I kender godt de der dage, hvor man haster af sted fra arbejde i lortevejr for at aflevere hund, der kigger bebrejdende og gennemblødt op fra cykelkurven i regnen. Hvor man lige når verdens hurtigste kys (især taget i betragtning, at nogen først kom fra Jylland efter midnat i går ... eller altså i dag) og straks må ile videre til vigtig aftale hos dygtig dame af den type, der tager 900 kr. for 50 minutter af sin tid?
Smadrer gennem modregn til nærmeste hæveautomat, der melder om "elektronisk fejl" (wtf?!) og no-go til udbetaling, smadrer videre i mere modregn og kaster sit dankort i en ny hæveautomat, der forholdsvist velvilligt spytter en tusse ud.
Smadrer atter af sted - nu med arbejdsrelateret it-support i røret i én hånd og verdens tungeste cykel i den anden (seriøst Batavus, I kan stikke jeres hollandske kram skråt op - det er garanteret en kvalitetscykel, bevares, men den vejer det samme som en mindre ladvogn), fordi man måtte forlade kontor i utide for at nå at aflevere hund og hæve penge og ankomme rettidigt til vigtig og halvdyr aftale.
Og så ringer man sig ind i opgangen hos vigtig aftale. Ser lige sin refleksion i messingskiltet ved dørtelefonen og sandelig: Der drypper regn fra næsetippen og driver sorte streger fra øjenkrog og nedefter. Vejen til helvede er brolagt med ikke-vandfast mascara.
Buzz'es ind i opgang og venteværelse. Bliver mødt af spørgende type. Der lige vil dobbelttjekke, hvad man tror, man skal dér på det tidspunkt?
... Og kan så pænt sætte sig til at skrive blogindlæg i venteværelset, fordi man lige havde fået skrevet aftalen en time for tidligt i kalenderen.
Nå.
Men så kan jeg jo fx fortælle om den der følelse af at blive ufrivilligt outed, som jeg havde tidligere på dagen.
Der er startet et nyt hold praktikanter på min arbejdsplads i dag. Over frokosten går snakken. En gammel kollega nævner Livslebben.
Jeg bliver forlegen. Sgu.
Det må hænge sammen med, at jeg ikke selv lige fik lov at kontrollere, hvilke detaljer om mig der kommer nyansatte for øre hvornår. Og egentlig er det dumt, ikke? For jeg prædiker jo altid selv om, hvordan jeg ikke flover mig over min seksualitet og insisterer på åbenhed. Men lige i det øjeblik følte jeg mig bare så ... anderledes. Fordi jeg pludselig følte, jeg var hende den lesbiske.
Det var udelukkende mine egne fordomme-om-andres-fordomme-om-at-være-lesbisk, der var i spil i det øjeblik. Ingen sagde noget, endsige løftede et øjenbryn.
Så det var nok meget godt, jeg bare lod som ingenting.
Smadrer gennem modregn til nærmeste hæveautomat, der melder om "elektronisk fejl" (wtf?!) og no-go til udbetaling, smadrer videre i mere modregn og kaster sit dankort i en ny hæveautomat, der forholdsvist velvilligt spytter en tusse ud.
Smadrer atter af sted - nu med arbejdsrelateret it-support i røret i én hånd og verdens tungeste cykel i den anden (seriøst Batavus, I kan stikke jeres hollandske kram skråt op - det er garanteret en kvalitetscykel, bevares, men den vejer det samme som en mindre ladvogn), fordi man måtte forlade kontor i utide for at nå at aflevere hund og hæve penge og ankomme rettidigt til vigtig og halvdyr aftale.
Og så ringer man sig ind i opgangen hos vigtig aftale. Ser lige sin refleksion i messingskiltet ved dørtelefonen og sandelig: Der drypper regn fra næsetippen og driver sorte streger fra øjenkrog og nedefter. Vejen til helvede er brolagt med ikke-vandfast mascara.
Buzz'es ind i opgang og venteværelse. Bliver mødt af spørgende type. Der lige vil dobbelttjekke, hvad man tror, man skal dér på det tidspunkt?
... Og kan så pænt sætte sig til at skrive blogindlæg i venteværelset, fordi man lige havde fået skrevet aftalen en time for tidligt i kalenderen.
Nå.
Men så kan jeg jo fx fortælle om den der følelse af at blive ufrivilligt outed, som jeg havde tidligere på dagen.
Der er startet et nyt hold praktikanter på min arbejdsplads i dag. Over frokosten går snakken. En gammel kollega nævner Livslebben.
Jeg bliver forlegen. Sgu.
Det må hænge sammen med, at jeg ikke selv lige fik lov at kontrollere, hvilke detaljer om mig der kommer nyansatte for øre hvornår. Og egentlig er det dumt, ikke? For jeg prædiker jo altid selv om, hvordan jeg ikke flover mig over min seksualitet og insisterer på åbenhed. Men lige i det øjeblik følte jeg mig bare så ... anderledes. Fordi jeg pludselig følte, jeg var hende den lesbiske.
Det var udelukkende mine egne fordomme-om-andres-fordomme-om-at-være-lesbisk, der var i spil i det øjeblik. Ingen sagde noget, endsige løftede et øjenbryn.
Så det var nok meget godt, jeg bare lod som ingenting.
Jeg hader at bliver refereret til som "hende den lesbiske". Selvom der sjældent er lagt noget ondt i det, så er det bare så.. ja, en ærgerlig følelse. Netop fordi man føler sig særlig på den der 'på grænsen til freak'-måde. Ufedt når man egentlig bare vil blend in, ligesom mig.
SvarSletJeg er helt med på, hvad du mener. Jeg tror ikke, jeg bliver betegnet som 'hende den lesbiske' (nok mest fordi jeg ikke bærer de typiske tegn udenpå), men lesbianisme bliver til gengæld meget, meget tit et emne i samtaler med heteroseksuelle semibekendte. Og sikkert i bedste mening - men jeg forstår udmærket, den der med egentlig gerne bare at ville falde i med tapetet engang imellem!
SletJo, kender det godt.
SvarSletVar til bryllup i København. Kom lidt sent af sted hjemad mod Jylland søndag formiddag. Måtte sparke godt til Yarisen på sjællandsk motorvej for at nå færgen. Blev snuppet af sjællandsk betjent og fik fartbøde. Nåede frem til Odden lige præcis i sidste sekund. Og fandt ... en komplet mennesketom færgehavn.
Øh?
Forklaring: Mens jeg var gået en tur i hegnet til bryllupsfesten om natten, var resten af Danmark gået en tur tilbage til vintertid.
Jeg var kommet en time for tidligt.
Så flot ;-)
Ogøh ... det andet kender jeg også. Snakken bag min ryg. Min seksualitet er tilsyneladende noget, folk er meget fascinerede af, haha.
Slet