Sex på dansegulvet.

Når du læser dette, sidder jeg i et sommerhus i Kalundborg med eftersigende rædselsfuldt dårlig netforbindelse. Så disse linjer er simpelthen forudproducerede. Jeg har snydt lidt, som man siger.

Men jeg faldt lige over denne udveksling i kommentarsporet under et tidligere indlæg. Og grinede højt igen. En af fordelene ved mild demens er, at man kan more sig over de samme ting med ganske få måneders mellemrum.

God lørdag, folks.

---

Lidt om lesbisk konfliktstyring og/eller -eskalering. Spids evt. ører, Syrien.

Om et par timer drager Bedstebøssen og jeg i sommerhus ovre på Vestsjælland hele weekenden. Og søndag tager jeg direkte videre til Århus (med bolle-å for evigt), hvor jeg skal tilbringe hele næste uge i såkaldt arbejdsøjemed.

Det betyder en uge væk fra Livslebben. Hvilket jeg naturligvis lige markerede i går aftes med at starte en dum diskussion om ingenting. Megakonstruktivt.

Jeg er en lille dramagris og en gigantisk tryghedsnarkoman, og jeg hader afsked. Well. Jeg hader i hvert fald tanken om at være adskilt. Det er også slemt at være adskilt, jovist, men tanken om det er faktisk ofte værre.

Sådan har jeg vist altid haft det.

Jeg kan huske, dengang jeg lige var flyttet hjemmefra og var på besøg hos min mor i Jylland. Lige inden jeg skulle hjem til København, startede jeg fuldstændigt tossede pubertetsskænderier, mine tyve år til trods.

Den var stensikker - hver eneste gang.

Dengang gik der en del besøg, før min mor regnede den ud. Når jeg blev gal og - bevares - ret urimelig søndag aften, spurgte hun: "Er du fordi du snart skal hjem?" Og så begyndte jeg at tude. For det var det.

Ikke mit livs stolteste øjeblikke...Som altså nu gentager sig, hver eneste gang jeg skal til eksotiske egne af verden - så som Lima, Berlin eller Kalundborg. Nu bare med LL som emotionel boksebold.

Således altså også i går. Vi skulle fejre hendes nye megaseje job (tre samtaler, tre tilbud om ansættelser på tre uger - hun er seriøst en vinder) og tage ordentligt afsked, inden jeg drog vestover.

I stedet skabte jeg mig. Blev en usikker lille høne. Vores sidste aften sammen i mere end en uge. Og jeg insisterede på at diskutere. Vel at mærke diskutere ligegyldigheder. Eller 'diskutere ingenting', mere præcist.

Jeg kender mit mønster, og LL kender det efterhånden også. Jeg bliver hys, hiver fat i en eller anden petitesse, klandrer hende og afkræver hende så naturligvis samtidig midt i min urimelighed, at hun skal være den voksne, der kan gennemskue, hvad det egentlig handler om (at jeg er ked af at skulle væk) - selvfølgelig uden at jeg forklarer det - og trøste og konfliktstyre.

Og det gider hun (selvfølgelig, for fanden!) ikke. Ikke hver gang i hvert fald - og det kan man vel ikke rigtigt bebrejde hende. Det ender med, at jeg eskalerer, og hun bliver vred. Og så har vi spiralen. Indtil en af os formår at stoppe op og trække vejret.

I går var det LL, der var den voksne.

Til sidst sagde hun - efter knap en times totalt ligegyldigt og 100 pct. stillestående skænderi, der - fordi der egentlig ikke rigtigt var noget at skændes om - mest på metamåden handlede om, hvem der havde sagt hvad den seneste time:

"Klokken er 21. Og nu hygger vi os. Punktum." 

Og selvom det i cirka to minutter var påtaget og awkward, at hun krævede, jeg smilede, mens jeg tudede ("Det der er det dårligste fake-smil jeg har set i mit liv. Prøv igen. Smil."), så lykkedes det faktisk. Vi fik vendt stemningen. Blev glade igen. Puttede og kyssede og faldt i søvn helt tæt.

Man kan godt snappe out of et skænderi. Det er pissesvært. Men man kan.

Fuck, jeg kommer til at savne hende.

Også selvom BB og jeg de kommende dage skal drikke al rødvin i verden og gå lange ture og midnatsbade og se film og drikke kaffe og sove middagslur (flertal) og spille scrabble (jeg vinder) og måske også snakke en lillebitte smule sammen. En lillebitte smule.

---

Åh, lesbiske stalkere. Hvem kunne leve uden?

Hahaha. Fra tid til anden skriver dedikerede lebber jo til mig, at de har fundet ud af, hvem jeg er. Og de har aldrig ikke ret i deres gæt.

Det er mest sødt og kun lidt creepy.

Og så er jeg frem for alt vild med fortællingerne om, hvordan de finder frem til mig.

Jeg vil ikke dele fortællingerne her - jeg behøver jo ikke lige frem opfordre til yderligere lesbisk detektivarbejde.

Men jeg må alligevel fortælle historien om lebben, der havde fundet frem til, hvem jeg var, og var sikker på, hun havde set mig på G-Bar i Aarhus.

Hun afslørede for mig ovre på Facebook, at hun simpelthen var så sikker på, det var mig, der stod der i baren i Smilets By, at hun resolut var gået hen til kvinden - der selvfølgelig viste sig ikke at være mig - greb hende om armen og drejede hendes hånd opad.

Naturligvis for at tjekke om mine N'er (ænder) skjulte sig på indersiden af håndleddet. Det gjorde de ikke. For de er jo lige her.

Jeg er topvild med ideen om, at en stalker har hevet fat i fremmed dame for at afsløre mig.

Smigret og kun en lille smule skræmt.

---

I røg og damp for DHL

Der står så frygteligt stille i det her lesbiske liv lige nu. Hele kontoret slimhoster - ja, seriøst - efter DHL-stafet i heftige grill-gasser i Fælledparken i går.

My GOD, det er nok den værste løbetur, jeg har lagt bag mig i årevis. Men jeg gjorde det.

Hvis man som jeg har en lille bitte smule tendens til angst i store menneskemængder, forbedrer det ikke ligefrem præstationen at løbe på grønt filttæppe mellem 20.000 heppende motionsentusiaster.

Eller måske gør det netop. Jeg løb faktisk et par minutter hurtigere end jeg plejer. Med følelsen af at ville væk. Var omtrent to åndedrag fra at dø samtlige fem kilometer. For god's sake.

Absolut lavpunkt: Jeg blev overhalet af en mand i et af de der tunge-gummi-sumobryder-eventudlejnings-polterabends-kostumer. Fuck my life.

Absolut højdepunkt: Jeg overhalede ham retur (og så overhalede han mig igen. Og SÅ overhalede jeg ham igen).

Åhada.

I dag står den på yoga hos hippiewoman, skateboard med hund og livslebbe og forhåbentlig noget mad, jeg ikke skal røre en finger for at tilvejebringe.

(Og derudover: Jeg gider ikke fortælle om min hunds fordøjelsessystem, men jeg blev måske/måske ikke vækket af irritabelt bjæffende bulldog klokken 2.30 i nat. Måtte pille ham ned på plænen til en skidning, der lød akkurat ligesom, når man forsøger at presse det allersidste remo fra plastikflasken ud på sin fiskefrikadellemad. Og nu kan jeg nok aldrig spise fiskefrikadeller igen.)

---

Homobøssians - en form for skattejagt

Okay. Jeg kender en af de dygtige filmfolk, som er i gang med at producere den nye dokumentarserie "Bøssestudier" til DR3.

Serien bliver en form for bøsset pendant til Homolesbians, som blev sendt i foråret.

Laura, som min bekendte hedder, har bedt mig spørge jer, om I måske kan hjælpe med en case. Det er en svær case.

Hun skal bruge en kilde, en bøssesingle eller et ditto par, som ikke har så meget sex, måske fordi vedkommende:

• Vil gemme sig til ægteskabet 
• Bare ikke har specielt stor sexlyst 
• Er i et langt forhold, hvor hans partner har mere lyst, end han selv har (hverdagskonflikt i parforholdet)
• Har barn eller børn og derfor ikke tid og overskud til dating og sex 
• Har en forhudsforsnævring, der aldrig er blevet taget hånd om, prostatakræft eller anden forhindring 
• Eller noget helt andet

Laura understreger: Det behøver ikke være sensationelt, snarere tværtimod. 

Kender I nogen? 

Det har ifølge Laura ikke været svært for DR-folkene at finde kilder, der dyrker meget sex. Interessant, ikke? Sikkert fordi det stadig er forbundet med et vist tabu som mand at have lavt libido? Men hvor kunne det være dejligt at få afkræftet fordomme om alle bøsser som sexgale, Ørstedspark-frekventerende typer. 

Vigtigt: I har lebbens ord for, at Laura og crewet behandler alle henvendelser diskret og med stor respekt! Det er trods alt et DR3-program, det skal ikke handle om crazy mærkværdighed men netop om at vise, hvor diverst homoseksualitet eksisterer ude i Danmark.

I kan skrive eller ringe til Laura på: lals@dr.dk / tlf.: 2684 2353

SPRED ORDET!

---

Sov godt.

Stadig post-absint-træt.

...Eller begyndende influenzasyg. Hvilket - kombineret med mild insomnia - passer skidegodt med, at jeg skal løbe DHL-stafet i morgen. Med folk, der lægger en kilometer bag sig på fire-og-et-halvt minut. Jeg er personligt ovenud lykkelig, når jeg kommer under syv minutter per K. Flot.

Godt, jeg ikke har været ude at løbe én eneste gang i august. Man skal jo restituere inden sådan en fem-kilometers satan.

Nå.

Men internettet har handlet om Miley Cyrus i dag. Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, at Billy Rays datter ikke længere er en Disney-prinsesse. Ikke at der på den anden side er noget som helst galt i det.

Det her er relevant.

Imgur.com, selvfølgelig.

---

Kærlighed på regnbuemåden. Det er sødt.

Åh, den Pride.

Jeg overværede paraden siddende og bag solbriller, fordi absint aldrig er en god ide, således heller ikke i fredags. Noget medtaget.

Men hvor var det bare fucking fint - tømmermænd eller ej - Regnbuer, kærlighed og mangfoldighed ud over alle grænser. Og jeg kunne efterfølgende læse, at det er den største danske Pride-parade nogensinde - knap 20.000 deltagere! Stolt på alle måder.

Jeg oplevede med paraden, at jeg blev rørt på præcis samme måde, som jeg kan huske jeg blev det sidste år. Fordi der bare er så meget inklusion. Plads til alle.

Yndlingsøjeblikket, var da lille kamplebbe fra regnbuefarvet paradelastbil signalerede "ring til mig" med en telefonrørs-formet hånd mod øret til en kvinde, der overværede optoget med sin mandlige kæreste fra sidelinjen. Jeg skal love for, at han lige tog lidt bedre fat i hendes bukselomme efter lebbens utilslørede come-on. Og klogt af ham - for vognlebben var ret så lækker. Fantastisk.

I går aftes var det egentlig meningen, at jeg og LL skulle have fejret Pride med en flok lebber på Fortunen, men jeg kunne ikke. Jeg var seriøst ude af stand til at rejse mig fra sengen. Så med dårlig smag i munden - både bogstaveligt talt pga. sindssygt absint-indtag og i overført betydning, fordi jeg ikke bakkede op om hverken homostolthed eller gode veninder - smadrede vi nogle temmeligt beskidte burgere sammen og vegeterede i sengen.

Jeg hoppede i aftenens løb forbi Facen, hvor en lesbisk bekendt linkede til den her artikel på EB.dk.

Som Facebook-lebben også bemærkede, spændte kommentarerne under artiklen fra det deprimerende "bøsser er klamme" til en enkelt kommentator, Anders B., der skrev et par decideret uhyggelige indlæg*:

Jeg fik virkelig ondt i maven og ville straks ringe til Bedstebøssen, som netop havde sms'et om jeg kom forbi Rådhuspladsen. Men som LL sagde - og hun har jo ret - så opnår klovnen, hvis jeg advarer mine homovenner, bare præcis det, han ønsker: 

Nemlig at skræmme folk fra vid og sans.

Jeg ringede nu alligevel til BB, som sagde, at stemningen var fantastisk i Studiestræde. Jeg bad ham passe på sig. Og kunne klokken 23.20 se, at der i hvert fald ikke ifølge Politikens festlige afrapporteringer var sket ulykker på Rådhuspladsen.

Måske er jeg pissenaiv. Men det kommer stadig bag på mig, at der sidder idioter ude bag skærmene og har så ondt over homoseksualitet. Kom nu over det. Det er jo bare kærlighed.

*Nå. Jeg kan se, at "Anders B."s kommentarer er blevet slettet fra artiklen i mellemtiden. Men altså.

---

Absindigt.

"Det er fredag, og det eneste, jeg har lyst til, er at drikke mig aldeles sanseløst beruset i den sidste sol sammen med dig."

Skrev jeg til LL. 

Og som sagt, så gjort. 

Vi ses til Priden med poser under øjnene i morgen. 

---

Tilfældig lebbesex - lige i lommen. Eller not.

Brenda er Grindr for lebber. Altså en mobil-app, der lader dig vide, hvilke homoer, der befinder sig i nærheden... og er villige.

Eller.

Brenda burde være Grindr for lebber.

Anyway. Jeg befinder mig jo pludselig og igen i en form for rimelig lykkelig lesbisk tosomhed. Men når jeg lover en anbefaling, holder jeg naturligvis nævnte løfte. Og jeg fortryder intet.

Så jeg lavede en profil, loggede ind, satte mine søgekriterier til damer fra 28-39 år, der er online lige nu.

Og se så! En laaang liste med lebber. Inddelt med de geografisk nærmeste først. Så langt så godt. Men. Det var lige præcis i det øjeblik, det blev deprimerende. For Brenda er da bestemt og helt tydeligt en populær app.

I Tyskland.

...Nærmeste lebbe, der var online, befandt sig 339 km fra København.

Nå. Jeg loggede lige på igen, mens jeg sad på toilettet (hold nu op. Vi gør det alle sammen. Det mærkeligste ved at spille Wordfeud med sine venner er, at man ved, de sidder på kummen, når man får en notifikation om, at "It's your turn. Bedstebøssen played "Tubas" for 39 point").

Og jeg kan se, at der er flere kendte lokale lebbeansigter blandt brugerne nu, hvis bare man slår kriteriet om, at de viste homoer skal være online, fra. Men hvad er der så egentlig ved det? Så er det jo bare Boyfriend (jaja, Girlfriend) med færre damer. Det sjove var jo netop, at man kunne homospotte ude i virkeligheden.

Og nu kommer jeg i tanker om, at jeg sgudda skulle have tjekket den i går til demoen. Æv. Må prøve til priden på lørdag.

Ses vi i øvrigt der?

Hvor om alting er. Du kan finde BRENDA - THE LESBIAN DATING APP i iTunes Store. Og jeg ville gerne have vist et screendump af app-forsiden. Men den ligner noget fra '97. Eller 2002, som er det nye '97.

Og jeg har tagget dette indlæg med "fisse". Fordi jeg tænker, at app'en henvender sig til damer, der gerne vil have fisse. Så det.

---

Fra lesbisk venlighed til kutprutter. Et studie i ufrivillig stream of consciousness.

Jeg var til yoga i går. Jeg har nemlig langt om længe fundet et sted, hvor kvaliteten af undervisningen overgår min indædte angst for kutprutter (det hed det altså på min efterskole i slut-halvfemserne. I ved, når man ved et uheld - eller med fuldt overlæg - pruster luft ud af kussen).

Et yogacenter, hvor man ikke behøver at føle sig som verdens stiveste menneske, fordi alle andre tilstedeværende er gået i spagat, allerede inden timen er gået i gang. Og hvor stillinger og ind-/udånding bliver pædagogisk forklaret, fordi samtlige deltagere ikke har været på tomåneders bikram-ophold i Indien.

Hurra!

Og glad tog jeg derfra efter veludført downward-facing dog, hvor mine hæle kun var omtrent tredive centimeter fra måtten. Og ja - det sagde hun ganske rigtigt også i går.

Ringede til Livslebben, og sandelig om ikke det passede præcis med, at hun var i parken med Homohunden.

(Må lige indskyde, at jeg både er stolt og flov over, at de tre navngivne væsner på bloggen er: Livslebben - LL, Bedstebøssen - BB (som i øvrigt har udtrykt meget klart og præcist, at han hader sit pseudonym. Oh well. Synd, at det ikke er hans blog, hva') og Homohunden - HH. Bogstavrim. Jeg synes, det er formidabelt)

Jeg drønede op af bakken på min cykel. Kyssede og sendte gentagne gange LL af sted på jagt efter homohunden, der er lige så glad for damer som sine ejere. Kræet måtte hentes i alle fire verdenshjørner efter at have jagtet et stykke særligt lækkert hunhundehale.

Og apropos damer, der elsker damer (en titel, som Stieg Larsson i øvrigt overvejede til fjerde bind i trilogien. Inden han indså, at der ikke bare sådan lige kan være fire bind i en trilogi. Parentes i parentesen: Too soon?).

... Og SÅ var der ellers lebbefest i hundeskoven. Eller. Jeg gætter i hvert fald på, at yderligere to hundelufterpar var mere end bare veninder. Også uden at have set hverken snav eller anden form for kærlig kropskontakt.

Første par var ret unge og havde en halvstor hund, som forfra lignede en pageklippet kvinde, der kunne hedde Dorte eller Bodil eller Tove. Hvilket i øvrigt er sjovt, fordi jeg er næsten sikker på, at jeg for halvandet års tid siden delte gade med et lebbepar, der havde en hund med netop det navn. Altså Dorte eller Bodil eller Tove. Eller et andet lignende godt mor-agtigt-plus-halvtreds-årig-folkeskolelærer-navn.

(Selvom ansigtsblindhed forhindrer mig i at sige det med absolut sikkerhed, tror jeg, der her var tale om et andet par. Jeg synes ikke, hunden lignede.)

Nå. Sidespor.

Lebberne i parken sad med kyske ti centimeter mellem sig. Kyssede ikke og var begge to så tilpas laid-back hippe, at det var svært at skelne strikket tophue fra decideret lesbisk hovedbeklædning. Eller klassiske homo-trainers fra smarte New Balance-sneakers. Men jeg tror alligevel, de var et par. De var fx meget fælles om Projekt Hund.

Råbte lige meget på (af) den, når kræet gøede for højt. Svarede i kor, hvor gammel den var. Og sådan. Og sad lidt for længe og lidt for små-tavse på en træstub i en begyndende dunkel park til bare at være veninder. Veninder snakker mere.

Næste levende lebbebillede var lidt ældre end mig og LL. Måske startfyrrerne. Måske ikke kærester. Men klart lebber. Vi snakker vandrestøvler og kansasjakker* (oh! Eller var der blot tale om endnu en hipsteruniform - alting bliver rodet sammen nu om stunder. Og ja. Jeg skrev lige 'nu om stunder'. Fordi I bare skal tro, jeg er start-30'er-lebbe. I virkeligheden er jeg din mormor).

Og frem for alt udviste begge par - men især #2 - den der helt klassiske lebbevenlighed.

Nu er det mine fordomme, der taler. Men lebber - især dem, der har krydset de 40 - er bare som regel helt vildt venlige over for andre kvinder.

Jeg kan godt lide det. For jeg tror, de flirter. Men jeg tror omvendt også, at alle, der nogensinde har textet mig en blinkesmiley, udelukkende har været ude på at komme i trusserne på mig. Og at alle der lægger en kommentar på bloggen er en lille smule forelskede i mig. Og at de par stykker af jer, der rent faktisk har skrevet, at I er forelskede i mig - altså i blog-mig - (og ja. Det er sket. Mit ego er aldrig blevet det samme siden) sandsynligvis aldrig nogensinde kommer til at elske andre. På den måde er jeg lidt ... dum.

Ghaar! Sidespor igen!

I hvert fald: Lebber er som udgangspunkt megavenlige over for andre kvinder. Og måske især andre lebber. Det er det der sære solidaritetsbånd, som man bliver frygteligt - omend totalt uretmæssigt - såret over, når andre lebber ikke anerkender.

*Ha. Eller "sådan en mørkeblå kviltet joggingjakke", som min veninde - og stolt landbobarn - M. stadig griner af, at jeg kaldte den termojakke, jeg havde gaflet i en genner for år tilbage.

Og i dette øjeblik vil jeg gerne undskylde for ovenstående virvar af indskud og parenteser og dårlig onkelhumor. Jeg har - afsløring! - forberedt dette indlæg på forhånd. "I går" er faktisk "i dag". Eller "i nat!". Det er sent. Det er nat. Jeg sover nu. Og fortryder i morgen. Som er i dag. Og carpe diem og alt det pjat.

---

Plat. Undskyld.

Jeg kørte på skateboard ned til Bedstebøssen i fredags. For første gang helt alene. Det gik ... langsomt. Men! Jeg faldt ikke (sejr!). Til gengæld følte jeg mig nogenlunde sådan her alligevel:

Tak, imgur.com

Jeg øver mig virkelig i at være ligeglad med, hvad folk tænker. For nogen stor skateboardstjerne er jeg langt fra. Passerede jævnaldrende mand i mit rullende skildpaddetempo ned ad Sønder Boulevard. Og han sagde noget kækt. Måske "you go girl". Måske noget andet. Og jeg tror ikke, det var venligt ment.

Og apropos "rullende skildpaddetempo", kan I da lige (nu vi alligevel leger sjovheds-gif-legen) se den her video (fordi jeg givetvis aldrig nogensinde i mit liv igen kommer til at kunne droppe det filmklip med et "apropos rullende skildpaddetempo").

Det er en af mine all-time-favoritter. Husk at skrue op for lyden. 

Hæ. Så den lige igen. Og grinede. Igen. Videoen er blevet set mere end 5,4 mio. gange. Jeg har nok forestået ca. 400.000 af dem.

---

Homodemo og kylling i Dexter

Homodemo var mægtig fin. 

Havde nok kun været finere, hvis såkaldt lebbe ikke havde valgt tre kilometers demomarch til at indvie sine splinternye flotte lebbesko (en lebbesko er fladt, lidt råt herreinspireret fodtøj, hvis du vil vide det).

Vabler.

Havde LL i en hånd, homohund i en anden og en klar fornemmelse af, at samtlige homoer, jeg nogensinde har mødt, var der og hilste på. En stor regnbuefarvet familie. 

Sagde nej til Lebberne K&E's forslag om post-demonstruel fællesspisning. Fordi LL og jeg måske/måske ikke havde glædet os det meste af dagen til at spise verdens bedste rester og se Dexter i sengen. 

Vel hjemme hos mig, gik det dog op for os begge, at - O ve! - ingen af os havde tænkt på at tage computer med. Hendes stod i Valby, min efterlod jeg på kontoret (hvor jeg også burde have efterladt lebbeskoene). 

Men LL tog en for holdet. Og mens anden halvdel af verdens lækreste helstegte økokylling hygger sig i ovnen, er hun fanme hoppet over bakken for at hente sin Mac. 

Vi er ret dedikerede Dexter-fans her i huset. 

---

Kære heteromennesker...

Okay. Vi ses jo til en virkelig vigtig demonstration senere i dag (seriøst - kom!).

Men jeg ville lige smide jer denne her ret så fantastiske lille bid stand-up-poetry også - den er bare virkelig simpel og elegant og præcis.

...Og performet af en temmelig hot lebbe: Denice Frohman, som i øvrigt er verdensmester i poetry slam.

Nå. Nok snak - bare se den:



Jeg fandt videoen, fordi jeg havde set en anden video fra Upworthy igen og igen. Og igen. Nemlig en bid poetry slam med en hjerteknust OCD-poet, Neil Hilborn.

I har sikkert allerede set den, den bliver beskrevet som "the video that blew up the internet" og er gået super-viral på meget kort tid:



Den er vild, ikke?

Jeg har set Neil Hilborn-videoen fire gange nu. Og har fået tårer i øjnene hver gang. Og jeg er altså ikke såååå meget en tuder (lige meget hvad Livslebben siger).

Jeg følger Neil Hilborn på Facebook nu, fordi det er sjældent, jeg har oplevet så stor umiddelbar sympati for et menneske på en skærm. Det er bare så pinefuldt. Og ærligt. Nå. Men jeg like'de ham vist i torsdags på Facen, og da havde han så vidt jeg husker omtrent 1.000 likes - måske endda mindre. Jeg tjekkede lige igen - og han har så i mellemtiden rundet 42.000 likes!

Fuldt fortjent. Han er et godt menneske. Det er jeg helt sikker på.

Nå. Men det var via hans profil, at han anbefalede homo-videoen øverst med en meget sød status, der bare lød:

"I like this poem. I think this poem is quite good. You should check out this poem that I think is quite good. http://www.upworthy.com/dear-straight-people-we-have-to-talk"

(Hans sprog i den status minder mig i øvrigt om to af mine yndlingsforfattere rolled into one: Erlend Loe og Jonathan Safran Foer. Kan I se hvad jeg mener?)

---

Hverdagslesbisk. Bare hverdagslesbisk.

Jeg har skrevet knap 400 indlæg på knap halvandet år. Og jeg kan ikke huske, om jeg allerede har skrevet om det her.

Det her med at holde i hånd.

Der er mange aspekter af en homokærlig hverdag, der er sårbare. Men for mig er intet så sårbart som at holde i hånd - eller ikke at holde i hånd - ude i virkeligheden.

Jeg sprang ud for otte år siden. Jeg var 25. Det var ikke svært. Snarere tværtimod, egentlig. Jeg nød nok lidt at være 'noget særligt' - at tilhøre en minoritet, som kunne undersøges og foldes ud. Provokere.

Lige som da jeg var teenager og malede peace-tegn på mine lilla Doc Martens. Jeg havde ikke noget problem med at skille mig ud (og har nok i øvrigt ikke skilt mig helt så meget ud, som jeg gik og troede/håbede - hverken med hippie-udklædningen eller homoseksualiteten. Ha).

Min første damekæreste og jeg lavede fisseøreringe i fimo-ler. Dem har jeg vist endda engang lovet at vise frem her på bloggen (det må jeg lige gøre alvor af snart). Købte feministiske t-shirts og gjorde en dyd ud af at tage hinanden i hånden i en katolsk kirke i Madrid. Ned med autoriteterne!

Og her står jeg så i dag. Og vil bare gerne være i fred. Ikke provokere, bare være på lige vilkår med alle andre.

Hvor homoseksualitet nok for mig startede som et valg - bevares, et dejligt valg, men jeg prøvede det i første omgang mest af af nysgerrighed - så er det det bare ikke mere. Jeg er blevet mere og mere lesbisk med årene. Mere og mere tilpas i min identitet som hverdagslesbisk. Ikke som vred lesbisk eller oprørsk lesbisk eller feministisk lesbisk. Bare hverdagslesbisk.

Jeg har meget svært ved nogensinde at se mig selv sammen med en mand igen. Selvom jeg stadig har været sammen med flere mænd end damer i mit liv. Jeg vil bare gerne have et ret så helt almindeligt kærligt liv med en kvinde. Stille og roligt og uden at vække opsigt.

Men nogle gange er det bare tydeligt, at både Livslebben og jeg laver en lynhurtig kalkyle og slipper taget i hinandens hænder. Hvis vi går tur og der fx kommer vestegnslignende knægte imod os. Fordi det ikke er værd at vække opsigt. Måske er det bare den der oprørsfølelse, jeg havde i metermål i mine tyvere, der så småt bliver afløst af noget ro. Måske har jeg bare givet op.

Og egentlig meganederen af mig, at jeg lader mine fordomme om deres fordomme definere måden, jeg handler. Så får ingen jo nogensinde lov at modbevise noget.

Jeg tænker - og skammer mig - over, at jeg slipper taget i hånden. Allerede i øjeblikket. Men jeg slipper alligevel. Accepterer, at jeg vælger mine kampe.

Men hey! Hvor vover jeg egentlig at skjule min kærlighed, når jeg lige har skrevet en klumme til Homotropolis om aldrig at tie om min seksualitet igen.

Måske skulle jeg finde fisseøreringene frem fra gemmerne?

NB! Husk, at der er homodemo i morgen kl. 17 fra Christiansborg Slotsplads!

---

Verdens bedste weekend. Igen. Gid det var overskriften på alle søndags-indlæg.

For en uge siden sluttede modeugen. Det vil i min branche sige benhårde - omend skægge - arbejdsdage fra helt tidlig morgen til et godt stykke efter midnat. Mange dage i træk. Og for mit vedkommende faktisk uendeligt lille alkoholindtag. Deprimerende lille, egentlig.

Hele den netop overståede uge har derfor været lidt en sløret omgang pusten-ud og mærken efter, om man mon - ligesom resten af kontoret - faktisk var ved at blive syg, fordi man presser sig lige hårdt nok.

Og med så elendig planlægning, som jeg formår, havde jeg ikke sørget for at have én eneste stille og rolig aften i ugen-efter-ugen. Livslebben og undertegnede havde faktisk ikke set hinanden siden sidste søndag!

Derfor foreslog jeg hende, at vi tog ud i det blå lørdag. Og selvom jeg prøvede at trække i land, da jeg vågnede lørdag formiddag til silende regn og med lidt tung pande efter fredagsmiddag med Bedstebøssen, kom vi faktisk af sted. Sgu. Selvom det stod ned i såkaldte stænger.

Vi pakkede Homohunden, den bærbare Weber og et par soveposer, og så tog vi en bus to timer ud til nogle hemmelige shelters, hvor man kan være i fred.

Mit soveværelse og mit køkken i går og i dag.

Lavede mad, drak øl, kogte kaffe over bål og puttede.

Og det var kun lidt uhyggeligt, da det blev mørkt - meget mørkt! - for LL lå på den ene side af mig og Homohunden på den anden. Og man var helt i læ for støvregnen under det græsbevoksede sheltertag.

Jeg er ret tosset med kontrasten.

For lige så vild, som jeg er med de der dage med røde læber og flydende eyeliner på Fortunen med fashion-slænget, lige så lykkelig føler jeg mig i jeans, der gerne må blive snavsede (læs: der nok ikke var helt rene, da jeg tog hjemmefra. Som måske endda blev fisket op af vasketøjskurven. Ret sikkert, faktisk), tissetår bag en busk og laaaange gåture i modvind langs en strand med verdens tryggeste hånd i min.

(...Og ikke mindst fjollede nætter, hvor man vågner en gang i timen, fordi en yogamåtte faktisk ikke er særlig velegnet som liggeunderlag.)
 
Bonusinfo: Jeg har lige - måske som den første nogensinde - slået "tissetår" op på Dansk Sprognævns hjemmeside. For at undersøge hvordan man sætter begrebet i flertal. Jeg blev ikke meget klogere.

PS. Jeg har tagget det her indlæg som 'typisk lesbisk'. Fordi jeg trods alt har sovet i et shelter af egen fri vilje. Også selvom jeg ikke ejer et par bukser med lommer på lårene og lynlåse ved knæet, så de kan konverteres til shorts i varmt vejr. Seriøst.

---

Bøf Bearnaise med Bedstebøssen på Boulevarden

I går bød Bedstebøssen på Boeuf Bearnaise på boulevarden (alliteration for the win).

Vi kævlede og kævlede, og det var formidabelt at se ham efter måske to uger uden rigtig bøssetid.

Kender I de der venner, hvor man aldrig rigtigt taler om, hvad der er sket siden sidst, fordi man altid er 100 pct. opdateret og kan hoppe direkte til den rigtige snak?

Sådan plejer det totalt at være med BB, men sikkert fordi vi begge har haft så travlt den seneste tid, skulle vi ligesom lige finde ind forbi trivialiteterne først: "hvad lavede du sidste weekend?", "hvordan har xx det?", "går det godt på arbejdet?".

Ikke at vi ikke kom igennem opremsningerne og ind til det gode. Det tog bare lige en times tid, før vi landede der.

En del af mig savner dengang for fem år siden, da jeg var roommates med søde M. ude i Nord(læder)vest, og hun megagrinede, når hun gik forbi mit værelse, hvor BB og jeg ofte hang ud. Fordi det eneste hun kunne høre gennem døren var vores spæde røster, der sang med på Abba-karaokevideoer fra YouTube.

Eller dengang for syv år siden, hvor jeg boede inde ved Søerne og skrev min BA sammen med BB på mindre end en uge. Først med tandpine, dernæst i herlig morfinrus som resultat af udtrukken visdomstand. Men vi klarede den. Og vi fik 10.

Eller dengang jeg boede i Indre By og et par gange arbejdede bag baren på Vela, og BB naturligvis var med hele vejen. Og vi spiste franske hotdogs fra 7eleven på vej hjem, mens solen stod op. Og blev enige om, at det værste der kunne ske var, hvis vi tabte nævnte hotdogs. Det værste.

Eller alle fredagsbarerne på uni, alle de nætter vi sov sammen, fordi vi ikke gad tage hjem til os selv, al kaffen, alle søndagene, alle scoringerne. BB og jeg har ikke kun hørt hinanden dyrke sex. Vi har set det. Set det.

I et vemodigt øjeblik ville jeg gerne være 23 igen. Eller 25. Eller 27.

Men det er virkelig også toppen at være 32. For i de sanseløse bytures, al usikkerhedens og den endeløse weltschmerz' sted er er jo landet noget mindst ligeså fint.

Nemlig en helt ny ro - og en historie om et venskab, der fylder fucking ti år næste sommer. Ti år!

Og så står man her så småt på vippen til midt-i-30'erne. Går stadig i byen og har ikke umiddelbart planer om familieliv. Men er pludselig også fornuftig nok til at vende snuden hjem fra middagsselskabet ved totiden, fordi man skal tidligt op lørdag. Og ikke gider have tømmermænd. Og egentlig havde planlagt en weekend-telttur med Livslebben på en naturlejrplads i Tisvildeleje i dag. Men nok godt kan se, at en regnvejrsgåtur på Fælleden er mere realistisk. Hej efterår.

Egentlig er alting jo faktisk bare præcis, som det skal være.

---

Orange is the New Black er SÅ meget det nye sort.

Åh. Jeg har sagt det før. Jeg ved det godt.

Men! Den nye Netflix-only serie Orange is the New Black er seriøst fantastisk. Lesbisk drama i et kvindefængsel. Bare bryster og cunnilingus i badet.

Som min (søde men liiiidt bonerte) heteroveninde sagde, da hun anbefalede mig den: "Der er altså rigtig mange bryster. Rigtig mange."

Hun har ret. Og der er lesbisk sex og lebsisk kærlighed. Og lebber. Masser af lebber. Jeg er forelsket i alle de korthårede. Inklusiv Crazy Eyes og Boo. Ja. Dem alle sammen.

Nu har jeg set hele første sæson. Det gik godt nok hurtigt. Livslebben og undertegnede prøvede at rationere. Men det gik ad helvede til. Mere vil ha' mere. Og det sagde hun også i går - det hele på nær første sætning i det her afsnit, egentlig.

Anyways. Netflix-menneskerne har heldigvis allerede lovet en sæson #2.

Og mens jeg pænt venter, skamlytter jeg til Regina Spektor. Som jeg nærmest havde glemt. Men som faktisk har lavet den sang, der i årevis var det eneste, der kunne stoppe min panikangst, når jeg befandt mig i en flyvemaskine.

Ja.

Jeg er ikke kun lidt flov over at jeg repeat'ede "Samson" med Regina Spektor på en hel flyvetur Kbh-Barcelona for nogle år siden. Men den er bare så god og fin og meget, meget beroligende.

Jeg kan også spille den på klaver. Faktisk.

Og titelsangen til Orange is the New Black er altså også virkelig fed. Bliver nok aldrig en decideret fobi-beroligelsessang (mest fordi den er ret punket).

Men god, dét er den:

---

Den såkaldte lebbe er en form for berømthed

Jeg blev for en tid tilbage spurgt af de megarare og ret så seje mennesker henne på Homotropolis, om jeg kunne have lyst til at skrive et bidrag til deres rigtige, vaskeægte, trykte, fysiske, virkelige magasin, som man kan holde mellem hænderne, og som udkommer i forbindelse med Priden.

Jeg sagde selvfølgelig ja.

Kogte i min egen sovs af dårlig samvittighed og komplet idefattigdom et par måneder men fik alligevel - naturligvis i elvte time - afleveret en klumme. Og glemte så ellers alt om det.

Indtil jeg forleden dag var forbi Oscar. Jeg spurgte bartenderen - Min Nye Bøsse - om de havde bladet? Han svarede ja, men at alle magasinerne dælme allerede var væk. Rygter om lebbeklummer spredes sygt hurtigt, og homogribbene havde været der og ribbet standeren.

Men! Skulle det samme være hændt jer, så fortvivl ikke - I kan naturligvis læse mine viise ord på nettet. Og gør det da lige i Homotropolis' flotte magasin. Det finder I her - jeg bor på side 28-29:

Homotropolis Pride Issue 2013

Og hvis I falder over et fysisk magasin, må I gerne sende det til mig, så jeg ikke kan sende det til min mor. Som efterhånden er det eneste menneske, der ikke ved jeg er homoblogger.

---

To Russia With Love - demo for bedre homo-vilkår i Rusland!

Okay. Egentlig gider jeg ikke gå ind i sladderfnidder. Men det her - som er all over the facebookses - får mig alligevel relativt højt op i det røde felt.

Jim Lyngvild, modediktator og ny-fyret fra tjansen som vært for Priden (Homotropolis forklarer dén sag aldeles fint lige her), er nemlig blevet fanget i følgende opdatering forleden:

Hvilket i øvrigt må tjene som en udmærket reminder om, at lige meget hvor lukket og privat din facebookprofil er, er dine statusopdateringer kun et skærmdump fra at havne på resten af the interwebs. Jeg er fx ikke venner med JL, men statusen er blevet delt flittigt i min feed ikke desto mindre.

Ja. Jim Lyngvild får lige sammenlignet de vilkår, der førte til hans fyring fra Pride-værtsrollen, med forholdene for homoer i Rusland.

Megaflot alligevel.

Jeg lader statusen stå for sig selv og vil egentlig blot opfordre ALLE, der befinder sig i København på tirsdag, til at komme forbi Rådhuspladsen ved fyraftenstid og støtte op om demonstrationen To Russia With Love.

Så går vi nemlig i samlet flok mod den russiske ambassade. Og apropos russiske ambassader, har vores naboer Hinsidan malet fodgængerfeltet foran den russiske ambassade i Stockholm sådan her:

Svenskere er virkelig seje.

To Russia With Love
Demo fra Rådhuspladsen til den russiske ambassade
Tirsdag den 20. august kl. 17

---

Blogpost, jeg døber dig Æblemost. Selvom Ævlebævle måske er mere præcist. Eller Ævlekævlebævle. Eller bare Kævl.

Jeg smuttede fra work allerede ved halv tre-tiden i dag. Jeg synes, jeg havde fortjent det.

Skulle bytte et par sko, som jeg udelukkende havde købt, fordi de ikke havde fået dem hjem, jeg egentlig var på udkig efter. Og så føltes det bare så tomt at forlade butikken uden i det mindste bare et vilkårligt par sko. Som jeg godt vidste, jeg ville bytte. Nærmest allerede da jeg betalte for dem. Forbrugerisme i tredje potens. Så flot.

Nå. Fik en sms lige inden jeg tog fra kontoret.

Min Nye Ven - og senest tilføjede Bøsse-M i rækken - spurgte, om vi skulle mødes til en kop, når han havde fri ved 20-tiden? Jeg havde imidlertid lige sekundet før udsat en anden aftale samme aften med Bedstebøssen (første Bøsse-M i rækken), fordi mit hjem var ved at nærme sig et stadie, hvor jeg ikke engang selv (og mine standarder er under gulvbrædderne på den front) kunne holde det ud.

Og fordi jeg faktisk var så træt, at jeg kunne sove for evigt oven på den der begivenhed i sidste uge, der sætter sig overskrævs på mig to gange om året (hver gang i nye klæder) og kræver min fulde opmærksomhed. (I ved godt, det er modeugen, jeg mener, ikke?)

Så jeg takkede pænt nej. Eller. Nu lyver jeg faktisk. For jeg gjorde det, jeg ofte gør med sms'er: Puttede telefonen i tasken med en note a la "jeg svarer senere" til mig selv.

Men på vej fra arbejde til byttebutik cyklede jeg alligevel lige forbi Oscar. Hvor Min Nye Bøsse arbejder. Kiggede efter ham på vej forbi og sandelig! Der stod han jo. Stak hovedet indenfor, blev udstyret med en æblemost og en stol i baren og kævlede så ellers en halv times tid, inden jeg brød op.

...I samme øjeblik som jeg hoppede ned fra barstolen (dog ikke ned fra baren, som jeg først fik skrevet, hilsen Coyote Ugly), trådte naturligvis hende-med-det-hebraiske-alfabet ind ad døren. Hun kender også M.

Vi konverserede kort, og jeg bød adjø. Og først da jeg låste min cykel op, blev jeg - igen - flov over den forfærdelige sms-besked, der kun ved et ganske særligt lykketræf ikke eksisterer i en skærmdump-version et eller andet sted derude (please).

Og nu er klokken tyve over ni. Og jeg har fejet hele hytten (nogle gange er det simpelthen bare for meget et projekt - et projekt - at finde støvsugeren frem). Jeg har købt ind, og jeg har rent faktisk spist noget, der vækker mindelser om fornuftig aftensmad.

Og lige nu putter jeg i rent sengetøj. Og livet er ret ok.

---

Så åbner vi godteposen (som man siger).

Jeg havnede tidligere i dag ovre på bloggen Dines - The Infotainer i en gevaldig overspringshandling, fordi en veninde sammenlignede min og hendes blog (hvilket i øvrigt er en sammenligning, der ingensteder hører hjemme. Infotainer-bloggen er simpelthen så fin og klog, at jeg får røde ører blot af at skrive om den og liden Lebbelivet i samme sætning).

Jeg har besøgt bloggen før - flere gange - men jeg har aldrig været så god til det der med at følge blogs. Mangler nok en form for samling på shittet. Så fast læser er jeg ikke. Af noget. Ud over Lamebook. Det er jeg ikke stolt over.

Men jeg blev virkelig grebet af Infotaineren ved dette besøg.

Den er meget privat, og forfatteren - "Dines" - har gennem hele bloggens mere end fire år lange levetid værnet om sin anonymitet. Jeg tror, det er en del af årsagen til, at den er så rørende. Fordi hun tør at blotte sig langt ind i sjælen under sit dække.

Det savner jeg nogle gange her på Lebbelivet - altså at kunne være helt åben og hudløs.

Hvorfor?

Tjoee...

- Fordi der altså er en del, der har regnet mig ud.

- Fordi ekskærester, potentielle gen-kærester (ental) og tidligere elskere læser med. Og ved hvem jeg er. Og frem for alt: Ved hvem de er, når de bliver nævnt.

- Fordi jeg et eller andet sted er pissehamrende opmærksomhedshungrende og ikke kan holde min kæft med, at det er mig, der står bag, hvis nogen omtaler bloggen. Jeg praler ad helvede til. Især når der er alkohol involveret.

- Fordi jeg flere gange, end jeg er stolt over, er kommet til at skrive mit eget navn, når jeg omtaler mig selv på bloggen. Kun for at slette og erstatte med "Såkaldt Lebbe" i redigeringsfasen (som denne blog har lært mig vigtigheden af. Almindeligvis er jeg alt for doven til den slags genlæsning).

Og det samme med Livslebben. Hun ville dø, hvis hun vidste hvor mange gange, jeg lige har fået rettet hendes rigtige navn til pseudonymet i sidste sekund inden udgivelse. Den er dog aldrig decideret glippet...endnu. Jinx! Jinx!

Men måske skulle jeg bare sige fuck it. Dele lidt mere ud af godterne. Igen. For de er der jo alligevel, hvis I kigger tilbage i arkiverne og søger på fx "kønsbehåring".

Så må man jo bare tage det skrald, der evt. må følge. Flovhedsskrald primært.

---

Lykke og lort. Helt præcist.

Okay. Breaking news. Agtigt.

Hende damen, jeg ser i bibelsk forstand, er faktisk den samme dame, som jeg har set i bibelsk forstand de seneste to år. Med undtagelse af et par måneder her i foråret.

Vi kunne åbenbart ikke rigtigt finde ud af ikke at ... se hinanden i bibelsk forstand.

Så i virkeligheden er det altså Livslebben, jeg har kørt på skateboard med og hængt ud i diverse parker med. Og kysset med. Og alt det der. Jeg skulle bare lige været parat til at sige det højt og sådan.

Det hele er selvfølgelig supersårbart og ømt og privat. Og stadig skrøbeligt. Men også ret så lykkeligt.

Ovre i den anden grøft tog Homohunden så lige en ordentlig bid af en menneskelort her til morgen, da vi var ude at gå. Så kan man lære ikke at blive alt for optaget af at glo ind af folks vinduer. Altid et øje på hunden. Altid. Klamme dyr.

---

Nej. "Jeg er lebbe" er ikke et forsøg på at flirte, monsieur.

Jeg er simpelthen så topsmadret. Jeg er jo beskæftiget i denne her branche, der fejrer sig selv med en omgang champagne og lidt hyggebulimi to gange årligt, så jeg har vist arbejdet omtrent 50 timer på tre dage.

Hvis det kan gøre det.

Jeg prøver at tænke klart lige nu, for egentlig ville jeg gerne have skrevet noget klogt om, hvorvidt lebber har højere forventninger til, at kæresten skal være en decideret soulmate, der forstår hvert et lille emotionelt spjæt, man foretager sig, end heterodamer har.

Men jeg orker ikke rigtigt.

Jeg havnede nemlig på bar med kollegerne i går aftes, og selvom jeg faktisk lå i min seng før midnat, blev vi alle sammen ret så fulde.

Jeg erindrer blandt andet, at en meget pågående herre, der var en perifær bekendt af en bekendt - jeg havde aldrig mødt ham før - prøvede at kysse mig. På den højst upassende måde, som jeg ingenlunde havde inviteret til. Nej tak, mister.

Jeg tørrede ham af på en anden kvindelig kollega, megastrengt egentlig, men faktisk burde jeg have sagt helt tydeligt fra. Kort og hårdt. Fortalt ham direkte, at det absolut ikke er ok at være så aggressiv - og hamrende ikke-receptiv, come on, han havde jo ikke en chance! - i sin flirt.

Da jeg bakkede væk fra ham - the coward's way - tænkte jeg, om jeg skulle have sagt, jeg var lesbisk. Bare for at afværge.

Men som jeg senere talte med en veninde om, ville det sikkert bare have ansporet ham yderligere.

I kender godt typen, ikke?

Men han fik nu ikke lov til at ødelægge hverken humør eller aften.

Fuck, jeg holder meget af:

• Mit job
• Mine kolleger 
• Mit friggin' liv

Jeg har givet hele mit hold fri i morgen. Blandt andet så jeg selv kan krybe sammen under en dyne med hende den pæne i aften + med god samvittighed og ingen angst over at sove fra vækkeuret.

God lørdag, folks.

---

Olympiade er altså også (homo)politik + Stephen Fry

Det her nedenfor synes jeg godt, at alle kunne læse i dag. Det er vigtigt og smukt, og man får (endnu mere) respekt for Stephen Fry, når man har læst det.

An Open Letter to David Cameron and the IOC

Jeg er i øvrigt lavet af travlhed i disse dage. Seriøst. Bygget op omkring en kerne af stress og hurtige beslutninger og rigtig meget kaffe og ret ussel mad. Og meget lidt lesbianisme (sad smiley). Jeg gør mit yderste for at smide noget på bloggen de kommende dage, men man må ikke hænge mig, hvis det glipper. Iveller?

---

Håndbold og roller derby. Ikke decideret lebbesport.

Eksternt møde på work. Vi smalltalker i pausen og taler blandt andet om min (AFSINDIGT ALVORLIGE) skateboardskade.

Branchekollega (der vist ikke kender mine seksuelle præferencer - eller bare er udpræget høflig i sammenligning med mine egne kontorfæller):
Jamen der er også mange af mine veninder, der er begyndt at skate. Og så er de blevet inviteret med på en skate-camp. Selvom det vist mest er lesbiske, der deltager på dem.

Mig:
Ja. Roller derby er vist også lidt af en lebbesport.

Kollega:
Altså, det er jo ikke kun for lesbiske. Der er bare mange. Man kan vel ikke kalde det en decideret lebbesport.

Mig:
Hmm. Lidt ligesom at man ikke kan kalde håndbold en decideret lebbesport.

---

En lille sejr til transkønnede

Det her er fan'me da værd at fejre: Lægeuddannelse ændrer definition af transkønnede.

Kort fortalt: I den opdaterede udgave af medicinstudiets lærebog om psykiatri er transkønnethed fjernet fra sygdomslisten.

”Hvis ikke det opleves som en forstyrrelse, så synes jeg heller ikke, det skal defineres som en forstyrrelse,” lyder det fra forfatteren.

...Som man faktisk burde sende en buket roser.

Så kan vi jo bare håbe, at Folketinget følger med, næste gang forslaget er til afstemning.

Og for et øjeblik glemme, at ændringen vel reelt set først slår rigtigt igennem om små 10 år, når næste semesters førsteårs-medicinstuderende skal ud i den virkelige verden...

---

Skateboard-skade og cykelløb. Hvem sagde lebbe?

Puhada. Weekenden fløj af sted. Fredag i en park med en helt ny ven, øl, improviserede tapas og Rodriguez i baggrunden.

Lørdag på skate-området på Carlsberg, hvor jeg tilbragte tre timer med hende der, I ved nok, og frem for alt med at lære at dreje. DREJE! Både til højre og venstre. På skateboardet, forstås. Som jeg nu mestrer lidt bedre.

Jeg har fået min første skateboard-skade. På armen (det er ikke mit lår, perverts).

Jeg havde håbet, hudafskrabningen var liiidt større. Og jeg har brugt ret så mange fotofiltre for overhovedet at gøre såret synligt på billedet.

Men det er der. Og det er der, fordi jeg blev lidt overmodig (ja, nu I spørger: Jeg prøvede at dreje til venstre, før jeg var parat).

Lørdag aften skulle jeg have været til fest. Med så-så-så mange gode mennesker. Men jeg var så træt, så træt. Og helt mæt af selskab. Så vi så bare serier. Mig og hende der, I ved nok.

Faktisk så vi serie, ental. Men til gengæld seks, måske syv (måske otte) afsnit i streg.

Af Orange Is The New Black, selvfølgelig.

Det er den nye Netflix-serie om lesbisk drama i et kvindefængsel i Upstate New York. Og ja, det er lige præcis ligeså godt, som det lyder. Mange bare bryster.

Det er Jenji Kohan (hende med Weeds), der har lavet Orange Is The New Black, og den er pissegod. Og der er masser af - errrm, inspirerende - hede scener. Mine varmeste anbefalinger.

Søndag så vi sandelig cykelløb. I en time. Oppe ved Zoo. Post Danmark Rundt. Sådan er det, når man dater en lebbe. Så ser man lige Post Danmark Rundt. Fx. Serviceinformation: Det var ham der Cavendish, der vandt. Tror jeg.

Og sådan kom vi omkring hele min weekend. Der var en tour de force i alt, der er godt og smukt. Hvilket er en formidabel optakt til en af de der uger, der bliver så travl, at man ikke må hate på potentielt blogger-fravær.

---

Øl og musik og hippier

Fredagsplaner:

Sol (meget), sixpacks (flertal), skateboard (ja!), hund (nårrh), Vanguard og Rodriguez (oooh) fra en freeloadergræsplæne (fy!), aktivist-hippier (nårrrh igen), lækre lebber (i hvert fald to, undertegnede inklusiv + hurra) & tonsvis af kærlighed (også nårrrrh).

Meget, meget tilfreds.

---

Lebben som - praktisk talt professionel - skateboarder

Okay. Jeg dater jo en kvinde, som jeg ærligt talt er ret forblændet af.

I går hentede hun mig fra work. Hun havde lige mødtes med en kammerat, der er skateboarder - vist med et par mesterskabstitler under bæltet - og som havde et board, hun kunne købe billigt.

Hun har selv skatet tidligere og drømmer om at komme i gang igen. Og nu er der jo faktisk ikke noget mere sexet end en kvindelig skateboarder, så jeg er sygt pro ideen.

Og der sad vi så på Sønder Boulevard. Hun forsøgte at lokke mig til at prøve, men jeg turde seriøst ikke sætte begge fødder op på den rullende satan. Det virkede meget farligt sådan at lægge skæbnen i hendes, bevares, stærke arme, som hun lovede ville gribe mig.

I stedet så jeg til, mens hun og to præpubertære knægte på løbehjul (undskyld, scootere, det hedder et løbehjul åbenbart nu, hilsen Lebben, 70 år) legede løs. Jeg turde bare ikke.

...Lige indtil jeg godt turde alligevel. Og faktisk ikke var til at hive ned igen. Det handlede nok lidt om, at jeg lige nåede hjem og fik skiftet fra ballerinaer til Converse. Og fandt ud af, hvor pisseskægt, det er. Og relativt ufarligt. Det er jo ligesom at lege!

Vi brugte et par timer på en parkeringsplads, og det endte faktisk med, at jeg næsten ikke var bange længere. Og kunne dreje, mens jeg stod på skateboardet. Lidt.

Og ja, ja - jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg nok bør passe lidt på med alt det der impuls-hobbyisme. - Men jeg kigger nu alligevel lige lidt efter et godt brugt begynderboard og fantaserer om at tage hende den lækre med til Barcelona og skateboarde foran MACBA-museet. Der har jeg hidtil kun siddet og drukket de billige øl, som den østeuropæiske mafia sælger, mens jeg kiggede på de seje typer, der turde stå på skateboard.

Ej, jeg gad SÅ godt være sådan en, der skatede.

---