Wow.
Hold da kæft nogle omfangsrige kommentarer, I har lagt henne under
det der indlæg om at få/ikke få børn. Tak for alle jeres holdningstilkendegivelser.
Jeg kan allerede fornemme, hvordan det her risikerer at blive så betændt, at det bliver faaaarligt for en lille konfliktsky høne med evig angst for at blive hadet og misforstået som undertegnede.
Men!
Jeg synes, det er tankevækkende, at der som en understrøm i faktisk samtlige kommentarer under gårsdagens indlæg eksisterer et klart ideal, nemlig at:
Man skal da have børn.
Måske er det havnet der mellem linjerne helt ubevidst - det, tror jeg egentlig, er tilfældet. Men hvis man kigger efter det, er holdningen lidt, at et fravalg af børn (og selve brugen af begrebetet 'fravalg' i denne sammenhæng vender jeg tilbage til) altid bunder i, at man fx befinder sig i en situation, hvor (også) andre positiver mangler i livet: Man er ikke sammen med den rigtige partner eller har ikke fundet 'den store kærlighed'. Altså lidt, at det ikke-at-få-børn er det 'mindre gode valg'. Agtigt.
Og det skurrer i mine ører.
Åhada.
Jeg får hele tiden lyst til at indskyde i bisætninger, at jeg personligt bare er i tvivl, om jeg vil have de fjollede unger. Jeg har hverken taget stilling for eller imod.
Jeg har masser af kærlighed at give og tror (på gode dage), at jeg ville blive en fab forælder. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg køber den der med, at det at få børn er den absolutte altruistiske handling.
Det er ikke mit indtryk, at forældre er særligt meget mindre egoistiske end os barnløse (og SÅ havnede hånden i hvepsereden) - og bevares, man skal da ofre sig for et andet væsen - men uden sammenligning ellers: det skal man altså også, når man har en hund. Eller en kæreste. Eller et job.
Og er der ikke også gennem historien et par eksempler på nogle
sindssygt selvopofrende barnløse kvinder, nu vi graver helt dybt ned i argumentationsposen? Jeanne D'Arc? Florence Nightingale? Mother Theresa?
Det er som om man ikke engang kan tale om det 'ikke at få børn' som et decideret valg. Det bliver altid formuleret som et
fravalg, se bare i kommentarerne under indlægget i går: "nu hvor jeg har fundet den
rigtige kærlighed, SÅ skal jeg have børn."
Jeg ville gerne hen et sted, hvor jeg kunne træffe valget - det ene eller det andet - uden at alle så den ene mulighed som et fravalg.
Fordi jeg føler, jeg allerede her i valgprocessen er enormt farvet af, at der - dybest set - er et rigtigt valg (børn) og et forkert valg/fravalg (ikke børn). Hvis jeg vælger at få børn, tror jeg ikke, der er nogen, der vil spørge mig hvorfor, jeg har valgt sådan. Men vælger jeg at lade være - så kommer spørgsmålene.
Derfor gad jeg i virkeligheden godt høre forældre, der var ærlige nok til at sige højt, at det også er et fravalg at FÅ børn. For mine venner fortæller mig, at det af og til er netop sådan, det forholder sig ... men kun under fire øjne.
Men igen:
Jeg er i tvivl. Ad helvede til. LL bliver verdens bedste mor, ingen tvivl om det, og jeg har også selv et udmærket potentiale, skulle jeg mene. Masser af kærlighed fx. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver parat til at opgive et liv, jeg faktisk holder helt vildt meget af - med udeliv, træning, kærestetid, spontane venneaftaler, en hel dag foran computeren med serier - for
moderskabet.
Men det er umuligt at træffe et oplyst valg, så længe 'fravalget' (eller lad os sige tilvalget af sig selv og et rigt socialt/arbejdsmæssigt liv) er så tabubelagt.
En veninde fortalte for nyligt om en undersøgelse, der peger på, at forældre er ulykkelige. At mennesker med børn - sådan helt gennemsnitligt - er mindre lykkelige end mennesker uden børn. Helt fra ungerne bliver født ... og lige til de flytter hjemmefra. Sgu. Jeg fandt lige
en artikel om undersøgelsen i Berlingske.
Det er da
også tankevækkende?
