For et par uger siden var jeg i sommerhus med kær gammel
veninde, som jeg simpelthen ser for sjældent – i hvert fald for sjældent på den
der intense tomandsmåde, der lidt kendetegnede tyvernes venindeforhold. Korte cafeture
bliver der af og til tid til, når vi en sjælden gang imellem befinder os på
samme side af Storebælt uden business- eller familieforpligtelser. Bare sjældent
de der lange kævlere, hvor man rent faktisk bliver klog på, hvad den anden
reelt går og roder med.
Men fanme nej. Så let slipper knap tyve års venskab altså
ikke fra os. Så i hendes tætpakkede familiebil (der vel at mærke var pakket med
dyner, gin og tonic. Ikke med børn) drog vi mod et svigerfamiliært sommerhus og
pimpede til tonerne af vor ungdoms Belle & Sebastian, Magnetic Fields og
Morrissey. Som vi i øvrigt ikke har rykket os en tomme væk fra. Jeg prøvede faktisk
at introducere veninde for Nicki Minaj. Hun gled ligesom af på det.
Nå.
Men vi kom på et tidspunkt i løbet af knap 48 timers maratonsamtale
til at snakke om det her med hypersensitive homoer. Hvordan man nogle gange som
homo kommer til at tage det mere nært end man (måske!) behøver, når fremmede – garanteret
velmenende – heteroseksuelle allierede påtaler, hvor ”søde man ser ud”, som man
sidder der og holder i hånd o. lign.
Veninde er, vil jeg mene, så langt ude i heterohjørnet af
Kinsey-skalaen, som det er fysisk muligt.
For ville man ikke sige det samme til et heteroseksuelt
romantisk solnedgangstableau? Altså påtale nuttethedsfaktoren? Jeg tror nej.
Jeg tror, at den situation, der udløser – hvad der for afsenderen føles som –
en neutral kompliment (og komplimenter kan vi vel aldrig få for mange af, vel?)
slet ikke ville blive registreret, hvis det var et helt almindeligt dødeligt
mand-og-kvinde-par der sad der og holdt om i fredagssolen.
Veninde var uenig. Og eksemplificerede med udgangspunkt i
sine egne handlinger (hun er fantastisk sød til at rose og anerkende, når hun
bemærker noget fint). Hun ville – og har tidligere – påtale begge typer
situationer. , når nu det sker respektfuldt og anerkendende?
Men er min veninde normen? Og hvorfor kan jeg ikke sætte en
finger på, hvorfor det alligevel føles lidt særligt synligt, når fremmede italesætter
ens homo-PDA … når nu det sker respektfuldt og anerkendende?
Jamen.. er det ikke bare fordi, man i forvejen er 'særligt synlig', og ikke synes det er så fedt at blive mindet om det, når man lige har et ømt øjeblik? Det er fint at din veninde mener at rose både homo- og hetero-tableauer, men sandsynligvis vil oplevelsen for hetero-parret være 'den ene, særlige gang, hvor en helt fremmed pludselig.. ', mens det for homo-parret vil være 117.'e gang at folk føler sig berettiget til at kommentere ens gøren og laden.
SvarSletHelt ærligt! Når jeg og min mand får den slags komplimenter fra tilfældige fremmede så tilbyder vi dem en selfie med os og laver sjov med det. Men det er sku så da typisk lesbisk at blive harm over at blive "anerkendt" for sit valg af kæreste, specielt hvis man for lidt siden har beklaget sig over manglende anderkendelse fra sine omgivelser, eller har det lidt for fint i sin egen "offer rolle".
SvarSletVi er som danskere i forvejen utroligt dårlige til at modtage (og give) komplimenter, så få den citronvædet tampon ud og spred noget solskin hvor man nu kan. Det er da betydeligt bedre end at der bliver råbt efter os, eller blive lovet bank fordi at man nu offentligt kysser på den man nu kan lide.
Tag dog i det mindste en snak med dem som giver jer et komplient (det gør altså ikke ondt at snakke med en fremmed), typisk som jeg ser det, er det fordi de ofte er usikre over hvordan de skal opføre sig, og så hjælper det ikke at man giver et surt fornærmet udtryk tilbage når nogen prøver at give en, en muligvis kejtet anderkendelse.
Det bliver mere og mere normalt at seksualiet er flydende, men hvis samfundet som helhed skal acceptere os homoer kræver det også at vi skal stoppe med at opføre os som fornærmede og forsmåede teenagere når nogen vil give os et kram når det ikke er krammemandag.