I blev skabt som mand og kvinde - Mit Såkaldt Lesbiske Liv til kirkebryllup

I går var jeg til bryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

De seneste par år har jeg været til en tre-fire bryllupper, men ingen af disse har været kirkebryllupper. I går var jeg til kirkebryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

Det var for så vidt et rigtig fint bryllup - det var min dejlige kusine, der blev gift - der er bare alligevel en lang række klare forskelle på de borgerlige bryllupper, jeg har været til de seneste år og så dette.

Især gjorde turen i kirken mig paf.

Det er vel gået de færreste homonæser ("homonæse" lyder lidt som noget, man kan dyppe sine pomfritter i) forbi, at kirken nu er forpligtet til også at vie to mænd og to kvinder. Med hinanden, forstås. Jeg tror, der går nogle år endnu, inden bigami lovliggøres. 


For mig er det en ligegyldig sejr. Bestemt er det da kun rimeligt, at en statsstøttet institution ikke må diskriminere, men jeg skulle nu ikke nyde noget af et kirkebryllup under alle omstændigheder. 

Og faren er for mig at se, at denne lillebitte mikrosejr vil blive brugt som et (ligegyldigt) eksempel på, at homoer da har rettigheder - at regeringen da lytter, når homoerne klager ("nu fik I denne her, så kan I sgudda heller ikke forlange mere.").

Nå, men foruden faktum, at jeg ikke er det mindste kristen (jojo, jeg blev konfirmeret dengang. Men jeg har også stadig den "Absolute Let's Dance '95"-cd, jeg købte sammen med mit konfirmationsanlæg, så det var ikke helt forgæves!), bryder jeg mig simpelthen bare heller ikke om biblens måde at snakke om parforholdet på.

Tag nu bare i går til brylluppet. I Jylland. Langt inde i Jylland.

Præsten var meget sød og talte om kærlighed. På den der ekstremt normative måde, præster taler om kærlighed og ægteskab.

Talen til de nygifte-in-spe handlede nemlig i uhyggeligt høj grad om, hvor vigtigt det er, at bruden giver sin mand frihed (og naturligvis om hvor dejligt det var, at min kusine netop formåede at give sin kommende husbond frie tøjler).

Hvorherrebe-fucking-vares. Hvad med brudens frihed? Hva'? Hvad med den? 

Jeg ved godt, det måske lyder som om, jeg hidser mig unødigt op. Men det kræver ikke særligt meget refleksion at se normerne i den opstilling, gør det? Kvinden skal give manden frihed = Manden har brug for frihed, fordi han (modsat kvinden) er aktivt handlende. Kvinden vil helst bare sidde passivt derhjemme (og allerhelst med sin mand - men det behov skal hun undertrykke)?

Jeg synes faktisk, at netop italesættelsen af det heteroseksuelle ægteskab er et supervigtigt sted at påbegynde en bekæmpelse af normerne.

For det er jo i familierne, normerne reproduceres og snart bliver til et fuldt års barsel til kvinden (for manden har jo brug for sin frihed), hvilket igen fører til lavere anciennitet (og dårligere pensionsopsparinger!) til kvinden, når hun er tilbage på arbejdsmarkedet, hvilket igen fører til, at kvinden fravælges til de højeste og bedst betalte stillinger, hvilket igen reproducerer billedet af manden som den aktivt handlende med den høje stilling og minus forpligtelser på hjemmefronten ("han har jo brug for sin frihed") - og så er cirklen sluttet, og kvinder vil for evigt få 18 pct. mindre i løn end deres mandlige kolleger.

Men det var et sidespor.

Jeg var jo til kirkebryllup. Og selve præstens tale var ikke det eneste, der faldt mig for brystet. Der var jo nemlig også det her med salmerne:

"Med guldkæde himlens gud / binder brudgom til sin brud". 

Sådan lyder de sidste to linjer i tredje vers af salme nr. 699 i Den Danske Salmebog, "Glæderig og underfuld".

Jeg bed især mærke i ordene "sin brud". Med fed streg under "sin". Ejefald. Possessivt pronomen.

Jeg bryder mig vitterligt ikke om - og I må gerne kalde mig nærtagende - at kvinden på den måde beskrives som mandens ejendom. 

Ikke i det 21. århundrede for fuck's sake.

Samme tankegang går jo igen i hele ritualet, hvor kvinden som et andet objekt overdrages fra én mand (faderen) til en anden (gommen). Jeg ved godt, det bare er ritualer og bunder i tudsegamle traditioner, men det er virkeligt skammeligt, hvis I spørger mig.

Så få dog det skide ægteskabsritual revideret. Altså - er kirkevielsen ikke lidt blevet overhalet af virkeligheden? Både i hetero- og homoøjemed?

Som min kære bror (og så mange andre) siger:

"Det er da på sin plads, at homoer kan bliver viet i kirken nu, anskuet som et ligestillings-/antidiskriminationsspørgsmål. Men jeg fatter simpelthen ikke, hvis der er nogen homoer, der har lyst til at blive viet et sted, som i udgangspunktet ikke rigtigt anerkender institutionen."

Hvis homoer skal vies i kirken, synger man så:

"Med guldkæde himlens gud / binder bruden til sin brud". 

Og her har jeg slet ikke nævnt en anden kirkevielsesklassiker, salme nr. 738, der bærer titlen: 

"I blev skabt som mand og kvinde". 

I kan læse hele salmeteksten her. 

Det var lige før, man skulle blive kirkeligt viet bare for at kunne synge den salme i en kirke spækket til randen med homoer. Og se præstens ansigtsudtryk.

---