Verdens mærkeligste weekend.
Jeg talte ikke med nogen hele dagen i går. Overhovedet. Ikke engang LL. Men jeg gjorde rent og spillede klaver og så Seinfeld. Og købte urtepotter. Og spiste en rimelig stor pose bland-selv-slik.
Og måske var det lige præcis det, jeg havde brug for. Er lidt ramt oven på den seneste (lorte)uge.
Jeg bliver ofte nødt til at høre podcasts, når jeg er alene. Fordi mine tanker ikke rigtigt vil holde kæft. Uden at det skal lyde alt for psykotisk. Og nogle gange gider man faktisk ikke rigtig tænke. Så jeg lærte en masse om Rasputin. Fx at han havde fem koner og 800 konkubiner. Så det.
Og apropos Rusland: Jeg så den der Pussy Riot-dokumentar i sidste uge. Så I den? Helt alvorligt: Se den. Den er superinspirerende. Og giver instant dårlig samvittighed over aldrig nogensinde at blive en lige så sej aktivist som de tre ladies. I øvrigt er den ene af de fængslede - Katya (hende der bliver frikendt) - virkelig pæn. Altså sådan virkelig, virkelig pæn. Er det upassende at skrive?
Hun hedder i øvrigt i virkeligheden slet ikke Katya men Yekaterina. Og der har I årsagen til, at jeg heller aldrig bliver stor fan af russisk litteratur. Det er jo komplet umuligt at følge sporet i en roman, når alle hovedpersoner konsekvent har i hvert fald tre navne. Der alle bruges i flæng.
Nå.
På mig havde dokumentaren blandt andet den effekt, at jeg fik svært lyst til at blive aktivist og komme i fængsel og være sej. Men så læste jeg også Nadias åbne brev i Information (man kan vist ikke læse det online, sorry - men så kan man læse den engelske version på The Guardian). Nå ja. Eller Nadezhda (see my point?).
Og så kom jeg i tanker om, hvor afsindigt kort tid jeg ville holde i et fængsel. Især i et arbejdsfængsel i Mordovien (bare navnet!). Det tænker jeg nærmest hver gang, jeg ser tv, der foregår i en eller anden form for undtagelsestilstandsland.
Jeg bliver fx den første, der bukker under i apokalypsen.
Eller!
Faktisk har min veninde A. - i øvrigt samme veninde, som jeg skal drikke kaffe hos senere i dag - organiseret et zombie shelter. Vi er efterhånden 10-15 potentielle beboere. Problemet er, at størstedelen af de indbudte sheltergæster er uduelige humanister. Vi mangler virkelig nogen, der kan lave et våben eller bygge en satellittelefon. Man standser ikke særligt mange levende døde ved hjælp af en knivskarp analyse med afsæt i Benthams panoptikon-teori.
Jeg talte ikke med nogen hele dagen i går. Overhovedet. Ikke engang LL. Men jeg gjorde rent og spillede klaver og så Seinfeld. Og købte urtepotter. Og spiste en rimelig stor pose bland-selv-slik.
Og måske var det lige præcis det, jeg havde brug for. Er lidt ramt oven på den seneste (lorte)uge.
Jeg bliver ofte nødt til at høre podcasts, når jeg er alene. Fordi mine tanker ikke rigtigt vil holde kæft. Uden at det skal lyde alt for psykotisk. Og nogle gange gider man faktisk ikke rigtig tænke. Så jeg lærte en masse om Rasputin. Fx at han havde fem koner og 800 konkubiner. Så det.
Og apropos Rusland: Jeg så den der Pussy Riot-dokumentar i sidste uge. Så I den? Helt alvorligt: Se den. Den er superinspirerende. Og giver instant dårlig samvittighed over aldrig nogensinde at blive en lige så sej aktivist som de tre ladies. I øvrigt er den ene af de fængslede - Katya (hende der bliver frikendt) - virkelig pæn. Altså sådan virkelig, virkelig pæn. Er det upassende at skrive?
Hun hedder i øvrigt i virkeligheden slet ikke Katya men Yekaterina. Og der har I årsagen til, at jeg heller aldrig bliver stor fan af russisk litteratur. Det er jo komplet umuligt at følge sporet i en roman, når alle hovedpersoner konsekvent har i hvert fald tre navne. Der alle bruges i flæng.
Nå.
På mig havde dokumentaren blandt andet den effekt, at jeg fik svært lyst til at blive aktivist og komme i fængsel og være sej. Men så læste jeg også Nadias åbne brev i Information (man kan vist ikke læse det online, sorry - men så kan man læse den engelske version på The Guardian). Nå ja. Eller Nadezhda (see my point?).
Og så kom jeg i tanker om, hvor afsindigt kort tid jeg ville holde i et fængsel. Især i et arbejdsfængsel i Mordovien (bare navnet!). Det tænker jeg nærmest hver gang, jeg ser tv, der foregår i en eller anden form for undtagelsestilstandsland.
Jeg bliver fx den første, der bukker under i apokalypsen.
Eller!
Faktisk har min veninde A. - i øvrigt samme veninde, som jeg skal drikke kaffe hos senere i dag - organiseret et zombie shelter. Vi er efterhånden 10-15 potentielle beboere. Problemet er, at størstedelen af de indbudte sheltergæster er uduelige humanister. Vi mangler virkelig nogen, der kan lave et våben eller bygge en satellittelefon. Man standser ikke særligt mange levende døde ved hjælp af en knivskarp analyse med afsæt i Benthams panoptikon-teori.
Vidste ikke lige hvordan hende Katya så ud - så googlede hende med forventning om en lækkerbisken... Efter min smag blev jeg fælt skuffet. Jeg må dog indrømme at jeg aldrig bliver skuffet når jeg ser L word :-P. Er først lige faldet over serien. og Wauw for en flok dejlige damer... Mums.
SvarSlet