I min mors familie står den altid på den helt store julefrokost første juledag. Hos min mormor. Og ve den, der vover at foreslå, om man kunne erstatte skagenssildene med en omgang karry-ditto - eller fx nøjes med én slags sauce til risalamanden.
Det er for så vidt hyggeligt nok, hvis vi alle sammen hopper med på præmissen om, at dem, der er ældst, naturligvis ved bedst (og har meget bedre styr på, hvordan jeg ideelt lever mit liv smukkest). I ved, familieagtigt.
Nå.
Min kusine - der er en del år yngre end mig og bor et sted i provinsen langt med sin ægtemand (et bryllup, i øvrigt, jeg tidligere har beskrevet her på bloggen) - har for godt en måned siden fået en søn og således givet den midtjyske matriark, vi kalder Bedste, sit første oldebarn.
Det er ret big news.
Og der stod vi så og beundrede - og bevares, jeg synes babyer er mægtig søde og fine og små og dufter herligt, jeg har intet imod dem. Og denne var bestemt et særligt fint eksemplar, hvor man ikke engang behøvede lyve, mens man roste.
Min moster, som jeg holder uendeligt meget af, men som nærmest slet ikke kender mig længere (og vice versa), siger så efterfølgende:
"Ja, når du selv for børn en dag, så skal du jo også forholde dig til ... indsæt-en-eller-anden-grænseoverskridende-fysisk-biologisk-kropslig-malfunktion-der-følger-i-røven-af-fødslen-og-som-ingen-har-lyst-til-at-høre-om-og-som-min-venligt-stemte-psyke-derfor-i-dette-øjeblik-har-fortrængt."
Jeg svarer:
"Ahhr, skal vi nu ikke lige holde os til, hvis jeg får børn en dag..."
Hun siger helt kort:
"Nej. Du skal da have børn."
Jeg siger - høfligt:
"Ahhrrrrr ... det ved jeg altså ikke."
Hun siger - i bedste mening, ingen tvivl om det:
"Jo! Dine gener bliver du nødt til at føre videre, alt andet ville være et tab for menneskeheden."
Jeg svarer - i en mild trods, der måske hører mere til i puberteten end i trediverne, men what the heck:
"Hmm. Nu er det jo faktisk ikke engang sikkert, hvis jeg vælger at få børn, at det bliver mine gener, der bliver ført videre. Det kunne jo også være LLs."
Hun:
"Ej. Så må I få et hver. Du skal da have et barn. Der er et lebbepar her i byen, der har været gravide samtidig. Det er da smart."
Godt så.
* Disclaimer - Min mors familie er på alle måder afsindigt inkluderende. Fx har ingen nogensinde så meget som løftet et øjenbryn over, at jeg pludselig kom hjem med damekærester i stedet for mænd. Moderskabet er bare undtagelsen og helligt ad helvede til. *
Det er for så vidt hyggeligt nok, hvis vi alle sammen hopper med på præmissen om, at dem, der er ældst, naturligvis ved bedst (og har meget bedre styr på, hvordan jeg ideelt lever mit liv smukkest). I ved, familieagtigt.
Nå.
Min kusine - der er en del år yngre end mig og bor et sted i provinsen langt med sin ægtemand (et bryllup, i øvrigt, jeg tidligere har beskrevet her på bloggen) - har for godt en måned siden fået en søn og således givet den midtjyske matriark, vi kalder Bedste, sit første oldebarn.
Det er ret big news.
Og der stod vi så og beundrede - og bevares, jeg synes babyer er mægtig søde og fine og små og dufter herligt, jeg har intet imod dem. Og denne var bestemt et særligt fint eksemplar, hvor man ikke engang behøvede lyve, mens man roste.
Min moster, som jeg holder uendeligt meget af, men som nærmest slet ikke kender mig længere (og vice versa), siger så efterfølgende:
"Ja, når du selv for børn en dag, så skal du jo også forholde dig til ... indsæt-en-eller-anden-grænseoverskridende-fysisk-biologisk-kropslig-malfunktion-der-følger-i-røven-af-fødslen-og-som-ingen-har-lyst-til-at-høre-om-og-som-min-venligt-stemte-psyke-derfor-i-dette-øjeblik-har-fortrængt."
Jeg svarer:
"Ahhr, skal vi nu ikke lige holde os til, hvis jeg får børn en dag..."
Hun siger helt kort:
"Nej. Du skal da have børn."
Jeg siger - høfligt:
"Ahhrrrrr ... det ved jeg altså ikke."
Hun siger - i bedste mening, ingen tvivl om det:
"Jo! Dine gener bliver du nødt til at føre videre, alt andet ville være et tab for menneskeheden."
Jeg svarer - i en mild trods, der måske hører mere til i puberteten end i trediverne, men what the heck:
"Hmm. Nu er det jo faktisk ikke engang sikkert, hvis jeg vælger at få børn, at det bliver mine gener, der bliver ført videre. Det kunne jo også være LLs."
Hun:
"Ej. Så må I få et hver. Du skal da have et barn. Der er et lebbepar her i byen, der har været gravide samtidig. Det er da smart."
Godt så.
* Disclaimer - Min mors familie er på alle måder afsindigt inkluderende. Fx har ingen nogensinde så meget som løftet et øjenbryn over, at jeg pludselig kom hjem med damekærester i stedet for mænd. Moderskabet er bare undtagelsen og helligt ad helvede til. *
Det er ganske givet fordi, dine gener er så yndige, at det vil være forfærdeligt ikke at give dem videre til et barn ;-)
SvarSletJamen ingen tvivl om, at de er yndige. Men det i sig selv er bare ikke helt grund nok til at videregive dem. Skulle jeg mene?
Slet