Buler i biler og kvindelige bilister

Jeg er stadig helt ked af det over at have lavet en bule i fremmed bil. Bilejerdame ringede netop. Hun var meget glad for min seddel og mente også bestemt, den måtte give gode point på min karmakonto. På min bankkonto giver det til gengæld et minus på ca. 5.000 bobs. Mindst.

Jeg kan bare næsten ikke bære den slags. Bliver så ked af at lave fejl, - især dem som jeg absolut helt og aldeles kun kan beskylde mig selv for.

Og så hader jeg, at manden i biludlejningsbiksen, da jeg netop kontaktede ham vedr. skaden, lød nedladende. På en måde, jeg - i mine projiceringers vold - kun kunne tolke som havende et gran af "kvindelige bilister, hvorherrebevares."

(Denne hurtige konklusion kan dog udelukkende tilskrives mig. Måske var han bare træt af, at jeg m/k lavede ravage.)

Men i hvert fald: Sig gerne noget sødt. 

...Helst i stil med Livslebbens kommentar:

"Men skat. Du er 31 og har haft kørekort, siden du var 18 (man er vel jyde). Det er sgudda på høje tid, du laver en bule i en bil."

Jeg græd lige lidt. Igen. Selvmedlidenhed ftw.

---

ALARM! Kvindelige pædagoger er skidefarlige

For fem-seks år siden deltog jeg på et stort seminar, der skulle kortlægge, hvordan man får flere mænd til at tage barsel.

Det var afsindigt spændende. Vi var udvalgt, så der i hver af workshopgrupperne var både en far på barsel, en mor med en mand på barsel, en karrieretype og en vred feminist (guess who!) repræsenteret. 

Der kom rigtig mange rigtig gode løsninger på banen i løbet af de par dage, seminaret varede. Det mærkelige var bare, at alle løsninger ligesom lagde op til, at der skulle gulerødder i form af gratis hightech-barnevogne, lækre cafeer hvor man rigtig kunne være mænd samlet på barsel, takeaway-kuponer, etc., til for at få mændene op af kontorstolene og hjem til bleskifteriet.

HVAD FANDEN? 

Altså, kvinder har sgudda i en menneskealder taget barsel uden at få noget som helst for det (og enhver, der her indvender "ud over masser af skøn alenetid med den lille ny", kan komme forbi Vesterbro og få en kindhest) - hvorfor skal mændene præmieres for noget, der - for mig at se - er deres fucking pligt?

---

I dag har jeg været tre gange i Silvan. Som en sand lebbe

I dag har jeg - som en sand lebbe - været på shopping i:

• Silvan x 3 (to gange i Valby og en gang på Fisketorvet. Eller Fissetorvet, som vi kalder det)
• Bauhaus
• Jem&Fix
• Farvehandler

Jeg har slæbt:

• Otte stole
• To gipsplader
• 2x10 liter spartelmasse
• 10 liter grundrens
• To bukke
• To store ruller afdækningspap
• + det løse

Op til tredje sal, vel at mærke.

Jeg har desuden fjernet tapet i næsten et helt rum. Hvilket er noget af det mest tilfredsstillende arbejde, jeg længe har udført. Swooooosh, sagde det. Så røg der en bane. Swoooosh. En mere. Ikke noget af det der gnatteværk, man kender fra prismærkerne på IKEAs glas, overhovedet. RIP lyserøde vinyltapet- og hej-hej flotte mur.

---

Læserne mener...

Hej alle lebber

Her går det godt. Faktisk så godt, at der så godt som ikke er tid til at skrive på denne hersens blog. Men det er ikke permanent, det lover jeg. Det hele skal nok blive forfærdeligt igen.

Jeg er bare glad - Det er ikke det samme som optimist.

Jeg har en liste med "blogindlæg til højrebenet", men den er komplet udtømt (høhø). Så jeg lyver egentlig, når jeg siger, jeg har en sådan liste. Jeg havde en. Men nu har jeg nuppet alle de lette ideer.

Kan en liste egentlig godt være tom - eller mister den så sin status af liste?

Puhada. Mit liv er temmeligt lille og ret så stort lige for tiden. Jeg er post-ferie-træt, og jeg har allerede fortalt om min tatovering, min hund og mit håndværkertilbud. Så jeg venter lige med at skrive, til der sker noget spændende.

Ellers må I, kære læsere, lige komme på banen fortælle mig, hvilke lebbede emner, I gerne ser, at jeg bringer på bane. Jeg er komplet kreativt blokeret.

Hvad vil I læse om her på Lebbelivet?

KH. N.

---

Garfunkel and Oates. Ikke lebber men sjove

Nå.

Jeg har fundet en ny besættelse. Som faste læsere ved, er jeg ret glad for den amerikanske podcast-brevkasse Savage Love. Det seneste afsnit, jeg har hørt, var en liveoptagelse, hvor satire-bandet Garfunkel and Oates optrådte. Jeg er lidt i tvivl om, hvor kendte de to kvinder, som duoen består af, egentlig er.

Men det var så sjovt, at jeg sad lige midt i bus 10 og grinede højt inde bag solbriller og hørebøffer.

Blandt andet var følgende sang virkelig morsom. Og meget uamerikansk på en eller anden måde. Jeg forbinder ikke klassisk amerikansk humor med en så direkte og hård satire. Men det gør det KUN desto bedre. Se lige videoen først og læs så videre nedenfor:



...Er det ikke sjovt? Eller hvad? Det fungerede klart bedre i radioen end på tv (måske også fordi man så får lov til at danne sig sit eget billede af, hvordan de ser ud), men jeg synes altså stadig, citater som de følgende har en vis berettigelse:

"Pregnant women are smug. I can't count all the ways now, you speak in clichés now."

og ikke mindst:

"Pregnant women are smug. You're just giving birth now, you're not mother earth now."

De har deres egen YouTube-kanal, og i mangel af bedre ting at tage sig til, er den altså et besøg værd...

Tjek den ud lige her.

---

Handling. Gentagelse. Magt.

Min ekskæreste og gode veninde N er kunstner. N arbejder primært konceptuelt med et gran performativitet fra tid til anden. Det med at undersøge normer og grænser har været en betydelig del af hendes praksis i mange år, men særligt på det seneste har hun i nogle videoværker udforsket, hvordan flertallet reagerer, når de udsættes for den samme behandling, som minoriteten (lebber) må tåle. Det er skidehamrende urovækkende og meget, meget interessant.

Nå. Men det er også - til dels - dette indlæg aldeles irrelevant.

For jeg har ikke lige nu lyst til at gå alt for dybt ind i N's egne værker. Det kommer for tæt på, og som I ved, har jeg ikke det store behov for at give mig til kende. Lige nu. Det kommer måske en dag. De er i hvert fald bestemt det værd. Især hendes seneste video, der fik et helt selskab til at krumme tæer - på netop den måde, god kunst skal - for en måneds tid siden.

Sidespor.

I hvert fald har mit venskab med N ført mig forbi mangt en fernisering, og for nogle måneder siden, var hun en del af en lille lynudstilling her på Vesterbro, hvor også en anden lesbisk kunstner udstillede.

Nå. Men den anden kunstner, Mette Clausen, udstillede et videoværk, der også handlede om tilværelsen som lesbisk.

Videoværket viser en lastbil, der kører rundt og rundt på Kgs. Nytorv.

Still fra videoen "Handling gentagelse magt" (Mette Clausen 2011)

Den hvide lastbil havde Mette Clausen, der er under uddannelse ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, lejet til lejligheden. 

På begge vognens sider havde Mette Clausen sat et skilt. På den ene side stod der:

"Jeg kyssede hende på Kongens Nytorv. Idet han gik forbi os, stak han to fingre i munden og lod som om han kastede op."

På den anden side stod der:

"Handling. Gentagelse. Magt."

Jeg synes, det er meget stærkt. De tre ord beskriver meget præcist det, jeg ofte - senest i går - taler om her på bloggen. Nemlig hvordan en handling alt for hurtigt reproduceres og bliver en norm, hvis ikke tilstrækkeligt med mennesker gør oprør.

Derfor er det vigtigt, vi bliver ved med at kysse hinanden på Kgs. Nytorv, indtil den dag det slet ikke vækker kvalm respons - endsige opsigt - at vi gør det.

Tænk over det.

Og se så videoværket lige her. De fire minutter og 12 sekunder af din tid er godt givet ud.

---

Søvnløs i solo-seng - eller: Derfor sover lebben ikke i ske

Jeg kan ikke sove.

Om otte timer er min ferie slut (og jeg var slet, slet ikke færdig med at sove længe og drikke vin), og om seks timer ringer vækkeuret. Og her ligger jeg med ferie-omvendt døgn og uden Lebben I Mit Liv.

---

I blev skabt som mand og kvinde - Mit Såkaldt Lesbiske Liv til kirkebryllup

I går var jeg til bryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

De seneste par år har jeg været til en tre-fire bryllupper, men ingen af disse har været kirkebryllupper. I går var jeg til kirkebryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

Det var for så vidt et rigtig fint bryllup - det var min dejlige kusine, der blev gift - der er bare alligevel en lang række klare forskelle på de borgerlige bryllupper, jeg har været til de seneste år og så dette.

Især gjorde turen i kirken mig paf.

---

NU og for evigt

...Det her gjorde så afsindigt ondt, at jeg ikke tror, jeg nogensinde får nummer to. Fødende kvinder, go home.

Men nu sidder den dér - lige midt på armen, verdens bedste kærestegave.

Det sjove var, at tatovøren, der lavede den (jeg lyver ikke, når jeg siger, at det føltes som at få en sløv skalpel ført op og ned gennem håndleddet. Jeg har aldrig prøvet noget lignende), havde skrevet "to ænder" i sin kalender ud for min tid.

Det er ikke første gang, jeg pænt har måtte forklare, at der altså var tale om to gange bogstavet N.

Selvom Lebben I Mit Liv naturligvis plæderede for, at jeg fik et par badeænder tatoveret på højre arm ved samme lejlighed. Her treat.

Tak, men nej tak.

Tatoveringen ser ud præcis, som den altid har skullet se ud. Den ligner nemlig (to gange) det N, der har stået i mine skiftende vindueskarme de seneste otte år (og siden er blevet suppleret af mange yderligere. Jeg tror, jeg havde ni N'er, sidst jeg talte). Min navn begynder med N, og jeg har været lidt besat af N'er, siden jeg fandt mit første i en marskandiserbutik på Bryggen i 2005.

At de to N'er tilsammen danner ordet 'nu' gør ikke en meditationshøne som undertegnede mindre glad. Det er sådan lidt mit eget lille fesne take på "carpe diem". Jeg undskylder på forhånd.

Anyways. Jeg er så sindssygt glad for tatoveringen.

Tak til Lebben I Mit Liv for verdens bedste kærestegave.

(Men seriøst - jeg bliver satanedeme ikke afhængig af det stads, jeg var lige ved at kaste op, så ulækkert føltes det.)

---

Alkoholikere i slagsmål - nu som sexet catfight

- Ekstra Bladet -
Burde holde kæft i stedet for at turde.

Den her historie er så afsindig usmagelig. Ikke i sit udgangspunkt - fred med at to alkoholikere kommer i håndgemæng. Nej. Det er for mig at se komplet usmageligt, at Ekstra Bladet vinkler, som de gør. 

Egentlig er det faktum, at de overhovedet bringer historien, også usmageligt. For havde de ikke kunnet skrive 'lesbisk' (og måske også 'grønlandsk') i overskriften, havde episoden aldrig nogensinde fundet vej til spalterne. Tror jeg.

Historien er så ligegyldig. Komplet uinteressant. Eneste årsag til at bruge tid på at skrive den, er håbet om at kunne gafle en liderlig læser eller to i farten. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg selv fandt artiklen - sikkert via et link på Facebook. Så egentlig er jeg ikke en skid bedre selv. Også min nysgerrighed vækkes af den overskrift.

Men altså - agurketid eller ej - medier bør være sig deres diskursreproduktive ansvar bevidst.

Synes jeg.

---

Er du "lesbisk omkring det"?

Hæhæhæ. Jeg er jo, som I ved, ret tosset med den amerikanske homobrevkasse Savage Love. Forleden faldt jeg over et ret hjerteskærende indlæg om en lesbisk kørestolbruger, der fandt ud af, at hendes kæreste havde postet fotos af hende på online handicap-fetishsider.

Dan Savage, brevkasseredaktør og agony aunt opfordrede - selvfølgelig! - til, at den sårede lebbe skulle DTMFA - dump the motherfucking asshole. På sin plads.

Og Dan Savage er en sjov mand, for efter beskeden om at DTMFA fulgte følgende notabene:

"You have to dump the motherfucker like you mean it. You can't be lesbian about this." 

Det fik mig til at grine højt. Lebber er så megalesbiske omkring den slags. Jeg har ikke hidtil forladt et lesbisk forhold uden i hvert fald fem tilløb.

---

Boyfriend.dk - Udvalget er overvældende

Boyfriend savner dig.
Men savner du Boyfriend?

Jeg fik lige en af de der "Boyfriend.dk savner dig!"-mails.

Jeg loggede naturligvis straks pligtopfyldende på. Og så tjekkede jeg som altid lige, hvem der var online.

Det kunne jo være, der var nogen, jeg kendte.

På min Boyfriend-profil søges som default på damer i hovedstadsområdet mellem 25-35 år. Det må være noget, jeg har indstillet skidtet til - uden at jeg helt kan huske, hvornår jeg har gjort det.

Men det er nok meget passende. Jeg ville således med søgningen kunne finde mig selv. Og lesbianisme - såvel som homoseksualitet per se - handler jo i virkeligheden bare om, at man er hamrende forelsket i sig selv. Narcisisme på et helt nyt niveau.

Det ved I godt, ikke?

I dag var der otte jævnaldrende lebber online i mit nærmiljø. Hele otte. Den ene havde fem indlæg i sin dagbog om, at hun følte sig ensom. Det gjorde mig lidt ked af det. En anden havde femten (jeg talte) af de der animerede smileys i sin profiltekst. En af dem var den der med en stor pistol. Pistolen affyrede med præcise mellemrum mod sætningen "ingen fyre tak". Det gjorde mig også lidt ked af det.

Jeg bliver aldrig en smiley-pige. Selvom jeg øver mig i arbejdsøjemed. Og i mails til min bankrådgiver. Intet bløder anmodninger om bevilligede overtræk op som en morsom bemærkning efterfulgt af ham her:

:-)

---

Penisproteser på en tirsdag

Jeg faldt over den her hjemmeside for nyligt. Jeg husker ikke, hvordan jeg havnede der. Men jeg husker, at Lebben I Mit Liv lå ved siden af mig i sengen (vi er sindssygt dårlige til at håndhæve feng shui-korrekte regler om ingen elektronik i soveværelset), og hun vendte sig om og kiggede på skærmen i præcis samme øjeblik, som jeg forstørrede billede til højre.

Hun spurgte (og jeg blev igen en lille smule glad for at være kærester med lige præcis hende) i et relativt neutralt tonefald:

"Hvad laver du?"

Hvortil jeg svarede, at jeg naturligvis var i gang med at kigge på penisproteser. Det var jo tirsdag.

---

Film - Det' gratis (og for lebber)

Circumstances (Keshavarz, 2011)

Nå ja. Hvis man er i København den sidste weekend i juli, bør man lægge vejen forbi Ørstedsparken.

Her blænder MIX Copenhagen nemlig op for tre udendørs-smugvisninger af, hvad LGBTG-filmfestivalen, der afvikles til oktober, byder på.

Fredag vises nyeste skud på Tom Tykwer-stammen (ham der har instrueret bl.a. "Lola rennt", "Heaven" og - min personlige favorit fra hans hånd: "Krigeren og Kejserinden"), nemlig trekantsdramaet "Drei".

Lørdag står i lebbernes tegn (jeg spekulerer lige på, hvilket tegn, der er lebbernes. Er det saksen? Er det to knyttede håndflader gnedet mod hinanden? Er det noget helt tredje?).

Denne dag vises nemlig det iransk/amerikanske drama "Circumstances" (instr. Maryam Keshavarz). Ifølge MIX' hjemmeside handler den om forbudt lesbisk kærlighed og iranske frihedsdrømme. Filmen fik publikumsprisen (vist endda med en overvældende andel af stemmerne) ved indiefilmfestivalen Sundance i 2011.

---

Er mænd pæne?

I morges da min kæreste tog på work (jeg har jo ferie, har jeg nævnt det?), tog hun en undertrøje på under sin skjorte, og hun er bare så hottt i undertrøje. Det går lige i trussen. Eller i manglen på samme. Jeg sover bundløs. Primært af dovenskab. Nej. Udelukkende af dovenskab. Undertøj er besværligt. 

Nå. Men det, at synet af min kæreste i en wifebeater har den effekt på mig, fik mig til at tænke på en anden situation. For i forgårs da jeg gik hjem fra byen forbi Rådhuspladsen og Tivoli, hvor der i ferietider er fuldstændigt tæt af turister, passerede jeg tæt forbi en (anden) smuk kvinde. Androgyn i det. Korthåret, spejlglas-wayfarers, brune stumpebukser, sejlersko og en - hvis ikke jeg husker galt - gul t-shirt.

---

TV-narkomani og "For lækker til love"

Jeg holder sommerferie - har jeg allerede nævnt det? - og har fået en adgangskode til Viaplay.com stukket i hånden. Hvilket er lidt ligesom narko, når man ikke almindeligvis har adgang til TV3.

Så min sommerferie tilbringes med sovende hund på tæerne og Gustav på computerskærmen. I det mindste regner det udenfor.

Jeg vil lige skynde mig at understrege, at årsagen til, at jeg lever uden fjernsyn, ikke er spor, spor, spor hellig. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Min adfærd bliver 100 pct. tvangspræget, hver eneste gang, jeg præsenteres for noget, der giver den mindste mulighed for afhængighed.

Jvf., at jeg i går så 4 x 42 minutter "For lækker til love" i træk og af samme grund først sov kl. 4.30. Og har planer om at tilbringe dagen i dag på samme måde.

Nå. Men jeg er af en eller anden grund hidtil gået helt og aldeles ram forbi "For lækker til love" - og tilbragte således små fire timer i en kombination af dyb, dyb forundring og dyb, dyb forargelse.

---

Tre gange sødt

Jeg er en pissehamrende doven lebbeblogger i disse dage. Det beklager jeg helt oprigtigt.

Men mit liv er - med undtagelse af lidt let maveinfluenza (en smule post-Roskilde roskildesyge, så at sige) - skidegodt.

Og på samme måde, som min dagbog kun får en ordentlig omgang, når verden er uretfærdig, er det også sjovere at brokkeblogge end at lykkeblogge. Og der har du hovedårsagen til, at jeg aldrig kunne bliver en speltblogger. Det og at jeg er en skoddårlig husmoder.

---

Jeg lover aldrig at tie...

Jeg har jo en lille sidegesjæft henne hos Homotropolis. Frugten af mine seneste anstrengelser kan du se enten derovre eller lige her: 

Jeg har en hund. Rettelse. Jeg har verdens sødeste hund. Ingen over, ingen ved siden af. Denne oplysning er ikke nogen nyhed for faste læsere af min blog, det ved jeg godt og undskylder på forhånd.

Som hundeejer-skråstreg-feminist-skråstreg-lebbe må man fra tid til anden vælge, om man orker at tage den helt store normative kamp, hver eneste gang muligheden byder sig.

Tag nu fx her til aften.

Jeg og min kæreste, herefter kaldet Lebben I Mit Liv, var ude at lufte kræet. Herefter kaldet kræet. Vi mødte en heftigt tatoveret gut, der gik tur med to semistore hanhunde. Vores hund er også en han. Ikke at jeg går op i køn eller noget. Host-host. Men her har kønnet altså relevans for den videre fortælling – for hør bare her:

---

De lesbiske gav aldrig op

Når jeg skal i Netto, går jeg forbi en lokal skole. Denne lokale skole har tilsyneladende for nyligt haft et projekt af den slags, der munder ud i at eleverne producerer en række forslag og ideer, der malende beskrives på papplader, udskåret som talebobler, der siden pynter på gitteret omkring skolebygningen. Du ved - et af dén slags projekter.

Nogle af disse talebobler giver fx gode ideer til, hvordan skolens udendørsarealer udnyttes bedst:

"Vi vil gerne have en stor boldbane med basketnet"og "Det kunne være dejligt med flere borde og bænke at sidde ved når vi spiser frokost"

Men pludselig en dag, da jeg drønede mod Matthæusgade for at indkøbe mælk og toiletpapir, hang der et skilt, jeg ikke tidligere havde bemærket langs den ene mur:

Jeg er så vild med det. Jeg forstår det ikke helt. Men jeg er VILD med det. Tror jeg nok. En lille del af mig frygter selvfølgelig, at der slet ikke er noget at være vild med, og at de lesbiske i legen er 'de onde', lidt som at lege røvere og soldater, cowboys og indianere, nazisterne efter jøderne (den berømte leg).

---

Undskyld på forhånd

Skønne lebber og vedhæng (strap-ons, forstås).

Jeg ved godt, at jeg her på bloggen lever et dovent såkaldt lesbisk liv i denne tid. Der er ikke megen aktivitet, hverken anskuet kvali- eller kvantitativt. Undskyld.

Jeg har sommerferie og opfører mig i den forbindelse ualmindeligt ikke-lesbisk. Hvis vi da ser bort fra, at jeg har haft sweatpants på i tre dage i træk. Og at mit hår er så fedtet, at det kunne forveksles med en hanekam.

Så jeg har intet nyt at tilføje. Det kommer med andre ord kun drypvist de næste par uger.

Undskyld på forhånd.

Til gengæld kan I glæde jer (eller frygte eller rynke brynene) over, at der snart er nyt på Homotropolis-fronten - og det indlæg havner selvfølgelig også lige her efterfølgende.

---

Don't look at the boobs

Apropos det her. Lidt i hvert fald.

---

"Hun er ikke lebbe. Hun har bare piercinger"

Jeg har sommerferie.

Men jeg havde altså ikke lige fået den der memo om, at sommerferie - når man er fyldt 30 år og har et job - indebærer indtil videre to fulde dage spækket med praktiske opringninger, posthusbesøg og rengøring.

Fuck my life. Hvad blev der af knaldromaner i en strandkant?

Nå, men i morges (i morges = klokken 10.30. Det kan godt være, at dagene i en voksenferie går med bitterpraktiske gøremål, men dagene begynder fandenedeme ikke før klokken 10, når man har ferie. Trods alt.) var jeg nede og lufte kræet, mødte jeg en anden hundeejer. Hun var ret cool. Havde tatoveringer i ansigtet (!) og også piercinger. Men hun var ikke lebbe. Ha!

"Hun havde piercinger, men hun var ikke lebbe."

Citat slut. Hun havde heller ikke sidecut.

---

Dig og mig + det sagnomspundne 'vi'

Vi kom hjem fra Roskilde i går eftermiddag. Ingen af os er synderligt store Björk-fans, så vi prioriterede et relativt køfrit tog til Kbh. frem for islandsk indie. Og festivalens peak var alligevel også nået med Mew lørdag nat.

Og så havde vi jo også ligesom en lille hund, vi savnede ret så meget efter tre dages (tre dages!) adskillelse. Åh, gensynsglæde. Gensidig gensynsglæde, vel at mærke. For lige nu putter vovsen så heftigt op af min skrivearm, at det virkelig besværliggør tastningen.

Jeg har skrevet "vi" mange gange i indledningen til dette indlæg. Det, synes jeg ellers ikke, ligner mig. Jeg er nok lidt anti alt det der parhejs. Nej. Jeg bilder mig ind, at jeg er det. Men i virkeligheden er jeg en sucker for det. Og nu siver det altså hele vejen ud mellem linjerne.

Men det skyldes måske, at jeg vågnede op i morges med sådan en helt nyforelsket følelse i kroppen.

Eller.

Der løj jeg. Første gang jeg vågnede her til morgen, var jeg meget, meget, meget lidt forelsket i Lebben I Mit Liv. Hun vækkede mig for at høre, om jeg ville med ud at gå med vovsen. Øh nej. Jeg sover. Og jeg vil sove lige så længe, jeg overhovedet kan, thankyouverymuch.

---

Roskilde. Råååskildææææhhhh.

Jeg fik at vide, at der var en lebbecamp et eller andet sted på Roskilde. Fordi jeg spurgte på Facen.

Jeg tror muligvis, jeg passerede forbi den på vej fra festivalen i går.

Man kan nemlig tit fornemme, når mange lebber befinder sig samme sted (også selvom man ikke kan se, om de bærer undercut, converse og hættetrøjer), fordi de bare er lidt mere rowdy end heterotøser. Der er ofte en ret, hmm, højlydt aura omkring - i hvert fald unge - lebbeflokke.  Har jeg bemærket. 

Lebbeflokke. Gid der var en antropolog, der ville give det fænomen en grundig omgang i Ph.d.-vridemaskinen.

Tager jeg fejl? Er heterotøser lige så larmende på den aggressive måde? 

---

Friluftslebber, eller: "Et telt skal da være camouflage-farvet"

Jeg var på Rossen i går. Bare lige nede for at høre The Cure og så hjem igen, for både mig og Lebben I Mit Liv skulle arbejde i dag (og var desuden lidt medtagne efter i onsdags). Heldigvis fik vi uventet lift af meget rar skjortemand, der kørte os til døren på V-bro i den taxa, han selv tog fra Dyrskuepladsen og til Centrum. Det sparede os måske for en time i skiftende tog. Og penge også, selvfølgelig. Så tak til ham!

Det er sygt vigtigt at være camoufleret på Roskilde Festival

Nå men i dag har Livslebben og undertegnede vist bestemt os for, at vi vil købe os et vaskeægte telt og campere på årets festival. Vi er heldigvis en del af det sagnomspundne medieby-crowd, så der er stadig mulighed for at slå et telt op på restricted camping, uden at skulle ligge ved siden af en technofest. Ja, så gammel er jeg blevet.

Det er faktisk første gang i syv år, jeg har været på festival med telt. Jeg er vist blevet et luksusdyr. Men det må fanme også være afsavn nok at være tvunget i sneakers i fire dage!

Men i hvert fald fik al den campingsnak mig lige til at tænke på en sjov lille lesbisk episode:

Det er nemlig ikke første gang, jeg køber et telt med en lebbekæreste (det kommer nok ikke bag på så mange derude. Hvornår har du sidst set en lebbe uden bukser, der kunne knappes af ved knæet?).

Et eller andet sted i en eks-svigerfamilies carport i det jyske står nemlig det svinedyre letvægtstelt, jeg købte med N., min første damekæreste. Hun var meget opsat på at være friluftsagtig og ville meget gerne have mig med på vognen. Hun gav mig endda engang - uden anden anledning end kærlighed - et par uhyggeligt kostbare vandrestøvler. Jeg er meget glad for dem, bestemt, men jeg havde nok aldrig lige selv smidt den sum efter et par sko uden hæle.

Nå, men mig og eksen skulle campere i Sverige. Og en sølvfarvet igloo var ikke godt nok. Nej. Der skulle militærgrøn letvægtsnylon og orange syninger til.

"Jamen det vejer kun blablabla kilo," lød eksens argument for at bruge 3.000(!) kr. i stedet for 300 kr. på nattely.

Jeg bilder mig måske nok bare ind, at den slags er mere relevant købsinfo, når man fx skal bestige et bjerg med oppakningen på ryggen, end når man skal med toget til Stockholm og bo på et nedlagt stadion. Men det er nok bare mig. Vi endte med den dyre model, et af de der fælleskøb, som vi nu deler. Men jeg må ikke tage det med på Roskilde, siger N. Og N. bestemmer.

Men det blev så ikke sidste gang, jeg præsenteres for camouflagefarvet overnatningsudstyr, viser det sig. For Lebben I Mit Liv har lige sendt mig følgende link til et telt, som ligger og venter på os i Jysk Sengetøjslager. 

Ja. Det er naturgrønt. Men i det mindste koster det ikke 3.000 kr. 

Solgt!

Åh jo - og kæresten, jeg havde imellem de to, købte så vidt jeg husker en primus. Bare fordi hun gerne ville have en. Wow. Mine girlfriends gennem årene har godt nok til fulde opvejet min egen manglende friluftlebbethed (det er et ord).

---

Hurtigere, dyresex. Hurtigere!

Noget af det værste ved Mit Såkaldt Lesbiske Liv lige nu er, at alle de dyresex-relaterede søgninger er forsvundet ud af oversigten over mine trafikkilder.

Saaad smiley. Frowney, måske. 

Jeg må skynde mig at skrive noget mere om:

1. Min hund
2. Mit sexliv

Godt så.

---

Never Mind revisited

Jeg var på Never Mind i går. Og Masken. Og Cosy Bar.

Det, der bare skulle være et par øl og en ostepølse på altanen med Lebben I Mit Liv, hendes søster og en veninde, blev pludselig invaderet af to af de aller-allerbedste bøsser.

Den ene havde lige fået sommerferie, og den anden havde lige afleveret speciale. Det måtte man jo lige fejre. En øl blev til flere, der blev til cava, der blev til rødvin og sprut. Og så var stilen ligesom lagt.

Da vi ankom til Never Mind, gik det op for mig, at jeg faktisk ikke har været der, siden min og Livslebbens første kys. Det var lidt sødt og nostalgisk, især fordi vi nærmer os vores vaskeægte etårsdag. Men Never Mind var en ussel fest. der sad fem sure bøsser om baren, og det var det. Ingen hang i gogo-stængerne. Ingen dansede. Ingen havde bryster.

Så vi stavrede videre. Nej. De andre gik - jeg stavrede. Jeg har været lidt doven til at komme op på hælene - altså de rigtig høje - på det seneste, og når det så sker, splatter jeg rundt som en anden britisk teenagepige. Men jeg faldt ikke (yay me!).

Sceneskift til Masken.

Mig, bøsserne, Livslebben og svigerinden (der konsekvent kalder mig "svoger") leger en af verdens sjoveste festlege. Såre simpel:

Jeg spørger ud i forsamlingen:

"Hvem er bedst til at give oralsex?" / "Hvem har været i seng med flest?" / "Hvem er mest kinky?"

Jeg tæller ned:

"Treee...tooo...en...nu!"

Hvorefter vi hver især på "nu!" retter pegefingeren mod den i selskabet, vi mener, spørgsmålet passer på. Den der får flest stemmer får lov til at stille næste spørgsmål.

Og ja, alle i selskabet havde passeret midten af tyverne. Jeg genlæste lige og kunne se, hvor sygt teenageagtigt, det lyder.

Anyway. Jeg vandt for øvrigt den med oralsexen. Med sølle to stemmer, hvoraf den ene var min egen. Jeg tror faktisk alle på nær Lebben I Mit Liv stemte på sig selv. Hun stemte på mig. Hvilket naturligvis fik Bedstebøssen (single) til at udbryde:

"Åh, jeg hader bare at spille med par, for de tuttenutte-stemmer altid på hinanden."

Det vil jeg nu godt modsige mig. Jeg stemmer på mig.

Vi hoppede kort videre til Cosy, men både Livslebben og undertegnede var semistegte og hoppede hurtigt hjem til verdens sødeste lille hund.
...

Nå. Men jeg hopper på Rossen de næste par dage, så jeg kan ikke garantere flere vanligt lange, daglige og dybe indlæg denne uge. Men måske. Vi må se.

Sker der egentlig noget lesbisk på Roskilde i år?

---

Jeg er den usynlige lebbe. Sad smiley.

Jeg var til Madonna-koncert i mandags. Min veninde skrev mig en sms out of the blue i sidste uge: "Vil du med i parken på mandag?" Jeg svarede (lidt dumt, det forstår jeg nu) "Det lyder hyggeligt, hvilken park?"


Nå. Efter yderligere en to-tre sms'er frem og tilbage viste det sig, at søde A. havde fået nogle billetter til Madonna-koncerten og ville invitere mig med. Weeei!

Koncerten var eminent. Show for alle pengene. Og damens numse er - trods et halvt århundrede... på bagen - fastere end min var, da jeg var fjorten.

Og så blev jeg mindet om dengang, min mor havde Like A Prayer-pladen med hjem til mig og fortrød bitterligt og tvang mig til at lægge den ind i et skab, når jeg ikke hørte den (=sjældent), fordi den lugtede så heftigt af patchouli. Ja, Madonna parfumerede sine LP'er dengang i slutningen af firserne.

Nå. Men jeg bliver altid overrasket over, hvor mange lebber der er til stadionkoncerter. Eller hvor mange oplandskvinder med lebbefrisurer, der er.

Nej, sgu. Lebber. Med adidastrøjer og læbepiercinger og flade sko, som ikke er ballerinaer.

Der er vel også en grund til, at skiltene i baren så sådan her ud:

"Fadøl 50 kr. (pr. stk.)"


Jeg er meget tiltrukket af meget lebbede lebber. Sådan har det altid været. Altså al den stund, jeg har været til damer. Jeg bliver sært draget af de der helt klassiske indikatorer - de brede skuldre, det lidt drengede tøj, det korte hår, Seriøst. Jeg kan mærke det i mit underliv. Jo mere kamplebbet, desto heftigere trækninger i fødekanalen (yddrk. Fødekanal). Vi taler den type kvinder, hvis stil jeg vil betegne som noget nær kikset. Men den der drengethed gør bare noget ved mig.

---

Gæt en lebbe

Jeg var til et bryllup for en tid tilbage. Der var mange gæster, jeg ikke kendte. Blandt andet hende her:

• Kort, afbleget frisure
• Lidt for firkantede baggy bukser
• ...med regnbuefarvet bælte
• Hættetrøje (det var et meget casual bryllup)
• Sneakers
• ...med regnbuefarvede snørebånd
• Pung i baglommen
• ...som var forbundet med bæltestrop ved hjælp af tyk sølvkæde. 
• Og så alle de der mere subtile tegn: den lidt tilegnede bredskuldrethed (armene ud fra kroppen, skuldrene lidt oppe om ørerne) og de brede skridt.

Jeg lagde regnbuefarvede snørebånd sammen med regnbuefarvet bælte og fik resultatet: L-E-B-B-E.

---

(Endnu) mere om bryster

Forleden skrev jeg om den uomgåeligt dragende effekt, bryster har på mig. Jeg prøver virkelig at lade være med at kigge, når der er kavalergang i nærheden, men det er så svært.

Nå. Men i forbindelse med indlægget, lavede jeg lige en helt hurtig billedsøgning. Totalt og udelukkende af research-hensyn. 100 pct.

"cleavage" skrev jeg i Google-søgefeltet.

---

Savner I aldrig en pik? (Homotropolis)

Jeg har jo et lille sideprojekt ovre hos Homotropolis, hvor jeg i ny og næ bidrager med lidt lebbeskriverier. Her er mit seneste indlæg, som blev udgivet derovre her til aften.

De fleste lebber har sikkert i hvert fald en enkelt gang befundet sig i situationen – typisk plantet ved et flot dækket bord til tre retter uden mulighed for selv at vælge bordherre og gerne til tonerne af lidt blid taffelmusik.

Aftenen starter helt fint. Man er selvfølgelig med sin medbragte kvindekæreste lidt ekstrasynlig, fordi de hundrede andre gæster til brylluppet/den runde fødselsdag/jubilæet er inviteret med heteroseksuelt vedhæng. Men følelsen af at være anderledes forsvinder efter forretten og de to glas hvidvin, der flankerer den.

Under hovedretten går snakken relativt livligt. Bordherre og undertegnede har så småt fundet tonen og snakker job, tv-serier og landets tilstand. Vi er også nået forbi civilstatus, så selvom Lebben I Mit Liv er placeret ved nabobordet, ved Bordherre godt, at min kæreste har en fisse. Gildet bliver sjovere og sjovere, og man behøver ikke holde igen med den udmærkede bourgogne, der serveres til hovedretten, for man skal ikke holde tale.

Men. Hen mod den sidste skefuld af crème bruléen sker det. Bordherren finder med en smule svømmende øjne mit blik. Rømmer sig. Og så begynder det. Første spørgsmål er typisk relativt harmløst:

”Men hvordan er det egentlig at være lesbisk?”

Jeg besvarer høfligt og høhø-humoristisk men er udmærket klar over, hvor det bærer hen. For spørgsmålet handler ikke om hverken heteronormativitet eller inseminering på statens regning. Og ganske rigtigt – Mellemregningerne er ganske få, før vi står foran det, liderbukken i virkeligheden gerne vil have svar på:

”Jamen, hvordan gør I det så – altså i sengen?”

---

Et lynhurtigt overblik over mine (seks) læsere...

Bare fordi man én gang - og af udelukkende teoretisk interesse(!) - har spekuleret skriftligt over konceptet 'salg af brugt undertøj' her på bloggen, er det nu den google-søgning, der fører flest læsere forbi.

Således har tre personer søgt på "Brugte trusser" og er blevet ledt direkte til Mit Såkaldt Lesbiske Liv. På en andenplads ligger søgningen..."Mit Såkaldt Lesbiske Liv". 

Det er både deprimerende og helt alright.

---

Ikke kigge på brysterne...

Nå. Men kender I det, at man sidder sammen med sin kæreste og dennes søster, og søsteren så lige skal skifte trøje. Og så bare smider blusen og står i bh, mens hun snakker videre?

Jeg kigger blufærdigt ned. Bliver lidt flov og vil i hvert fald ikke klantres for at bestirre nogensomhelst.

Det sære er, at søsteren jo er ligeglad - ellers var hun vel gået ind i ved siden af for at klæde om.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er blevet mere høflig (læs: bevidst (læs: demonstrativ)) i min kiggen-væk, efter jeg er sprunget ud. Jeg har altid været blufærdig, men det der forsøg på at holde øjenkontakt med en, der har (semi-)nøgen overkrop, er simpelthen en øvelse uden sidestykke. En kraftanstrengelse på linje med den fucking debut-yogatime, jeg snuppede i mandags (nej, jeg kan stadig ikke løfte armene over - apropos - brysthøjde, tak fordi du spørger).

Det er hæsligt at være så hyperbevidst i den situation, for mine heteroseksuelle/mindre blufærdige veninder/svigerinder skænker det garanteret ikke en tanke...

Og.

I kender godt de der kvinder, der bliver skidesure på mænd, der glor på kavalergange. Jeg er en af de mænd. Bare kvinde, selvfølgelig.


Jeg har simpelthen så svært ved at fokusere på folks øjne/ansigter/sko/hænder/hår/præsentationer/poesioplæsninger, når der er udsigt til kavalergang. Og jeg hader mig selv en lille smule for det. Jeg bliver afsindigt draget af kig til barm-hud.

Er jeg den eneste (lebbe), der lider under den udfordring?

---