Viser indlæg med etiketten diskurs. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten diskurs. Vis alle indlæg

søndag den 22. juni 2014

Altså ... der er vel ikke nogen, der er manden. Vel?

Der var arbejdsfestivitas i torsdags. Det er sgudda pudsigt, at vi - hver eneste gang kollegerne (og jeg selv, bevares) får blot et enkelt glas rødvin indenbords - skal tale om homoseksualitet.

Selve spørgsmålet "men hvem er så manden?" faldt (heldigvis) ikke. Men alle metaspørgsmålene - der nærmest er de samme, bare afledt af hvor dumt det er, det her med at tro, at nogen er manden - faldt.

I ved:

"Altså, der er vel ikke reelt set nogen, der er manden?" (spørgsmålstegn)

"I kan vel netop bestemme, hvem der er manden" (for en mand skal der jo for helvede være)

Jeg svarer pædagogisk, at vi nok som to kvinder har en helt anden frihed til selv at definere vores roller. Og at der selvfølgelig ikke er nogen, der er manden. Men muligvis nogle (i traditionel og normativ forstand) maskuline egenskaber, som vi forhandler mere om, end man måske gør i en klassisk heteroseksuel konstellation. Og sådan.

Jeg spekulerer for tiden meget over, hvorfor jeg blogger mindre. Men jeg tror - nogle gange - lidt, det skyldes, at jeg føler, jeg har oplevet alting. Fordi jeg jo som I ved er 200 år gammel. Eller også er heteroer bare sygt kedelige. Og stiller de samme spørgsmål - i mit segment blot indpakket i misforstået åbensind, som spørgsmålene ovenfor vidner om.

Eller hvad?

Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig til at se alle de bål, I til min ære brænder af rundt omkring. Jeg ved godt, at lebberne fester (for mig, forstås) på Amager Strand, men jeg har faktisk aldrig selv fejret Sankt Hans derude. Havner oftest i Enghave Parken eller Frederiksberg Have. Er det en fejl? Bør selv en menneskesky neurotikerlebbe bevæge sig til homo-Sankt Hans i morgen? 

søndag den 9. februar 2014

Så træt. Weekend oven på den her weekend, tak?

Shit manner. Trods tømmermandstræthed og arbejdssøndag føler jeg mig som verdens allerheldigste.

Livslebbens hjem dufter af den suppe, hun er i fuld gang med at tilberede til mig og Kosmopolitten, der kommer til middag om en times tid. Oven på mine fødder ligger to halvtykke sort/hvide labaner, som vi lige var på Frederiksberg og hente hos yndlings-sitteren: min fantastiske ven M's mor, som har tabt sit hjerte lige så meget til 2xHund, som vi har her i hytten.

Vi var til middag hos Bedstebøssen sammen med lebbeparret K&E i går - oven på en af de der fantastiske dage, hvor man afleverer hunde til pasning hen ad eftermiddagen, drøner til LL, der har god frokostsalat og hvidvin parat, fjoller rundt i hendes stue og tager et S-tog hånd i hånd om til BB, hvor verdens bedste parmesanmiddag bliver indtaget, og der går først diskussion (nøgleemnet: må BB kalde mig kærligt for 'bitch'?), dernæst selskabsleg og til slut dejlige danseben i arrangementet.

Åh, hvor var det fantastisk.

Vi hoppede i sengen og dansede macarena. Og tog til Homo Electric ved tretiden. Hang ud en times tid, hvorefter LL og undertegnede mente det passende at runde Hovedbanen og McD på vejen hjem.

Vågnede semisent i dag, indtog kold BigMac og kaffe i sengen. Så noget film med noget Angelina Jolie, hentede nogle hunde, og nu er vi lige præcis her. Hvor der er allerrarest. Tæt.

Der var en lebbe på Block 66, der øjenflirtede helt afsindigt med mig i går - det sker ellers sjældent. Jeg tror, jeg er blevet for gammel - og der er bare noget helt fantastisk i at blive flirtet med af smuk kvinde, men hele tiden vide, at man tager hjem med den allerlækreste.

Hvis I spørger mig, er hun jo altid ret pæn, LL, men i går var hun sådan helt sindssygt tiltrækkende - det handler nok både om, at hun selv troede på det (hvilket hun virkelig altid bør), og at hun havde lige præcis den kombination af skovhuggerskjorte og Adidas-sneakers på, som jeg holder allermest af.

Åh, altså! Min uge har simpelthen bare været så fuld af gode mennesker og fornøjeligt selskab.

Fra Suppe & Hygning hos Bøsse-M med imponerende fjorten gode mennesker, til X Factor hos journalisterne, forbi kaffe og tirsdagsrugbrødsmadder med Kosmopolitten, omkring Middag med Homoerne i går, forbi et barselsvisit hos en af de helt gamle (vi har netop regnet ud at vores venskab fylder 17 år til sommer. Det er snart parat til at flytte hjemmefra, er vores venskab. Og har nok i hvert fald fået et værelse i kælderen med egen indgang nu). Og inklusiv fantastisk kvalitetstid med LL.

Det liv har jeg skruet meget godt sammen, egentlig.

Men hey -  BB kalde mig for bitch i kærlig sammenhæng? Jeg er i tvivl. Jeg finder ordet ret stødende og synes ikke, jeg passer præcist nok i den kasse, skældsordet oprindeligt blev brugt om, til at det giver mening for mig at reclaime begrebet.

Det er der ligesom nogle Bronx-agtigt hiphopkvinder, der skal gøre. Tænker jeg. Men omvendt. Når det er kærligt ment. Hmm. Hvad synes I?

fredag den 3. januar 2014

Hørt i julen #2

I min mors familie står den altid på den helt store julefrokost første juledag. Hos min mormor. Og ve den, der vover at foreslå, om man kunne erstatte skagenssildene med en omgang karry-ditto - eller fx nøjes med én slags sauce til risalamanden.

Det er for så vidt hyggeligt nok, hvis vi alle sammen hopper med på præmissen om, at dem, der er ældst, naturligvis ved bedst (og har meget bedre styr på, hvordan jeg ideelt lever mit liv smukkest). I ved, familieagtigt.

Nå.

Min kusine - der er en del år yngre end mig og bor et sted i provinsen langt med sin ægtemand (et bryllup, i øvrigt, jeg tidligere har beskrevet her på bloggen) - har for godt en måned siden fået en søn og således givet den midtjyske matriark, vi kalder Bedste, sit første oldebarn.

Det er ret big news.

Og der stod vi så og beundrede - og bevares, jeg synes babyer er mægtig søde og fine og små og dufter herligt, jeg har intet imod dem. Og denne var bestemt et særligt fint eksemplar, hvor man ikke engang behøvede lyve, mens man roste.

Min moster, som jeg holder uendeligt meget af, men som nærmest slet ikke kender mig længere (og vice versa), siger så efterfølgende:

"Ja, når du selv for børn en dag, så skal du jo også forholde dig til ... indsæt-en-eller-anden-grænseoverskridende-fysisk-biologisk-kropslig-malfunktion-der-følger-i-røven-af-fødslen-og-som-ingen-har-lyst-til-at-høre-om-og-som-min-venligt-stemte-psyke-derfor-i-dette-øjeblik-har-fortrængt." 

Jeg svarer:

"Ahhr, skal vi nu ikke lige holde os til, hvis jeg får børn en dag..."

Hun siger helt kort:

"Nej. Du skal da have børn."

Jeg siger - høfligt:

"Ahhrrrrr ... det ved jeg altså ikke."

Hun siger - i bedste mening, ingen tvivl om det:

"Jo! Dine gener bliver du nødt til at føre videre, alt andet ville være et tab for menneskeheden."

Jeg svarer - i en mild trods, der måske hører mere til i puberteten end i trediverne, men what the heck:

"Hmm. Nu er det jo faktisk ikke engang sikkert, hvis jeg vælger at få børn, at det bliver mine gener, der bliver ført videre. Det kunne jo også være LLs."

Hun:

"Ej. Så må I få et hver. Du skal da have et barn. Der er et lebbepar her i byen, der har været gravide samtidig. Det er da smart."

Godt så.

* Disclaimer - Min mors familie er på alle måder afsindigt inkluderende. Fx har ingen nogensinde så meget som løftet et øjenbryn over, at jeg pludselig kom hjem med damekærester i stedet for mænd. Moderskabet er bare undtagelsen og helligt ad helvede til. * 


onsdag den 6. november 2013

No homo og et sidespor hele vejen til Norge

Jeg faldt over en form for online-tælleapparat forleden. Det vil jeg lige dele med verden. Og jeg skal også nok fortælle, hvad online-tælleapparatet tæller.

Om lidt.

Først vil jeg lige skrive online-tælleapparat en gang mere. Eller to. Online-tælleapparat. Jo flere gange, jeg skriver det, desto mere sikker er jeg på, at der må findes en smartere og mere 21.-århundred-agtig måde at beskrive det.

Vidste I - apropos-ish - at en USB-nøgle hedder en "mindepind" på norsk?

Det er rigtigt. Og det får mig til at holde lidt mere af Norge. Og jeg holder ret meget af Norge i forvejen. Især af Erlend Loe, Singelmann-bloggen og Kings of Convenience. Og også A-Ha. Og Sissel Kyrkjebø sang så fint som Den Lille Norske Havfrue. Og Hamsun. Og Thor Heyerdahl. Og alt det der.

(Jeg stavede ikke "convenience" rigtigt i første forsøg. Måske var min hjerne endda et øjeblik så tabt, at jeg skrev "kongveinience". Måske. Det får I aldrig svar på)

Nå. Men nu tilbage til ... tælleren.

NoHomophobes tæller nemlig, hvor ofte og hvordan fire nedladende homo-begreber bliver benyttet på Twitter, i et forsøg på at afdække "hverdagshomofobi".

Screenshot, NoHomophobes.com

Det betyder, at man blandt andet lige nu kan se, at:

Faggot er blevet brugt 23.087 gange på Twitter i dag og således fører over begreberne No homo, So gay og dyke.

Det gør mig ret trist, at faggot tilsyneladende er et heeelt legitimt skældsord ("You know a man is a faggot when he drives a Prius", "Don't lie to me, you were crying because you're a faggot", "You're such a f***ing faggot", etc.), og at to heteromænd ikke kan vise hinanden venskabelig kærlighed uden at understrege, at de altså ikke er homoer ("Bro, I miss you man #nohomo").

Og det er faktisk meget rigtigt, som der står på hjemmesiden, at hverdagsracisme (heldigvis!) ikke tolereres længere, at hverdagssexisme (heldigvis!) også har hårde kår, men at hverdagshomosexisme har relativt frit spillerum stadigvæk.

Den uge, jeg tilbragte som lærervikar (en historie, vi i øvrigt gemmer til en anden god gang) i en syvende klasse, viste i hvert fald med al tydelighed, at bøsse for få år siden var - og velsagtens endnu er - et højt skattet skældsord i den danske folkeskole.

Lad os lave om på det. Please.

Og tjek under alle omstændigheder NoHomophobes ud, det er et tankevækkende projekt, som giver et godt indblik i, hvor hjernedødt visse termer bliver smidt rundt ovre i såkaldt cyberspace.

Nå. Bare hvis det ikke i sig selv var deprimerende nok, at det er fucking mørkt udenfor, selvom klokken knap har passeret fem.


torsdag den 17. oktober 2013

Svenske tilstande. Is that a thing?

Det her er virkelig et stærkt og velskrevet og præcist debatindlæg. Tænk hvis det en dag var i Jydepotten og ikke Informeren, man kunne læse den slags. Preaching to the choir og sådan.

"De negative konsekvenser af en mere åben og queer-præget tilgang til køn og seksualitet er til at overse, men i Danmark taler man med gru i stemmen om ’indoktrinering af børnene’, ’svenske tilstande’ og ’nedbrydelse af køn og kernefamilier’. Man taler i fuld alvor om, at samfundet jo ikke skal manipulere med børns seksualitet og ikke skal udfordre den sikre kønsidentitet. Men er det ikke netop, det vi gør?" - Camilla Tved.

Læs hele debatindlægget lige her på Information.dk



tirsdag den 15. oktober 2013

Lejrliv for drenge, der kan lide lyserød

I har sikkert set det her - Politiken bragte fotos derfra forleden og samme fotoserie har også cirkuleret på Slate.

Men! En amerikansk summer camp har gjort det til sin opgave at tage et gedigent opgør med genusnormer og alt det pjank. Her får drengene lov at lave modeshow, sminke sig og proppe viskestykker på hovedet, så det ligner, de har langt hår.

I reportagen på Slate bliver camp'en kaldt You Are You, men det er ikke dens rigtige navn, for selvom drengene i lejren er sat 100 pct. fri fra trange ideer om drengeleg, så skal de stadig beskyttes ude i den såkaldt virkelige verden, hvor knægte i Disney-prinsesse-natkjoler ikke altid bliver behandlet lige kærligt.

Billederne (tip: der er flere på Slate end på Politiken) er sindssygt rørende. Og projektet er prisværdigt. Men for fanden, tænk hvis en dag, det også bliver okay også at give sin søn neglelak på i børnehave ude i det der, de kalder samfundet. Civilisationen. Tsk-tsk.

Og bemærk i øvrigt, at der står i begge artikler, at det ikke nødvendigvis er alle børnene, der vokser op og kommer til at identificere sig som enten homoer eller transer - måske er det for fanden bare en fase (eller måske er det bare helt okay hele sit lange liv som heteroseksuel mand at tage kjole på engang imellem!).

Tag den nu med ro.


fredag den 11. oktober 2013

Der er smukkere uden for skabet. Selv i en overfyldt 1A'er i morgentrafikken

Vel hjemme fra Paris og meget klogere på retail ... og på Martha Stewarts skræv, som jeg havde frit udsyn til, da hun blev interviewet på konferencens første dag. Bevismateriale, værsågod - hun sad ikke med kysk samlede ben hele tiden, men jeg fik ikke foreviget trussen, desværre:


Nå.

Men det er - tro det eller lad være - ikke det, det skal handle om.

For i morges sad jeg så i 1A, fordi jeg var for doven til at hente min cykel (der er strandet foran LL’s opgang) med en ret sød homohund på skødet, da den ældre dame på sædet overfor pegende udbrød:

”Ih, sådan en (læs: fransk bulldog) var der også med bussen i går!”

Pudsigt nok fortalte Livslebben netop i går aftes om en ældre gangbesværet kvinde, der altid var med bussen om morgenen, og som hun havde haft en snak med om blandt andet Homohunden (som LL havde æren af at have med under armen den dag).

Okay, men jeg svarede damen:

”Ja, men det kan sagtens være, det er den samme hund, du har set, for min kæreste tager denne bus om morgenen.”



Shit. Og der fik jeg så lige - uden egentlig at ville det - sat mig selv i en af de her ufrivillige outing-situationer. Understreget af, at morlil helt klassisk svarede:

”Nej, for det var en kvinde, der havde hunden med i går.”

Jeg tog en dyb indånding i den tavse og temmelig fyldte bus. Og svarede – som jeg har lovet mig selv altid at gøre fremover:

”Ja, men jeg er faktisk kæreste med en kvinde, så det er nok hende, du har mødt.”

(Ydrk. Hej alle medpassagerer, nu ved I at jeg er lebbe. Det føles lidt grænseoverskridende.)

Men hey – igen fik jeg bevist, at det aldrig er værd at tie. For den ældre dame svarede lige så frejdigt:

”Jamen så er det da helt sikkert hende, jeg har mødt. Det er godt nok en sød hund, men er den ikke tung at bære rundt på for jer?”

Og så forløb snakken videre som om intet var homo-hændt.

Det er i bund og grund oftest mine egne fordomme om andres fordomme, der bremser mig fra at spille med åbne seksualitetskort. Og det er slet ikke det værd. For de negative kommentarer, når man rent faktisk sidder over for et andet menneske og kigger dette ind i øjnene, mens man fortæller, at man er homo, er forsvindende få.

Og de gode ud-af-skabet-oplevelser venter bare på os derude.

torsdag den 10. oktober 2013

Jeg er homo. I ved det bare ikke.

Jeg havnede på bar med et par af de andre konferencedeltagere foruden min gode kollega H. i forgårs.

Der sad vi så på et parisisk gadehjørne, mig og H., og så en belgisk gut iklædt gråt skinnende jakkesæt med stelløse briller + en spansk kvinde i powersuit fra Desigual eller noget der minder om.

Spansk skørhedstøj, erindrer jeg, at en spanskofil (ja) eks og jeg døbte det efter en shoppingtur i Barcelona. I Spanien er det nemlig seriøst svært at opstøve en neutral beklædningsgenstand uden efterfølgende at dreje den om og finde noget spraglet blomstertryk på ryggen. Med andre ord: 

Ornamentering er ingenlunde et fy-ord i spanske millionbyer.

Nå. På baren talte vi naturligvis om homorettigheder, og jeg føler vitterligt ikke, at det var mig, der pushede den agenda. Men det kommer meget ofte til at handle om ligestilling på den ene eller den anden måde, når jeg taler med fremmede. 

Også selvom det kun var mig og H., der vidste, jeg var lebbe. Det sagde jeg ikke højt.

Mærkeligt, hvordan det pludselig kan virke privat at afsløre sin seksualitet.

Okay. Sidespor.

Jeg kom fra det her med, at det er sært, at det altid kommer til at handle om forholdsvis betændte emner med risiko (mulighed! Mulighed!) for at komme rigtig barskt op at værdidiskutere, når jeg sidder med ved bordet.

Jeg tror ikke, det er min skyld.

Okay, måske fik jeg på et tidspunkt spurgt retorisk, om de andre mon vidste, at det var fuldt lovligt at nægte at servere for homoer i 27 (eller er det 29?) ud af 50 stater i USA.

Jo! Nej! Nu kan jeg huske det.

Vi startede faktisk med at snakke om børn. Om adoption, og frk. Barcelona fortæller om en gay guy hun kender i USA, som via en klinik i Californien har sammensat sit lille idealbarn i maven på en fremmed rugemor.

Totalt webshopping med ni måneders levering.

Bare vælg øjenfarve, hårfarve, forældres IQ, forældres baggrund, kropsbygning, højde, så sørger vi for resten og leverer til din hjemmeadresse.

Og så kom vi til at tale om frk. Barcelonas børn. Hendes datter går i børnehave med en pige, der er adopteret fra Rusland til et spansk bøssepar.

Nu må homoparret så bare desværre seriøst overveje, hvordan de skal forholde sig, hvis det her russiske lovforslag omkring tvangsfjernelse af børn fra homoer bliver gennemført.

For, hvad jeg ikke lige hverken fik med sidst, jeg nævnte det (eller for den sags skyld overhovedet var klar over), er, at lovforslaget er stillet med fucking tilbagevirkende kraft. Og gælder uden for Rusland også.

Ja. Din bange antagelse er helt korrekt.

Det betyder ganske rigtigt, at det spanske homopar i Spanien kan risikere at miste deres datter, selvom hun har været hos dem i Barcelona i to år.


Shit, det er noget scary hejs.

tirsdag den 8. oktober 2013

Nå. Men skal vi få gjort en ende på den heteroseksuelle verdensorden?

Okay. Der har jo været TEDx i København for nyligt.

Blandt talerne var seje, seje, seje, seje Mads Ananda Lodahl, der TED-talte om at gøre en ende på den heteroseksuelle verdensorden.

Det er et rimelig heftigt emne. Der ret hurtigt bliver ret indviklet og sådan, jo-jo-men-nu-har-jeg-ikke-lige-læst-Foucault-til-min-morgenkaffe-agtigt. Og derfor er det så heldigt, at man har sat lige netop Mads Ananda Lodahl til at holde foredraget.

For han gør det så ligetil og forståeligt. Se lige talk'en, og vis den også til alle dine straight venner.

De TEDx-talks der får flest views, havner, så vidt jeg er informeret, på forsiden af den rigtige TED-side. I ved, Mads Ananda Lodahl i selskab med Steve Jobs og Al Gore og sådan.

...Så man kan da sagtens lige se videoen både derhjemme og i Paris og på arbejdet og hos kæresten, ikke?



Og kender man ikke konceptet TED, kan man læse mere om det her, men helt kort fortalt er det små snakkevideoer - der er mange virkelig rørende/tankevækkende/inspirerende/fascinerende/smukke/sjove imellem - et menneske med en mikrofon på en scene.

Period.

Kan heterosex være queer?

Jeg vil bare gerne lige anbefale en artikel. Den er god, velskrevet, interessant og skrevet af en af de klogeste undervisere, jeg havde, da jeg gik på uni.

"Så legede vi, at jeg var manden"

God læselyst.

lørdag den 5. oktober 2013

Om Sinead og Cyrus og hår i skridtet

I går gik op i hat (I ved, den der lille røde plastik-én, der sidder på låget af den dyreste og absolut bedste kvalitetstequila i verden) og briller. 

Og Miley Cyrus og Sinead O'Connor. Og meget høje røster. Og en omgang Venner for livet (I ved, den der festleg hvor man tager stilling til, hvem i selskabet, man mener, bliver rigest, har de mest perverse fantasier, har ydet mest oralsex, etc.).

Jeg endte med følgende kategorier:

- Hvem fjerner mest hår i skridtet (da jeg fortalte LL det - hun kunne desværre ikke joine os i går, fordi hun stadig kæmper med en crazy mavevirus, staklen - sagde hun mistroisk: "Fik du den?". Og ja. Det undrede også mig. Jeg lader lidt for ofte stå til i de regioner, hvilket LL's skepsis også udmærket bevidner.
- Hvem har flottest hår (jeg takker)
- Hvem skal helt sikkert med til Eurovision (errrm ...) 

Alt imens kunne jeg se kategorier som "hvem er klogest", "hvem har de pæneste tæer" og "hvem knalder mest" flyve hen over bordet mellem mine inviterede gæster. Men jeg skal ikke klage. Jeg er jo den, der med størst sandsynlighed skal til Melodi Grand Prix næste år. Så det.

Og i det mindste fik jeg ikke "hvem flytter først til provinsen"...

I øvrigt var også både "Hvem er mest Miley Cyrus"(!) og "Hvem bliver først bedstevenner med Miley Cyrus"i spil. Der havde nemlig været en ret heftig debat tidligere på aftenen om, hvorvidt Wrecking Ball-videoen er frigjort eller taler sig ind i en kvinden-som-objekt-tradition. 

Der var delte meninger, det 100 pct. grundfeministiske selskab tiltrods. Nogen var af den opfattelse, at videoen simpelthen bare viser en ung kvinde, der har taget sin seksualitet tilbage på en måde, som vi - alle i 30'erne - bare er for gamle til at forstå, mens andre mente, at så meget nøgenhed og suggestiv hoftevriden ikke kan ses adskilt fra en (musikvideo)historie, hvor kvinden typisk fremstilles ret pornografisk. 

Hvad synes I?

Og har I overhovedet fulgt debatten om Sinead O'Connors åbne brev til Miley som følger af netop Wrecking Ball-videoen, der er inspireret af videoen til "Nothing Compares 2U"? Og Mileys retur-tweet? Og nu også Sineads svar #2

Det er en ret spændende konflikt (hvis man kan lide: 1. sladder og 2. feminisme og 3. pop)!



fredag den 20. september 2013

Mere om det med børn. Eller: "Hånden dyyybt ned i hvepsereden"

Wow.

Hold da kæft nogle omfangsrige kommentarer, I har lagt henne under det der indlæg om at få/ikke få børn. Tak for alle jeres holdningstilkendegivelser.

Jeg kan allerede fornemme, hvordan det her risikerer at blive så betændt, at det bliver faaaarligt for en lille konfliktsky høne med evig angst for at blive hadet og misforstået som undertegnede.

Men!

Jeg synes, det er tankevækkende, at der som en understrøm i faktisk samtlige kommentarer under gårsdagens indlæg eksisterer et klart ideal, nemlig at:

Man skal da have børn. 

Måske er det havnet der mellem linjerne helt ubevidst - det, tror jeg egentlig, er tilfældet. Men hvis man kigger efter det, er holdningen lidt, at et fravalg af børn (og selve brugen af begrebetet 'fravalg' i denne sammenhæng vender jeg tilbage til) altid bunder i, at man fx befinder sig i en situation, hvor (også) andre positiver mangler i livet: Man er ikke sammen med den rigtige partner eller har ikke fundet 'den store kærlighed'. Altså lidt, at det ikke-at-få-børn er det 'mindre gode valg'. Agtigt.

Og det skurrer i mine ører.

Åhada.

Jeg får hele tiden lyst til at indskyde i bisætninger, at jeg personligt bare er i tvivl, om jeg vil have de fjollede unger. Jeg har hverken taget stilling for eller imod.

Jeg har masser af kærlighed at give og tror (på gode dage), at jeg ville blive en fab forælder. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg køber den der med, at det at få børn er den absolutte altruistiske handling.

Det er ikke mit indtryk, at forældre er særligt meget mindre egoistiske end os barnløse (og SÅ havnede hånden i hvepsereden) - og bevares, man skal da ofre sig for et andet væsen - men uden sammenligning ellers: det skal man altså også, når man har en hund. Eller en kæreste. Eller et job.

Og er der ikke også gennem historien et par eksempler på nogle sindssygt selvopofrende barnløse kvinder, nu vi graver helt dybt ned i argumentationsposen? Jeanne D'Arc? Florence Nightingale? Mother Theresa?

Det er som om man ikke engang kan tale om det 'ikke at få børn' som et decideret valg. Det bliver altid formuleret som et fravalg, se bare i kommentarerne under indlægget i går: "nu hvor jeg har fundet den rigtige kærlighed, SÅ skal jeg have børn."

Jeg ville gerne hen et sted, hvor jeg kunne træffe valget - det ene eller det andet - uden at alle så den ene mulighed som et fravalg.

Fordi jeg føler, jeg allerede her i valgprocessen er enormt farvet af, at der - dybest set - er et rigtigt valg (børn) og et forkert valg/fravalg (ikke børn). Hvis jeg vælger at få børn, tror jeg ikke, der er nogen, der vil spørge mig hvorfor, jeg har valgt sådan. Men vælger jeg at lade være - så kommer spørgsmålene.

Derfor gad jeg i virkeligheden godt høre forældre, der var ærlige nok til at sige højt, at det også er et fravalg at FÅ børn. For mine venner fortæller mig, at det af og til er netop sådan, det forholder sig ... men kun under fire øjne.

Men igen:

Jeg er i tvivl. Ad helvede til. LL bliver verdens bedste mor, ingen tvivl om det, og jeg har også selv et udmærket potentiale, skulle jeg mene. Masser af kærlighed fx. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver parat til at opgive et liv, jeg faktisk holder helt vildt meget af - med udeliv, træning, kærestetid, spontane venneaftaler, en hel dag foran computeren med serier - for moderskabet.

Men det er umuligt at træffe et oplyst valg, så længe 'fravalget' (eller lad os sige tilvalget af sig selv og et rigt socialt/arbejdsmæssigt liv) er så tabubelagt.

En veninde fortalte for nyligt om en undersøgelse, der peger på, at forældre er ulykkelige. At mennesker med børn - sådan helt gennemsnitligt - er mindre lykkelige end mennesker uden børn. Helt fra ungerne bliver født ... og lige til de flytter hjemmefra. Sgu. Jeg fandt lige en artikel om undersøgelsen i Berlingske.

Det er da også tankevækkende?

torsdag den 19. september 2013

Lille Lebbelyd #3

Her var der sgudda lige lidt mere lesbisk lyd. 

Denne gang handler det om det der med at få børn. Nok ikke så meget med den deciderede lebbebrille på - mere bare helt generelt. Det andet kommer garanteret en anden gang.

Jeg er bange for, der er rigtig meget af det, jeg snakker om, som jeg slet ikke får forklaret grundigt nok. Så hør det mere som et indblik i denne her såkaldte lebbes børnebekymringer end som noget som helst forsøg på at tale i finitte sandheder. 

Ikk'?




mandag den 16. september 2013

Fra korthårede Barbie-dukker til "Er jeg lesbisk?". Den strukturløse lebbe er tilbage

I dag over middag talte vi på kontoret om min meget skønne og lidt unge kollega. Hun er sygt forkælet. Mægtig fantastisk og sød. Og sygt forkælet.

Bevis #1: Hendes forældre har en swimmingpool.

... Men havde hun en af de der eldrevne minibiler, da hun var barn, spurgte min anden kollega?

Det havde hun nu ikke. Men den bil var vitterligt det ultimative statussymbol. Og så antallet af barbier. Jeg havde ikke så mange Barbie-dukker. Måske fem.

Jeg klippede en af mine barbier korthåret for at have en mand. Fordi jeg ikke havde en Ken-dukke. Og fordi mit lille dukkesamfund ville bryde sammen uden maskulint islæt.

Det sagde jeg til mine kolleger i dag. Og studsede så over, om det var der de første kim til min homoseksualitet og betragtelige betagelse af korthårede damer blev lagt?

Min weekend forsvandt i bloody marys og godt selskab fredag, semigrove tømmermænd, kort besøg af Bedstebøssen lørdag eftermiddag. Han havde hindbærsnitter med, hvilket resulterede i, at jeg voldtog Livslebbens den-der-box-hvor-man-kan-se-gamle-tv-programmer-på for DR's Den Store Kagedyst resten af dagen.

Søndag forsvandt i gåture og resterne af den arbejdsbyrde, jeg ikke havde nået fra mandag til fredag.

Nå jo. Og så gik søndag også med at besvare en mail fra en forvirret måske-lebbe. Jeg får den slags henvendelser engang i mellem - og jeg kan rigtig godt lide dem - Fra kvinder (faktisk i alle aldre - fra 18 år til et-par-og-fyrre. Plus alt derimellem), der er i tvivl om de er lesbiske og spørger om min ... vurdering. 

Det er skidesvært. For det eneste råd, jeg kan give, er egentlig, at de skal prøve det af. Jeg var ikke i tvivl om, at der var et eller andet rigtigt ved det med damerne, da jeg vågnede op morgenen efter mit første kvindekys for en otte-års tid siden. 

Du ved det nok først, når du prøver det. Og hvis det så føles totalt fejlagtigt, så er der jo ikke noget forgjort ved det. Så er det vel bare bye-bye punani og på gensyn penis.

Nå. Det var det hele.


onsdag den 11. september 2013

Lidt om lesbisk opmærksomhed og sådan. Og lidt noget vrøvl. Og undskyld.

Gør det mig egentlig til et dårligt menneske, at jeg stadig bliver helt stolt og føler mig lidt som noget særligt, når jeg kysser med min damekæreste i det offentlige rum?

Jeg ville på en måde ønske, jeg bare var sådan en, der ikke gav en skid for, hvad andre tænkte om mig.

Men det holder jeg nok op med omtrent i samme uge, som jeg holder op med at blamere mig over for semifremmede mennesker. Eller i det åndedrag, hvor jeg pludselig også viser mig at være et toptjekket individ med styr på mine aftaler.

Det vil sige aldrig. Den fangede I godt, ikke?

I morges, fx, da jeg måtte tage 1A på arbejde, fordi jeg havde efterladt min cykel ved Hovedbanen efter spontantur til Sveriges største mad-eksportør (vidste I det? IKEA eksporterer flere köttbullar end Kalle eksporterer kaviar), da fulgtes jeg med Livslebben, hvis cykel i nærmest al den tid, vi har kendt hinanden, har stået efterladt ude i forstæderne med en tiltagende bortrustet kæde. Hun kender med andre ord efterhånden det københavnske busnet ganske tilbundsgående.

Nå. Da jeg skulle af bussen, gjorde jeg et gigantisk nummer ud af at kysse-kysse-kysse hende. Og kunne ikke lade være med at tænke, at "nu tænker alle mennesker omkring os sikkert deres."

I virkeligheden var der garanteret ikke et øje, der bemærkede os.

Det minder mig i øvrigt om en kronik, jeg læste for nyligt. Den er lige her og hedder "Jeg kysser ikke en kvinde, fordi jeg gerne vil have en trekant med dig". Den handler om en nyforelsket kvinde, der er træt af at blive passet op af liderlige mandfolk, når hun kysser med sin kvindekæreste på en trappesten ved København H.

Kort fortalt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den. For jeg er egentlig komplet enig med kronikøren i, at man skal kunne passe sig selv i det offentlige rum - også selvom man kysser (med en af sit eget køn). Og så tænker jeg også lidt semikynisk, at nederen tilnærmelser er noget, man som kvinde får uanset seksualitet. At dét så i øvrigt er et problem for sig - og et strukturelt af slagsen - er en anden sag. Det er vel mere kvinder, end det nødvendigvis er lebber, der ikke kan være i fred på gaden. Åh. At de fleste lebber så faktisk - har jeg hørt - er kvinder, er selvfølgelig en form for dobbelt-op.

Men anyways - det der med antastninger: En del af mig kan altså på en måde godt lide opmærksomheden. Nogle gange. På gode dage. Af og til.

Eller - jeg er i hvert fald ... opmærksom på den.

I øvrigt er det, nu jeg tænker efter, tusind år siden nogen i det offentlige rum har råbt efter mig og LL. En del af mig er lidt stødt ("så jeg er ikke lækker nok til jeres trekanter, som jeg alligevel ikke vil deltage i, eller hvad?"). En anden er egentlig bare lettet.

Disclaimer: 
Jeg ved seriøst ikke, om jeg i virkeligheden mener et eneste ord af ovenstående bavl. Jeg er ikke i stand til at sammensætte to intelligente tanker lige nu. Den er helt gal. Jeg er træt. Og så synes jeg også bare, det er så synd for homoer i de lande, hvor man ikke bare får en lummer kommentar men et fucking slag over nakken for at vise same sex-ømhed i det offentlige rum. Men omvendt skal man jo ikke forklejne hjemlige problemer, bare fordi konsekvenserne er mere alvorlige i, say, Rusland.

Hold da kæft en sludder for en sladder. Jeg beklager og henviser til føromtalte træthed.

Nå. Nu til yoga med den rare hippiedame og derefter hjem til Vesterbro, hvor min århusianske bästis og hendes lillebitte baby venter på mig hjemme i min stue. Måske med aftensmad, hvis man er heldig?

tirsdag den 20. august 2013

Kære heteromennesker...

Okay. Vi ses jo til en virkelig vigtig demonstration senere i dag (seriøst - kom!).

Men jeg ville lige smide jer denne her ret så fantastiske lille bid stand-up-poetry også - den er bare virkelig simpel og elegant og præcis.

...Og performet af en temmelig hot lebbe: Denice Frohman, som i øvrigt er verdensmester i poetry slam.

Nå. Nok snak - bare se den:



Jeg fandt videoen, fordi jeg havde set en anden video fra Upworthy igen og igen. Og igen. Nemlig en bid poetry slam med en hjerteknust OCD-poet, Neil Hilborn.

I har sikkert allerede set den, den bliver beskrevet som "the video that blew up the internet" og er gået super-viral på meget kort tid:



Den er vild, ikke?

Jeg har set Neil Hilborn-videoen fire gange nu. Og har fået tårer i øjnene hver gang. Og jeg er altså ikke såååå meget en tuder (lige meget hvad Livslebben siger).

Jeg følger Neil Hilborn på Facebook nu, fordi det er sjældent, jeg har oplevet så stor umiddelbar sympati for et menneske på en skærm. Det er bare så pinefuldt. Og ærligt. Nå. Men jeg like'de ham vist i torsdags på Facen, og da havde han så vidt jeg husker omtrent 1.000 likes - måske endda mindre. Jeg tjekkede lige igen - og han har så i mellemtiden rundet 42.000 likes!

Fuldt fortjent. Han er et godt menneske. Det er jeg helt sikker på.

Nå. Men det var via hans profil, at han anbefalede homo-videoen øverst med en meget sød status, der bare lød:

"I like this poem. I think this poem is quite good. You should check out this poem that I think is quite good. http://www.upworthy.com/dear-straight-people-we-have-to-talk"

(Hans sprog i den status minder mig i øvrigt om to af mine yndlingsforfattere rolled into one: Erlend Loe og Jonathan Safran Foer. Kan I se hvad jeg mener?)

onsdag den 31. juli 2013

Barbies (og lebbens) drømmehus.

Bedstebøssen er i Berlin. Jeg skulle have joinet ham i weekenden, men det virkede på en eller anden måde lidt for kontraproduktivt at drage direkte på Berghain i forlængelse af en uge med tavshed, rene tanker og vegetarmad.

Så jeg sprang over.

Det fortryder jeg en lille smule nu. For vi fangede lige hinanden på Facebook-chatten. Hvor han fortalte lidt om sine planer for i dag.

Og det viser sig, at han i dag blandt andet har planlagt en tur forbi The Barbie Dreamhouse Experience.

Jeg vidste ikke, at The Barbie Dreamhouse Experience eksisterede før dette øjeblik. Nu kan jeg ikke dø, uden at have besøgt The Barbie Dreamhouse Experience. Lad bare andre have deres Mekka. Jeg har min The Barbie Dreamhouse Experience.

Jeg har linket syv gange til The Barbie Dreamhouse Experience i dette indlæg i håbet om, at The Barbie Dreamhouse Experience-folkene tracker trafikken tilbage til Lebbelivet og forærer mig noget merchandise. Helst en prinsessedukke.

OMG. Okay.

The Barbie Dreamhouse Experience er et fuldstørrelse Barbie-hus, hvor man går rundt blandt fuldstørrelse Barbie-ting. Jamen for fanden da. Det lyder som paradis.



Hvis man ikke kender mig, ved man nok ikke, at jeg er grænsende til sygeligt besat af Barbie.

Det går afsindigt dårligt i spænd med min feministiske selvforståelse, at der ved siden af Kate Bornstein og Judith Butler i min bogreol står i hvert fald tre bøger om Barbie. Jeg har sørget for at sætte mit feministiske bibliotek ved siden af Barbie-bøgerne. For ligesom at opveje. Jeg er et sammensat menneske. Ikke så stolt af det.

Anyway.

Jeg fortalte mine kolleger om Dreamhouse Experience. Jeg tror, min besættelse kom bag på dem. Vi blev enige om, at jeg muligvis kun er lesbisk for at opveje min Barbie-fascination. Jeg blev simpelthen nødt til at kaste noget seksuel modvægt ind for at godtgøre, at jeg elsker - ja, elsker - dette sexistiske, platinblonde plastiksymbol.

Undskyld.

Nå. Men Dreamhouse er kun åbent frem til slut-august, så nu bliver jeg nødt til at få smidt en Berliner-tur ind i mine sensommerplaner.

torsdag den 13. juni 2013

Fejlfyldt og selvmodsigende. Sgu.

Det her er bare en anbefaling. Jeg synes, det er så godt og præcist skrevet:

Debatindlæg i Politiken: Jyllands-Postens homoleder er fejlfyldt og selvmodsigende

Og så er jeg i øvrigt en karrierehøne, der kører med karriereklatten these days  (Stine Bosse, move over. Uden at jinxe). Derfor en smule blogfravær. Undskyld-agtigt. Men jeg gør det jo for vores alle sammens skyld. For ligestillingens skyld. Agtigt.

tirsdag den 11. juni 2013

Hvis blikke kunne dømme...

Nåjo. Jeg var til et formidabelt middagsselskab i fredags. Eller grill, som de unge kalder det. Med en noget nær perfekt blanding af nogle af de allerældste og allerbedste. 

Havde ondt i kæbemusklerne af bar' latter, da jeg vågnede lørdag.

Der faldt simpelthen så mange one-liners den aften. Så mange, at jeg vågnede op dagen-derpå med et dokument på min iPhone, hvor der bare stod en masse umiddelbart sorte sætninger, blandt andet:

"Hvis blikke kunne dømme." (Nu griner jeg faktisk af det igen. Min gode gamle ven K. sagde forkert, da jeg sendte ham et - naturligvis velment (host-host) - dræberblik. Og coinede på den måde en helt formidabel fejlfrase. Hvis blikke kunne dømme. Ja. Hvis bare blikke dog kunne det.)

I dokumentet står der også:

"Pik er en tilstand."

Jeg kan for min gud ikke huske, hvorfor pik er en tilstand. Det generer mig lidt, at jeg svagt erindrer, vi også blev enige om at fisse er stilstand. Men det virkede meget sandt i det øjeblik i en baggård i aftensol på Nørrebro. Og alt handlede om pik. Alt blev pik. Og igen faldt snakken på kødpik og blodpik. Og jeg er stadig lige (lesbisk?) frastødt af koncepterne.

Man skulle tro, vi havde været pisseskæve, men i virkeligheden er vi bare helt enormt sjove. Punktum.

Nå. I selskabet var også de gode lebbeskuder lebbe-E. og lebbe-K., som jeg vist har nævnt en gang eller to tidligere. Halvvejs gennem middagen fortalte K., at hun de gange, hun har været i Afrika, hvor hun har rejst en del, har oplevet hvordan mænd dernede lægger vildt og voldsomt an på hende alle steder, hun kommer frem. Ja - som hun sagde (og jeg nedskrev):

"Der er store dele af Afrika, der er meget tiltrukket af mig."

Al generalisering til side, blev vi enige om, at det måtte skyldes, at når man færdes i lande, hvor homoseksualitet overhovedet ikke anerkendes, endsige ses, er det sværere at aflæse tegn som mohawk, baggy bukser, trainers og stretches i øreflippen som lesbiske konnotationer. 

Som lebbe-E. udtrykte det, mens hun pegede på sin lady:

"Hvis det her (vifter med armene rundt om K.) ikke er det universelle tegn for 'lesbisk', hvor er vi så henne? Hvad skal der så blive af os?" 

Og jeg kan faktisk lidt godt huske det, fra de gange min lille eks N. og jeg var i Cairo og Alexandria, hvor vi havde venner. Vi holdt åbenlyst hinanden i hånden på gaden, og mændene - og kvinderne - troede helt tydeligt bare, vi var veninder (eller endda: at N. var en mand - hvilket jeg nu synes var en svær forveksling at begive sig ud i. Jovist, N. er korthåret, men derudover også meget lille og med ret feminine træk, egentlig). 

Vi opførte os kort sagt præcis, sådan som vi havde fået at vide, vi "nok helst skulle lade være med i et muslimsk land", og ingen løftede et øjenbryn.

Forklaring, tak?



mandag den 3. juni 2013

Som om transkønnethed er en sygdom. Som om.

Nå. Men sådan endte det så. I denne omgang:

Transkønnethed optræder stadig på listen over mentale sygdomme.

Det er fandeme kikset.

Stine Brix, til gengæld, er megasej. Jeg har haft æren af at dele et par fantastisk dejlige middagsselskaber med hende på Nørrebro. Og jeg ved, hun har gjort alt, hvad der stod i hendes magt i denne sag.

Næste gang lykkes det. Ellers må vi jo bare sygemelde i sympati ligesom svenskerne.