I går bød Bedstebøssen på Boeuf Bearnaise på boulevarden (alliteration for the win).
Vi kævlede og kævlede, og det var formidabelt at se ham efter måske to uger uden rigtig bøssetid.
Kender I de der venner, hvor man aldrig rigtigt taler om, hvad der er sket siden sidst, fordi man altid er 100 pct. opdateret og kan hoppe direkte til den rigtige snak?
Sådan plejer det totalt at være med BB, men sikkert fordi vi begge har haft så travlt den seneste tid, skulle vi ligesom lige finde ind forbi trivialiteterne først: "hvad lavede du sidste weekend?", "hvordan har xx det?", "går det godt på arbejdet?".
Ikke at vi ikke kom igennem opremsningerne og ind til det gode. Det tog bare lige en times tid, før vi landede der.
En del af mig savner dengang for fem år siden, da jeg var roommates med søde M. ude i Nord(læder)vest, og hun megagrinede, når hun gik forbi mit værelse, hvor BB og jeg ofte hang ud. Fordi det eneste hun kunne høre gennem døren var vores spæde røster, der sang med på Abba-karaokevideoer fra YouTube.
Eller dengang for syv år siden, hvor jeg boede inde ved Søerne og skrev min BA sammen med BB på mindre end en uge. Først med tandpine, dernæst i herlig morfinrus som resultat af udtrukken visdomstand. Men vi klarede den. Og vi fik 10.
Eller dengang jeg boede i Indre By og et par gange arbejdede bag baren på Vela, og BB naturligvis var med hele vejen. Og vi spiste franske hotdogs fra 7eleven på vej hjem, mens solen stod op. Og blev enige om, at det værste der kunne ske var, hvis vi tabte nævnte hotdogs. Det værste.
Eller alle fredagsbarerne på uni, alle de nætter vi sov sammen, fordi vi ikke gad tage hjem til os selv, al kaffen, alle søndagene, alle scoringerne. BB og jeg har ikke kun hørt hinanden dyrke sex. Vi har set det. Set det.
I et vemodigt øjeblik ville jeg gerne være 23 igen. Eller 25. Eller 27.
Men det er virkelig også toppen at være 32. For i de sanseløse bytures, al usikkerhedens og den endeløse weltschmerz' sted er er jo landet noget mindst ligeså fint.
Nemlig en helt ny ro - og en historie om et venskab, der fylder fucking ti år næste sommer. Ti år!
Og så står man her så småt på vippen til midt-i-30'erne. Går stadig i byen og har ikke umiddelbart planer om familieliv. Men er pludselig også fornuftig nok til at vende snuden hjem fra middagsselskabet ved totiden, fordi man skal tidligt op lørdag. Og ikke gider have tømmermænd. Og egentlig havde planlagt en weekend-telttur med Livslebben på en naturlejrplads i Tisvildeleje i dag. Men nok godt kan se, at en regnvejrsgåtur på Fælleden er mere realistisk. Hej efterår.
Egentlig er alting jo faktisk bare præcis, som det skal være.
Vi kævlede og kævlede, og det var formidabelt at se ham efter måske to uger uden rigtig bøssetid.
Kender I de der venner, hvor man aldrig rigtigt taler om, hvad der er sket siden sidst, fordi man altid er 100 pct. opdateret og kan hoppe direkte til den rigtige snak?
Sådan plejer det totalt at være med BB, men sikkert fordi vi begge har haft så travlt den seneste tid, skulle vi ligesom lige finde ind forbi trivialiteterne først: "hvad lavede du sidste weekend?", "hvordan har xx det?", "går det godt på arbejdet?".
Ikke at vi ikke kom igennem opremsningerne og ind til det gode. Det tog bare lige en times tid, før vi landede der.
En del af mig savner dengang for fem år siden, da jeg var roommates med søde M. ude i Nord(læder)vest, og hun megagrinede, når hun gik forbi mit værelse, hvor BB og jeg ofte hang ud. Fordi det eneste hun kunne høre gennem døren var vores spæde røster, der sang med på Abba-karaokevideoer fra YouTube.
Eller dengang for syv år siden, hvor jeg boede inde ved Søerne og skrev min BA sammen med BB på mindre end en uge. Først med tandpine, dernæst i herlig morfinrus som resultat af udtrukken visdomstand. Men vi klarede den. Og vi fik 10.
Eller dengang jeg boede i Indre By og et par gange arbejdede bag baren på Vela, og BB naturligvis var med hele vejen. Og vi spiste franske hotdogs fra 7eleven på vej hjem, mens solen stod op. Og blev enige om, at det værste der kunne ske var, hvis vi tabte nævnte hotdogs. Det værste.
Eller alle fredagsbarerne på uni, alle de nætter vi sov sammen, fordi vi ikke gad tage hjem til os selv, al kaffen, alle søndagene, alle scoringerne. BB og jeg har ikke kun hørt hinanden dyrke sex. Vi har set det. Set det.
I et vemodigt øjeblik ville jeg gerne være 23 igen. Eller 25. Eller 27.
Men det er virkelig også toppen at være 32. For i de sanseløse bytures, al usikkerhedens og den endeløse weltschmerz' sted er er jo landet noget mindst ligeså fint.
Nemlig en helt ny ro - og en historie om et venskab, der fylder fucking ti år næste sommer. Ti år!
Og så står man her så småt på vippen til midt-i-30'erne. Går stadig i byen og har ikke umiddelbart planer om familieliv. Men er pludselig også fornuftig nok til at vende snuden hjem fra middagsselskabet ved totiden, fordi man skal tidligt op lørdag. Og ikke gider have tømmermænd. Og egentlig havde planlagt en weekend-telttur med Livslebben på en naturlejrplads i Tisvildeleje i dag. Men nok godt kan se, at en regnvejrsgåtur på Fælleden er mere realistisk. Hej efterår.
Egentlig er alting jo faktisk bare præcis, som det skal være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!