Jeg lover aldrig at tie...

Jeg har jo en lille sidegesjæft henne hos Homotropolis. Frugten af mine seneste anstrengelser kan du se enten derovre eller lige her: 

Jeg har en hund. Rettelse. Jeg har verdens sødeste hund. Ingen over, ingen ved siden af. Denne oplysning er ikke nogen nyhed for faste læsere af min blog, det ved jeg godt og undskylder på forhånd.

Som hundeejer-skråstreg-feminist-skråstreg-lebbe må man fra tid til anden vælge, om man orker at tage den helt store normative kamp, hver eneste gang muligheden byder sig.

Tag nu fx her til aften.

Jeg og min kæreste, herefter kaldet Lebben I Mit Liv, var ude at lufte kræet. Herefter kaldet kræet. Vi mødte en heftigt tatoveret gut, der gik tur med to semistore hanhunde. Vores hund er også en han. Ikke at jeg går op i køn eller noget. Host-host. Men her har kønnet altså relevans for den videre fortælling – for hør bare her:

De i alt tre hanhunde begav sig nemlig straks i gang med det mest massive sexorgie i mands minde. Når den ene hund ikke havde den andens hofter låst i et fast og humpende greb, gav den tredje den førstes ædlere dele en gevaldig omgang animalsk oralsex.

Det var en lyst at skue.

Min kæreste og jeg er nok begge to ret ligeglade med den slags. Lad dyrene lege, tænker vi. Men tatoveret dobbelthundeejer reagerede med noget, der grænsede til febrilsk hundehomofobi:

”Coco, hold op med det der, det er jo en HANhund,” sagde han.

”Det er sgu for klamt at slikke ham der, addd,” sagde han.

”Han har vist ikke fattet, at han også SELV er en han,” sagde han.

”Ulækre bøssehunde,” sagde han.

Alt imens jeg og Lebben I Mit Liv – to ulækre homoer, forstås – så tavse til. Jeg havde lyst til at råbe, at det vel var lige så naturligt, at hundene hyggede sig med lidt uforpligtende mundsex, som det er, når jeg slikker Livslebben derhjemme. Men jeg sagde ingenting. Og nu spekulerer jeg på, hvorfor jeg undlod at gøre det.

Min kæreste og jeg holder ikke det helt store i hånd, når vi er offentlige. Jeg tror, det handler mere om hendes blufærdighed end om min. Men lad nu det ligge. Hundeejeren kan ikke have været i tvivl om, at vi var et par:

Vi refererede konsekvent til Kræet som ”vores”, og hvor jeg måske almindeligvis kunne forveksles med en uskyldig heterotøs qua min evige hestehale og upassende korte nederdele, ser Lebben I Mit Liv ualmindeligt homoseksuel ud med undercut og sneakers. 

Man er godt blind, hvis man ikke fanger, at vi er kærester, og deraf slutter, at vi sandsynligvis fra tid til anden dyrker homosex hjemme mellem lagnerne. Og alligevel gav han i klare vendinger og direkte op i vores åbne ansigter indirekte udtryk for, hvor upassende han syntes, homoseksualitet er.

Gad vide om han selv et øjeblik studsede over sine kommentarer. Om han lige tog et kvart sekund til at reflektere over, at hans homohundefordømmelser svarede lidt til at kalde mig og min dame for ulækre. Eller er jeg bare sart?

I nogle situationer griber jeg selv den mindste mulighed for at irettesætte den slags snævertsyn. Især hvis det er min mor, der kommer for vanvare at sige, at ”der nu altså ER noget, der er typisk kvindeligt og noget andet, der er typisk maskulint”. Min mor får i det hele taget ikke lov til at træde mange skridt uden for den på én gang brede og meget, meget smalle queerpolitisk korrekte sti. Men i hundeparken holdt jeg min kæft.

Det gør jeg ikke næste gang. Det lover jeg. Samtidig lover jeg også at være sober og ikke alt for retorisk vred.

Så kan vi altid en anden dag tage en snak om det her med at kalde sin hanhund for Coco og samtidig brokke sig over, når dens seksualitet afviger. Host-host.

---