Hun, han og man

Stilleben fra vindueskarmen. Bemærk N-toget.

Jeg holder fredag aften alene på sofaen, og stearinlysene er så småt ved at være brændt ned.

Det lyder mere kedeligt, end det er. For fanden da også. Det værste er næsten forventningerne... altså til mig selv. For selvom jeg vitterligt ikke gider ud, sidder den der frygt, man husker så godt, fra da man var yngre, helt dybt i brystet: 


For tænk hvis man går glip af noget?

NB! Jeg gider ikke ud. Jeg skal holde fødselsdagsfest i morgen. Jeg har været omgivet af for mange mennesker i for mange dage i træk. Jeg er træt. Jeg har lovet en meget, meget kær ven at gennemlæse og grovkommatere et specialeafsnit. Jeg bør gøre rent. Jeg bør skrive indkøbsseddel. Jeg bør smide en dej til hævning. Jeg bør gøre noget ved hårene på mine ben og den noget flossede lak på mine negle.

Det er vildt, den er så svær at slippe, den frygt. (Og egentlig en sjov lille opremsning, jeg foretager ovenfor - for den understreger helt af sig selv, hvor stort behov jeg har for at forklare - undskylde - at jeg ikke er med de andre på Bakken i Kødbyen i aften. Jeg er for øvrigt ikke så tosset med Bakken. Eller Kødbyen.)

Nå. Men det er faktisk slet ikke det, det her skal handle om. Nej. Det skal nemlig handle om det specialeafsnit i min gode ven M's speciale (der skal afleveres meget snart. Så snart at det - oh skræk - ikke er sikkert, han når forbi min føller i morgen!), som jeg har brugt de seneste timer på at læse igennem.

Det er ved at være mange år siden, jeg blev BA i Film- og Medievidenskab og kunne huske, hvordan man udtale Althusser og Schopenhauer (løgn. Jeg mener bestemt at kunne huske, at det udtales hhv. på fransk, "alty-sææær", og med bløøøødt, laaaangt 'o'. Som i 'opel', "sjooo-penhauer"). Men det var virkelig dejligt at læse en tekst med begreber som 'habitus' og 'kulturel kapital' strøet ud mellem linjerne. Havde kommaerne blot været ligeså gavmildt uddelt (...). Men for fanden, han er klog, ham M.

Og så elsker, elsker, elsker jeg min M, fordi han konsekvent i sit speciale bruger 'hun', når han beskriver ikke nærmere definerede subjekter ("man'er") i teksten.

Det er sjovt. Og fantastisk. For det virker (og er, hvis jeg kender M ret) enormt demonstrativt.

Men hvorfor fanden egentlig? Vi er lige mange kvinder og mænd derude. Vist endda lidt flere kvinder, når vi kommer over teenagealderen. Og emnet, som hans speciale omhandler (amerikanske tv-serier og seernes ageren på sociale medier. Sådan helt kort fortalt), fordrer nærmest, at man bruger 'hun' og ikke 'han' om undersøgelsens subjekter.

Og alligevel virker det så...tydeligt. Nærmest opstillet.

Lidt på samme måde, som når jeg konsekvent bruger termerne 'tillidskvinde' og 'talskvinde', når jeg skriver (og der ikke er tale om en specifik tillids- eller talsperson af hankøn).

Jeg er træt af, at alle aktivt handlende væsner i det offentlige rum partout er han'er.

Det var bare det, jeg ville sige.

---