Jeg havnede tidligere i dag ovre på bloggen Dines - The Infotainer i en gevaldig overspringshandling, fordi en veninde sammenlignede min og hendes blog (hvilket i øvrigt er en sammenligning, der ingensteder hører hjemme. Infotainer-bloggen er simpelthen så fin og klog, at jeg får røde ører blot af at skrive om den og liden Lebbelivet i samme sætning).
Jeg har besøgt bloggen før - flere gange - men jeg har aldrig været så god til det der med at følge blogs. Mangler nok en form for samling på shittet. Så fast læser er jeg ikke. Af noget. Ud over Lamebook. Det er jeg ikke stolt over.
Men jeg blev virkelig grebet af Infotaineren ved dette besøg.
Den er meget privat, og forfatteren - "Dines" - har gennem hele bloggens mere end fire år lange levetid værnet om sin anonymitet. Jeg tror, det er en del af årsagen til, at den er så rørende. Fordi hun tør at blotte sig langt ind i sjælen under sit dække.
Det savner jeg nogle gange her på Lebbelivet - altså at kunne være helt åben og hudløs.
Hvorfor?
Tjoee...
- Fordi der altså er en del, der har regnet mig ud.
- Fordi ekskærester, potentielle gen-kærester (ental) og tidligere elskere læser med. Og ved hvem jeg er. Og frem for alt: Ved hvem de er, når de bliver nævnt.
- Fordi jeg et eller andet sted er pissehamrende opmærksomhedshungrende og ikke kan holde min kæft med, at det er mig, der står bag, hvis nogen omtaler bloggen. Jeg praler ad helvede til. Især når der er alkohol involveret.
- Fordi jeg flere gange, end jeg er stolt over, er kommet til at skrive mit eget navn, når jeg omtaler mig selv på bloggen. Kun for at slette og erstatte med "Såkaldt Lebbe" i redigeringsfasen (som denne blog har lært mig vigtigheden af. Almindeligvis er jeg alt for doven til den slags genlæsning).
Og det samme med Livslebben. Hun ville dø, hvis hun vidste hvor mange gange, jeg lige har fået rettet hendes rigtige navn til pseudonymet i sidste sekund inden udgivelse. Den er dog aldrig decideret glippet...endnu. Jinx! Jinx!
Men måske skulle jeg bare sige fuck it. Dele lidt mere ud af godterne. Igen. For de er der jo alligevel, hvis I kigger tilbage i arkiverne og søger på fx "kønsbehåring".
Så må man jo bare tage det skrald, der evt. må følge. Flovhedsskrald primært.
Jeg har besøgt bloggen før - flere gange - men jeg har aldrig været så god til det der med at følge blogs. Mangler nok en form for samling på shittet. Så fast læser er jeg ikke. Af noget. Ud over Lamebook. Det er jeg ikke stolt over.
Men jeg blev virkelig grebet af Infotaineren ved dette besøg.
Den er meget privat, og forfatteren - "Dines" - har gennem hele bloggens mere end fire år lange levetid værnet om sin anonymitet. Jeg tror, det er en del af årsagen til, at den er så rørende. Fordi hun tør at blotte sig langt ind i sjælen under sit dække.
Det savner jeg nogle gange her på Lebbelivet - altså at kunne være helt åben og hudløs.
Hvorfor?
Tjoee...
- Fordi der altså er en del, der har regnet mig ud.
- Fordi ekskærester, potentielle gen-kærester (ental) og tidligere elskere læser med. Og ved hvem jeg er. Og frem for alt: Ved hvem de er, når de bliver nævnt.
- Fordi jeg et eller andet sted er pissehamrende opmærksomhedshungrende og ikke kan holde min kæft med, at det er mig, der står bag, hvis nogen omtaler bloggen. Jeg praler ad helvede til. Især når der er alkohol involveret.
- Fordi jeg flere gange, end jeg er stolt over, er kommet til at skrive mit eget navn, når jeg omtaler mig selv på bloggen. Kun for at slette og erstatte med "Såkaldt Lebbe" i redigeringsfasen (som denne blog har lært mig vigtigheden af. Almindeligvis er jeg alt for doven til den slags genlæsning).
Og det samme med Livslebben. Hun ville dø, hvis hun vidste hvor mange gange, jeg lige har fået rettet hendes rigtige navn til pseudonymet i sidste sekund inden udgivelse. Den er dog aldrig decideret glippet...endnu. Jinx! Jinx!
Men måske skulle jeg bare sige fuck it. Dele lidt mere ud af godterne. Igen. For de er der jo alligevel, hvis I kigger tilbage i arkiverne og søger på fx "kønsbehåring".
Så må man jo bare tage det skrald, der evt. må følge. Flovhedsskrald primært.
kender det godt, men på en lidt anden måde. er tit meget tæt på at nævne min dejlige blog/åndehul, men når heldigvis altid at fange den.. så vidt jeg ved læser ingen jeg kender m, og hvis- jamen så ved de ik det er mig (forhåbentlig)
SvarSleter overhovedet ik hemmelig-nemlig, men jeg vil heller ik ses på gennem "tabu farvede" briller. hvis det gir nogen mening
Ja, det er sjovt. Personligt træder jeg en smal sti mellem berømmelseslider og blufærdighed. Fjollet!
Sletbare det ik er dydens smalle sti..
SvarSletNever will be :)
SletCome on... Giv den gas! Lidt mere emotionel kant..
SvarSletJeg prøver. Men det er lettere sagt end gjort - jeg tænker, du ved, hvad jeg mener...anonyme! :)
SletInfo helt henne fra Jylland:
SvarSletJeg er hverken eks, tidligere elsker eller potentiel. Men perifer, som jeg er, har jeg altså også regnet dig ud ;-)
Og i øvrigt: hjerteligt tillykke med at have genfundet både livslebbe og homohund!
Hvor syret. I dukker op fra alle sider!
SletSom jeg siger til alle de andre, der giver den melding: Please respektér min (trods alt nogenlunde intakte) anonymitet.
Hvis du vil have dit gæt bekræftet, er du dog velkommen til at smide mig en mail :)
Og tak for lykønskninger. Jeg er ret så lykkelig.
Your wish is my command ;-) Kunne ikke drømme om at afsløre dig. Er jo selv anonym blogger og elsker mit online-fristed.
SletOg selvfølgelig er du lykkelig. You don't know what you've got till it's gone ... and regained!