Det der med identitet

Nogle gange får jeg - indrømmet - en vis nydelse ud af at få sneget ind i samtaler, hvor det ellers ikke er det mindste relevant, at min kæreste er en pige. Bare for at se modtagerens reaktion.

Et eksempel kan være en samtale med en fjern kollega på studiejobbet. Vi snakker om karakterer, og jeg fortæller, at min (helt vildt kloge) kæreste fik 12 for sit speciale. Min kollega spørger (ret naturligt), "hvad læser han?", hvortil jeg svarer med mærkbart tryk og vedvarende øjenkontakt, at "hun læser det-og-det."

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg så godt kan lide det. Måske bor der en ikke ubetydelig provokatør i mig, måske en antropolog? Jeg tror nu mest, det er det første. Jeg kan godt lide at sætte folk i den situation, at få dem til at sidde uroligt på sædet og fortælle om 'alle de homoseksuelle venner, de altså selv har.'
Det er egentlig ikke særligt sympatisk af mig.

Og egentlig heller ikke videre interessant, for i de kredse, jeg færdes, foregår en evig konkurrence om at være mest politisk korrekt...og der hvor det rigtigt kunne være spændende at se folks reaktion (fx i en overfyldt bus i Cairo), da tør jeg alligevel ikke bekende kulør.

Det er for øvrigt noget andet - det er sjovt, hvor let det er at gemme (ja, gemme) sin seksualitet i Danmark - her har man jo bare 'en kæreste', hvor der altid i udlandet er tale om enten en 'boyfriend' eller en 'girlfriend'. Jeg har til tider forsøgt mig med begrebet 'partner', men hvor tørt lyder dét ikke?

---