torsdag den 7. juni 2012

Vela og heteroparret med en trekant i tankerne

Apropos alt det her med Nevermind og hvorvidt det er ok at smide grænsesøgende heteroer ud fra sin homoklub, når man samtidig kæmper for homoaccept på heterobarerne, kom jeg til at tænke på en episode, der udspillede sig på Vela for godt et år siden.

Jeg bilder mig ind, at rendezvous'et fandt sted i perioden lige inden, Vela fik Politikens iByen-pris som Årets Bar 2011. Altså i den periode hvor man kunne stemme, og hvor Vela pludselig blev berømmet langt uden for snævre (høhø) lebbekredse.


Åh Vela. Billede lånt på Velas Facebook
Nå. Jeg var i hvert fald på Vela. Sad med en flok damer omkring et rundt mahognibord, som man nu gør på Vela. Drak øl. Som man nu gør. Min var købt i baren (promise!), men jeg erindrer, at en eller to i selskabet selv havde drikkevarer med. Pimpede direkte fra Jan Sport-rygsækken. Man er vel lebbe. Flovt. Det var altså ikke mig. Jeg priser mig for at være en relativt ikke-nærig lebbe. (Note til selv: skriv et indlæg om nærige lebber.)

Over for mig og mine venner - på den anden side af mellemgangen - sad et selskab, der skilte sig en smule ud. Store bredskuldrede fyre i dynejakker og kvinder, der var blonde på en anden måde en flertallet af klientellet på Vela (der typisk er blonde på Sara-fra-X-factor-måden og ikke på Mascha Vang-måden). Parrene kyssede. Hinanden. Mænd og damer. OMG.

De opførte sig relativt pænt, heteroparrene. Fyldte lidt rigeligt, måske. Dansede lige lovlig meget heteropardans til Pink (kan man ikke komme i fængsel for det?). Opførte sig måske i lidt for høj grad demonstrativt som om 'de i hvert fald også havde ret til at være der'. Men altså.

På et tidspunkt kom min lebbeveninde tilbage fra toilettet med store øjne:

"De (heteroparret) står og knalder op ad væggen derude. Og de har ikke engang låst døren."

Charmerende - og slet ikke spor demonstrativt, vel?

Senere overhørte jeg en af heterodamerne spørge en helt purung hovedrystende lebbe: "...bare for én aften?". Jeg konsulterede ved mit eget bord, og det viste sig, at et af dynejakkeheteroparrene var på rekrutteringsmission. De skulle have sig en trekant - og som bekendt er en lebbebar det perfekte sted at finde tredjeparten til en sådan.

Jeg ved ikke, hvordan det endte. Om de fik nogen overbevist, eller om de måtte tage hjem med uforrettet sag (så uforrettet som en aften inkl. stående knald på homoklubtoilet kan være anyway).

Der var ingen, der sagde noget til Mama Vela. Selvom jeg ikke tvivler på, at den gode Isabel havde taget affære og kastet heteroerne på porten.

Men det hele var under alle omstændigheder helt afsindigt grænseoverskridende. Især fordi jeg tilsyneladende var for gammel eller grim til overhovedet at trekantstilbudet. Nånå.

2 kommentarer:

Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!