torsdag den 27. maj 2010

Åhhhh

Eksamenslæsning, din gamle kælling. Jeg tror aldrig, umiddelbart uattraktive gøremål virker så tillokkende, som de gør, når man burde læse lange analyser af valgkampsdækning. Mit hjem har fx ikke været så rent i årevis, som det er lige nu.

Jeg er seriøst løbet tør for morsomme hjemmesider at besøge som overspringshandling. Alt virker bare mere fristende end EU-newsroomanalyser.

Suk.

tirsdag den 25. maj 2010

Den sidder liiiige i skabet

Jeg har jo tidligere nævnt, at jeg får noget, der næsten kunne minde om nydelse, ud af at omtale min kæreste som netop 'min kæreste' i en sådan grad, at semifremmede til sidst ser sig nødsaget til at spørge hvad han så er for en, ham min kæreste - hvorefter jeg med et skarpt blik fortæller, at hun er sådan-og-sådan.

Et skarpt blik, vel at mærke, der signalerer lige præcist hvor ekstremt ukorrekt hetereonormativt, det er bare at udgå fra, at min kæreste skulle være en mand, bare fordi jeg har langt hår og gerne går med kjole.

mandag den 24. maj 2010

Kommunikation og lebber

Er der for meget snak i lesbiske forhold? Jeg kan godt lide at snakke. Også at metasnakke om mit parforhold med min kæreste. Hun er ikke helt ligeså tosset med det.

Hvor meget bør man snakke om sit forhold? Er det en lebbeting? Er jeg sygt normativ lige nu?

Jeg hader egentlig at snakke om 'typisk lesbisk', netop fordi vi vel for fanden er en ligeså broget flok som resten af befolkningen. Men igen og igen tager jeg mig selv i alligevel at falde i dybe lesbiske huller (!) af 'er det kun lesbiske forhold, der er sådan her?'.

Snakker heteroer ligeså meget om tingene?

torsdag den 20. maj 2010

Sex på skemaet

Kunne det ikke være helt vildt sejt, hvis homoseksualitet ikke blev italesat som en afvigelse i folkeskolens seksualundervisning (I ved, faget, der traumatiserede eleverne blandt andet med den der gustne kasse med glaslåg, hvori der lå et mørnet pessar, en spiral, der lignede et torturinstrument, og et blisterark med minipiller - minipiller for God's sake!)?

Tænk, hvis læreren trådte ind i madpakkestanken over middag i 6.B. og sagde, "sex er noget, man dyrker enten med en af sit eget, eller en af det modsatte køn."

onsdag den 19. maj 2010

Hvorfor er lebber kun venner med lebber?

Det her hører ikke til blandt mine stolteste øjeblikke, men er alligevel noget, jeg gør med jævne mellemrum: Facebook-spionerer på vildt fremmede.

Du ved, man følger et link fra en perifær ven, der er blevet tagget i et fødselsdagsfotoalbum, ser på omtrent ti fotos af fremmede mennesker og drøner så videre ind på en fremmed profil...bare for lige at se, om der er adgang til fotos.

Hvad fanden?!

tirsdag den 18. maj 2010

Undskyld, for øvrigt

Altså. Denne blog er i sin opstartsfase. Så er det sagt. Og jeg er forfængelig. Ikke så meget med mig selv - eller, det er jeg jo, men først når skaden er sket. Jeg tænker ikke over at kigge efter, om der hænger en bussemand i mit højre næsebor, når jeg alligevel er i nærheden af et spejl. Men når nogen bemærker, at der er noget der stirrer på dem ud fra mørket i min tud, bliver jeg frygteligt flov.

Nå. Men det var egentlig et sidespor.

Vi kom fra, at jeg var forfængelig. Ja. I denne sammenhæng med min skønne blogs udseende. Og den kvikke læser vil bemærke, at netop dette, nærværende blogs udseende, skifter fra en time til den næste. Fordi jeg simpelthen ikke kan bestemme mig for, hvordan den skal tage sig ud.

...Har du nogle ideer?

Min partner, hun...

I dag har været en ualmindeligt lidt lesbisk dag i mit liv. Hvis man ser bort fra lidt franske kys med kæresten på kajen, i hvert fald. Det var ret lesbisk.

Nå nej! - Meget apropos gårsdagens indlæg befandt jeg mig faktisk i dag i en situation, hvor jeg ligeså yndigt trippede uden om emnet 'homoseksualitet' i en telefonsamtale med en fremmed.

mandag den 17. maj 2010

Det der med identitet

Nogle gange får jeg - indrømmet - en vis nydelse ud af at få sneget ind i samtaler, hvor det ellers ikke er det mindste relevant, at min kæreste er en pige. Bare for at se modtagerens reaktion.

Et eksempel kan være en samtale med en fjern kollega på studiejobbet. Vi snakker om karakterer, og jeg fortæller, at min (helt vildt kloge) kæreste fik 12 for sit speciale. Min kollega spørger (ret naturligt), "hvad læser han?", hvortil jeg svarer med mærkbart tryk og vedvarende øjenkontakt, at "hun læser det-og-det."

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg så godt kan lide det. Måske bor der en ikke ubetydelig provokatør i mig, måske en antropolog? Jeg tror nu mest, det er det første. Jeg kan godt lide at sætte folk i den situation, at få dem til at sidde uroligt på sædet og fortælle om 'alle de homoseksuelle venner, de altså selv har.'

søndag den 16. maj 2010

Kender du det?

Det er helt vildt. Jeg kan faktisk ikke tælle, hvor mange gange jeg i min tid med kvindelige kærester er blevet antastet på gaden.

Det strækker sig lige fra klassikeren: "Må jeg være med?", når man hånd-i-hånd venter på grønt lys i et fodgængerfelt, over "Lesben!" fra en forbipasserende og jævnaldrende berliner på gaden i Kreuzberg, og naturligvis til kysselyde, når store knægte krydser ens vej på gader og i parker.

Velkommen

Nu vil jeg blogge, vil jeg. Lad os starte med lidt status:

Jeg har været i seng med flere end tyve men færre end tredive mænd. Og fire kvinder. Jeg har fået en orgasme med én mand. Og med fire kvinder.

Jeg har haft to (temmelig mislykkede, det ene dog trods alt mere end det andet) kæresteforhold til mænd, og to til kvinder.

Jeg har i alt haft mandlige kærester i elleve måneder af mit liv og kvindelige i 51 måneder af samme liv. And counting.