Jeg har skrevet knap 400 indlæg på knap halvandet år. Og jeg kan ikke huske, om jeg allerede har skrevet om det her.
Det her med at holde i hånd.
Der er mange aspekter af en homokærlig hverdag, der er sårbare. Men for mig er intet så sårbart som at holde i hånd - eller ikke at holde i hånd - ude i virkeligheden.
Jeg sprang ud for otte år siden. Jeg var 25. Det var ikke svært. Snarere tværtimod, egentlig. Jeg nød nok lidt at være 'noget særligt' - at tilhøre en minoritet, som kunne undersøges og foldes ud. Provokere.
Lige som da jeg var teenager og malede peace-tegn på mine lilla Doc Martens. Jeg havde ikke noget problem med at skille mig ud (og har nok i øvrigt ikke skilt mig helt så meget ud, som jeg gik og troede/håbede - hverken med hippie-udklædningen eller homoseksualiteten. Ha).
Min første damekæreste og jeg lavede fisseøreringe i fimo-ler. Dem har jeg vist endda engang lovet at vise frem her på bloggen (det må jeg lige gøre alvor af snart). Købte feministiske t-shirts og gjorde en dyd ud af at tage hinanden i hånden i en katolsk kirke i Madrid. Ned med autoriteterne!
Og her står jeg så i dag. Og vil bare gerne være i fred. Ikke provokere, bare være på lige vilkår med alle andre.
Hvor homoseksualitet nok for mig startede som et valg - bevares, et dejligt valg, men jeg prøvede det i første omgang mest af af nysgerrighed - så er det det bare ikke mere. Jeg er blevet mere og mere lesbisk med årene. Mere og mere tilpas i min identitet som hverdagslesbisk. Ikke som vred lesbisk eller oprørsk lesbisk eller feministisk lesbisk. Bare hverdagslesbisk.
Jeg har meget svært ved nogensinde at se mig selv sammen med en mand igen. Selvom jeg stadig har været sammen med flere mænd end damer i mit liv. Jeg vil bare gerne have et ret så helt almindeligt kærligt liv med en kvinde. Stille og roligt og uden at vække opsigt.
Men nogle gange er det bare tydeligt, at både Livslebben og jeg laver en lynhurtig kalkyle og slipper taget i hinandens hænder. Hvis vi går tur og der fx kommer vestegnslignende knægte imod os. Fordi det ikke er værd at vække opsigt. Måske er det bare den der oprørsfølelse, jeg havde i metermål i mine tyvere, der så småt bliver afløst af noget ro. Måske har jeg bare givet op.
Og egentlig meganederen af mig, at jeg lader mine fordomme om deres fordomme definere måden, jeg handler. Så får ingen jo nogensinde lov at modbevise noget.
Jeg tænker - og skammer mig - over, at jeg slipper taget i hånden. Allerede i øjeblikket. Men jeg slipper alligevel. Accepterer, at jeg vælger mine kampe.
Men hey! Hvor vover jeg egentlig at skjule min kærlighed, når jeg lige har skrevet en klumme til Homotropolis om aldrig at tie om min seksualitet igen.
Måske skulle jeg finde fisseøreringene frem fra gemmerne?
NB! Husk, at der er homodemo i morgen kl. 17 fra Christiansborg Slotsplads!
Det her med at holde i hånd.
Der er mange aspekter af en homokærlig hverdag, der er sårbare. Men for mig er intet så sårbart som at holde i hånd - eller ikke at holde i hånd - ude i virkeligheden.
Jeg sprang ud for otte år siden. Jeg var 25. Det var ikke svært. Snarere tværtimod, egentlig. Jeg nød nok lidt at være 'noget særligt' - at tilhøre en minoritet, som kunne undersøges og foldes ud. Provokere.
Lige som da jeg var teenager og malede peace-tegn på mine lilla Doc Martens. Jeg havde ikke noget problem med at skille mig ud (og har nok i øvrigt ikke skilt mig helt så meget ud, som jeg gik og troede/håbede - hverken med hippie-udklædningen eller homoseksualiteten. Ha).
Min første damekæreste og jeg lavede fisseøreringe i fimo-ler. Dem har jeg vist endda engang lovet at vise frem her på bloggen (det må jeg lige gøre alvor af snart). Købte feministiske t-shirts og gjorde en dyd ud af at tage hinanden i hånden i en katolsk kirke i Madrid. Ned med autoriteterne!
Og her står jeg så i dag. Og vil bare gerne være i fred. Ikke provokere, bare være på lige vilkår med alle andre.
Hvor homoseksualitet nok for mig startede som et valg - bevares, et dejligt valg, men jeg prøvede det i første omgang mest af af nysgerrighed - så er det det bare ikke mere. Jeg er blevet mere og mere lesbisk med årene. Mere og mere tilpas i min identitet som hverdagslesbisk. Ikke som vred lesbisk eller oprørsk lesbisk eller feministisk lesbisk. Bare hverdagslesbisk.
Jeg har meget svært ved nogensinde at se mig selv sammen med en mand igen. Selvom jeg stadig har været sammen med flere mænd end damer i mit liv. Jeg vil bare gerne have et ret så helt almindeligt kærligt liv med en kvinde. Stille og roligt og uden at vække opsigt.
Men nogle gange er det bare tydeligt, at både Livslebben og jeg laver en lynhurtig kalkyle og slipper taget i hinandens hænder. Hvis vi går tur og der fx kommer vestegnslignende knægte imod os. Fordi det ikke er værd at vække opsigt. Måske er det bare den der oprørsfølelse, jeg havde i metermål i mine tyvere, der så småt bliver afløst af noget ro. Måske har jeg bare givet op.
Og egentlig meganederen af mig, at jeg lader mine fordomme om deres fordomme definere måden, jeg handler. Så får ingen jo nogensinde lov at modbevise noget.
Jeg tænker - og skammer mig - over, at jeg slipper taget i hånden. Allerede i øjeblikket. Men jeg slipper alligevel. Accepterer, at jeg vælger mine kampe.
Men hey! Hvor vover jeg egentlig at skjule min kærlighed, når jeg lige har skrevet en klumme til Homotropolis om aldrig at tie om min seksualitet igen.
Måske skulle jeg finde fisseøreringene frem fra gemmerne?
NB! Husk, at der er homodemo i morgen kl. 17 fra Christiansborg Slotsplads!
Har boet snart 10 år på Nørrebro. Alle årene med min dejlige kone. I starten havde vi også en tendens til at slippe taget i hinanden, når vi mødte de såkaldte vestegns lignende drenge. Og det gør man tit. :)
SvarSletVi holdt dog hurtigt op med at slippe og er blevet så positivt overraskede over hvor få fordomme vi møder, selv blandt de mennesker vi selv tror har fordomme om os. Et par enkelte tilråb er det blevet til. Og det er selvfølgelig et par tilråb for meget, men fordelt over 10 år fylder de heldigvis ikke så meget. :)
Tak for en fantastisk underholdende blog. :)
Det gør mig glad at høre. Og du har ret. Jeg havde bare lige brug for også at minde mig selv om det. Aldrig. Slippe. Hånden.
Slet(Jeg vil lige sige, at jeg med "vestegnstyper" mente dynejakker og træningsbukser og armene-ud-fra-kroppen-gang og staccato tale og fylden-på-fortovet. Hudfarve 100 pct. underordnet! Bare lige for the record.)
Jeg sidder her og føler mig som en dårlig lebbe af to åbenlyse årsager. Den første er, at kl. er 18:38, og homoer i massevise marcherer gennem de københavnske gader for at give udtryk for, at visse personer og nationer her i verden opfører sig komplet uacceptabelt. Alt dette sker, mens jeg sidder i min sofa og hepper halvhjertet hjemmefra uden at have en egentlig grund til ikke at deltage.
SvarSletDen anden årsag er, at jeg i de fleste tilfælde ikke kan overskue opmærksomheden og den eventuelle konfrontation ved at holde i hånd. Jeg har lige givet mig selv et lille klask på kinden for at nikke genkendende og ikke mindst forstående til dit indlæg. Jeg er lidt den type, der synes, at homoseksuelle skal holde i hånd lige så tosset, de (vi, hov!) vil, for kærlighed er kærlighed, og omverdenen vænner sig aldrig til det, hvis vi alle lader være. Samtidig er jeg bare SÅ dårlig til selv at gøre det. Fx tror jeg kun, at min kæreste og jeg har holdt i hånd én gang offentligt, hvor det i øvrigt ved mørkt udenfor, og vores hænder var godt stukket ned i lommen på hendes hættetrøje. Konfliktsky type.
Jeg tror ind i mellem, at vi kan blive for opmærksomme på os selv. Tro at folk ser os meget mere, end de reelt gør. Tro at folk tænker alt mulig. Lægger mærke til, at vores hår ikke er blevet vasket i dag, at vi har en bums midt på næsen eller holder en af samme køn i hånden. I virkeligheden tror jeg faktisk, at folk langt hen ad vejen er en lille smule ligeglade. Jeg har i hvert fald en klar tendens til at gøre mig selv mere interessant i omverdenens øjne, end jeg egentlig er.
Hold hånd for H! Det skal I altså!
SvarSletKan sagtens læse hvad I skriver og osse forstå, men fordomme og andres stupiditet må aldrig få overtaget. Vel?
Det her er en fælles kamp. Jeg er gjaldende hetero - men gjaldende fortaler for accept af alle. Regnbueflag og fisseøreringe er fint nok, men da lige så vigtigt at insistere på retten til at være sig?
Mine søde børn sad og så noget børnetv om familieformer. Herunder en regnbuefamilie hvis hverdag lignede vores til forveksling. Helt kedelig med morgenmad, hente-brinsge-tam-tam..
"hvorfor skal man se dem der", spurgte min søn
"aner det ikke" svarede min datter. "måske fordi de har tvillinger?"
Det er der vi skal hen, ikke?