For knap ti år siden lavede jeg noget frivilligt arbejde.
Jeg havde en kollega, som jeg et godt stykke tid gik og var lidt smålun på. Han (det var omkring det tidspunkt, jeg hoppede fra det ene hold til det andet) var bare så sej og indie og genbrugstøjsagtig og quirky og i hvert fald et helt år længere fremme i sine studier end mig. Måske havde han endda fået sin bachelorgrad.
Nå.
Men cirka ved den tid droppede jeg faktisk mændene og mødte min første damekæreste. Var helt forelsket og splattet i hovedet af at skulle omdefinere min identitet til at passe ned i lebbekassen. Og alt det fisse.
Og pludselig spurgte han, kollegaen, om jeg ville med i biografen. Ud af det blå. Jeg tror, han ringede og spurgte - det skete af og til, at vi ringede sammen i planlægningsøjemed.
Jeg blev så glad og sagde klart ja på stedet. En ny, sej ven til samlingen!
Min kæreste sagde, at det altså var en date. Og at det var pænt weird at gå på date, når man havde en kæreste. Hun insisterede. Lidt irriteret.
Jeg svarede (ligeså insisterende og irriteret), at det i hvert fald ikke var en date. At han da måtte vide, at jeg havde en kæreste. Alt imens jeg tænkte, at det - netop fordi det umuligt kunne være en date, jeg var jo mig, usle fjollede mig! - ville være upassende at sikre sig, at han nu også vidste, at jeg havde en kæreste. En kvindekæreste, endda. Verdens sværeste spørgsmål må være, "jo, jeg vil gerne med i biffen, og du ved godt, jeg har en kæreste, ikke?".
Afvisninger har aldrig været min styrke. Hverken at levere eller modtage. Heller ikke de blide.
Og så tog jeg af sted mod Metropol. Jeg havde nok en prikket kjole på. Det havde jeg tit.
I biografen bød han på konfekt. Det har vel været ved juletid. Hjemmelavet konfekt i en hjemmelavet æske. Han forærede mig resten. Jojo. Det var til mig.
Alligevel faldt tiøren først på plads, idet jeg bemærkede hans overraskede blik, da jeg - mens vi post-bio drak en kop kaffe - fortalte om min kæreste.
Jeg troede virkelig, at han vidste, jeg ikke var single. For hvem fanden skulle nogensinde have lyst til at invitere mig ud? Altså på en date? Jeg var jo bare hende, man var venner med.
Vi blev aldrig venner.
Jeg tror, min kæreste smed resten af chokoladen ud. Ellers spiste vi den. Sikkert i sengen.
Jeg havde en kollega, som jeg et godt stykke tid gik og var lidt smålun på. Han (det var omkring det tidspunkt, jeg hoppede fra det ene hold til det andet) var bare så sej og indie og genbrugstøjsagtig og quirky og i hvert fald et helt år længere fremme i sine studier end mig. Måske havde han endda fået sin bachelorgrad.
Nå.
Men cirka ved den tid droppede jeg faktisk mændene og mødte min første damekæreste. Var helt forelsket og splattet i hovedet af at skulle omdefinere min identitet til at passe ned i lebbekassen. Og alt det fisse.
Og pludselig spurgte han, kollegaen, om jeg ville med i biografen. Ud af det blå. Jeg tror, han ringede og spurgte - det skete af og til, at vi ringede sammen i planlægningsøjemed.
Jeg blev så glad og sagde klart ja på stedet. En ny, sej ven til samlingen!
Min kæreste sagde, at det altså var en date. Og at det var pænt weird at gå på date, når man havde en kæreste. Hun insisterede. Lidt irriteret.
Jeg svarede (ligeså insisterende og irriteret), at det i hvert fald ikke var en date. At han da måtte vide, at jeg havde en kæreste. Alt imens jeg tænkte, at det - netop fordi det umuligt kunne være en date, jeg var jo mig, usle fjollede mig! - ville være upassende at sikre sig, at han nu også vidste, at jeg havde en kæreste. En kvindekæreste, endda. Verdens sværeste spørgsmål må være, "jo, jeg vil gerne med i biffen, og du ved godt, jeg har en kæreste, ikke?".
Afvisninger har aldrig været min styrke. Hverken at levere eller modtage. Heller ikke de blide.
Og så tog jeg af sted mod Metropol. Jeg havde nok en prikket kjole på. Det havde jeg tit.
I biografen bød han på konfekt. Det har vel været ved juletid. Hjemmelavet konfekt i en hjemmelavet æske. Han forærede mig resten. Jojo. Det var til mig.
Alligevel faldt tiøren først på plads, idet jeg bemærkede hans overraskede blik, da jeg - mens vi post-bio drak en kop kaffe - fortalte om min kæreste.
Jeg troede virkelig, at han vidste, jeg ikke var single. For hvem fanden skulle nogensinde have lyst til at invitere mig ud? Altså på en date? Jeg var jo bare hende, man var venner med.
Vi blev aldrig venner.
Jeg tror, min kæreste smed resten af chokoladen ud. Ellers spiste vi den. Sikkert i sengen.
Anonymos L.
SvarSletSød historie, men jeg synes nu jeg kan læse, at du faktisk var ret meget i tvivl om hvor vidt han vidste du havde en kæreste. Du vidste det faktisk temmeligt sikkert inderst inde, ik? Og det ville sgu være i orden at prøve skæbnen af på den måde, lege lidt med ilden med dit nye forvirrede jeg (dengang). He he. Undskyld hvis jeg tager fejl....det er en god historie netop fordi man fornemmer din skyldfølelse, selv i perspektiv, se nu pisker du dig lidt med skorpioner / kakelakker over det.....fuck hvor er jeg klog at høre på lige nu, totalt clair voyant wannabee. Lukker ned for box 1. Gonat.
Hahaha. Det værste er, at dengang vidste jeg det ikke. Jeg tror, jeg tænkte så lidt om mig selv, at jeg slet ikke kunne fatte, hvis det virkelig var det, der skulle være tilfældet. I dag kan jeg (selvfølgelig) godt se, at jeg var blind som en muldvarp. Hvilket gør, jeg har det desto dårligere med det hele. Åh!
SletNår en mand laver hjemmelavet konfekt og tilmed emballage, så er det kun fordi der er det helt store på spil. Ud fra historien vidste han overhovedet ikke at du var optaget - ellers ville han aldrig have ringet, eller lavet konfekt som offergave.
SvarSletNu har jeg det (endnu) værre. UNDSKYLD!
Slet