Jeg sprang ud i 2005. Jeg har lige tjekket efter. Da var jeg 24 år.
Jeg er meget privilegeret, for jeg har rigtig mange rigtig gode og tætte venner og veninder. En af de ældste er B. Vores venskab er særligt, fordi vi på mange punkter minder uhyggeligt meget om hinanden. Vi er begge to sårbare sjæle og meget, meget ærlige i vores venskab. Heldigvis.
Da jeg fortalte hende, at jeg havde været sammen med en kvinde (Den historie kan du læse lidt af lige her), og at det vist var noget, jeg skulle have taget hul på (hul, høhø) for længe siden, reagerede hun lidt mærkværdig.
Hun er et af de mennesker, jeg slet, slet, slet ikke er i tvivl om, 1: Vil mig det bedste 2: Har meget høje tanker om mig (ligesom jeg har det om hende).
Alligevel sagde hun ikke rigtig noget, så vidt jeg husker. Smilede og sagde, at hun var glad på mine vegne. Og det er selvfølgelig også noget. Men når man er mig og B., er det slet ikke nok. Der skal snakkes meget mere om den slags.
Der gik faktisk et stykke tid, før hun fortalte mig, hvad der havde foret (faret?) igennem hendes hoved den dag. Men da hun forklarede det, gav det bare så usandsynlig meget mening.
Hun fortalte mig nemlig, at hun, da jeg - hendes tætte veninde - sprang ud, pludselig var blevet bange for, om hun fremadrettet ville kunne lade være med at forsøge at imponere mig. Fordi hun altid - lige meget hvor nære og platoniske venner, hun var med drenge - følte, at hun skulle gøre sig lækker for dem.
Det er så sindssygt symptomatisk - og jeg elsker B. for, at hun bare indrømmede det helt ærligt (for seriøst - der er rigtig mange kvinder, der har det sådan).
Jeg kender det godt selv. Lige meget hvor lidt interesseret, man er i en mand (eller for mit vedkommende en hvilken som helst lebbe, der ikke er Lebben I Mit Liv - det tror jeg i øvrigt, hun skal hedde fra nu af her på bloggen), så er man sygt underlagt The Male Gaze - det mandlige blik, som altså også kan være lebbens blik. Man vil anerkendes på en anden måde af vedkommende, end man vil af en, man ved ikke har en (seksuel) interesse i én.
Hun var bange for, at hun pludselig på en anden måde ville blive afhængig af min anerkendelse.
Det var selvfølgelig fjollet. Men også menneskeligt. Jeg ser, helt ærligt, ikke anderledes på mine veninder nu, end jeg gjorde før. Jeg har altid været lidt kropsligt genert - på egne såvel som andres vegne - jeg bliver stadig blufærdig, når de mere exhibitionistiske af mine veninder skifter bh i mit åsyn.
Det har ikke ændret sig - og jeg bliver aldrig typen, der kigger sultent på deres bare bryster. Det kan jeg jo gøre i rigt mål på min egen lebbes derhjemme. For min skyld kunne alle damer, jeg har været i seng med, godt gå uden bh. Selvom deres bryster har været nok så forskellige. Det er sexet med easy access. Nå. Sidespor.
Anyway. Heldigvis har skønne B. min fulde anerkendelse. For ærligheden og for alle de følelser, der følger med den. Og den vil hun altid have. Og mere til.
Du ved selv, hvem du er, B.
Jeg er meget privilegeret, for jeg har rigtig mange rigtig gode og tætte venner og veninder. En af de ældste er B. Vores venskab er særligt, fordi vi på mange punkter minder uhyggeligt meget om hinanden. Vi er begge to sårbare sjæle og meget, meget ærlige i vores venskab. Heldigvis.
Da jeg fortalte hende, at jeg havde været sammen med en kvinde (Den historie kan du læse lidt af lige her), og at det vist var noget, jeg skulle have taget hul på (hul, høhø) for længe siden, reagerede hun lidt mærkværdig.
Hun er et af de mennesker, jeg slet, slet, slet ikke er i tvivl om, 1: Vil mig det bedste 2: Har meget høje tanker om mig (ligesom jeg har det om hende).
Alligevel sagde hun ikke rigtig noget, så vidt jeg husker. Smilede og sagde, at hun var glad på mine vegne. Og det er selvfølgelig også noget. Men når man er mig og B., er det slet ikke nok. Der skal snakkes meget mere om den slags.
Der gik faktisk et stykke tid, før hun fortalte mig, hvad der havde foret (faret?) igennem hendes hoved den dag. Men da hun forklarede det, gav det bare så usandsynlig meget mening.
Hun fortalte mig nemlig, at hun, da jeg - hendes tætte veninde - sprang ud, pludselig var blevet bange for, om hun fremadrettet ville kunne lade være med at forsøge at imponere mig. Fordi hun altid - lige meget hvor nære og platoniske venner, hun var med drenge - følte, at hun skulle gøre sig lækker for dem.
Det er så sindssygt symptomatisk - og jeg elsker B. for, at hun bare indrømmede det helt ærligt (for seriøst - der er rigtig mange kvinder, der har det sådan).
Jeg kender det godt selv. Lige meget hvor lidt interesseret, man er i en mand (eller for mit vedkommende en hvilken som helst lebbe, der ikke er Lebben I Mit Liv - det tror jeg i øvrigt, hun skal hedde fra nu af her på bloggen), så er man sygt underlagt The Male Gaze - det mandlige blik, som altså også kan være lebbens blik. Man vil anerkendes på en anden måde af vedkommende, end man vil af en, man ved ikke har en (seksuel) interesse i én.
Hun var bange for, at hun pludselig på en anden måde ville blive afhængig af min anerkendelse.
Det var selvfølgelig fjollet. Men også menneskeligt. Jeg ser, helt ærligt, ikke anderledes på mine veninder nu, end jeg gjorde før. Jeg har altid været lidt kropsligt genert - på egne såvel som andres vegne - jeg bliver stadig blufærdig, når de mere exhibitionistiske af mine veninder skifter bh i mit åsyn.
Det har ikke ændret sig - og jeg bliver aldrig typen, der kigger sultent på deres bare bryster. Det kan jeg jo gøre i rigt mål på min egen lebbes derhjemme. For min skyld kunne alle damer, jeg har været i seng med, godt gå uden bh. Selvom deres bryster har været nok så forskellige. Det er sexet med easy access. Nå. Sidespor.
Anyway. Heldigvis har skønne B. min fulde anerkendelse. For ærligheden og for alle de følelser, der følger med den. Og den vil hun altid have. Og mere til.
Du ved selv, hvem du er, B.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!