Min kærestes familie har accepteret mig 100 pct. som deres svigertype. Jeg gør deres datter glad, ergo er jeg elskværdig. På samme måde har min familie accepteret min kæreste. Og det gælder altså inklusiv dem, der har rundet 70 år - både på min og kærestens side.
Det er helt vidunderligt og ret sejt - også selv det fanme var det mindste, man kunne forvente. Vi er ret heldige.
Anderledes kan det være at være til, let's say, bryllup. Hos fx en heteroseksuel veninde. For hendes morfar er ikke nødvendigvis lige så tolerant - eller har måske bare aldrig behøvet tage stilling til sin egen holdning til homoer, fordi hans egne børnebørn er lykkeligt forenet i hellige mand-plus-kvinde-relationer. Eller i hvert fald godt på vej til at blive det.
Bryllupper er nogle af de mest homo-synlige steder, jeg har oplevet at befinde mig de seneste år. For der er man så. Naturligvis inviteret med vedhæng m/k af sine fantastiske og komplet åbensindede venner.
Første udfordring opstår allerede, når man sætter sig til bords. For man sidder jo gerne parvis til bryllupper. Og det kan virkelig fucke en bordplans herlige dikotomiske yin/yang/mand/kvinde-fordeling gevaldigt op, at jeg skal sidde ved siden af en dame. En dame! Har man hørt magen?
Men også bare blikkene. De er jo ikke uvenlige. Bare nysgerrige. Og de ved godt, at det er uhøfligt at stirre, så de gør det diskret. Eller "diskret". Og der står man så og har lyst til at give slip på sin kærestes hånd.
Og så er der selvfølgelig også gerne ham der bordherren, der efter fem glas udmærket vin og en god omgang smalltalk mener, at det er på tide at spørge lidt ind til, om der nu også er en, der er manden i forholdet. Jeg plejer altid, når folk spørger (og forventer at jeg med mine skørter og lange lokker - og min kæreste med Converse og korthårsfrisure, svarer, at Lebben I Mit Liv naturligvis er manden i forholdet), at svare, at der naturligvis er en, der er manden. Og at det naturligvis er mig.
Uhada, hvor jeg provokerer, hva'?
Det mest frygtede er dog spørgsmålet:
"Men hvordan gør I (det) så?"
Det hører dog til sjældenhederne. Heldigvis. Min bedste bøsse plejer bare at være ærlig. Forklare pædagogisk og anatomisk detaljeret. Selv dodger jeg ca. halvdelen af gangene. Mere eller mindre elegant. Og fortæller intimiderende explicit den anden halvdel.
Hvad gør du?
Det er helt vidunderligt og ret sejt - også selv det fanme var det mindste, man kunne forvente. Vi er ret heldige.
Anderledes kan det være at være til, let's say, bryllup. Hos fx en heteroseksuel veninde. For hendes morfar er ikke nødvendigvis lige så tolerant - eller har måske bare aldrig behøvet tage stilling til sin egen holdning til homoer, fordi hans egne børnebørn er lykkeligt forenet i hellige mand-plus-kvinde-relationer. Eller i hvert fald godt på vej til at blive det.
Bryllupper er nogle af de mest homo-synlige steder, jeg har oplevet at befinde mig de seneste år. For der er man så. Naturligvis inviteret med vedhæng m/k af sine fantastiske og komplet åbensindede venner.
Første udfordring opstår allerede, når man sætter sig til bords. For man sidder jo gerne parvis til bryllupper. Og det kan virkelig fucke en bordplans herlige dikotomiske yin/yang/mand/kvinde-fordeling gevaldigt op, at jeg skal sidde ved siden af en dame. En dame! Har man hørt magen?
Men også bare blikkene. De er jo ikke uvenlige. Bare nysgerrige. Og de ved godt, at det er uhøfligt at stirre, så de gør det diskret. Eller "diskret". Og der står man så og har lyst til at give slip på sin kærestes hånd.
Og så er der selvfølgelig også gerne ham der bordherren, der efter fem glas udmærket vin og en god omgang smalltalk mener, at det er på tide at spørge lidt ind til, om der nu også er en, der er manden i forholdet. Jeg plejer altid, når folk spørger (og forventer at jeg med mine skørter og lange lokker - og min kæreste med Converse og korthårsfrisure, svarer, at Lebben I Mit Liv naturligvis er manden i forholdet), at svare, at der naturligvis er en, der er manden. Og at det naturligvis er mig.
Uhada, hvor jeg provokerer, hva'?
Det mest frygtede er dog spørgsmålet:
"Men hvordan gør I (det) så?"
Det hører dog til sjældenhederne. Heldigvis. Min bedste bøsse plejer bare at være ærlig. Forklare pædagogisk og anatomisk detaljeret. Selv dodger jeg ca. halvdelen af gangene. Mere eller mindre elegant. Og fortæller intimiderende explicit den anden halvdel.
Hvad gør du?
Syns det er utroligt at noget der virker så naturligt for en pludselig når man er ude til et sådan arrangement kan få en til at føle sig en smule utilpas, man kan ende op med at stå og træde sig selv over fødderne.
SvarSletJeg plejer at undgå "hvordan gør i spørgsmålet" dog har en nær veninde spurgt mig helt oprigtigt og fordi hun ikke vidste det (og åbenbart ikke havde fantasi til at gætte det) og det forklarede jeg hende det, men ellers rager det sku ikke folk. Jeg render altså heller ikke rundt og spørg alle mulige heteroseksuelle par om hvordan de gør...det ved jeg jo også godt( been there, done that) men alligevel.
Kommer an på publikum. Hvis jeg kan mærke, det ikke er fuldskabsnysgerrighed, men folk, der bare ikke KAN forestille sig hvordan i alverden man dog gør dét, så fortæller jeg gerne. De fuldskabsnysgerrige spørger jeg hvordan DE gør. Crowd-pleaser ;)
SvarSletBeder dem tørt lade være med at lade som om, de ikke ser porno.
SvarSletDet kommer an på, hvor meget vedkommende har irriteret mig først og hvem der egentlig spørger (der er forskel på fulde mænd man møder på diskoteket og andre der bare er nysgerrige)
SvarSletFor det meste plejer jeg bare at smile og sige "Hvad tror du selv?" (På dette spørgsmål plejer folk nogengange at spørger mig "Jamen, savner du ikke en pik/penis?", hvortil der fra min side lyder "Nej, jeg er lesbisk").
Ellers kan jeg også finde på at spørge hvordan de selv gør det? Hvis de må spørger mig hvordan jeg har sex, så spørger jeg også dem...
Men, andre gange prøver jeg også at forklare det mere detaljeret.
Jeg plejer at sige, at de da "bare skal komme hjem til os fredag aften klokken 7, og så skal de satme se løjer." Det er forståeligt nok ikke alle, der synes den er sjov; specielt ikke mormor ved bordet ved siden af.
SvarSletMåske er det fordi jeg er upassende og hamrende provokerende af natur, men jeg synes faktisk at dem, der er klamme og spørger for sjov, er langt at foretrække i forhold til dem, der spørger oprigtigt og nysgerrigt. Mest fordi jeg ikke forstår hvorfor det er er acceptabelt at udspørge mig om mit sexliv, bare fordi det er anderledes end normen. Det er da overhovedet ikke okay. Du spørger jo ikke én der er til S&M eller til dyr, hvordan han/hun gør, bare fordi de ikke altid gør som dig?
BTW, question of the day hos den sidste af mine venners venners venne-komsammen (-_-') var, om vi "da ikke brugte sådan en strap-on-ting..?"
Charmerende. Jeg sagde selvfølgelig ja, det er klart.
Tusind tak for jeres input. Jeg har et indlæg til Homotropolis i støbeskeen, som fandenedeme skal handle om lebbesex. En slags "Sådan gør vi"-indlæg, hvor alt skal beskrives. Alt.
SvarSletSå fortsæt endelig med at give mig input her! Jo mere grafisk, desto bedre!
For mig har strap-ons og dildoer tidligere været en - omend aldrig altomfattende - del af mit sexliv, men er det ikke så meget i mit nuværende forhold. Ikke af ond vilje, vi klarer os bare så fint uden.
Men min kæreste har selvfølgelig også relativt store hænder. Høhø.
Hmm ja jeg har også flere gange mødt det spørgsmål, om hvordan vi så gør...trods det, at jeg kun har været officielt lesbisk et år. mit svar plejer at være, at jeg spørger hvordan de selv gør.
SvarSletog ja..dernæst spørgsmålet om vi så ik bruger strapon...synes helt seriøst det er det mest grænseoverskridende spørgsmål. og forstår ik folk kan få sig til det. jeg spørger sgu da heller ik om hvordan vedkommende slikker sin kone i detaljer.
og jo...jeg svarer; jo gu fanden bruger vi strapon nu vi jo åbenlyst mangler en mand i vores forhold. og eftersom jeg er manden med langt har, så er det da mig der har den på og giver min kæreste hele armen...eller dildoen
Jeg plejer at gøre dem opmærksom på, hvor sygt upassende det er at spørge (så explicit) til andres sexliv, hvorefter de flover sig. Hvis de er oprigtigt og venligt nysgerrige giver jeg et lille indblik.
SvarSlet