Jeg var – hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed – på Roskilde Festival i forrige uge.
Den ene aften hang jeg ud og drak nogle øl med min ekskæreste. Vi ses ikke overvældende meget, men det er faktisk altid helt vildt hyggeligt, når det sker. Med mindre, det er meget koldt eller meget sent. Hun er (selverklæret! Bevares!) elendigt selskab, når hun er træt og/eller fryser.
Heldigvis var det omkring de 30 grader og før midnat. Og vi snakkede og snakkede og snakkede. Vidt og bredt om stort og småt og alt det andet.
Men hun sagde én ting til mig, som jeg simpelthen ikke kan give slip på.
Nemlig følgende otte små ord:
"Du er langt mere biseksuel, end jeg er."
Det er selvfølgelig her taget komplet ude af kontekst, men det sidder alligevel fast.
Jeg har i mine hetero-år været sammen med mange mænd. Og jeg tror stadig, jeg har været i seng med mange flere mænd end kvinder. Fordi jeg apparently med lesbianismen også fandt seriemonogamien.
I mine kortvarige lesbiske singleperioder har jeg også været sammen med mænd. Mest for lige at teste vandene. Og jeg har kaldt mig lebbe hele vejen igennem. Ikke biseksuel.
Sidst det skete – altså det her med at være sammen med en mand – bremsede jeg det, før det nåede nogen som helst form for samlejestadie. Jeg havde slet ikke lyst til at gå i seng med en mand. Duftene var forkerte og ansigtshuden kradsede, og skønt han var en flot mand, bevares, var hans krop simpelthen bare helt gal.
Bryster, anyone?
Jeg kan stadig tage mig selv i at lede efter bekræftelse hos mænd – men seksuelt bliver min interesse for bærere af y-kromosomet mindre dag for dag.
Og der har altså ikke været en pik i min fisse i godt og vel fire år. (Og for fire år siden var det en særdeles uinteressant oplevelse, som udelukkende efterlod mig med en sært skrøbelig og hidtil ukendt følelse af empowerment, fordi jeg måske et eller andet sted faktisk havde haft brug for netop at gå i seng med en mand uden efterfølgende at stå tilbage med sådan en gammelkendt følelse af, at det var altafgørende, at han kunne lide mig. Som i: at det var uendeligt meget mere vigtigt, at han var tiltrukket af mig, end at jeg egentlig var tiltrukket af ham. HAN SKULLE BARE KUNNE LIDE MIG. Endelig oplevede jeg bare at være lidt ligeglad. Han var sød nok, totalt good guy, og vi er facebookvenner nu og alt det der. Men der var ikke så meget som et gran af mig, der havde lyst til at tage kontakt til ham bagefter)
Alligevel ser min ekskæreste mig altså som ganske betydeligt biseksuel.
Hendes ord ramte mig ad helvede til.
Fordi beskrivelsen ligger så langt fra min egen selvopfattelse, kombineret med at jeg jo alligevel bilder mig ind, at hun – min eks, som jeg var kærester med i to år – kender mig ret så godt.
Men jeg føler mig ikke biseksuel. Ikke det mindste. Jeg kan godt forstå, hvorfor man kunne få tanken. Jeg flirter med alt, der gider (og er korthåret), når jeg bliver fuld, og jeg ligner ikke stereotypen på en lebbe. Men det er vi sgudda mange, der ikke gør.
Måske skulle vi hellere revidere stereotypen. Eller prøve helt at skrotte stereotyper som koncept - hvad siger I?
PS. Arbejdstitlen på det her indlæg var "Biseksu-eller-ej?". Men jeg blev på det nærmeste vred på mig selv over at køre med et sådant onkel-pun. Så det.
Den ene aften hang jeg ud og drak nogle øl med min ekskæreste. Vi ses ikke overvældende meget, men det er faktisk altid helt vildt hyggeligt, når det sker. Med mindre, det er meget koldt eller meget sent. Hun er (selverklæret! Bevares!) elendigt selskab, når hun er træt og/eller fryser.
Heldigvis var det omkring de 30 grader og før midnat. Og vi snakkede og snakkede og snakkede. Vidt og bredt om stort og småt og alt det andet.
Men hun sagde én ting til mig, som jeg simpelthen ikke kan give slip på.
Nemlig følgende otte små ord:
"Du er langt mere biseksuel, end jeg er."
Det er selvfølgelig her taget komplet ude af kontekst, men det sidder alligevel fast.
Jeg har i mine hetero-år været sammen med mange mænd. Og jeg tror stadig, jeg har været i seng med mange flere mænd end kvinder. Fordi jeg apparently med lesbianismen også fandt seriemonogamien.
I mine kortvarige lesbiske singleperioder har jeg også været sammen med mænd. Mest for lige at teste vandene. Og jeg har kaldt mig lebbe hele vejen igennem. Ikke biseksuel.
Sidst det skete – altså det her med at være sammen med en mand – bremsede jeg det, før det nåede nogen som helst form for samlejestadie. Jeg havde slet ikke lyst til at gå i seng med en mand. Duftene var forkerte og ansigtshuden kradsede, og skønt han var en flot mand, bevares, var hans krop simpelthen bare helt gal.
Bryster, anyone?
Jeg kan stadig tage mig selv i at lede efter bekræftelse hos mænd – men seksuelt bliver min interesse for bærere af y-kromosomet mindre dag for dag.
Og der har altså ikke været en pik i min fisse i godt og vel fire år. (Og for fire år siden var det en særdeles uinteressant oplevelse, som udelukkende efterlod mig med en sært skrøbelig og hidtil ukendt følelse af empowerment, fordi jeg måske et eller andet sted faktisk havde haft brug for netop at gå i seng med en mand uden efterfølgende at stå tilbage med sådan en gammelkendt følelse af, at det var altafgørende, at han kunne lide mig. Som i: at det var uendeligt meget mere vigtigt, at han var tiltrukket af mig, end at jeg egentlig var tiltrukket af ham. HAN SKULLE BARE KUNNE LIDE MIG. Endelig oplevede jeg bare at være lidt ligeglad. Han var sød nok, totalt good guy, og vi er facebookvenner nu og alt det der. Men der var ikke så meget som et gran af mig, der havde lyst til at tage kontakt til ham bagefter)
Alligevel ser min ekskæreste mig altså som ganske betydeligt biseksuel.
Hendes ord ramte mig ad helvede til.
Fordi beskrivelsen ligger så langt fra min egen selvopfattelse, kombineret med at jeg jo alligevel bilder mig ind, at hun – min eks, som jeg var kærester med i to år – kender mig ret så godt.
Men jeg føler mig ikke biseksuel. Ikke det mindste. Jeg kan godt forstå, hvorfor man kunne få tanken. Jeg flirter med alt, der gider (og er korthåret), når jeg bliver fuld, og jeg ligner ikke stereotypen på en lebbe. Men det er vi sgudda mange, der ikke gør.
Måske skulle vi hellere revidere stereotypen. Eller prøve helt at skrotte stereotyper som koncept - hvad siger I?
PS. Arbejdstitlen på det her indlæg var "Biseksu-eller-ej?". Men jeg blev på det nærmeste vred på mig selv over at køre med et sådant onkel-pun. Så det.
Jeg er mand (og straight) men kender da en håndfuld mænd og kvinder, der ikke er. Enkelte af dem går meget op i, at de netop er bi-. Andre understreger, at de bestemt IKKE er bi-.
SvarSletJeg får den tanke, at det er noget mere alment menneskeligt, der kan være på spil. For eksempel at påpege, at du er mere bi-, når du selv lægger vægt på ikke at være det. Hvad er så formålet med sådan en påstand? At gøre dig mindre, og personen bag udsagnet tilsvarende større. Altså at nedgøre dig - for nu at bruge et grimt ord.
Af gode grunde er jeg ikke specialist i din niche, men en mekanisme som ovenstående oplever man konstant i hele samfundet: Kristne, der har behov for at være fromme end andre fra menigheden. Mænd, der belærer hinanden om hvordan en Dry Martini (eller en hvilken som helst anden drink) skal mixes for at være perfekt. Og måske også: Jeg er mere "rigtig" lesbisk, end du er?
Fed blog i øvrigt og meget velskrevet.
Edit: "mere fromme" skulle der have stået.
SvarSletHmm. Jeg undrer mig mest over, hvorfor du "føler dig ramt" af, at hun opfatter dig som mere biseksuel en sig selv? Det lyder som om der er en eller anden renhedstanke på spil, hvor det er mere fint at være 100 procent lesbisk. Why? Og "biseksuel" (og andre seksualitetskategorier) kan vel netop bruges til at betegne forskellige ting, hvoraf selvoplevet identitet er et parameter men f.eks. adfærd / erfaring en anden. For hende betyder det at "være" biseksuel måske at have udvist mere biseksuel adfærd, altså at have været sammen med / haft følelser for / forhold med mennesker er begge køn, mens det fordi er en identitetsbetegnelse? Man kan vel også have været biseksuel (eller hetero for den sags skyld) og så blive mere lesbisk eller omvendt? Altså flytte sig op og ned af den der skala, som vel både baserer sig på identitet, følelser / tiltrækning og faktisk adfærd?
SvarSletAnyway, jeg har det lidt omvendt: At jeg opfatter min kæreste som mere lesbisk end mig, men det føles som tabu, at sige det, da hun selv identificerer sig som biseksuel til trods for, at hun aldrig har været forelsket i / haft en relation til en mand men til tonsvis af kvinder. Modsat mig, som indtil fem fire år siden, var udelukkende heteroseksuel i min adfærd, men ret 50 / 50 biseksuel i mine følelser / fantasier, - og stadig oplever mig selv som biseksuel ( i min identitet, hvad end det vil sige). Hvis jeg blev single igen, tror jeg umiddelbart, at jeg vil kunne blive tiltrukket af / forelske mig i både kvinder og mænd, at det vil være lige sandsynligt. Måske 60 / 40 i kvindernes favør.. Eller at det måske vil svinge mellem kvindeperioder og mandeperioder. Min kæreste derimod kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig et kæresteforhold med en mand., men måske et etgangsknald. Men betegner sig altså biseksuel, fordi hun HAR været sammen med mænd (og måske ønsker at gøre op med folks opfattelse af hende som stereotyp lebbe, netop fordi hun ligner en lebbe og folk derfor bliver overraskede over, at høre, at hun har været sammen med mænd... ).
Hvad jeg prøver at sige er vidst noget med sammenblandingen af identitet / adfærd / følelser og at kategorierne bliver brugt med forskellige betydninger / kriterier. Og at det måske måske også har noget at gøre med folks forventninger til en - jeg kan have behov for at hævde min identitet som lesbisk på trods af / på grund af min fortid med mænd, min kæreste kan have behov for at hævde sin biseksuelle erfaring på trods af / på grund af sin tydelige lebbeidentitet / lesbiske historie.. Hvis det giver mening. Langt skriv om noget, der også har optaget mig, siden jeg blev kærester med en kvinde og pludselig skulle forholde mig til disse - egne og andres - opfattelser og kategorier.
*mens det for dig i højere grad er en identitetsbetegnelse*
SvarSletEmnet optager også mig. Jeg bliver sgu altid lidt i tvivl om, hvad jeg skal svare, hvis folk spørger til min seksuelle identitet. Og af og til savner jeg at have en label, som passer 100 pct. på mig, og som jeg kan identificere mig med.
SvarSletJeg havde en lang periode, hvor jeg definerede mig selv som 100 pct lesbisk. Det var en identitet som både føltes rigtig og samtidig stemte overens med min adfærd. Men efter at have rundet de 30 og (gen) fundet interessen i mænd, er mit etiketudvalg blevet større og meget mere forvirrende.
Jeg har udelukkende haft forhold til kvinder, og har stadig svært ved at forestille mig at skulle være i et romantisk forhold til en mand. Men bare det faktum, at de er interessante for mig seksuelt, og at jeg synes 'friends with benefits'-ordninger med mænd er ret fede, gør, at jeg ikke længere føler betegnelsen 'lesbisk' passer på mig.
Og det gør de 'rigtige' lesbiske sørme heller ikke. Det er som om, at man helst skal være udelukkende til kvinder for at være med i 'klubben'. Ellers er man en forræder, som gerne vil både passe ind i den heteroseksuelle verden, men samtidig nyde godt af den trygge, lesbiske sfære. Måske det er den tankegang, som får nogle til at spekulere i (og ytre sig om) hvor langt oppe på Kinsey-skalaen andre 'lesbiske' befinder sig?
Egentlig er jeg skideligeglad med andres følelser omkring dette. Men jeg kunne stadig godt tænke mig en defineret identitet, som føles rigtig.
Klistermærket 'biseksuel' claimes af så mange forskellige typer, at jeg synes begrebet er lidt udvandet. Folk på vej til at springe ud, vælger at kalde sig biseksuelle først som en blød mellemstation. Ikke at der er noget galt i det - det er bare ikke der jeg er. Og de som eksperimenterer eller kysser deres veninde på en bar efter fem øl er heller ikle biseksuelle på samme måde som mig.
Så er der en betegnelse som queer, der vel egentlig favner alle som ikke er udelukkende heteroseksuelle. Men det er jo en paraply som måske dækker de fleste, uden rigtigt at sige noget om nogen.
Hmm. Altså til syvende og sidst kan det jo være pisseligemeget med alle de her betegnelser. Jeg plejer at svare 'nogen gange', når folk spørger om jeg er heteroseksuel. Eller lesbisk. Men det baserer sig jo idelukkende på min adfærd. Er jeg heteroseksuel, når jeg er sammen med en mand? Det føles ikke helt sådan.
Gode label-forslag modtages meget gerne ;-)
”Biseksualitet betyder seksuel og/eller romantisk tiltrækning eller adfærd rettet mod to eller flere køn.[1] "
SvarSlet...så er den vel ikke længere :-) Man kan jo godt opleve at være mere tiltrukket af det ene køn i en periode af sit liv, eller kun at ønske forhold med det ene køn, men derfor er man vel stadig biseksuel... og by the way - Anne Linnet er jo biseksuel (selvom hun er udråbt til lesbisk ikon):-)
Jeg synes nu, den er noget længere. F.eks. er det vel fjollet at hævde, med henvisning til ordbogen, at alle lebber (hvilket vil sige langt de fleste), der nogensinde har haft en eller anden form for seksuel og / eller romantisk adfærd med en dreng / mand er biseksuelle? Denne almindelige "heteroerfaring" for homoer (af begge køn) skyldes jo også normer og forventninger. Ligesom det ikke giver mening at hævde, at alle heteroer, der ind i mellem synes det er sjovt at knalde med eller bare fantasere om en af deres eget køn er biseksuelle? Måske må man skelne mellem "biseksualitet" og "at være biseksuel".. igen vel noget med i hvor høj grad man identificerer sig med sin adfærd...
SletOg så er der også et eller andet med, at det er mere almindeligt/acceptabelt/whatever for heteroer at beholde deres identitet som heteroseksuelle, selvom de engang i mellem er sammen med personer af eget køn - mens man som lesbisk meget hurtigt kan blive stemplet som 'ihvertfald ikke rigtig homo' hvis man er sammen med en mand i ny og næ.
SvarSletJeg er så begejstret for, at mit ødelagte ægteskab er blevet genoprettet. Vi lavede for nylig op, selvom det var svært. Det har været mere end en måned nu, og alt føles som om det er vendt tilbage til det normale. Han er begyndt at behandle mig bedre, og det har været en helingsproces for os begge. Mareridtet, der havde varet i næsten 3 år, før vi brød op, er endelig forbi. Det er som om vi blev forelsket igen. Vi har begge lagt fortiden bag os og prøver at komme videre - og for første gang i lang tid ser fremtiden meget lysere ud. Jeg kan ikke udtrykke med ord, hvor taknemmelig jeg er DR Wale! Det er som om vi endelig har genopdaget de ting om hinanden, der fik os til at blive forelsket i første omgang. Alt det bekymrende og stress er simpelthen forsvundet. Tak DR Wale for at redde mit ødelagte ægteskab og bragte min mand tilbage til mig !. Mig og min mand bor sammen lykkeligt igen .. Alt takket være DR Wale. Hvis du har problemer, skal du kontakte DR Wale nu, og jeg garanterer dig, at han hjælper dig med at kontakte ham via drwalespellhome@gmail.com eller WhatsApp +2347054019402
SvarSlet