Nå. Jeg har spekuleret på det her med håndbold og på, hvordan jeg på mindre end to uger gik fra at være håndbold-meh! til at være håndbold-uh!
... og så i øvrigt til at være håndbold-buh! oven på skuffelsen søndag. Ja. Pludselig er jeg sådan en der kan sige "skuffelsen søndag". Og mene det. Endsige vide, hvad fanden jeg snakker om - hvafforenskuffelse?
Håndbold er pludselig blevet lidt sjovt, og det hænger helt sikkert delvist sammen med LL. En entusiastisk sidekammerat som man oven i købet synes er verdens bedste menneske gør selvfølgelig sit til at oppe oplevelsen. Og så er hun ret klog på håndbold og i denne sammenhæng en meeeget tålmodig sjæl. Jeg har ret mange spørgsmål. Hele tiden.
Men det hænger altså også sammen med nogle andre ting. Dels forstår jeg håndbold. Agtigt. Nogen (sidekammerater) ville måske more sig lidt over det udsagn. Men alligevel. Jeg kan godt se, når de spiller herregodt, eller når det bare slet ikke hænger sammen, det skidt. Og det gør, at man kan være skideklog.
På den måde er håndbold lidt ligesom X Factor.
Jojo. Jeg kunne da aldrig selv gøre noget, der bare er i nærheden af det I gør på hhv. scenen i Store Vega / i Boxen i Herning. Men jeg kan bestemt snildt gøre mig til dommer over jeres præstation som var jeg Blachman eller en af de der kommentatorer, som jeg trods alt ikke har fedtet mig langt nok ind i kontaktsportens forunderlige verden til at kende navnene på.
Og så er der også det der unævneligt selvbevidste med, at der er noget ironisk og ganske særligt ved at blande håndboldnydelse ind i den kombination af egenskaber, der udgør mig. Da jeg lavede min første håndboldrelaterede statusopdatering affødte det flere whaaaat-kommentarer.
I øvrigt glædede jeg mig som en lille høne til at lave den opdatering. Jeg vendte den længe i tankerne, før den var perfekt:
Det understreger ligesom alle mine ikkehåndboldrelaterede karaktertræk, at jeg da også sagtens kan nyde sådan en kamp.
Og et eller andet sted i selvbevidsthedssnobberiet begyndte jeg faktisk at nyde sporten. Nyde at se den, altså. Ikke at udføre den. Jeg er stadig hunderæd for bolde.
Nå jo. Til slut en serviceinformation:
Det er jo altså modeuge lige om hjørnet, hvilket betyder (endnu mere larmende) stilhed på bloggen, advarede hun.
... og så i øvrigt til at være håndbold-buh! oven på skuffelsen søndag. Ja. Pludselig er jeg sådan en der kan sige "skuffelsen søndag". Og mene det. Endsige vide, hvad fanden jeg snakker om - hvafforenskuffelse?
Håndbold er pludselig blevet lidt sjovt, og det hænger helt sikkert delvist sammen med LL. En entusiastisk sidekammerat som man oven i købet synes er verdens bedste menneske gør selvfølgelig sit til at oppe oplevelsen. Og så er hun ret klog på håndbold og i denne sammenhæng en meeeget tålmodig sjæl. Jeg har ret mange spørgsmål. Hele tiden.
Men det hænger altså også sammen med nogle andre ting. Dels forstår jeg håndbold. Agtigt. Nogen (sidekammerater) ville måske more sig lidt over det udsagn. Men alligevel. Jeg kan godt se, når de spiller herregodt, eller når det bare slet ikke hænger sammen, det skidt. Og det gør, at man kan være skideklog.
På den måde er håndbold lidt ligesom X Factor.
Jojo. Jeg kunne da aldrig selv gøre noget, der bare er i nærheden af det I gør på hhv. scenen i Store Vega / i Boxen i Herning. Men jeg kan bestemt snildt gøre mig til dommer over jeres præstation som var jeg Blachman eller en af de der kommentatorer, som jeg trods alt ikke har fedtet mig langt nok ind i kontaktsportens forunderlige verden til at kende navnene på.
Og så er der også det der unævneligt selvbevidste med, at der er noget ironisk og ganske særligt ved at blande håndboldnydelse ind i den kombination af egenskaber, der udgør mig. Da jeg lavede min første håndboldrelaterede statusopdatering affødte det flere whaaaat-kommentarer.
I øvrigt glædede jeg mig som en lille høne til at lave den opdatering. Jeg vendte den længe i tankerne, før den var perfekt:
Det understreger ligesom alle mine ikkehåndboldrelaterede karaktertræk, at jeg da også sagtens kan nyde sådan en kamp.
Og et eller andet sted i selvbevidsthedssnobberiet begyndte jeg faktisk at nyde sporten. Nyde at se den, altså. Ikke at udføre den. Jeg er stadig hunderæd for bolde.
Nå jo. Til slut en serviceinformation:
Det er jo altså modeuge lige om hjørnet, hvilket betyder (endnu mere larmende) stilhed på bloggen, advarede hun.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!