget af det sejeste, jeg kender.

Og mine evindelige skriverier om to alt for rigidt definerede grupper - heteroerne på den ene side og så os (eller "vi"? Damn, det kommer til at holde mig vågen i nat) homoer på den anden - var faldet hende for brystet.

For som hun sagde (frit genfortalt):

Jo, I like the dick, men jeg er fanme ikke af den grund den stereotype heterokvinde, du tegner på bloggen.

søndag den 17. juni 2012

Når Lebben I Mit Liv ser fodbold...

Min kæreste sidder og ser fodbold i den anden ende af sofaen. Det er der i mine øjne noget ubeskriveligt sexet over.

Det er svært at forklare hvorfor, og hvis jeg forsøger, risikerer det at komme til at lyde træls og normativt. Men nu har jeg ligesom indledt med en disclaimer, så here goes...

torsdag den 7. juni 2012

Kig efter: Discountvodka, mohawk og Levi's Engineered

Jeg ved ikke helt, hvor længe det bliver ved med at være sjovt - den her navlecentrerede fedten rundt i hvilke googlesøgninger, mine læsere har foretaget sig, som fører dem forbi min såkaldt lesbiske legeplads.

Men jeg fortsætter. Sgu.

Forleden fik jeg ondt indvendig over den hjerteskærende søgning "Hvornår ved man, om man er lesbisk?", der har ledt en enkelt læser til min blog.

I dag grinede jeg så til gengæld - seriøst - højt af søgningen:

"Hvordan ved man, at man er lesbisk?".

Jo, når du første gang blinker og opdager, at du har en anden kvindes klitoris mellem dine læber - og kan lide det - så er det en udmærket indikator.