Vi kom hjem fra Roskilde i går eftermiddag. Ingen af os er synderligt store Björk-fans, så vi prioriterede et relativt køfrit tog til Kbh. frem for islandsk indie. Og festivalens peak var alligevel også nået med Mew lørdag nat.
Og så havde vi jo også ligesom en lille hund, vi savnede ret så meget efter tre dages (tre dages!) adskillelse. Åh, gensynsglæde. Gensidig gensynsglæde, vel at mærke. For lige nu putter vovsen så heftigt op af min skrivearm, at det virkelig besværliggør tastningen.
Jeg har skrevet "vi" mange gange i indledningen til dette indlæg. Det, synes jeg ellers ikke, ligner mig. Jeg er nok lidt anti alt det der parhejs. Nej. Jeg bilder mig ind, at jeg er det. Men i virkeligheden er jeg en sucker for det. Og nu siver det altså hele vejen ud mellem linjerne.
Men det skyldes måske, at jeg vågnede op i morges med sådan en helt nyforelsket følelse i kroppen.
Eller.
Der løj jeg. Første gang jeg vågnede her til morgen, var jeg meget, meget, meget lidt forelsket i Lebben I Mit Liv. Hun vækkede mig for at høre, om jeg ville med ud at gå med vovsen. Øh nej. Jeg sover. Og jeg vil sove lige så længe, jeg overhovedet kan, thankyouverymuch.
Jeg erindrer, at hun faktisk vækkede mig en gang mere med endnu et dumt spørgsmål. Men hun lod mig også pænt sove videre efterfølgende. Og så vågnede jeg. Helt af mig selv, med en levende vovse i favnen, en arbejdende kæreste ved siden af, kaffeduft og udsigt til en hel uges sommerferie. Og så kunne jeg pludselig mærke den forelskelse, der heldigvis stadigvæk bor inde bag alle frustrationerne.
Lebben og jeg er afsindigt forskellige. Og i en længere periode har jeg nok set disse forskelligheder som forhindringer. Hun er for hård, og jeg er for følsom. Ingen af delene er ideelt, og i kombination er det sprængfarligt. Men når man - og det er hun vitterligt bedre til end mig (jeg bekymrer mig og maler fanden på enhver hvidkalket væg, jeg er i nærheden af, hvor hun hellere kommer videre og trækker vejret) - ser vores forskelligheder som en styrke, så er vi vitterligt et crazy stærkt powercouple. Sgu. Og det kunne jeg bare lige pludselig se her til middagstid.
Måske fordi jeg har ferie. Så er der bedre tid til at være et 'vi'.
Og så havde vi jo også ligesom en lille hund, vi savnede ret så meget efter tre dages (tre dages!) adskillelse. Åh, gensynsglæde. Gensidig gensynsglæde, vel at mærke. For lige nu putter vovsen så heftigt op af min skrivearm, at det virkelig besværliggør tastningen.
Jeg har skrevet "vi" mange gange i indledningen til dette indlæg. Det, synes jeg ellers ikke, ligner mig. Jeg er nok lidt anti alt det der parhejs. Nej. Jeg bilder mig ind, at jeg er det. Men i virkeligheden er jeg en sucker for det. Og nu siver det altså hele vejen ud mellem linjerne.
Men det skyldes måske, at jeg vågnede op i morges med sådan en helt nyforelsket følelse i kroppen.
Eller.
Der løj jeg. Første gang jeg vågnede her til morgen, var jeg meget, meget, meget lidt forelsket i Lebben I Mit Liv. Hun vækkede mig for at høre, om jeg ville med ud at gå med vovsen. Øh nej. Jeg sover. Og jeg vil sove lige så længe, jeg overhovedet kan, thankyouverymuch.
Jeg erindrer, at hun faktisk vækkede mig en gang mere med endnu et dumt spørgsmål. Men hun lod mig også pænt sove videre efterfølgende. Og så vågnede jeg. Helt af mig selv, med en levende vovse i favnen, en arbejdende kæreste ved siden af, kaffeduft og udsigt til en hel uges sommerferie. Og så kunne jeg pludselig mærke den forelskelse, der heldigvis stadigvæk bor inde bag alle frustrationerne.
Lebben og jeg er afsindigt forskellige. Og i en længere periode har jeg nok set disse forskelligheder som forhindringer. Hun er for hård, og jeg er for følsom. Ingen af delene er ideelt, og i kombination er det sprængfarligt. Men når man - og det er hun vitterligt bedre til end mig (jeg bekymrer mig og maler fanden på enhver hvidkalket væg, jeg er i nærheden af, hvor hun hellere kommer videre og trækker vejret) - ser vores forskelligheder som en styrke, så er vi vitterligt et crazy stærkt powercouple. Sgu. Og det kunne jeg bare lige pludselig se her til middagstid.
Måske fordi jeg har ferie. Så er der bedre tid til at være et 'vi'.
ååååårh..hvor er du cute ;)
SvarSletTror lige jeg vil ringe til min kæreste og fortælle hende, at jeg elsker hende,og glæder mig til hun ligger i min seng, når jeg kommer hjem fra arbejde i aften.
Dejligt!
SvarSlet