Han/Hun/Høn og sprogets magt

Jeg er stadig syg. Og jeg pissehamrende keder mig. Det resulterer i sådan noget som den her chat, der netop fandt sted mellem mig og en bøssebekendt på Facebook:

Ham:
Har du hørt om han/hun/hen i Sverige?

Mig:

Ja!

Der er blevet udgivet børnebøger med 'hen'

Man har tænkt i 'høn' i dk. Men problemet på dansk (også spændende for en sprognørd) er, at så snart man skal lave ejefald på dansk vil det kønsneutrale 'høn' allgevel skulle lægge sig op af et af de to værende køn: 'høns' eller 'høndes'. Mit liv som nørd.

Ham:

I know. Samme problem på svensk. Han/hans, hon/hennes, hen/?
Hvad synes du om det?

Mig:
Jeg er jo vild med det

Ham:

Okay.

Jeg synes det er fjollet

Eller.

Mig:

Jamen det er det måske også

Men fanme vigtigt

Ham:

Eller nej. Det kan være praktisk. Specielt hvis det nu er en drag eller noget, man taler om, hvor han/hun på en eller anden måde bliver fejlagtigt.

Men.

Det er forskel mellem kønnene. Uanset hvad vi gør. Og at forsøge at udviske denne forskel med sproget tror jeg er ørkesløst.

Så hvis dét er ens mål

Mig:

Mjaae

Men samtidig kender du godt den der med, at man beskriver en hypotetisk - let's say - politibetjent

og så referer til hypotetiske vedkommende som 'han'?

Jeg HADER det her med mande- og kvindejob fx

Ham:

Jeg kan godt se din pointe.

Men hmmmm

Alligevel.

Mig:

I know - I teorien er det smukt

'høn' er bare heller ikke superflatterende, vel?

Ham:

Nej. Det er bare lidt for tæt på høm.

Mig:

Og i ejefald:

Høns. Der står jo bare høns.

HØNS!

Ham:
...

Mig:

...Du ved godt, at den her chat bliver til et blogindlæg, ikke?

Jeg har rettet slåfejl og dets lige i ovennævnte, fordi jeg er skidehamrende forfængelig.

---