fredag den 6. juli 2012

Friluftslebber, eller: "Et telt skal da være camouflage-farvet"

Jeg var på Rossen i går. Bare lige nede for at høre The Cure og så hjem igen, for både mig og Lebben I Mit Liv skulle arbejde i dag (og var desuden lidt medtagne efter i onsdags). Heldigvis fik vi uventet lift af meget rar skjortemand, der kørte os til døren på V-bro i den taxa, han selv tog fra Dyrskuepladsen og til Centrum. Det sparede os måske for en time i skiftende tog. Og penge også, selvfølgelig. Så tak til ham!
Det er sygt vigtigt at være camoufleret på Roskilde Festival

Nå men i dag har Livslebben og undertegnede vist bestemt os for, at vi vil købe os et vaskeægte telt og campere på årets festival. Vi er heldigvis en del af det sagnomspundne medieby-crowd, så der er stadig mulighed for at slå et telt op på restricted camping, uden at skulle ligge ved siden af en technofest. Ja, så gammel er jeg blevet.

Det er faktisk første gang i syv år, jeg har været på festival med telt. Jeg er vist blevet et luksusdyr. Men det må fanme også være afsavn nok at være tvunget i sneakers i fire dage!

Men i hvert fald fik al den campingsnak mig lige til at tænke på en sjov lille lesbisk episode:

Det er nemlig ikke første gang, jeg køber et telt med en lebbekæreste (det kommer nok ikke bag på så mange derude. Hvornår har du sidst set en lebbe uden bukser, der kunne knappes af ved knæet?).

Et eller andet sted i en eks-svigerfamilies carport i det jyske står nemlig det svinedyre letvægtstelt, jeg købte med N., min første damekæreste. Hun var meget opsat på at være friluftsagtig og ville meget gerne have mig med på vognen. Hun gav mig endda engang - uden anden anledning end kærlighed - et par uhyggeligt kostbare vandrestøvler. Jeg er meget glad for dem, bestemt, men jeg havde nok aldrig lige selv smidt den sum efter et par sko uden hæle.

Nå, men mig og eksen skulle campere i Sverige. Og en sølvfarvet igloo var ikke godt nok. Nej. Der skulle militærgrøn letvægtsnylon og orange syninger til.

"Jamen det vejer kun blablabla kilo," lød eksens argument for at bruge 3.000(!) kr. i stedet for 300 kr. på nattely.

Jeg bilder mig måske nok bare ind, at den slags er mere relevant købsinfo, når man fx skal bestige et bjerg med oppakningen på ryggen, end når man skal med toget til Stockholm og bo på et nedlagt stadion. Men det er nok bare mig. Vi endte med den dyre model, et af de der fælleskøb, som vi nu deler. Men jeg må ikke tage det med på Roskilde, siger N. Og N. bestemmer.

Men det blev så ikke sidste gang, jeg præsenteres for camouflagefarvet overnatningsudstyr, viser det sig. For Lebben I Mit Liv har lige sendt mig følgende link til et telt, som ligger og venter på os i Jysk Sengetøjslager. 

Ja. Det er naturgrønt. Men i det mindste koster det ikke 3.000 kr. 

Solgt!

Åh jo - og kæresten, jeg havde imellem de to, købte så vidt jeg husker en primus. Bare fordi hun gerne ville have en. Wow. Mine girlfriends gennem årene har godt nok til fulde opvejet min egen manglende friluftlebbethed (det er et ord).

3 kommentarer:

  1. pheeew..jeg har heldigvis ik haft en friluftslebbe (godt ord i øvrigt). Jeg er for luksusdyr til sådan noget.
    Har lige været på camping med mine unger...i luksushytte med eget bad og toilet. Det med fælles skidning er altså bare ikke mig.

    Ej heller da vi som små blev lukket ind i en campingvogn om natte med min mor, og en potte (ja...en af de gamle ubehagelige baby slags), hvor der så sku tisses i om natten, så min mor ik skulle følge os op til fællestoilettet. Er sikker på jeg har varige mén den dag idag!

    SvarSlet
  2. Virkelig traumatisk. Helt på linie med fiskefrikkedeller der er sluppet ud af madpakken i den spritnye skoletaske ;)

    SvarSlet

Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!