Ha. Allerede da jeg skrev overskriften på nærværende blogindlæg, fejlede jeg. Jeg skrev nemlig med fede typer "VM i fodbold".
Fordi jeg ville skrive et indlæg om sommerbegivenheden, der har sat København på den anden ende, men som efterlader mig komplet kold. Jeg interesserer mig så lidt for fodbold, at jeg kaldte EM (for det er da EM, de spiller nu, ikke?) for VM.
Jeg kender tre kvinder, der har spillet fodbold, efter de flyttede hjemmefra. Og der er 100 pct. overlap mellem, hvem disse tre kvinder er, og hvilke tre kvinder, jeg har været kærester med.
Altså: Alle mine tre damekærester har spillet klubfodbold i en alder af 25+ år.
Selv er jeg usportslig som ind i helvede. I perioder løber jeg. Og spinner. Men så bliver det heller ikke til ret meget andet. Jeg er med andre ord en skidedårlig lebbe.
Jeg spillede håndbold ca. tre år af min barn-/ungdom - og hadede hvert sekund. Måske primært fordi min spidskompetence var at holde sædet på udskifterbænken præcis 38 grader varmt. Men også fordi jeg er panisk angst for bolde. Bolde og biller. Det er de eneste to ting, jeg er bange for.
Giv mig en edderkop any day. Så længe jeg slipper for kakerlakker og bolde af håndboldstørrelse eller større.
Min første lebbekæreste prøvede med en ret hårdhændet såkaldt 'boldterapi': Hun lod som om hun kastede en bold i hovedet på mig uden at slippe den. Indtil jeg blev så træt, at jeg holdt op med at tage armene beskyttende op foran mit ansigt.
Min næste lebbekæreste tog mig i hånden og førte mig over på Kløvermarken fodboldbaner. Hendes tilgang var rosende og entusiastisk: "Du kunne være blevet rigtig god, hvis du havde spillet hele dit liv!"/"Supergodt sparket!"/"Ja, netop - brug indersiden af foden, rigtig flot!".
Jeg følte mig derfor nogenlunde boldkyndig i rundt regnet to og et halvt år, indtil min nuværende kæreste - Lebben I Mit Liv - rullede øjne, da jeg skulle kaste en bold til vores hund og var et sekund fra at ramme en anden hundeejer, der heldigvis dukkede sig og således undgik et blåt øje.
Jeg er stadig pissebange for bolde.
Men det var sådan set ikke min skræk for bolde, vi skulle tale om. Vi skulle tale om min manglende interesse for fodbold.
I dag på kontoret var der allerede anspændt testosteron-larm i gaden over middag.
Mig: "Hvorfor er der larm?"
Kollega: "Fodbold."
Mig: "Hvem spiller?"
Kollega: "Portugal."
Mig: "Hvem spiller de mod?"
Kollega slår sig for panden.
 |
| Dette er - tror jeg - en fodbold. |
Fordi jeg ville skrive et indlæg om sommerbegivenheden, der har sat København på den anden ende, men som efterlader mig komplet kold. Jeg interesserer mig så lidt for fodbold, at jeg kaldte EM (for det er da EM, de spiller nu, ikke?) for VM.
Jeg kender tre kvinder, der har spillet fodbold, efter de flyttede hjemmefra. Og der er 100 pct. overlap mellem, hvem disse tre kvinder er, og hvilke tre kvinder, jeg har været kærester med.
Altså: Alle mine tre damekærester har spillet klubfodbold i en alder af 25+ år.
Selv er jeg usportslig som ind i helvede. I perioder løber jeg. Og spinner. Men så bliver det heller ikke til ret meget andet. Jeg er med andre ord en skidedårlig lebbe.
Jeg spillede håndbold ca. tre år af min barn-/ungdom - og hadede hvert sekund. Måske primært fordi min spidskompetence var at holde sædet på udskifterbænken præcis 38 grader varmt. Men også fordi jeg er panisk angst for bolde. Bolde og biller. Det er de eneste to ting, jeg er bange for.
Giv mig en edderkop any day. Så længe jeg slipper for kakerlakker og bolde af håndboldstørrelse eller større.
Min første lebbekæreste prøvede med en ret hårdhændet såkaldt 'boldterapi': Hun lod som om hun kastede en bold i hovedet på mig uden at slippe den. Indtil jeg blev så træt, at jeg holdt op med at tage armene beskyttende op foran mit ansigt.
Min næste lebbekæreste tog mig i hånden og førte mig over på Kløvermarken fodboldbaner. Hendes tilgang var rosende og entusiastisk: "Du kunne være blevet rigtig god, hvis du havde spillet hele dit liv!"/"Supergodt sparket!"/"Ja, netop - brug indersiden af foden, rigtig flot!".
Jeg følte mig derfor nogenlunde boldkyndig i rundt regnet to og et halvt år, indtil min nuværende kæreste - Lebben I Mit Liv - rullede øjne, da jeg skulle kaste en bold til vores hund og var et sekund fra at ramme en anden hundeejer, der heldigvis dukkede sig og således undgik et blåt øje.
Jeg er stadig pissebange for bolde.
Men det var sådan set ikke min skræk for bolde, vi skulle tale om. Vi skulle tale om min manglende interesse for fodbold.
I dag på kontoret var der allerede anspændt testosteron-larm i gaden over middag.
Mig: "Hvorfor er der larm?"
Kollega: "Fodbold."
Mig: "Hvem spiller?"
Kollega: "Portugal."
Mig: "Hvem spiller de mod?"
Kollega slår sig for panden.
Men....hvem spillede de imod?
SvarSlet<3 Danmark, sgudda!
SvarSletjeg hader fodbold. total skuffelse for min mor som spillede på top plan i aab...hun opgav kampen, med mig altså, og sendte mig til håndbold. endnu mere GAAB. og forstod aldrig helt reglerne.
SvarSletmen send mig til fitness og aerobic, ja selv zumba...så skal i dælme se den fede svede (ok det rimede)