onsdag den 20. juni 2012

En dybfølt undskyldning. Hvor homo-normativt

Jeg fik en opsang af en (meget klog) veninde i går. Hun læser min blog, og hun er hamrende heteroseksuel med børn (flertal), mand og samtalekøkken. Og så er hun noget af det sejeste, jeg kender.

Og mine evindelige skriverier om to alt for rigidt definerede grupper - heteroerne på den ene side og så os (eller "vi"? Damn, det kommer til at holde mig vågen i nat) homoer på den anden - var faldet hende for brystet.

For som hun sagde (frit genfortalt):

Jo, I like the dick, men jeg er fanme ikke af den grund den stereotype heterokvinde, du tegner på bloggen.
Heldigvis ved jeg, at hun holder meget af mig - og jeg af hende. Og netop derfor var det ufarligt og enormt interessant at snakke med hende om det her. Det var en metasnak, fordi hun godt ved, at jeg ikke mener al min gule galde helt så slemt, som det måske fremgår her (og i samme åndedrag blev jeg lige nu i dette øjeblik meget bevidst om, at alle, der læser med her og ikke kender mig ude i virkeligheden må tro, at jeg er den vredeste ondskabskusse. Dem, der kender mig i virkeligheden, ved, at jeg er det).

Og hun har ret, hende min veninde. Jeg gør et stort nummer ud af at positionere mig som - og klart definere - minoriteten her på Mit Såkaldt Lesbiske Liv. Heldigvis ved min veninde godt, at jeg skarpvinkler. Men snakken var interessant ikke desto mindre.

Veninden er nemlig sådan en hetero, der har opfordret pædagogerne henne i den ældstes børnehave til at holde medarbejderseminar om "Køn og Italesættelse" (jeg sagde jo, at hun var sej) - og til husbondens store morskab siger hun, hver gang hun snakker om fremtidige kærester med sin søn: "Når du engang møder en sød dreng eller pige...". Hendes mand kalder det kærligt demonstrativt. Jeg synes bare, at det er cooool.

For selvfølgelig findes de derude, de heteroer, der ikke lever den røvsyge norm med lyserøde prinsesseblade til døtrene, det ved jeg jo udmærket godt (jeg omgiver mig for en stor dels vedkommende med netop dem. Altså heteroerne - ikke prinsessebladene!). Og det skal jeg huske.

Men min veninde og jeg blev i samme snak også enige om behovet for alligevel at tale om undtagelsen fra normen - at tale om minoriteten. For som hendes bøsseven havde sagt til hende en dag:

"Forestil dig fx, at du gik i biografen, tændte fjernsynet, læste bøger, og at alle hovedpersonerne - alle hovedpersonerne! - havde homoseksuelle og kun homoseksuelle romancer."

Et meget fint og brugbart eksempel på, hvordan verden ville se ud, hvis homoerne var majoriteten. For man mangler bare noget at spejle sig i engang imellem - når man godt kan lide the pussy. Og selv har en, forstås.

Og nej, jeg har ikke en skid ondt af mig selv - eller af homoer generelt i Danmark. Det har jeg ikke, nej. Jeg har ondt af homoer i Ukraine, på Jamaica og i Sudan. Ikke i Danmark.

Men der er en forskel på, hvordan man behandles qua sin seksualitet - også i Danmark. Det er naivt at tro andet. Jeg kunne indtil sidste uge have trukket folkekirken og ægteskabsritualet frem som et strålende eksempel. Men selvom vi fik noget ændring på banen på den front (og godt for det), var det ikke den sidste kamp. Heller ikke på dansk jord. For fanden - man har jo ikke indføjet homohad under hate crime-lovgivningen uden grund.

Og Mit Såkaldt Lesbiske Liv er mit frirum til at være lebbe for alle pengene. Men også mit frirum til at italesætte alle normerne - og alle undtagelserne for normerne. Og jeg skal nok huske de seje blandt heteroerne også. Det lover jeg. 

13 kommentarer:

  1. Rigtig fint indlæg. Selvom man tilhører en minoritet og dermed kan være objekt for fordomme og diskrimination skal man ikke hvile på det. Man skal også gribe i egen barm (lebbe eller ej) og konfrontere sine egne fordomme, om de så gælder handicappede, hetroer, transer, mænd eller hvem som helst der ikke er som en selv. Er det egentligt ikke også kontraproduktivt at dele verden op i seje hetroer og almindelige hetroer? Jeg er personligt rigtig træt at blive kaldt en sej bøsse, eller en ubøsset bøsse og des lige. For det mener jeg er en, i dette tilfælde - og her må jeg gerne bruge 'ordet', heteronormativ måde at identificere sig med 'det andet' ved at finde lighedspunkter. Jeg er ligeglad med at være sejere fordi jeg på nogle måder har nogle 'ubøssede' karakteristika - I still like the dick! Det kommer vi ligesom ikke så langt ved. Der hvor vi rykker os er vel ved at acceptere og respektere det der er anderledes, og så tage diskussionen hvis vi mener at en særlig adfærd er problematisk eller ekskluderende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kan vel i princippet sige, at alene det faktum at bloggen hedder 'lesbisk liv' - og at den for en stor del tiltrækker homolæsere m/k - taler for, at der må være et behov for at spejle sig. Bloggen ville ikke have berettigelse/interesse, hvis ikke der var et behov for at italesætte minoriteten.

      Og kan du SÅ komme tilbage til specialet, Mr. Procrastinate.

      Slet
  2. Ja, du (læs: vi) fremstiller det ofte som "os" og "dem". Og ja, du (læs: vi) har det med at glemme at fremhæve, at ikke alle hetero-kvinder er kunstige-negle-bærende Woman-læsende mainstream tøser der er forelskede i Brad Pitt.
    MEN
    Nu hedder din blog jo lige så stille "Mit såkaldt lesbiske liv". Den hedder ikke "Jeg skriver som én der er lesbisk nogle gange, afhængig af hvem der læser." Det betyder at du skriver ud fra dit perspektiv og dine erfaringer med "the heteros", og vi ved jo alle, at de negative stereotype personligheder indprenter sig bedst i hukommelsen.

    Så ja din veninde virker fuldt ud fantastisk, men, let's be honest, er der ikke langt imellem dem? Og er der ikke også ret langt mellem de harcore, mavesure, piercede biker-lebber, der kommer frem på alle (seriøst, alle) heteroers skærme når de tænker "lesbisk"?

    Min pointe er, at vi alle (i hvert fald i Danmark) er lige gode om det; jeg føler bare, at det er mere retfærdigt, at homoerne har lov til at få luft for deres frustrationer fordi det er satme os der bærer læsset.

    Jeg synes, det er fantastisk at komme her og være lidt negativ og lidt sjov på "de andres" bekostning, for det har jeg egentlig ikke rigtig lov til når jeg, som eneste ene lebbe, sidder med mine veninder og ser Meg Ryan film og snakker (eller hører) om "hvor lækker ham dér er."

    SvarSlet
    Svar
    1. Og du er så, så, så velkommen! Dit perfekte sexliv til trods.

      Og jeg kan 100 pct. genkende din 'retfærdighedsfølelse': vi må lidt mere på 'vores steder' (blandt andet her på bloggen), fordi vi måske må lidt mindre alle andre steder. Eller i hvert fald bliver lagt desto mere mærke til, når vi opfører os synligt i resten af verden.

      I øvrigt: I min omgangskreds er der faktisk ikke så langt mellem de hetero(kvinder), der gør op med gældende normer. Men jeg er meget bevidst om, at min vennekreds nok er undtagelsen i den sammenhæng. Jeg har beskæftiget mig aktivt feministisk i så mange år, at min omgangskreds nok afspejler det. For FANDEN! Jeg er så stolt af de mennesker, jeg har tæt på. Mads (ovenfor) inklusive.

      Slet
  3. Jeg er helt enig; minoriteter skal (også) italesættes og bloggen her har alverdens berettigelse og fortjener en masse interesse, ikke mindst også fra folk der ikke er lesbiske (og som derved kan få et indblik i hvordan et såkaldt lesbisk liv folder sig ud). Men jeg har det svært ved den der 'retfærdighedsdiskurs' som jeg ofte synes kommer udtryk når man (læs: jeg/vi) diskuterer forholdet mellem homoer og hetroer. Jeg synes IKKE at man fordi man selv bliver udsat for fordomme, har 'ret' til at fordømme og reproducere fordomme om andre. Tvært imod ser jeg det (og med stor fare for at lyde selvforherligende) som et privilegium at tilhøre en minoritet, være positioneret som 'det andet' i forhold til netop at tænke sig om en ekstra gang når fordommene melder sig.

    Det lyder helligt (og er det måske også) og som blogskribenten ved, kan jeg heller ikke sige mig helt fri for hverken at være fordomsfuld eller more mig over stereotyper (mig selv inklusiv). Jeg synes også at det er vigtigt at påpege og stille sig kritisk overfor tendenser i samfundet der normerer og fungerer ekskluderende. Men jeg tror ikke på at fordomme kan blive bekæmpet med fordomme. Hvem end der så startede først.

    SvarSlet
    Svar
    1. PS: Jeg synes ikke at din blog bærer præg af en fordomsfuld eller stereotyp fremstilling af heteroseksuelle. Men det er måske bare gået mit homonormative næse forbi.

      PPS: et sted i min forrige kommentar kom jeg til at skrive 'lebber', som i en 'lebber'. Fik det heldigvis rettet i tide.

      Slet
    2. Ærgerligt. Jeg er personligt ret tosset med at være en lebber.

      Slet
    3. Kloge, kloge Mads. Dig har jeg altid godt kunnet lide.

      Slet
  4. Den samtale ville jeg gerne have deltaget i, I er sådan nogle kloge høns. Og så er jeg ret vild med at hun siger sådan til sønnen, den er hermed lagt på lager til når min Otto bliver stor nok til den slags snakke.

    SvarSlet
  5. Som kvinde, der er kæreste med kvinde, men ikke lebbe, provokerer os/dem, homo/hetero-binariteten også mig en smule ind i mellem - i alle de år, jeg var kæreste med en mand blev jeg regnet som hetero og nu, hvor kæresten er en kvinde bliver jeg regnet som lesbisk (og mit forrige forhold som en fejl). Med andre ord: biseksualitet findes (!) og det er bestemt ikke uvæsentligt. Derfor er jeg også glad for det SÅKALDT lesbiske i titlen på din blog - et liv bliver vel netop lesbisk ved at blive KALDT det - du beskriver sjovt og genkendeligt mange af de aspekter, der kan være ved at være kvinde med en kvindekæreste - uanset om man så kalder det noget bestemt.
    Et andet indlæg, der gav mig lidt samme slags tanke, var det om den butchede bryllupsgæst, som var gift med en mand. Det fik mig til at tænke på vigtigheden (om end det også lyder kedeligt queer-politisk-korrekt) af at skelne mellem kønsidentitet og seksuel orientering. Og at man f.eks. godt kan være butch / inkarnere kvindelig 'maskulinitet' og samtidig tænde på maskuliniteten (eller femininitetn) hos en mand... Eller at den omtalte måske var biseksuel og ikke enten-eller..

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt, helt, helt enig.

      Jeg håber inderligt, at jeg får formidlet klart og præcist, at det, mine meget fordomsfulde indlæg netop handler om, er, hvorledes mine fordomme gøres til skamme. Igen og igen.

      Det holder mig faktisk vågen om natten for tiden. Fordi jeg pludselig har det, man vil betegne som en decideret læserskare.

      Jeg er sygt bange for at blive misforstået.

      Slet
    2. Jeg synes nu ikke du skal ligge vågen om natten over det - hellere blogge om netop den angst for at blive misforstået, den er jo interessant og meget karakteristisk for alt kommunikation og alle signaler osv. der handler om køn, seksualitet og identitet. Jeg tror f.eks. også mange heteroer kender den (berørings)angst i forhold til (italesættelse af) ikke-heteroseksualitet.
      Det vigtigste er vel at (berørings)angst ikke får en til helt at lade være med at (prøve) at berøre - og det gør du jo netop i dine indlæg, tager kampen op og berører, befamler "emnet" på forskellig vis. Det er vigtigt. Så du kan godt godt tillade dig at sove trygt om natten :-)
      Vh Marie

      Slet

Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!