TV-narkomani og "For lækker til love"

Jeg holder sommerferie - har jeg allerede nævnt det? - og har fået en adgangskode til Viaplay.com stukket i hånden. Hvilket er lidt ligesom narko, når man ikke almindeligvis har adgang til TV3.

Så min sommerferie tilbringes med sovende hund på tæerne og Gustav på computerskærmen. I det mindste regner det udenfor.

Jeg vil lige skynde mig at understrege, at årsagen til, at jeg lever uden fjernsyn, ikke er spor, spor, spor hellig. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Min adfærd bliver 100 pct. tvangspræget, hver eneste gang, jeg præsenteres for noget, der giver den mindste mulighed for afhængighed.

Jvf., at jeg i går så 4 x 42 minutter "For lækker til love" i træk og af samme grund først sov kl. 4.30. Og har planer om at tilbringe dagen i dag på samme måde.

Nå. Men jeg er af en eller anden grund hidtil gået helt og aldeles ram forbi "For lækker til love" - og tilbragte således små fire timer i en kombination af dyb, dyb forundring og dyb, dyb forargelse.


"For lækker til love" præsenterer, som de fleste sikkert ved, en lang række karikerede og skarpvinklede personager. Og det er faktisk ikke engang bøssen Gustav, jeg bider særligt mærke i her. Ham vil jeg sgu se agere i virkeligheden, før jeg tror på, det ikke er en tyk, fed rolle, han iklæder sig i programmet.

Nej. Snarere vil jeg hive fat i karakteren Boffy(!).

Boffy(!) er en veltrænet gut fra Vejle, der afviser den ene smukke pige efter den anden, fordi deres numser er bredere end hans max.-grænse på ca. 30 cm.

Ja - seriøst.

Boffy(!) kan have en skønno date med en smuk pole dancer, som han til kameraet fortæller er rigtig sød og pæn, men idet hun fortæller, at hun ærligt talt spiser chokolade, når hun har lyst til det, så er daten slut for Boffy(!). For "hvornår skal hun forbrænde alle de kalorier, når hun samtidig har droppet sine elitesvømmer-planer for at have tid til både gymnasiet og vennerne?". OMG.

Jeg ved godt, at "For lækker til love" baaare er fjernsyn. Og jeg er udmærket klar over, at såvel stjernerne som klipperne ved, hvad der giver flest seere, og redigerer efter præcis den præmis. 


Men i min lille lukkede akademia-omgangskreds glemmer jeg bare nogle gange, at den virkelighed, der præsenteres igen og igen i massemedierne, reproducerer nogle fuldstændigt forrykte kropsidealer. 


Og det kan godt være, det hele er for sjov. Men der er fandenedeme noget galt, når Boffy(!) kun kan opridse følgende to kriterier til en kommende kæreste: 


1. Hun skal have en lille røv. 
2. Hun skal være blond med blå øjne (så han kan få børn med blond hår og blå øjne). 


Jeg ved ikke, hvilket ansvar man lovgivningsmæssigt som producent har i den sammenhæng. Sikkert intet. Jeg ved, at det fx af Medieansvarsloven fremgår, at man ikke bør beskrive selvmord i pressen, fordi der er en påvist afledt effekt: Når man skriver om selvmord, inspirerer man desværre sårbare sjæle. 


Men for mig at se er der også en risiko - omend, bevares, ikke lige så alvorlig - for, at man inspirerer til idioti ved at beskrive idioti så indgående, som tilfældet er i "For lækker til love".


Jeg frygter desværre, at Boffys(!) semi-sindssyge kropslige kriterier også påvirker sårbare sjæle. Og eftersom manden tilsyneladende selv er hamrende spiseforstyrret, er risikoen overhængende for, at hans forrykte standarder vedrørende korrekt ernæring og ditto kropsmål kan påvirke unge piger ude i virkeligheden, der er nok så sunde, men fucking ligesom guttens date i Aalborg spiser chokolade, når de har lyst til det.


Det er lige før, jeg kunne drømme om, at Boffy(!) pådrog sig en periodisk stofskiftesygdom. Men det gør jeg altså ikke. Det er ikke zen. 


Nå. Jeg ser lige et afsnit mere. Eller tre. Eller syv.

---