mandag den 30. september 2013

Glatbarberet, trimmet eller urskov?

Jeg har fået et brev. Og et spørgsmål. Kort og lige til sagen. Sådan her lyder det:


Nuvel. 

Godt spørgsmål. Og jeg vil ingenlunde gøre mig klog på "hvad kvinder foretrækker", for mon ikke, der er temmeligt delte meninger om den sag?

Men! Personligt er jeg ikke til glatbarberede fisser overhovedet. 

Jeg synes, det er ret usexet, faktisk, når en voksen kvinder lidt ligner et lille barn mellem benene. Men der er bestemt delte meninger, og jeg har været sammen med kvinder, der foretrak den frisure både på sig selv og på deres elskere. Det kunne de nu godt pakke sammen, når det var mig, de var i trusserne på. Jeg synes slet ikke, det er rart at være glatbarberet, så den stil har jeg faktisk ikke kørt i virkelig mange år. 

Jeg synes, det kradser. - Ud over at det ikke behager mig rent æstetisk, altså.

Egentlig kan jeg rigtig godt lide at kigge på urskoven, som du kalder den. Jeg synes, der er noget formidabelt naturligt over en god 70'er-busk, men rent logistisk foretrækker jeg ved nærkontakt et noget mere trimmet ... havebed. 

Mest fordi det er lidt irriterende at få hår i munden. 

Så en trimmet trekant - gerne relativt korthåret der, hvor der skal være plads til min tunge. Det må være svaret. Men jeg taler absolut kun for mig selv. Dog har jeg indtryk af, at de fleste af mine veninder - lebber såvel som heteroer - dyrker nogenlunde samme klipning. En kontrolleret naturlighed. Så at sige.

søndag den 29. september 2013

Fra Rasputin til et hypotetisk zombie shelter via Pussy Riot. Godt så.

Verdens mærkeligste weekend.

Jeg talte ikke med nogen hele dagen i går. Overhovedet. Ikke engang LL. Men jeg gjorde rent og spillede klaver og så Seinfeld. Og købte urtepotter. Og spiste en rimelig stor pose bland-selv-slik.

Og måske var det lige præcis det, jeg havde brug for. Er lidt ramt oven på den seneste (lorte)uge.

Jeg bliver ofte nødt til at høre podcasts, når jeg er alene. Fordi mine tanker ikke rigtigt vil holde kæft. Uden at det skal lyde alt for psykotisk. Og nogle gange gider man faktisk ikke rigtig tænke. Så jeg lærte en masse om Rasputin. Fx at han havde fem koner og 800 konkubiner. Så det.

Og apropos Rusland: Jeg så den der Pussy Riot-dokumentar i sidste uge. Så I den? Helt alvorligt: Se den. Den er superinspirerende. Og giver instant dårlig samvittighed over aldrig nogensinde at blive en lige så sej aktivist som de tre ladies. I øvrigt er den ene af de fængslede - Katya (hende der bliver frikendt) - virkelig pæn. Altså sådan virkelig, virkelig pæn. Er det upassende at skrive?

Hun hedder i øvrigt i virkeligheden slet ikke Katya men Yekaterina. Og der har I årsagen til, at jeg heller aldrig bliver stor fan af russisk litteratur. Det er jo komplet umuligt at følge sporet i en roman, når alle hovedpersoner konsekvent har i hvert fald tre navne. Der alle bruges i flæng.

Nå.

På mig havde dokumentaren blandt andet den effekt, at jeg fik svært lyst til at blive aktivist og komme i fængsel og være sej. Men så læste jeg også Nadias åbne brev i Information (man kan vist ikke læse det online, sorry - men så kan man læse den engelske version på The Guardian). Nå ja. Eller Nadezhda (see my point?).

Og så kom jeg i tanker om, hvor afsindigt kort tid jeg ville holde i et fængsel. Især i et arbejdsfængsel i Mordovien (bare navnet!). Det tænker jeg nærmest hver gang, jeg ser tv, der foregår i en eller anden form for undtagelsestilstandsland.

Jeg bliver fx den første, der bukker under i apokalypsen.

Eller!

Faktisk har min veninde A. - i øvrigt samme veninde, som jeg skal drikke kaffe hos senere i dag - organiseret et zombie shelter. Vi er efterhånden 10-15 potentielle beboere. Problemet er, at størstedelen af de indbudte sheltergæster er uduelige humanister. Vi mangler virkelig nogen, der kan lave et våben eller bygge en satellittelefon. Man standser ikke særligt mange levende døde ved hjælp af en knivskarp analyse med afsæt i Benthams panoptikon-teori.

lørdag den 28. september 2013

Tilbage.

Tilbage i København. Uden det, der ligner aftaler hele weekenden (med undtagelse af en omgang eftermiddagshygge på sofaen hos højgravide A. i morgen). Det er godt nok. Ro på.

Det har været en helt afsindigt rodet uge i det århusianske. Jeg har godt nok været ked af det. Men nu sender min far kække sms'er fra post-op. Fx er han lige nu topstolt af allerede at være tilbage på fast føde ("...det er man normalt først efter fem dage. Og her sidder jeg og spiser kylling i karry!") og stæser frem og tilbage med sit dropstativ på gangene på amtssygehuset.

De små sejre og sådan.

Nå. Jeg har planer om at bruge dagen på at få lidt orden på mit hjem. Og hvis I har tid, kan I se denne her video, der trods et noget amerikansk tilsnit alligevel rørte mig ret så meget.

I al sin enkelthed.

Det kom i øvrigt bag på mig, at der er friggin' 29 stater i USA, hvor det er fuldt lovligt at nægte at servicere homoer. Det er jo for sygt. Det er mere end halvdelen!


mandag den 23. september 2013

Kender I det?

Kender I det der med, at ens far ringer fredag aften. Og man gider ikke lige besvare hans opkald, fordi man egentlig har bedre ting at tage sig til, fx semi-drunken trivial pursuit?

Og kender I så det der med, at ens far ringer igen lørdag formiddag, hvilket egentlig ligner ham vildt dårligt, men man er faktisk lige i gang med at brunchfantasere med LL, så man tager den ikke. Men lytter alligevel telefonsvareren, mens man sidder på toilettet.

Og så lyder beskeden bare sådan her:

"Hej. Vil du ikke lige ringe tilbage. Jeg har noget, jeg skal tale med dig om." 

Og sådan lyder det aldrig, når han ringer. For lidt kækhed og for få far-vittigheder. Og man bliver lidt bekymret. For han har lidt af heftige mavesmerter i et stykke tid. Og han er blevet undersøgt for mavesår og alt det jazz, uden at lægerne har fundet en skid.

Og man kan ikke få fat i ham, når man prøver at ringe tilbage.

Og LL trøster, fordi man græder og tager alle sorger i verden på forskud, og fordi det vækker grimme minder om dengang, ens mor ringede med beskeden om, at lægerne havde fundet et eller andet i venstre bryst, men at "det nok ikke var noget alvorligt", og dagen efter ringede og fortalte, at brystet skulle fjernes asap. Og kemo og stråler og flextid og senskader - og et bryst for lidt lige der, hvor man krammer sin mor. En mor, i øvrigt, der stadig ikke er helt sig selv her fem år senere.

Og kender I det med, at man ringer og ringer og ringer til sin far, men han tager ikke telefonen?

Og man prøver at sige til sig selv, at man nok overreagerer. At han nok bare ville aftale et eller andet praktisk og var lidt kort for hovedet, da han indtalte beskeden. Og det kan jo være så meget. Og man skal ikke male fanden på væggen.

Og så får man endelig fat på ham.

Og så har han kræft i tyktarmen.

Og så sidder man lige pludselig i Århus (bolle-å) på en mandag, hvor man burde arbejde og slet ikke er syg. Og man begyndte at græde, mens man ventede på toget. Og i toget. Og i bilen fra stationen. Og ned i den sene aftensmad, som ens mor havde tilberedt. Og ned i Homohundens nakke. Og også ret længe på gulvet i LL's entre hjemme i København.

Og det skal nok gå alt sammen, siger de.

Og i dag dør man jo ikke af kræft. Og de har opdaget det tidligt. Og der er ingen metastaser. Og hvad fanden er metastaser? Spredning. Og er det overhovedet ok helst ikke at ville med på hospitalet? Fordi hospitaler lugter og minder om mødre, der er helt afkræftede og græder, fordi det gør ondt, og fordi de er bange?

Og mødre skal ikke være bange. Og fædre skal ikke lade som om, de ikke er det. Ingen af delene gælder. For forældre skal slet ikke være syge.

Og jeg er et skrækkeligt menneske, for jeg synes, det er synd for mig. For mig. Jeg er jo ikke syg. Men det er bare så urimeligt, at de begge to får kræft. Med fem års mellemrum. Det er ikke fair. Hvad satan bilder de sig ind?

Nå.

Hvis der bliver stille på bloggen de næste dage, er det årsagen. Og hvis der bliver masser af blablabla-indlæg, er det også årsagen.

Og hvis jeg må komme med en bøn:

Jeg ville ønske, jeg kunne rumme det. Men. Jeg har slet, slet, slet ikke lyst til at høre om andres erfaringer med pårørende med kræft. Det hjælper mig ikke. Det er for tæt på. Og jeg har selv masser af erfaring med pårørende med kræft. Og det gør ikke noget som helst spor bedre. Det gør faktisk det hele værre.

Det er jo min far.

fredag den 20. september 2013

Mere om det med børn. Eller: "Hånden dyyybt ned i hvepsereden"

Wow.

Hold da kæft nogle omfangsrige kommentarer, I har lagt henne under det der indlæg om at få/ikke få børn. Tak for alle jeres holdningstilkendegivelser.

Jeg kan allerede fornemme, hvordan det her risikerer at blive så betændt, at det bliver faaaarligt for en lille konfliktsky høne med evig angst for at blive hadet og misforstået som undertegnede.

Men!

Jeg synes, det er tankevækkende, at der som en understrøm i faktisk samtlige kommentarer under gårsdagens indlæg eksisterer et klart ideal, nemlig at:

Man skal da have børn. 

Måske er det havnet der mellem linjerne helt ubevidst - det, tror jeg egentlig, er tilfældet. Men hvis man kigger efter det, er holdningen lidt, at et fravalg af børn (og selve brugen af begrebetet 'fravalg' i denne sammenhæng vender jeg tilbage til) altid bunder i, at man fx befinder sig i en situation, hvor (også) andre positiver mangler i livet: Man er ikke sammen med den rigtige partner eller har ikke fundet 'den store kærlighed'. Altså lidt, at det ikke-at-få-børn er det 'mindre gode valg'. Agtigt.

Og det skurrer i mine ører.

Åhada.

Jeg får hele tiden lyst til at indskyde i bisætninger, at jeg personligt bare er i tvivl, om jeg vil have de fjollede unger. Jeg har hverken taget stilling for eller imod.

Jeg har masser af kærlighed at give og tror (på gode dage), at jeg ville blive en fab forælder. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg køber den der med, at det at få børn er den absolutte altruistiske handling.

Det er ikke mit indtryk, at forældre er særligt meget mindre egoistiske end os barnløse (og SÅ havnede hånden i hvepsereden) - og bevares, man skal da ofre sig for et andet væsen - men uden sammenligning ellers: det skal man altså også, når man har en hund. Eller en kæreste. Eller et job.

Og er der ikke også gennem historien et par eksempler på nogle sindssygt selvopofrende barnløse kvinder, nu vi graver helt dybt ned i argumentationsposen? Jeanne D'Arc? Florence Nightingale? Mother Theresa?

Det er som om man ikke engang kan tale om det 'ikke at få børn' som et decideret valg. Det bliver altid formuleret som et fravalg, se bare i kommentarerne under indlægget i går: "nu hvor jeg har fundet den rigtige kærlighed, SÅ skal jeg have børn."

Jeg ville gerne hen et sted, hvor jeg kunne træffe valget - det ene eller det andet - uden at alle så den ene mulighed som et fravalg.

Fordi jeg føler, jeg allerede her i valgprocessen er enormt farvet af, at der - dybest set - er et rigtigt valg (børn) og et forkert valg/fravalg (ikke børn). Hvis jeg vælger at få børn, tror jeg ikke, der er nogen, der vil spørge mig hvorfor, jeg har valgt sådan. Men vælger jeg at lade være - så kommer spørgsmålene.

Derfor gad jeg i virkeligheden godt høre forældre, der var ærlige nok til at sige højt, at det også er et fravalg at FÅ børn. For mine venner fortæller mig, at det af og til er netop sådan, det forholder sig ... men kun under fire øjne.

Men igen:

Jeg er i tvivl. Ad helvede til. LL bliver verdens bedste mor, ingen tvivl om det, og jeg har også selv et udmærket potentiale, skulle jeg mene. Masser af kærlighed fx. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver parat til at opgive et liv, jeg faktisk holder helt vildt meget af - med udeliv, træning, kærestetid, spontane venneaftaler, en hel dag foran computeren med serier - for moderskabet.

Men det er umuligt at træffe et oplyst valg, så længe 'fravalget' (eller lad os sige tilvalget af sig selv og et rigt socialt/arbejdsmæssigt liv) er så tabubelagt.

En veninde fortalte for nyligt om en undersøgelse, der peger på, at forældre er ulykkelige. At mennesker med børn - sådan helt gennemsnitligt - er mindre lykkelige end mennesker uden børn. Helt fra ungerne bliver født ... og lige til de flytter hjemmefra. Sgu. Jeg fandt lige en artikel om undersøgelsen i Berlingske.

Det er da også tankevækkende?

torsdag den 19. september 2013

Lille Lebbelyd #3

Her var der sgudda lige lidt mere lesbisk lyd. 

Denne gang handler det om det der med at få børn. Nok ikke så meget med den deciderede lebbebrille på - mere bare helt generelt. Det andet kommer garanteret en anden gang.

Jeg er bange for, der er rigtig meget af det, jeg snakker om, som jeg slet ikke får forklaret grundigt nok. Så hør det mere som et indblik i denne her såkaldte lebbes børnebekymringer end som noget som helst forsøg på at tale i finitte sandheder. 

Ikk'?




onsdag den 18. september 2013

Jeg = verdens værste lesbiske husmor.

Det er ikke, fordi jeg ikke er glad for min indflyttergave fra min far. Ikke decideret.

Den er bare en konstant reminder om hvor elendig en forælder, jeg bliver en dag. Hvis jeg da vælger at få børn, selvfølgelig. Og mere om det ganske snart. En af de nærmeste dage.

Men.

Jeg skulle bare lige se, hvad der ville ske, hvis jeg rystede det dumme appelsintræ. Bare lige tjekke.


Sur smiley.

Og appelsinerne kan ikke engang spises. De er giftige. Good-for-nothing-appelsiner.

Bemærk også, hvor sygt overbelyst fotoet er. Jeg har skruet på alle solskinsfiltre, jeg havde til min rådighed, efter jeg vågnede til torden-og-lynild og efterårstristesse i morges.

I øvrigt. 

Da jeg så mit gulv på billedet, tænkte jeg i knapt et millisekund, at det kunne have været fedt at være mand i 1950'erne. Så kunne man bare tage sig en lille kone. Og så ville ens gulv nok aldrig være så beskidt nogensinde igen. Så slettede jeg det billede fra nethinden og sagde syv Ave Judith Butler.

I går i logen talte vi faktisk om det her med fasttømrede kønsroller - heldigvis på konstruktiv (eller faktisk måske snarere dekonstruktiv!) vis.

Kort fortalt snakkede to logesøstre om deres mænd, der ikke var så ryddelige, men vi var helt enige om, at det selvfølgelig ikke var en egenskab, der kunne tilskrives det maskuline køn som sådan. Heldigvis. De var tværtimod begge trætte af at blive mødt af den der "åh-men-det-er-også-bare-så-typisk-mænd-de-ser-bare-slet-ikke-rodet".

Det handler sgudda bare om god opdragelse.

I denne her lille lesbiske en-mands-husholdning må jeg så nok siges at være den dårligt opdragede.

Jeg er seriøst et svin.


tirsdag den 17. september 2013

Kaffehøj ad helvede til.

Jeg er komplet skæv i hovedet af kaffe lige nu. Har været til bønnesmagning (cupping, hedder det. Viser det sig) med min loge. Og ja, jeg er med i en loge. En sej, ekskluderende og ambitiøs netværksloge med ondsindede optagelsesritualer og hemmelige ordener.

Min mave opfører sig topmærkværdigt lige nu. Muligvis oven på tredive kopper kaffe. De andre spyttede ud. Jeg slugte. Og ja. Det ved I godt, hvornår hun også sagde.

Men jeg lærte virkelig meget. Jeg lærte fx, at:


  • Kaffekendere overhovedet ikke beskæftiger sig med Robusta-bønner - kun med Arabica
  • Vand skal være 92-95 grader varmt, når det hældes over bønnerne
  • Jeg kan stikke min mokkakande (I ved, den der vi alle sammen kaldte en espressokande for tre timer siden - den der ottekantede satan, man stiller direkte på gasblusset) skråt op - det er en baristas værste mareridt og den mindst præcise måde at brygge sin kaffe på


Og så fik jeg ros. Ros! Jeg er en sucker for ros. Og tilsyneladende et naturtalent ud i kunsten at smage bønnens nuancer. Som man siger.

Nå. Nu vil jeg kaste mig under dynen ... og ikke sove.

Hvis I, når I vågner, læser om en 32-årig kvinde på Vesterbro, hvis hjerte har banket sig vej ud gennem hendes brystben i løbet af natten, så ved I, hvad klokken er slået (ordn' det Slettigud).

Jeg kan seriøst høre mig selv trække vejret lige nu. Helt heavy. Og ret klamt på koffeinmåden.

Åh. Søvn og sådan ville ellers være godt, tænker jeg. Jeg er nemlig bange for, at jeg har fået jinxet mit gode helbred grundigt og gedigent. Livslebben er syg, hver anden af mine kolleger skranter, venner og bekendte ligger i sengen, og jeg har bare alt imens smilet selvtilfredst og klappet mig på skulderen over tilsyneladende at være usårlig. Ingen influenza bider på mig.

Men nu napper al den smugness mig godt og grundigt i strømpebuksebagen. Jeg kan mærke svage sygdomstegn i mine øjne og i huden på mine arme.

Well - mon ikke det er væk i morgen?

Jeg ville gerne vise et billede af kaffesmagningen. Men syntes pludselig, det blev så bloggeragtigt. Nå. Nu får I det alligevel. Jeg er jo blogger. Se lige en masse kaffe.

The Coffee Collective ftw.
Ved I godt, de betaler bønderne 25 pct. mere end på Fairtrade-mærkede plantager? Og det her indhold er altså ikke sponseret.

Nå jo!

Mit yndlingsøjeblik, var da jeg duftede til den ene kaffe og tænkte, at den lugtede meget præcis lige som lort lugter dagen efter en rigtig slem bytur. Jeg sagde det ikke højt. Turde ikke (så godt kender jeg heller ikke flertallet af mine logesøstre). Men så blev det S.'s tur. Og hun sagde det så. Mere eller mindre direkte.

"Den lugter altså ret meget som et toiletbesøg når man har rigtig slemme tømmermænd."

JA, udbrød jeg. JA!

... Og så viste det sig faktisk, at der var tale om såkaldt naturfermenterede bønner. Sgu. Altså bønner, der har fået lov at ligge og gå i forrådnelse i deres egen saft og kraft. Lidt ligesom den shawarma, man indtog på vejen hjem efter en lang aften på tequilashots og rødvin. Rent hypotetisk.

Det var et herligt øjeblik. Jeg var sikker på, det kun var her på matriklen, post-alkoholisk skidning lugtede sådan.

Jeg vil også have gaver. Og ting. Dyre ting. Gratis.

Jeg havde besøg af min gode gamle Århus-veninde i sidste uge. Hun driver en af de helt store livsstilsblogs herhjemme og får gaver i hoved og røv.

Og fuck, hvor jeg dog under hende det.

Hun er sygt dygtig og har så god smag, at jeg sagtens forstår, hvorfor hun er en genial ambassadør for alt fra ammetøj til pusletasker og luksussengetøj. Og så er hendes blog nok omtrent tyve gange så velbesøgt som Lebbelivet.

Men jeg vil OGSÅ have gaver.

Jeg vil kapitalisere på bloggen. Jeg sælger ud til højeste bud. Eller eneste. Eller hvad som helst. Giver gerne noget igen. Min krop og sådan. Hvis nogen vil give mig gratis ting (bare helst ikke musemåtter med reklametryk), så kan de skrive til mig anytime.

Omvendt forstår jeg også godt, hvorfor Georg Jensen, eller hvem dælen vi nu kan komme i tanker om, tøver med at sende mig deres nyeste lysestage.

For hvad kunne jeg dog ikke finde på at bruge sådan en til. Udråbstegn.

Men hvis nogen har et bud på, hvordan jeg kan få gratis ting. Hvadsomhelst. Lukrere på bloggis. Så sig lige til. Jeg er jo lebbe. Nærig, I ved. Eller måske mere bare grådig. Topcharmerende.

I øvrigt er der faktisk et billede fra min megalesbiske stue ovre på Julias blog. Jeg siger ikke hvilket foto, der er fra mit liden lebbehjem. Men jeg tror godt, I kan gætte det, hvis I har fulgt lidt med herinde.

mandag den 16. september 2013

Poesi.

Jeg tog til spinning direkte fra work
50 minutters Fatburner
Bagefter tog jeg hjem
Spiste is til aftensmad
(Og også en toast)
På den måde opretholder jeg
En slags balance i universet

Fra korthårede Barbie-dukker til "Er jeg lesbisk?". Den strukturløse lebbe er tilbage

I dag over middag talte vi på kontoret om min meget skønne og lidt unge kollega. Hun er sygt forkælet. Mægtig fantastisk og sød. Og sygt forkælet.

Bevis #1: Hendes forældre har en swimmingpool.

... Men havde hun en af de der eldrevne minibiler, da hun var barn, spurgte min anden kollega?

Det havde hun nu ikke. Men den bil var vitterligt det ultimative statussymbol. Og så antallet af barbier. Jeg havde ikke så mange Barbie-dukker. Måske fem.

Jeg klippede en af mine barbier korthåret for at have en mand. Fordi jeg ikke havde en Ken-dukke. Og fordi mit lille dukkesamfund ville bryde sammen uden maskulint islæt.

Det sagde jeg til mine kolleger i dag. Og studsede så over, om det var der de første kim til min homoseksualitet og betragtelige betagelse af korthårede damer blev lagt?

Min weekend forsvandt i bloody marys og godt selskab fredag, semigrove tømmermænd, kort besøg af Bedstebøssen lørdag eftermiddag. Han havde hindbærsnitter med, hvilket resulterede i, at jeg voldtog Livslebbens den-der-box-hvor-man-kan-se-gamle-tv-programmer-på for DR's Den Store Kagedyst resten af dagen.

Søndag forsvandt i gåture og resterne af den arbejdsbyrde, jeg ikke havde nået fra mandag til fredag.

Nå jo. Og så gik søndag også med at besvare en mail fra en forvirret måske-lebbe. Jeg får den slags henvendelser engang i mellem - og jeg kan rigtig godt lide dem - Fra kvinder (faktisk i alle aldre - fra 18 år til et-par-og-fyrre. Plus alt derimellem), der er i tvivl om de er lesbiske og spørger om min ... vurdering. 

Det er skidesvært. For det eneste råd, jeg kan give, er egentlig, at de skal prøve det af. Jeg var ikke i tvivl om, at der var et eller andet rigtigt ved det med damerne, da jeg vågnede op morgenen efter mit første kvindekys for en otte-års tid siden. 

Du ved det nok først, når du prøver det. Og hvis det så føles totalt fejlagtigt, så er der jo ikke noget forgjort ved det. Så er det vel bare bye-bye punani og på gensyn penis.

Nå. Det var det hele.


fredag den 13. september 2013

Den perfekte lesbiske datingprofil

Hvis man nu var single og utilfreds med situationen.

Hvis man nu ikke orkede at feste (rent hypotetisk selvfølgelig) med flere 23-årige unglebber, der helt tydeligt allerede i en alder af 14 hvilede mere i deres homoseksualitet, end man selv (hypotetisk) gjorde, da man var 30 (hypotetisk).

Hvis man nu allerhelst bare ville møde sin eneste ene stille og roligt og online på et vilkårligt datingforum for homoer.

Hvis og hvis og hvis - Så tror jeg altså nok, jeg har formuleret den perfekte datingprofiltekst.

Og nu, hvor jeg selv har masser af dame i mit liv, er det min store fornøjelse og ypperste pligt at videregive den til værdigt trængende.

SÅ det her er en form for servicemeddelelse. I kan bare bruge følgende profiltekst helt frit og præcis, som I vil. En slags gave fra mig til jer. Det er jo fredag.

Så uden yderligere ståhej - her kommer den perfekte lesbiske datingprofiltekst til 100 pct. fri afbenyttelse (og sig så ikke, at jeg aldrig giver jer noget):

Jeg spiller ikke håndbold. Til gengæld er jeg nærig. Smid mig en mail.

Værsgo. Og god weekend.



Med veninden under bruseren - I ved godt hvad jeg mener. Måske.

Nå. Men jeg startede så dagen med en spinningtime klokken syv.

Pause. Pause. Pause.

For første gang i to år.

Pause (der fx kan udnyttes til at indsætte passende mængder applaus).

Nu sidder jeg i høje hæle (for første gang i i hvert fald to måneder) på mit kontor og sveder al min nøje påførte ansigstcreme lige ned i culturaen. Egentlig er det skyr. Men pludselig virkede det svært prætentiøst at spise skyr oven på en spinningtime. Så jeg løj. Men det er altså skyr. Endda økologisk.

Fuck dig, Lebbe (altså mig).

Nå. Reelt set begynder arbejdsdagen først om tretten minutter, så et blogindlæg er vel egentlig på sin plads - især fordi jeg har været totalt fraværende de seneste to dage på grund af venindebesøg helt fra Århus. Veninde-med-baby-besøg. Nårrh.

Nå. Men spinning gik glimrende, skodform til trods.

Og til spinningtimer er alle kvinder lebber. Lidt som med katte i mørket. Seriøst. Mennesker med bryster ser aldrig heteroseksuelle ud i cykeltøj.

Fint med mig.

Efter timen skulle jeg i bad, men jeg var faktisk kun kommet op og af sted (jeg stod op, da vækkeuret ringede kvart over seks! Åh nej. Nu løj jeg igen. Jeg snoozede én gang. Men hallo! Fireogtyve minutter over nul-sex er vel også en slags bedrift), fordi jeg havde aftalt med min veninde S., at nu - NU - gjorde vi det sgu. Kom af sted sammen.

... Så jeg endte med at bade på mit arbejde.

Fordi jeg pludselig synes, det var frygteligt akavet at skulle stå under bruser med god gammel veninde, der endda kender mig helt tilbage fra mine heteroseksuelle dage. Gad vide hvor nylesbisk mine gamle venner egentlig anskuer mig, her syv-otte år inde i mit homoforetagende?

Well. Det var ikke så meget for mig, jeg tænkte det ville blive akavet, egentlig. Bevares, jeg er ret blufærdig et eller andet sted derinde bag ved al sprøjeorgasmesnakken, men det var faktisk mere fordi, jeg ville være ked af, hvis S. troede, at jeg stod og seksuella-vurderede (det er et ord) hende. For det gør jeg altså ikke, når jeg står under bruseren

... Ikke med mine veninder i hvert fald. Seriøst. Og nu lyver jeg ikke. Jeg har en meget klar mental barriere, der adskiller veninder og potentielle elskere.

Måske handler afgrænsningen også meget om, at jeg foretrækker mine damer bredskuldrede, korthårede og i sneakers, og selvom S. nyligt har tillagt sig en - i øvrigt meget klædelig (hvis du læser med, S.!) - kort page, så kvalificerer hun altså ikke.

Nå + i øvrigt:

Da jeg åbnede døren til badet, efter jeg var kommet i tøjet og var ved at frisere mig, møder nyansat praktikant selvfølgelig ind i samme sekund. Og nu er jeg sikker på, hun tror, jeg bor her helt hemmeligt. Jeg havde lyst til at løbe efter hende og råbe, at jeg altså bare havde været til spinning.

Men var det ikke netop det, man ville bruge som undskyldning, hvis man boede på sit kontor?

onsdag den 11. september 2013

Lidt om lesbisk opmærksomhed og sådan. Og lidt noget vrøvl. Og undskyld.

Gør det mig egentlig til et dårligt menneske, at jeg stadig bliver helt stolt og føler mig lidt som noget særligt, når jeg kysser med min damekæreste i det offentlige rum?

Jeg ville på en måde ønske, jeg bare var sådan en, der ikke gav en skid for, hvad andre tænkte om mig.

Men det holder jeg nok op med omtrent i samme uge, som jeg holder op med at blamere mig over for semifremmede mennesker. Eller i det åndedrag, hvor jeg pludselig også viser mig at være et toptjekket individ med styr på mine aftaler.

Det vil sige aldrig. Den fangede I godt, ikke?

I morges, fx, da jeg måtte tage 1A på arbejde, fordi jeg havde efterladt min cykel ved Hovedbanen efter spontantur til Sveriges største mad-eksportør (vidste I det? IKEA eksporterer flere köttbullar end Kalle eksporterer kaviar), da fulgtes jeg med Livslebben, hvis cykel i nærmest al den tid, vi har kendt hinanden, har stået efterladt ude i forstæderne med en tiltagende bortrustet kæde. Hun kender med andre ord efterhånden det københavnske busnet ganske tilbundsgående.

Nå. Da jeg skulle af bussen, gjorde jeg et gigantisk nummer ud af at kysse-kysse-kysse hende. Og kunne ikke lade være med at tænke, at "nu tænker alle mennesker omkring os sikkert deres."

I virkeligheden var der garanteret ikke et øje, der bemærkede os.

Det minder mig i øvrigt om en kronik, jeg læste for nyligt. Den er lige her og hedder "Jeg kysser ikke en kvinde, fordi jeg gerne vil have en trekant med dig". Den handler om en nyforelsket kvinde, der er træt af at blive passet op af liderlige mandfolk, når hun kysser med sin kvindekæreste på en trappesten ved København H.

Kort fortalt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den. For jeg er egentlig komplet enig med kronikøren i, at man skal kunne passe sig selv i det offentlige rum - også selvom man kysser (med en af sit eget køn). Og så tænker jeg også lidt semikynisk, at nederen tilnærmelser er noget, man som kvinde får uanset seksualitet. At dét så i øvrigt er et problem for sig - og et strukturelt af slagsen - er en anden sag. Det er vel mere kvinder, end det nødvendigvis er lebber, der ikke kan være i fred på gaden. Åh. At de fleste lebber så faktisk - har jeg hørt - er kvinder, er selvfølgelig en form for dobbelt-op.

Men anyways - det der med antastninger: En del af mig kan altså på en måde godt lide opmærksomheden. Nogle gange. På gode dage. Af og til.

Eller - jeg er i hvert fald ... opmærksom på den.

I øvrigt er det, nu jeg tænker efter, tusind år siden nogen i det offentlige rum har råbt efter mig og LL. En del af mig er lidt stødt ("så jeg er ikke lækker nok til jeres trekanter, som jeg alligevel ikke vil deltage i, eller hvad?"). En anden er egentlig bare lettet.

Disclaimer: 
Jeg ved seriøst ikke, om jeg i virkeligheden mener et eneste ord af ovenstående bavl. Jeg er ikke i stand til at sammensætte to intelligente tanker lige nu. Den er helt gal. Jeg er træt. Og så synes jeg også bare, det er så synd for homoer i de lande, hvor man ikke bare får en lummer kommentar men et fucking slag over nakken for at vise same sex-ømhed i det offentlige rum. Men omvendt skal man jo ikke forklejne hjemlige problemer, bare fordi konsekvenserne er mere alvorlige i, say, Rusland.

Hold da kæft en sludder for en sladder. Jeg beklager og henviser til føromtalte træthed.

Nå. Nu til yoga med den rare hippiedame og derefter hjem til Vesterbro, hvor min århusianske bästis og hendes lillebitte baby venter på mig hjemme i min stue. Måske med aftensmad, hvis man er heldig?

tirsdag den 10. september 2013

IKEA og lidt om lesbisk overtøj

Temmelig ondt i maven efter spontantur til IKEA med Bedstebøssen efter arbejde. Nøjedes ellers med blot ti köttbullar til at skylle mine vanillefyrfadslys, sugerør og 100-servietter-til-seksten-kroner ned med.

Jeg spotter altid homoer i IKEA. De der homopar, der virkelig sætter parforholdet på prøve med en tur forbi Brogårdsvej i Gentofte.

...Faktisk talte BB og jeg om, at andet afsnit i den der nye DR1-serier hvor man gifter en række par på deres allerførste date, faktisk burde handle om parrenes første tur i IKEA. The final test.

Jeg så nu kun to homopar på dagens visit. Dels 2 x langhårede ladies - en med lange baggy short og Adidas-sweatshirt, den anden i stramme jeans og en t-shirt med noget, der kunne have været glimmertryk. De virkede mistænkeligt rolige, omgivelserne taget i betragtning. Så måske var de bare veninder.

Selvom Frk. Træningsjakke klart spillede på mit hold.

Og så et bøssepar, hvor jeg er perifært bekendte med den ene. Ham kender jeg tilbage fra mit første rendezvous med Boyfriend. Engang i 2006. Han læste med i min "Boyfriend-dagbog" (gåseøjnene = distance) dengang. Og passede mig op på Pan et par år senere og spurgte, om jeg var mig. Og det var jeg jo. I sagens natur.

Det var rart at se ham igen her i aften - omend akavet, fordi han lige havde erhvervet sig tyve (ja, jeg talte) köttbullar med det hele. Svært at give en knuser tværs over tyttebærsyltetøjet.

Nå. Bedstebøssen har netop meddelt mig, at han er kommet godt hjem med to IKEA-net plus en skifteramme og kun har foretaget to fejlkøb ud af omtrent syv hjembragte varer.

Det må betegnes som en slags succes.

Og da jeg kiggede op fra computeren, trådte LL ind ad døren. Hun var lige nede på gaden i et forsøg på at få Homodyret til at aftentisse.

Men kræet er nærmest mere mageligt end mig: LL åbner gadedør, hund ser regn, hund bakker tilbage i opgangen og stæser retur til tredje med LL i hælene. Hun så ellers øm ud i min regnfrakke.

Åh. Eller "regnjakke", som LL oplyser mig, at alle, der ikke har rundet 70 år, kalder det. Anyways - Synd den ikke blev våd (det sagde hun også i går).

Pudsigt nok kunne jeg, mens jeg skrev ovenstående, kun koncentrere mig om, hvad fanden sådan en rød Adidas-trøje-med-lynlås-og-striber-ned-ad-ærmet egentlig hedder? En træningsjakke?

LL foreslår tørt: "Træningsfrakke."

...Og jeg fatter først lige nu - omtrent tre minutter for sent - at det var ironi, jeg kunne høre i hendes stemme.

mandag den 9. september 2013

I kender det godt, ikke?

I kender godt de der dage, hvor man haster af sted fra arbejde i lortevejr for at aflevere hund, der kigger bebrejdende og gennemblødt op fra cykelkurven i regnen. Hvor man lige når verdens hurtigste kys (især taget i betragtning, at nogen først kom fra Jylland efter midnat i går ... eller altså i dag) og straks må ile videre til vigtig aftale hos dygtig dame af den type, der tager 900 kr. for 50 minutter af sin tid?

Smadrer gennem modregn til nærmeste hæveautomat, der melder om "elektronisk fejl" (wtf?!) og no-go til udbetaling, smadrer videre i mere modregn og kaster sit dankort i en ny hæveautomat, der forholdsvist velvilligt spytter en tusse ud.

Smadrer atter af sted - nu med arbejdsrelateret it-support i røret i én hånd og verdens tungeste cykel i den anden (seriøst Batavus, I kan stikke jeres hollandske kram skråt op - det er garanteret en kvalitetscykel, bevares, men den vejer det samme som en mindre ladvogn), fordi man måtte forlade kontor i utide for at nå at aflevere hund og hæve penge og ankomme rettidigt til vigtig og halvdyr aftale.

Og så ringer man sig ind i opgangen hos vigtig aftale. Ser lige sin refleksion i messingskiltet ved dørtelefonen og sandelig: Der drypper regn fra næsetippen og driver sorte streger fra øjenkrog og nedefter. Vejen til helvede er brolagt med ikke-vandfast mascara.

Buzz'es ind i opgang og venteværelse. Bliver mødt af spørgende type. Der lige vil dobbelttjekke, hvad man tror, man skal dér på det tidspunkt?

... Og kan så pænt sætte sig til at skrive blogindlæg i venteværelset, fordi man lige havde fået skrevet aftalen en time for tidligt i kalenderen.

Nå.

Men så kan jeg jo fx fortælle om den der følelse af at blive ufrivilligt outed, som jeg havde tidligere på dagen.

Der er startet et nyt hold praktikanter på min arbejdsplads i dag. Over frokosten går snakken. En gammel kollega nævner Livslebben.

Jeg bliver forlegen. Sgu.

Det må hænge sammen med, at jeg ikke selv lige fik lov at kontrollere, hvilke detaljer om mig der kommer nyansatte for øre hvornår. Og egentlig er det dumt, ikke? For jeg prædiker jo altid selv om, hvordan jeg ikke flover mig over min seksualitet og insisterer på åbenhed. Men lige i det øjeblik følte jeg mig bare så ... anderledes. Fordi jeg pludselig følte, jeg var hende den lesbiske.

Det var udelukkende mine egne fordomme-om-andres-fordomme-om-at-være-lesbisk, der var i spil i det øjeblik. Ingen sagde noget, endsige løftede et øjenbryn.

Så det var nok meget godt, jeg bare lod som ingenting. 

søndag den 8. september 2013

Lille Lebbelyd #2

Nå. Så gør jeg det igen - det, jeg er bedst til: Snakker med mig selv om ingenting, mens ingen hører efter.

Så flot.

Jeg tror, det bliver bedre, desto længere man lytter ... jeg skal nok lige snakke mig varm (og efterredigering - dét er jeg sgu for fin til).

Anyways. Det handler om søgeord - altså de søgninger, folk foretager på Google, hvorfra de havner på bloggen. Måske mit yndlingsemne og kilde til absolut evig morskab.



Relevante indlæg:

Ornespray, for fanden

Mit hjerte tilhører Marie Key (og alle andre lebber, der synger om romantiske ting)

Hvis blikke kunne dømme og noget om blodpik vs. kødpik

Og der kommer garanteret flere til, som jeg har glemt, hvis I gider minde mig om det?



Udrejsetristesse, returmelankoli og lidt om urinslæder. God søndag.

Jeg kom fra Århus med toget halvsent i går aftes. Tog hjem og smed kufferten + mit noget usle rejsetøj på gulvet. Og blev så ked af det.

Returmelankoli, forstås.

Jeg lider nærmest ligeså meget af mild nedtur over at vende hjem til et sted, som jeg gør af udrejsetristesse. På den måde er mit liv og de relativt mange arbejdsrelaterede rejser, det byder på (og som jeg seriøst elsker), til tider en lille smule besværlige.

Heldigvis havde jeg min yndlingscoach i røret, da jeg trådte ind af døren, og selvom jeg allermest havde lyst til at melde afbud til det selskab, jeg var inviteret til samme aften, og blot hoppe ind under dynen og københavnerakklimatisere, fik Livslebben mig telefonisk overbevist om et hurtigt bad ("Jeg ved, du er mesteren i at gøre dig lækker på et kvarter. Jeg har set dig om morgenen, for fanden.") og så af sted.

Jeg parerede selvfølgelig ordrer, og det var den rigtige beslutning af mange, mange årsager.

Blandt andet fik jeg bekræftet, at det er muligt at vende melankoli til en pissehyggelig aften - også uden dødsdruk endda. Det kan måske for ikke-følsomme høner lyde fjollet, at det skulle være nødvendigt at erfare helt praktisk igen og igen (altså at verden - og man selv - ikke går under af at mødes i et skrøbeligt øjeblik), men hvis man er sådan lidt hemmeligt introvert, så er det altså en lektie, der skal læres flere gange.

Nå.

Vi var vel en syv stykker - en håndfuld af de virkeligt gode bøsser, et par vidunderlige faghags og så mig, lebben - til fisk og bagt græskar, vino og fri leg.

Aftenen bød foruden en sindssygt interessant diskussion om korporlig afstraffelse som opdragelsesmiddel(!) blandt andet på den mest eksplicitte omgang "Jeg-har-aldrig" i verdenshistorien.

Jeg har seriøst aldrig (hæhæ) hørt noget lignende. Og jeg synes ellers ikke, jeg plejer at komme i decideret tilbageholdende kredse.

I kender vel det gode gamle ølspil, hvor man udtrykker en handling, man aldrig selv har udført ("Jeg har aldrig været i seng med mere end to på én gang"), hvorefter alle der har været på dét eventyr skal drikke?

Godt så. Men jeg har aldrig før spillet "Jeg har aldrig", hvor nogen har været tvunget til at drikke på følgende præcist malede billede:

"Jeg har aldrig hængt fastspændt i en urinslæde/sexgynge i en fremmed mands soveværelse."

Eller hvad med:

"Jeg har aldrig i forbindelse med sex oplevet, at nogen tissede på mig, hvor det ikke var aftalt."

... Jamen er det ikke fantastisk?

Jeg bliver i SÅ godt humør af at omgås seksuelt frigjorte mennesker. Fordi jeg bliver konfronteret med, på hvilke punkter jeg selv er bornert og fordomsfuld. Det handler jo i bund og grund bare om, at finde ud af lige præcis hvad det er der tipper skibet, og så være så åben og ærlig og sex positive omkring det som overhovedet muligt.

Og apropos det:

Selv måtte jeg faktisk som den eneste i stuen gribe mit glas, da "Jeg har aldrig fået en sprøjteorgasme" røg på bordet. For det har jeg. En del gange endda. Selvom jeg i en årrække, før jeg selv oplevede en, nægtede, at de fandtes, og anklagede Joan Ørting for blot at skabe nye potentielle barrierer og fiaskooplevelser i kvinders sexliv. Men måske mere om det en anden gang.

Nu vil jeg indtage en ikke uanselig morgenmad i sengen med Seinfeld på computeren og derefter forsøge at få en lille smule styr på mit hjem, inden LL returnerer fra sit Jyllands-besøg i aften (planlægning hører ikke til blandt spidskompetencerne hos de her lebber). Kan jeg vente? Nej. 

fredag den 6. september 2013

NU har jeg regnet den ud!

Google må have autoudfyldt mit forsøg på at stave til 'Pejazzle'. Og sådan havnede lebben hos et revisionsfirma i Serbien.

Ah.

Nu kan jeg sove roligt i nat.

Flere billeder i et indlæg end nogensinde før.

Godt så. 

Jeg har lige ryddet søgeordshistorikken på Google på min telefon. Den så sådan her ud:


Af oversigten kan vi udlede, at jeg:

1. Ikke kan stave til dobbeltdildo i første forsøg.
2. Ikke har godt nok styr på mine argumenter vedr. mænds holdning til prostitution til ikke lige at kombinere et toiletbesøg i en ophedet diskussion med lidt hurtigt fact checking.
3. Tilsyneladende i samme stive brandert som den, hvor min absolut mest kamplesbiske veninde insisterede på, hun ikke vidste hvordan en dobbeltdildo så ud (come on, Lebbe K, you fool noone), har haft behov for at billedillustrere en juvelbesat henholdsvis fisse og pik.
4. Lige skulle tjekke, hvordan Gamle Tobias' tårn egentlig ser ud. Fordi jeg på smuttur til Frankrig havde set et tårn, som jeg var helt sikker på lignede hans. Det viste sig dog, at det ikke var tilfældet men blot endnu et udslag af min komplet bundhullede (detsagdehunogsåigår) hukommelse:

Tårnet i omegnen af Nice:


Tårnet i Kardemommeby:


Jeg ved ikke, hvordan jeg totalt kunne glemme den der svalegang. Det er jo for fanden der, Tobias står og tjekker vejret.

Hvorfor jeg har googlet "pejak handel banja koviljaca"vil for evigt stå som en gåde. Jeg gensøgte lige og kan se, at Pejak Handel er et revisionsfirma på gaden Banja Koviljaca i Serbien. Så det blev jeg ikke klogere af.

Alle forslag er velkomne - hvorfor har jeg googlet revision i Serbien? Nej. Vigtigere. Hvorfor er det ikke engang fucking nødvendigt for mig at google "revision serbien" - hvorfor kan jeg bare lige ryste en virksomhed ud af ærmet? Hvorfor?

Nå. I får lige afslutningsvist et billede af en vajazzling. Fordi det muligvis er eneste gang i verdenshistorien et sådant og forsiden af Folk og røvere i Kardemomme By vil optræde side om side.

Kæft hvor smagfuldt. Og praktisk.



torsdag den 5. september 2013

Jeg tør godt sige det: Løftebrud.

For en del år siden sad jeg med i en workshopgruppe, der skulle kortlægge hvilke hangups, der får mænd til at fravælge den barsel, som de faktisk har ret til. Det var sindssygt spændende. En større fagforening havde samlet repræsentanter fra alle lag, der skulle diskutere fordele, ulemper og muligheder.

Min fantastiske veninde A og jeg var sammen med et par flere castet som pro-øremærket-barsel-feminister, og en gut som Henning Dyremose kom også lige forbi og fortalte om TDC's succes med en barselsordning hvor også mænd blev tilgodeset (hvilket i øvrigt er absolut eneste vej frem, hvis mine jævnaldrende veninder skal slippe for at blive spurgt til jobsamtaler, om der ligger "en stor rejse" i deres nærmeste fremtid. Seriøst. Så dårligt pakker HR-typerne ind, at de ikke gider fødedygtige og -parate kvinder ude i en række af de danske virksomheder.)

Vi blev så fucking kloge på den workshop. Og jeg tror faktisk, at langt de fleste, der var udvalgt, fordi de stillede sig kritisk over for tvunget barsel, fx selvstændige, blev overbevist om det smarte ved ordningen. Alle nordiske eksempler viser, at mændene tager deres barsel, når den øremærkes dem. 

Og de ikke bare tager den. De fucking nyder tid sammen med deres barn.

Og samtidig giver øremærkningen også en mulighed for at aftabuisere barselsmænd som "umandige" (sikke noget pjat i øvrigt) - for pludselig med øremærkningen er "det jo noget de skal". Og langsomt holder det op med at være en ulempe at ansætte kvinder i starten af 30'erne, langsomt lukkes løngabet på rystende 18 pct. mellem kønnene, og langsomt opnår vi egentlig ligestilling. Fordi ansvaret på hjemmefronten fucking også deles lige over. 

Sgu!
Og nu kaster regeringen så deres mærkesag på gulvet. Bye-bye øremærket barsel. Løftebrud. Fan'me.

Jeg er dybt forarget. Men min veninde A siger det så meget bedre over på Facen, så jeg låner hendes kommentar:

Regeringen har eksemplerne fra Island, Norge og Sverige imod sig - OVEN I forskningen, der viser, at langt de fleste mænd GERNE vil tage mere barsel men møder modstand fra arbejdspladsen. Den her diskussion baserer sig ikke på fakta, fordi fakta er, at vi forskelsbehandler, og øremærket barsel VIRKER, diskussionen kan kun handle om, hvorvidt man tror på, at sociale strukturer skal ændres ved et indgreb, fordi vi ønsker at kvinder ikke bliver sat tilbage på pension, karrierer osv., fordi de groft sagt bliver 'tvunget' på barsel af vores forældrerollestereotyper - eller om man er liberalist/familiekonservativ og synes, at folk selv skal rode med skidtet. Og al respekt for dem, der har den holdning. Jeg gider bare ikke høre flere såkaldte socialister lade som om at det totalt unfair at 'gribe ind i familien'

Fuck. Hvor er hun klog. Jeg var lige ved at sige "den klogeste". Men jeg vælter mig faktisk i kloge veninder. Men A er på en delt førsteplads.

Hvis du vil læse mere, er nyheden fx at finde her på Politikens hjemmeside.
Og her giver Information et udmærket oprids af fordelene ved øremærket barsel.

onsdag den 4. september 2013

Lille lebbelyd #1

Jeg har prøvet noget nyt her til aften. Det krævede overraskende mange fejldownloads af podcast-programmer, og jeg aner ikke, om det virker optimalt.

Men jeg har altså optaget lidt snak.

Det er bare mig, der taler med ... mig. Midt i min mors tomme stue. Uden manus, retning, mål eller med, så vær overbærende, når I hører mine åndssvage sprogforbaskelser og den slags.

Værsgo - her har I omtrent fire minutters lesbisk baggrundsstøj.



Og fortæl mig lige, om I kan lide det, eller jeg bare skal holde min kæft og holde mig til det, jeg hele tiden har gjort?




Jeg spiller på dit hold! Jeg spiller på dit hold!


Nå. Jeg er stadig i Århus - Danish for Progress.

Jeg har uden udpræget held forsøgt at Facebook-stalke en af mine nye midlertidige kolleger, fordi hun afgiver en heftig lebbe-vibe med sin korthårsfrisure, sin stribede trøje, de smarte briller med det store sorte stel og frem for alt sin udtalte interesse for håndbold. Og for holdsport i det hele taget.

Som sagt er jeg ikke blevet klogere.

Hun er et af de der mennesker med en komplet tilknappet Facebook-profil, så jeg kan ikke engang se, om hun liker Lebbelivet. Som alle gode lebber jo gør bør. Eller om vi har HaremCph som fælles ven. En anden klassiker.

Åh! Igen savner jeg en lille lesbisk tatovering. Eller den der t-shirt med "I dig the pussy" (hey, anonyme photoshop-troldkvinde - kan du klare sådan en?). Eller bare mohawk for en dag.

Jeg har - and I shit you not - overvejet at føje en lille regnbuefarvet regnbue (pleonasme, eller?) til i hjørnet af min fabulous og højt elskede tatovering (jeg vidste, at det med tattoos var ligesom med børnefødsler - man glemmer, hvor sindssygt ondt det gør og fantaserer straks om næste projekt. Ja. Jeg sammenlignede lige en fødsel med en tatovering. I went there.)

Bare for at have en eller anden form for lesbisk kendetegn. Og fordi det ville være ret så fint. Men måske for obvious.

Når jeg samtaler med fremmed potentielt eller helt åbenlyst lesbisk kvinde, får jeg altid lyst til at tage hende i skuldrene og ryste hende, mens jeg råber: "Jeg spiller på dit hold! Jeg spiller på dit hold!"

Bare fordi jeg ikke selv går i Levi's Engineered.


En snedig lesbisk ræv

Se! Det her er, hvad der sker, når man kalder en photoshop-teknisk begavet læser for en snedig ræv.


En læser, der kalder sig Anonyma, skrev mig en mail med et klogt gæt på, hvem der gemmer sig bag lebbeskærmen. Jeg kaldte hende en snedig ræv - qua det præcise og korrekte bud på min identitet.

Og så fik jeg ovenstående billede retur.

Det er fan art, det er! Og når man har fans, er man faktisk kendt. Så jeg er faktisk kendt.

Og jeg er så vild med det billede, at jeg ville have det som baggrund på mit skrivebord, hvis ikke det ville føre til for mange og for nysgerrige spørgsmål.

PS. Ræve er ret søde, og jeg har tagget dette indlæg med "hunde", fordi jeg ikke synes, man skal snydes for ovenstående billede, bare fordi jeg ikke har et ræve-tag. Egentlig burde jeg tagge indlægget i samtlige kategorier fra "hahaha" til "Typisk lesbisk", bare for at sikre mig at alle ser det.

Nårhh. Ræv.



tirsdag den 3. september 2013

Om at låne bøger af sin mor. Ufrivilligt - Eller: "Men husk adressen"

Jeg har en vane. En rigtig vane. Jeg har ikke betragtet den som en decideret dårlig vane, før jeg oplevede min mor gøre præcis det samme i går.

Here goes. Det er det her, jeg gør (på en lidt cute måde), og som min mor også gør, viser det sig (på en sindssygt irriterende måde).
 
Altså. Hvis jeg fx har:

  • Lavet en kop kaffe
  • Fundet en bog, hun skal læse
  • Smurt en bolle
  • Hentet hundesnoren

…så insisterer jeg på at aflevere nævnte genstand i hånden på Livslebben. Ikke på bordet, der står lige ved siden af. I hånden. Også selvom LL har hænderne fulde. Jeg er nået frem til, at det handler om, at hun skal tage imod min gave. Tage imod den.

Det påtaler LL. Hver gang. Og griner lidt af det. På den der "jeg bærer over med den der tossede tendens, fordi jeg synes, du er fucking dejlig"-måde. 

Så jeg troede, det var en lidt dejlig og quirky tendens. Jeg tog fejl. For i går aftes fandt jeg ud af, hvor jeg har den forbandede uvane fra. 

Jeg var træt. Ville bare sidde og stene lidt i sofaen. Men min mor insisterede på at udføre sit yndlingsritual på mig.

Der er naturligvis tale om bog-anbefalingen.

Jeg kommer fra et hjem med uanede hyldemetervis af romaner. Og min mor var nok blevet tvunget til selv at flytte ind i skabet, hvis ikke hun for efterhånden en del år tilbage havde besluttet sig for, at ugentlige besøg på biblio trods alt var en bedre ide end flere tilkøb til BILLY-systemet (ha! Jeg googlede "IKEA reol". Resten foreslog Google selv). 

Det betyder, at hun altid har i hvert fald tre bøger liggende i læsekø.

To af dem langede hun over sofabordet til mig i går. Og insisterede på, at jeg tog imod. I hånden. De kunne ikke bare ligge på sofabordet. Selvom jeg havde hænderne fulde af kaffe og fjernbetjeninger (åh, store kabelpakke. Du bliver min død). Jeg skulle tage imod dem. I hånden.

”Dem her har jeg lige lånt. Den der er fjortendageslån, den skal afleveres på torsdag. Så den skal du læse først. Den anden skal du bare nå at læse, inden du tager hjem.”

Jo tak. For jeg har, forstås, ingen selvstændig ide om, hvilken lekture jeg foretrækker. Mor.

En bog mere blev fundet i reolen. Overleveret til mig. Med krav om hånd-til-hånd-levering (okay, LL, jeg gi’r mig – det er jo helt vildt belastende. Jeg vil aldrig igen afkræve dig at tage imod noget på den måde.)

”Den her har jeg læst. Den har jeg fået i gave. Så den kan du bare tage med hjem. Men husk adressen.”

Seriøst. ”Husk adressen”. Jeg havde ikke engang bedt om den bog.

I morges, da jeg lånte hendes cykel bad hun mig om at ”passe rigtig godt på nøglen”. Og i går sagde hun, at jeg skulle ”huske at stille mælken i køleskabet”.

Jeg elsker min mor. Helt vildt højt. Men shite, hvor gør det ikke særligt meget ikke at bo under samme tag og/eller i samme by som hende til hverdag.


Husk det røde. Og jeg mener ikke menstruation.

Åh møg!

Jeg har pakket en hel kuffert fyldt med sort tøj til min uge i Århus. Og i dag skal man have rødt på:


Det er nemlig Love Russia - Hate Homophobia - Day of Action i dag.

Nå. Jeg har fundet min allerrødeste læbestift. Så må hele den fuldfremmede virksomhed synes, jeg er temmelig tirsdags-overdressed

mandag den 2. september 2013

Århus. Bolle-å. Og kun det.

Shite, jeg er træt.

Min ret så fabulous chef har fundet på, at vi alle sammen - hele det godt 15 mand store kontor - skal i virksomhedspraktik denne uge. For at få føling med hvordan det hele foregår ude i den virkelige verden.

Jeg har valgt en halvstor århusiansk virksomhed i Århus (bolle-å). Til min mors store fornøjelse ("kommer du så og bor hos mig hele ugen?"). Ankom med færgen direkte fra Kalundborg og bedstebøssesommerhustid i går aftes.

Jeg havde første praktikdag i dag. Og i Århus møder man klokken 8. Hvilket er en time tidligere, end jeg ideelt set møder almindeligvis. Med streg under 'ideelt set'.

Jeg er for træt til at skrive noget indholdsrigt lige nu. På nær måske, at min mor lige er taget til Zumba.

Jeg tror, jeg fejrer med is og tv.

Fuck. Jeg har skrevet "en århusiansk virksomhed i Århus". Jeg retter det ikke. Det må stå for evigt som en form for endeligt bevis for hvor freakishly træt, jeg er lige nu.