Om at låne bøger af sin mor. Ufrivilligt - Eller: "Men husk adressen"

Jeg har en vane. En rigtig vane. Jeg har ikke betragtet den som en decideret dårlig vane, før jeg oplevede min mor gøre præcis det samme i går.

Here goes. Det er det her, jeg gør (på en lidt cute måde), og som min mor også gør, viser det sig (på en sindssygt irriterende måde).

 

Altså. Hvis jeg fx har:

• Lavet en kop kaffe
• Fundet en bog, hun skal læse
• Smurt en bolle
• Hentet hundesnoren

…så insisterer jeg på at aflevere nævnte genstand i hånden på Livslebben. Ikke på bordet, der står lige ved siden af. I hånden. Også selvom LL har hænderne fulde. Jeg er nået frem til, at det handler om, at hun skal tage imod min gave. Tage imod den.

Det påtaler LL. Hver gang. Og griner lidt af det. På den der "jeg bærer over med den der tossede tendens, fordi jeg synes, du er fucking dejlig"-måde. 

Så jeg troede, det var en lidt dejlig og quirky tendens. Jeg tog fejl. For i går aftes fandt jeg ud af, hvor jeg har den forbandede uvane fra. 

Jeg var træt. Ville bare sidde og stene lidt i sofaen. Men min mor insisterede på at udføre sit yndlingsritual på mig.

Der er naturligvis tale om bog-anbefalingen.

Jeg kommer fra et hjem med uanede hyldemetervis af romaner. Og min mor var nok blevet tvunget til selv at flytte ind i skabet, hvis ikke hun for efterhånden en del år tilbage havde besluttet sig for, at ugentlige besøg på biblio trods alt var en bedre ide end flere tilkøb til BILLY-systemet (ha! Jeg googlede "IKEA reol". Resten foreslog Google selv). 

Det betyder, at hun altid har i hvert fald tre bøger liggende i læsekø.

To af dem langede hun over sofabordet til mig i går. Og insisterede på, at jeg tog imod. I hånden. De kunne ikke bare ligge på sofabordet. Selvom jeg havde hænderne fulde af kaffe og fjernbetjeninger (åh, store kabelpakke. Du bliver min død). Jeg skulle tage imod dem. I hånden.

”Dem her har jeg lige lånt. Den der er fjortendageslån, den skal afleveres på torsdag. Så den skal du læse først. Den anden skal du bare nå at læse, inden du tager hjem.”

Jo tak. For jeg har, forstås, ingen selvstændig ide om, hvilken lekture jeg foretrækker. Mor.

En bog mere blev fundet i reolen. Overleveret til mig. Med krav om hånd-til-hånd-levering (okay, LL, jeg gi’r mig – det er jo helt vildt belastende. Jeg vil aldrig igen afkræve dig at tage imod noget på den måde.)

”Den her har jeg læst. Den har jeg fået i gave. Så den kan du bare tage med hjem. Men husk adressen.”

Seriøst. ”Husk adressen”. Jeg havde ikke engang bedt om den bog.

I morges, da jeg lånte hendes cykel bad hun mig om at ”passe rigtig godt på nøglen”. Og i går sagde hun, at jeg skulle ”huske at stille mælken i køleskabet”.

Jeg elsker min mor. Helt vildt højt. Men shite, hvor gør det ikke særligt meget ikke at bo under samme tag og/eller i samme by som hende til hverdag.

---