Lidt om lesbisk konfliktstyring og/eller -eskalering. Spids evt. ører, Syrien.

Om et par timer drager Bedstebøssen og jeg i sommerhus ovre på Vestsjælland hele weekenden. Og søndag tager jeg direkte videre til Århus (med bolle-å for evigt), hvor jeg skal tilbringe hele næste uge i såkaldt arbejdsøjemed.

Det betyder en uge væk fra Livslebben. Hvilket jeg naturligvis lige markerede i går aftes med at starte en dum diskussion om ingenting. Megakonstruktivt.

Jeg er en lille dramagris og en gigantisk tryghedsnarkoman, og jeg hader afsked. Well. Jeg hader i hvert fald tanken om at være adskilt. Det er også slemt at være adskilt, jovist, men tanken om det er faktisk ofte værre.

Sådan har jeg vist altid haft det.

Jeg kan huske, dengang jeg lige var flyttet hjemmefra og var på besøg hos min mor i Jylland. Lige inden jeg skulle hjem til København, startede jeg fuldstændigt tossede pubertetsskænderier, mine tyve år til trods.

Den var stensikker - hver eneste gang.

Dengang gik der en del besøg, før min mor regnede den ud. Når jeg blev gal og - bevares - ret urimelig søndag aften, spurgte hun: "Er du fordi du snart skal hjem?" Og så begyndte jeg at tude. For det var det.

Ikke mit livs stolteste øjeblikke...Som altså nu gentager sig, hver eneste gang jeg skal til eksotiske egne af verden - så som Lima, Berlin eller Kalundborg. Nu bare med LL som emotionel boksebold.

Således altså også i går. Vi skulle fejre hendes nye megaseje job (tre samtaler, tre tilbud om ansættelser på tre uger - hun er seriøst en vinder) og tage ordentligt afsked, inden jeg drog vestover.

I stedet skabte jeg mig. Blev en usikker lille høne. Vores sidste aften sammen i mere end en uge. Og jeg insisterede på at diskutere. Vel at mærke diskutere ligegyldigheder. Eller 'diskutere ingenting', mere præcist.

Jeg kender mit mønster, og LL kender det efterhånden også. Jeg bliver hys, hiver fat i en eller anden petitesse, klandrer hende og afkræver hende så naturligvis samtidig midt i min urimelighed, at hun skal være den voksne, der kan gennemskue, hvad det egentlig handler om (at jeg er ked af at skulle væk) - selvfølgelig uden at jeg forklarer det - og trøste og konfliktstyre.

Og det gider hun (selvfølgelig, for fanden!) ikke. Ikke hver gang i hvert fald - og det kan man vel ikke rigtigt bebrejde hende. Det ender med, at jeg eskalerer, og hun bliver vred. Og så har vi spiralen. Indtil en af os formår at stoppe op og trække vejret.

I går var det LL, der var den voksne.

Til sidst sagde hun - efter knap en times totalt ligegyldigt og 100 pct. stillestående skænderi, der - fordi der egentlig ikke rigtigt var noget at skændes om - mest på metamåden handlede om, hvem der havde sagt hvad den seneste time:

"Klokken er 21. Og nu hygger vi os. Punktum." 

Og selvom det i cirka to minutter var påtaget og awkward, at hun krævede, jeg smilede, mens jeg tudede ("Det der er det dårligste fake-smil jeg har set i mit liv. Prøv igen. Smil."), så lykkedes det faktisk. Vi fik vendt stemningen. Blev glade igen. Puttede og kyssede og faldt i søvn helt tæt.

Man kan godt snappe out of et skænderi. Det er pissesvært. Men man kan.

Fuck, jeg kommer til at savne hende.

Også selvom BB og jeg de kommende dage skal drikke al rødvin i verden og gå lange ture og midnatsbade og se film og drikke kaffe og sove middagslur (flertal) og spille scrabble (jeg vinder) og måske også snakke en lillebitte smule sammen. En lillebitte smule.

---