En dybfølt undskyldning. Hvor homo-normativt

Jeg fik en opsang af en (meget klog) veninde i går. Hun læser min blog, og hun er hamrende heteroseksuel med børn (flertal), mand og samtalekøkken. Og så er hun noget af det sejeste, jeg kender.

Og mine evindelige skriverier om to alt for rigidt definerede grupper - heteroerne på den ene side og så os (eller "vi"? Damn, det kommer til at holde mig vågen i nat) homoer på den anden - var faldet hende for brystet.

For som hun sagde (frit genfortalt):

Jo, I like the dick, men jeg er fanme ikke af den grund den stereotype heterokvinde, du tegner på bloggen.
Heldigvis ved jeg, at hun holder meget af mig - og jeg af hende. Og netop derfor var det ufarligt og enormt interessant at snakke med hende om det her. Det var en metasnak, fordi hun godt ved, at jeg ikke mener al min gule galde helt så slemt, som det måske fremgår her (og i samme åndedrag blev jeg lige nu i dette øjeblik meget bevidst om, at alle, der læser med her og ikke kender mig ude i virkeligheden må tro, at jeg er den vredeste ondskabskusse. Dem, der kender mig i virkeligheden, ved, at jeg er det).

Og hun har ret, hende min veninde. Jeg gør et stort nummer ud af at positionere mig som - og klart definere - minoriteten her på Mit Såkaldt Lesbiske Liv. Heldigvis ved min veninde godt, at jeg skarpvinkler. Men snakken var interessant ikke desto mindre.

Veninden er nemlig sådan en hetero, der har opfordret pædagogerne henne i den ældstes børnehave til at holde medarbejderseminar om "Køn og Italesættelse" (jeg sagde jo, at hun var sej) - og til husbondens store morskab siger hun, hver gang hun snakker om fremtidige kærester med sin søn: "Når du engang møder en sød dreng eller pige...". Hendes mand kalder det kærligt demonstrativt. Jeg synes bare, at det er cooool.

For selvfølgelig findes de derude, de heteroer, der ikke lever den røvsyge norm med lyserøde prinsesseblade til døtrene, det ved jeg jo udmærket godt (jeg omgiver mig for en stor dels vedkommende med netop dem. Altså heteroerne - ikke prinsessebladene!). Og det skal jeg huske.

Men min veninde og jeg blev i samme snak også enige om behovet for alligevel at tale om undtagelsen fra normen - at tale om minoriteten. For som hendes bøsseven havde sagt til hende en dag:

"Forestil dig fx, at du gik i biografen, tændte fjernsynet, læste bøger, og at alle hovedpersonerne - alle hovedpersonerne! - havde homoseksuelle og kun homoseksuelle romancer."

Et meget fint og brugbart eksempel på, hvordan verden ville se ud, hvis homoerne var majoriteten. For man mangler bare noget at spejle sig i engang imellem - når man godt kan lide the pussy. Og selv har en, forstås.

Og nej, jeg har ikke en skid ondt af mig selv - eller af homoer generelt i Danmark. Det har jeg ikke, nej. Jeg har ondt af homoer i Ukraine, på Jamaica og i Sudan. Ikke i Danmark.

Men der er en forskel på, hvordan man behandles qua sin seksualitet - også i Danmark. Det er naivt at tro andet. Jeg kunne indtil sidste uge have trukket folkekirken og ægteskabsritualet frem som et strålende eksempel. Men selvom vi fik noget ændring på banen på den front (og godt for det), var det ikke den sidste kamp. Heller ikke på dansk jord. For fanden - man har jo ikke indføjet homohad under hate crime-lovgivningen uden grund.

Og Mit Såkaldt Lesbiske Liv er mit frirum til at være lebbe for alle pengene. Men også mit frirum til at italesætte alle normerne - og alle undtagelserne for normerne. Og jeg skal nok huske de seje blandt heteroerne også. Det lover jeg. 

---