Der er to blogindlæg, jeg gerne vil skrive. Det ene skal handle om min mor. Det andet om min far og min bror. Inddelingen har intet med køn at gøre - udelukkende med deres respektive reaktioner, da jeg sprang ud.
Først min mor.
Hvis I er dygtige læsere, kan I måske huske, at min mor, da jeg var sytten år og ulykkelig over ikke at have en (mandlig) kæreste, i al sin imponerende frisindethed spurgte mig, om jeg måske var til piger?
Dengang grinede jeg af det.
Mange år senere mødte jeg min første kvindelige kæreste.
Min mor og jeg har altid talt relativt åbent om tingene, så for mig var det naturligt at ringe til hende og fortælle, at jeg skulle på en date. Og at hun hed det samme som mig. Det var nemlig tilfældet med min første kæreste. Den elegante måde at sige, hvilket køn vedkommende havde. Hvis pronomenet 'hun' ikke gjorde tricket alene.
Min mor blev semi-tavs, så vidt jeg husker. Sagde vel held og lykke.
Der gik nogle dage, måske en uge (ikke at der er noget unormalt i det - min mor og jeg har aldrig ringet sammen hverken hver eller hver anden dag), og da vi snakkede sammen igen, undrede jeg mig over, at hun ikke spurgte, hvordan den nævnte date var gået. For jeg var dødforelsket, og min såkaldte navnesøster var det samme, og der gik ikke mange dates, før vi var kærester.
Der gik lang tid, og min mor - der altid havde været meget nysgerrig omkring min (mandlige) ekskæreste - spurgte mistænkeligt lidt til min kæreste. Til sidst konfronterede jeg hende med den manglende interesse.
Først nægtede hun. Men langt om længe fik jeg trukket to årsager ud af hende:
1. Hun ville så gerne have børnebørn.
2. Hun var "bange for, jeg havde valgt en svær vej i livet". Hendes formulering.
Det gjorde mig næsten endnu mere vred, kan jeg huske. I dag er jeg seks år klogere og kan måske bedre sætte mig ind i hendes bekymringer - omend jeg stadig synes, de er irrationelle.
Min mor er et meget, meget, meget fordomsfrit og veluddannet menneske. Hun er venner med masser af homoer, danskere-af-anden-etnisk-baggrund, særlinge, gamlinge og ynglinge. Hun burde med andre ord vide bedre. Men det er måske bare noget andet, når det handler om ens egen eneste datter? Hvad fanden ved jeg.
Dengang forklarede jeg hende, at hun nok skulle få børnebørn - om ikke andet skulle min bror nok få nogle unger ("det er ikke det samme at blive farmor," sagde min mor) - og i øvrigt var en tilværelse som heteroseksuel ingenlunde ensbetydende med at skulle poppe babyer for mig alligevel.
Og til hendes anden kommentar - den med det svære liv - kunne jeg kun forklare hende, at jeg boede i en storby, at en god portion af mine venner var homoer, og at vi for fanden ikke levede i 1950'erne eller USA. Og så var der naturligvis hele aspektet med at 'vælge'. Jeg er i tvivl om, hvad min holdning egentlig er, ved I nok. Men det pissede mig af, at min mor ikke var queer. Det, kan jeg godt se, er lidt barnligt nu.
Siden har jeg kunnet forstå på andre jævnaldrende homoer, at præcis den der med 'det svære liv' går igen som presserende bekymring hos alle vores forældre. Og det er jo sødt. Omend misforstået.
Jo, jeg skal forholde mig til flere tilråb (se fx lige her). Jeg er mere synlig, når jeg har min kæreste i hånden. Jeg kan ikke blive gift i en (vilkårlig) kirke (booofuckinghooo, i øvrigt), det er sikkert sværere at adoptere, og umuligt at blive gravid uden en eller anden form for ekstern assistance. Men derudover.
Come nu on. Mit liv er rimelig fantastisk - jeg kunne faktisk ikke rigtigt ønske mig det anderledes.
Siden har hun vænnet sig til det. Der bliver købt jule- og fødselsdagsgaver til mine kærester, de bliver inviteret med til julefrokoster (det kunne fanme også bare lige passe andet), og de får knus og kærlighed og er en del af familien.
Det er jo bare kanter, der skal slibes.
Først min mor.
Hvis I er dygtige læsere, kan I måske huske, at min mor, da jeg var sytten år og ulykkelig over ikke at have en (mandlig) kæreste, i al sin imponerende frisindethed spurgte mig, om jeg måske var til piger?
Dengang grinede jeg af det.
Mange år senere mødte jeg min første kvindelige kæreste.
Min mor og jeg har altid talt relativt åbent om tingene, så for mig var det naturligt at ringe til hende og fortælle, at jeg skulle på en date. Og at hun hed det samme som mig. Det var nemlig tilfældet med min første kæreste. Den elegante måde at sige, hvilket køn vedkommende havde. Hvis pronomenet 'hun' ikke gjorde tricket alene.
Min mor blev semi-tavs, så vidt jeg husker. Sagde vel held og lykke.
Der gik nogle dage, måske en uge (ikke at der er noget unormalt i det - min mor og jeg har aldrig ringet sammen hverken hver eller hver anden dag), og da vi snakkede sammen igen, undrede jeg mig over, at hun ikke spurgte, hvordan den nævnte date var gået. For jeg var dødforelsket, og min såkaldte navnesøster var det samme, og der gik ikke mange dates, før vi var kærester.
Der gik lang tid, og min mor - der altid havde været meget nysgerrig omkring min (mandlige) ekskæreste - spurgte mistænkeligt lidt til min kæreste. Til sidst konfronterede jeg hende med den manglende interesse.
Først nægtede hun. Men langt om længe fik jeg trukket to årsager ud af hende:
1. Hun ville så gerne have børnebørn.
2. Hun var "bange for, jeg havde valgt en svær vej i livet". Hendes formulering.
Det gjorde mig næsten endnu mere vred, kan jeg huske. I dag er jeg seks år klogere og kan måske bedre sætte mig ind i hendes bekymringer - omend jeg stadig synes, de er irrationelle.
Min mor er et meget, meget, meget fordomsfrit og veluddannet menneske. Hun er venner med masser af homoer, danskere-af-anden-etnisk-baggrund, særlinge, gamlinge og ynglinge. Hun burde med andre ord vide bedre. Men det er måske bare noget andet, når det handler om ens egen eneste datter? Hvad fanden ved jeg.
Dengang forklarede jeg hende, at hun nok skulle få børnebørn - om ikke andet skulle min bror nok få nogle unger ("det er ikke det samme at blive farmor," sagde min mor) - og i øvrigt var en tilværelse som heteroseksuel ingenlunde ensbetydende med at skulle poppe babyer for mig alligevel.
Og til hendes anden kommentar - den med det svære liv - kunne jeg kun forklare hende, at jeg boede i en storby, at en god portion af mine venner var homoer, og at vi for fanden ikke levede i 1950'erne eller USA. Og så var der naturligvis hele aspektet med at 'vælge'. Jeg er i tvivl om, hvad min holdning egentlig er, ved I nok. Men det pissede mig af, at min mor ikke var queer. Det, kan jeg godt se, er lidt barnligt nu.
Siden har jeg kunnet forstå på andre jævnaldrende homoer, at præcis den der med 'det svære liv' går igen som presserende bekymring hos alle vores forældre. Og det er jo sødt. Omend misforstået.
Jo, jeg skal forholde mig til flere tilråb (se fx lige her). Jeg er mere synlig, når jeg har min kæreste i hånden. Jeg kan ikke blive gift i en (vilkårlig) kirke (booofuckinghooo, i øvrigt), det er sikkert sværere at adoptere, og umuligt at blive gravid uden en eller anden form for ekstern assistance. Men derudover.
Come nu on. Mit liv er rimelig fantastisk - jeg kunne faktisk ikke rigtigt ønske mig det anderledes.
Siden har hun vænnet sig til det. Der bliver købt jule- og fødselsdagsgaver til mine kærester, de bliver inviteret med til julefrokoster (det kunne fanme også bare lige passe andet), og de får knus og kærlighed og er en del af familien.
Det er jo bare kanter, der skal slibes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!