Det er søndag, og jeg er småsyg - nogen ville måske skyde skylden på Distortion i regnvejr, men egentlig var det vist allerede så småt begyndt inden da. Distortion i regnvejr gjorde så blot ikke tingene bedre.
Men i hvert fald betyder småsyg søndag samt doven kæreste og endnu mere doven hund rigeligt med tid til at se film i sengen. Så det gør vi.
Vi har netop set den nye Soderbergh-film, Haywire. Den var udmærket, særligt fordi både min smukkere halvdel (jeg mener ikke hunden) og jeg er ret glade for spioner-på-flugt-genren.
Her var hovedrollen en kvinde og lykkeligt fri for romantiske sidefortællinger. Det gør mig glad. Det er sjældent, man i thriller-/actionfilm ser kvindelige protagonister helt fri for en eller anden skraldet emotionel bagage-historie på et sidespor. Måske var hun ekskærester med ham-den-onde, men det var egentlig komplet ligegyldigt for historien.
Nå men det mindede mig også om flere ting.
Dels mindede det mig om en aften, jeg for mange år siden så film med min første lebbekæreste. Hun spurgte mig, hvem jeg synes, var den lækreste skuespiller. Inden du læser mit svar, bør du lige have i baghovedet, at jeg på daværende tidspunkt havde været sammen med piger i et halvt års tid og med mænd i mit resterende voksenliv.
Svaret faldt prompte:
"Ewan McGregor" (som i øvrigt spiller ond, ond type i Haywire. Men det er sagen uvedkommende).
Og det svar gjorde min kæreste så, så, så ked af det. Eller vred, faktisk. Hun var vel lidt usikker på, om jeg i virkeligheden stadig var hamrende hetero, og mit dumme svar ramte direkte ned i den følsomhed.
Så jeg havde omtrent et kvart sekund til at gjalde:
"Jeg mener Natalie Portman! Jeg mener Natalie Portman!"
Men det var for sent, og den hyggelige filmaften var spoleret.
Siden introducerede samme kæreste mig for The L Word. Det måtte jo ske. Og den serie gjorde til gengæld mig vred.
Hvorfor, spørger du? Jeg tror måske, jeg med mit nyfundne homoliv endelig følte, jeg var sluppet en smule væk fra alle de skønhedsmæssige idealfortællinger, der eksisterer under The Male Gaze, og så viste det sig, at de var lige præcis lige så fremtrædende, disse uopnåelige idealer i lebbekredse. Lang næse til mig - og hvor naivt (og fordomsfuldt) af mig, for øvrigt, at have troet andet.
Jeg følte, at de femme'de damer i serien var tusind gange lækrere, end jeg nogensinde kunne leve op til. Og de par dyke'de butches der var med, skulle jeg konkurrere med samtlige andre lebber om. Jeg blev jaloux på, at min kæreste synes, femmes'ne i serien var pæne. Og jaloux på, at alle andre synes at butch-lebberne var lige så lækre som mig.
Meget voksent.
Men det er sgudda røvssygt, at repræsentationen af drengede piger på film er så sparsom, at man ikke kan komme udenom, at der er en milliard andre lebber, der har set If These Walls Could Talk 2 og har forelsket sig ligeså brændende i Chloë Sevigny som James Dean-agtig 1950'er-lebbe, som man selv har.
Det er sgudda klart, man får kliché-stemplet hårdt placeret i panden, når man synes Angelina Jolie som Lara Croft er hot (jeg synes det ikke, men min kæreste gør - og al respekt for det. Og kun lidt jalousi).
For der er fanme næsten lige så få langhårede handlekraftige kvindelige protagonister uden et heteroseksuelt kærlighedsliv på den filmiske sidelinje, som der er butchede ditto.
Jeg vil have flere proaktive kvindelige forbilleder i Hollywood - både korthårede og langhårede - på min IMDB-watchlist.
Og så er der i øvrigt et par af disse film, jeg stadig har til gode...(se bort fra cheesy soundtrack):
Best Lesbian Movies
Men i hvert fald betyder småsyg søndag samt doven kæreste og endnu mere doven hund rigeligt med tid til at se film i sengen. Så det gør vi.
Vi har netop set den nye Soderbergh-film, Haywire. Den var udmærket, særligt fordi både min smukkere halvdel (jeg mener ikke hunden) og jeg er ret glade for spioner-på-flugt-genren.
Her var hovedrollen en kvinde og lykkeligt fri for romantiske sidefortællinger. Det gør mig glad. Det er sjældent, man i thriller-/actionfilm ser kvindelige protagonister helt fri for en eller anden skraldet emotionel bagage-historie på et sidespor. Måske var hun ekskærester med ham-den-onde, men det var egentlig komplet ligegyldigt for historien.
Nå men det mindede mig også om flere ting.
Dels mindede det mig om en aften, jeg for mange år siden så film med min første lebbekæreste. Hun spurgte mig, hvem jeg synes, var den lækreste skuespiller. Inden du læser mit svar, bør du lige have i baghovedet, at jeg på daværende tidspunkt havde været sammen med piger i et halvt års tid og med mænd i mit resterende voksenliv.
Svaret faldt prompte:
"Ewan McGregor" (som i øvrigt spiller ond, ond type i Haywire. Men det er sagen uvedkommende).
Og det svar gjorde min kæreste så, så, så ked af det. Eller vred, faktisk. Hun var vel lidt usikker på, om jeg i virkeligheden stadig var hamrende hetero, og mit dumme svar ramte direkte ned i den følsomhed.
Så jeg havde omtrent et kvart sekund til at gjalde:
"Jeg mener Natalie Portman! Jeg mener Natalie Portman!"
Men det var for sent, og den hyggelige filmaften var spoleret.
Siden introducerede samme kæreste mig for The L Word. Det måtte jo ske. Og den serie gjorde til gengæld mig vred.
Hvorfor, spørger du? Jeg tror måske, jeg med mit nyfundne homoliv endelig følte, jeg var sluppet en smule væk fra alle de skønhedsmæssige idealfortællinger, der eksisterer under The Male Gaze, og så viste det sig, at de var lige præcis lige så fremtrædende, disse uopnåelige idealer i lebbekredse. Lang næse til mig - og hvor naivt (og fordomsfuldt) af mig, for øvrigt, at have troet andet.
Jeg følte, at de femme'de damer i serien var tusind gange lækrere, end jeg nogensinde kunne leve op til. Og de par dyke'de butches der var med, skulle jeg konkurrere med samtlige andre lebber om. Jeg blev jaloux på, at min kæreste synes, femmes'ne i serien var pæne. Og jaloux på, at alle andre synes at butch-lebberne var lige så lækre som mig.
Meget voksent.
 |
| If These Walls Could Talk 2 (2000) |
Det er sgudda klart, man får kliché-stemplet hårdt placeret i panden, når man synes Angelina Jolie som Lara Croft er hot (jeg synes det ikke, men min kæreste gør - og al respekt for det. Og kun lidt jalousi).
For der er fanme næsten lige så få langhårede handlekraftige kvindelige protagonister uden et heteroseksuelt kærlighedsliv på den filmiske sidelinje, som der er butchede ditto.
Jeg vil have flere proaktive kvindelige forbilleder i Hollywood - både korthårede og langhårede - på min IMDB-watchlist.
Og så er der i øvrigt et par af disse film, jeg stadig har til gode...(se bort fra cheesy soundtrack):
Best Lesbian Movies
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!