Gør det mig egentlig til et dårligt menneske, at jeg stadig bliver helt stolt og føler mig lidt som noget særligt, når jeg kysser med min damekæreste i det offentlige rum?
Jeg ville på en måde ønske, jeg bare var sådan en, der ikke gav en skid for, hvad andre tænkte om mig.
Men det holder jeg nok op med omtrent i samme uge, som jeg holder op med at blamere mig over for semifremmede mennesker. Eller i det åndedrag, hvor jeg pludselig også viser mig at være et toptjekket individ med styr på mine aftaler.
Det vil sige aldrig. Den fangede I godt, ikke?
I morges, fx, da jeg måtte tage 1A på arbejde, fordi jeg havde efterladt min cykel ved Hovedbanen efter spontantur til Sveriges største mad-eksportør (vidste I det? IKEA eksporterer flere köttbullar end Kalle eksporterer kaviar), da fulgtes jeg med Livslebben, hvis cykel i nærmest al den tid, vi har kendt hinanden, har stået efterladt ude i forstæderne med en tiltagende bortrustet kæde. Hun kender med andre ord efterhånden det københavnske busnet ganske tilbundsgående.
Nå. Da jeg skulle af bussen, gjorde jeg et gigantisk nummer ud af at kysse-kysse-kysse hende. Og kunne ikke lade være med at tænke, at "nu tænker alle mennesker omkring os sikkert deres."
I virkeligheden var der garanteret ikke et øje, der bemærkede os.
Det minder mig i øvrigt om en kronik, jeg læste for nyligt. Den er lige her og hedder "Jeg kysser ikke en kvinde, fordi jeg gerne vil have en trekant med dig". Den handler om en nyforelsket kvinde, der er træt af at blive passet op af liderlige mandfolk, når hun kysser med sin kvindekæreste på en trappesten ved København H.
Kort fortalt.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den. For jeg er egentlig komplet enig med kronikøren i, at man skal kunne passe sig selv i det offentlige rum - også selvom man kysser (med en af sit eget køn). Og så tænker jeg også lidt semikynisk, at nederen tilnærmelser er noget, man som kvinde får uanset seksualitet. At dét så i øvrigt er et problem for sig - og et strukturelt af slagsen - er en anden sag. Det er vel mere kvinder, end det nødvendigvis er lebber, der ikke kan være i fred på gaden. Åh. At de fleste lebber så faktisk - har jeg hørt - er kvinder, er selvfølgelig en form for dobbelt-op.
Men anyways - det der med antastninger: En del af mig kan altså på en måde godt lide opmærksomheden. Nogle gange. På gode dage. Af og til.
Eller - jeg er i hvert fald ... opmærksom på den.
I øvrigt er det, nu jeg tænker efter, tusind år siden nogen i det offentlige rum har råbt efter mig og LL. En del af mig er lidt stødt ("så jeg er ikke lækker nok til jeres trekanter, som jeg alligevel ikke vil deltage i, eller hvad?"). En anden er egentlig bare lettet.
Disclaimer:
Jeg ved seriøst ikke, om jeg i virkeligheden mener et eneste ord af ovenstående bavl. Jeg er ikke i stand til at sammensætte to intelligente tanker lige nu. Den er helt gal. Jeg er træt. Og så synes jeg også bare, det er så synd for homoer i de lande, hvor man ikke bare får en lummer kommentar men et fucking slag over nakken for at vise same sex-ømhed i det offentlige rum. Men omvendt skal man jo ikke forklejne hjemlige problemer, bare fordi konsekvenserne er mere alvorlige i, say, Rusland.
Hold da kæft en sludder for en sladder. Jeg beklager og henviser til føromtalte træthed.
Nå. Nu til yoga med den rare hippiedame og derefter hjem til Vesterbro, hvor min århusianske bästis og hendes lillebitte baby venter på mig hjemme i min stue. Måske med aftensmad, hvis man er heldig?
Jeg ville på en måde ønske, jeg bare var sådan en, der ikke gav en skid for, hvad andre tænkte om mig.
Men det holder jeg nok op med omtrent i samme uge, som jeg holder op med at blamere mig over for semifremmede mennesker. Eller i det åndedrag, hvor jeg pludselig også viser mig at være et toptjekket individ med styr på mine aftaler.
Det vil sige aldrig. Den fangede I godt, ikke?
I morges, fx, da jeg måtte tage 1A på arbejde, fordi jeg havde efterladt min cykel ved Hovedbanen efter spontantur til Sveriges største mad-eksportør (vidste I det? IKEA eksporterer flere köttbullar end Kalle eksporterer kaviar), da fulgtes jeg med Livslebben, hvis cykel i nærmest al den tid, vi har kendt hinanden, har stået efterladt ude i forstæderne med en tiltagende bortrustet kæde. Hun kender med andre ord efterhånden det københavnske busnet ganske tilbundsgående.
Nå. Da jeg skulle af bussen, gjorde jeg et gigantisk nummer ud af at kysse-kysse-kysse hende. Og kunne ikke lade være med at tænke, at "nu tænker alle mennesker omkring os sikkert deres."
I virkeligheden var der garanteret ikke et øje, der bemærkede os.
Det minder mig i øvrigt om en kronik, jeg læste for nyligt. Den er lige her og hedder "Jeg kysser ikke en kvinde, fordi jeg gerne vil have en trekant med dig". Den handler om en nyforelsket kvinde, der er træt af at blive passet op af liderlige mandfolk, når hun kysser med sin kvindekæreste på en trappesten ved København H.
Kort fortalt.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den. For jeg er egentlig komplet enig med kronikøren i, at man skal kunne passe sig selv i det offentlige rum - også selvom man kysser (med en af sit eget køn). Og så tænker jeg også lidt semikynisk, at nederen tilnærmelser er noget, man som kvinde får uanset seksualitet. At dét så i øvrigt er et problem for sig - og et strukturelt af slagsen - er en anden sag. Det er vel mere kvinder, end det nødvendigvis er lebber, der ikke kan være i fred på gaden. Åh. At de fleste lebber så faktisk - har jeg hørt - er kvinder, er selvfølgelig en form for dobbelt-op.
Men anyways - det der med antastninger: En del af mig kan altså på en måde godt lide opmærksomheden. Nogle gange. På gode dage. Af og til.
Eller - jeg er i hvert fald ... opmærksom på den.
I øvrigt er det, nu jeg tænker efter, tusind år siden nogen i det offentlige rum har råbt efter mig og LL. En del af mig er lidt stødt ("så jeg er ikke lækker nok til jeres trekanter, som jeg alligevel ikke vil deltage i, eller hvad?"). En anden er egentlig bare lettet.
Disclaimer:
Jeg ved seriøst ikke, om jeg i virkeligheden mener et eneste ord af ovenstående bavl. Jeg er ikke i stand til at sammensætte to intelligente tanker lige nu. Den er helt gal. Jeg er træt. Og så synes jeg også bare, det er så synd for homoer i de lande, hvor man ikke bare får en lummer kommentar men et fucking slag over nakken for at vise same sex-ømhed i det offentlige rum. Men omvendt skal man jo ikke forklejne hjemlige problemer, bare fordi konsekvenserne er mere alvorlige i, say, Rusland.
Hold da kæft en sludder for en sladder. Jeg beklager og henviser til føromtalte træthed.
Nå. Nu til yoga med den rare hippiedame og derefter hjem til Vesterbro, hvor min århusianske bästis og hendes lillebitte baby venter på mig hjemme i min stue. Måske med aftensmad, hvis man er heldig?
Du har ganske ret... i det hele! Men det er en stor fordel at I bor i København. Da jeg gik med min kæreste i hånden der for snart 25 år siden, var der ganske få tilråb. Men i provinsen ser det anderledes ud, tænker jeg...
SvarSletMen bare vi ikke går "tilbage" til russiske tilstande, så går det nok!
Jeg ved ikke hvilken type opmærksomhed du får når du kysser din kæreste, men jeg oplever den sjældent positivt når jeg kysser min kæreste offentligt. Hvis folk kommenterer noget 'positivt' føler jeg mig synliggjort som minoritet - folk skal lige gøre opmærksom på at vi er søde, men dermed også så anderledes at det er værd at kommentere det. Oftest er det dog seksuelle upassende kommentarer eller ligefrem hadfulde, hvilket gør mig alt fra sur til ked af det og i enkelte tilfælde bange. I min hverdag ville jeg gerne at min seksualitet ikke betød noget for fremmede på gaden.
SvarSlet(Er også træt mens jeg skriver dette, bare fyi)
Angående fremmede på gade, det kunne jo være mig.
SletJeg kommenterer ikke på andre mennesker der kysser hinanden på gaden, uanset køn (er det ikke bare almindelig god opførsel). Men jeg må blankt erkende at jeg ligger mere mærke til to af samme køn der står og kysser (eller holder i hånden), mest fordi det altså er ret sjældent at det sker i Århus.
Jeg er enig i det hele. Jeg er så græsk-katolsk og splittet mellem eget ønske om at være noget særligt og eget - præcis lige så presserende - ønske om at falde ind i mængden og forsvinde. Mellem egen "come nu on, Såkaldt Lebbe (altså mig), find noget seriøst at brokke dig over" og "jeg bliver fanme indigneret over at eksistere i et samfund, der ikke kan acceptere personal space i den offentlige sfære".
SletSPLITTELSE. Og stadig træt.
Forleden kyssede jeg på min kæreste i... IKEA (dagen efter, at du var der), og blev opmærksom på, at jeg slet ikke var opmærksom på evt. opmærksomhed. Hvilket gjorde mig glad.
SvarSletDen slags opmærkomhed jeg er mest træt af, er faktisk den der "nårh hvor er I søde"-agtig opmærksom, som får en til at føle sig som en 14-årig, der nysser med sin første kæreste foran hele familien fremfor som en 32-årig i fast samliv.
Vi får en del af den slags kommentarer, som er meget positivt ment, men som altid får mig til at tænke: det ville du ikke sige til et heteroseksuelt par. Som f.eks. borddamen til et bryllup forleden, som i baren, efter middagen, betroede mig, at vi altså var sådan et fint par, at vi så så søde ud sammen osv. på den der "jeg anerkender at I er et kærestepar, jeg har godt opdaget det"-måde. Det ville virke så mærkeligt, hvis jeg på samme fortroligt, hviskende måde, havde kommenteret på hende og hendes mands udseende sammen og deres status som par. Eller tjeneren på en restaurant, der udspurgte os om, hvor længe vi havde været sammen, hvordan vi havde mødt hinanden og endda opfordrede min kæreste til at sætte sig over på den anden side af bordet og holde om mig ("det ser ud som om hun fryser"). Nårh. Eller fremmede folk til fester, der kommer hen og giver high fives, siger vi er seje eller lignende, fordi vi ikke decideret skjuler, at vi er et par.
Ja, det er måske noget underligt noget at brokke sig over i forhold til al den negative opmærksom man kan blive udsat for alle mulige steder, men ikke desto mindre provokerer det mig. Netop fordi man ikke må sige andet end tak. Homofobiske eller sexistiske kommentarer kan man i det mindste give fingeren.