Hej Rusland!

Shiiit. Jeg skal sgu til Rusland. Om godt en uge. I knap en uge. Var forbi ambassaden til en lille legemliggørelse af begrebet Kafka'sk for at få et business-visum i mandags klokken to sekunder i storm.

Livslebben var med mig på visumkontoret, og det var først, da den russiske ansøgningsdame kaldte mig ind, at det gik op for mig, at jeg sad og holdt min kvinde i hånden. Slap den med et sæt.

Hvor hårdt slår de ned på den slags? Er jeg paranoid? Hva?

Nå.

Men min ansøgning blev ikke godkendt, blandt andet fordi min invitation (man må kun komme ind i deres land, hvis man har en officiel invi) var på engelsk og ikke på russisk.

Ja.

En anden årsag til, at jeg fik stemplet "Visa denied", var, fordi det foto, de kræver, at man indleverer (og som i mit tilfælde præcist tilsvarer det, der er i mit pas, I ved - det der identifikationsdokument, som alle andre instanser anerkender som 100 pct. fuldgyldigt) havde mere end seks måneder på bagen.

Jeg fik i protest mod bureaukratiet taget et nyt foto i går - akkurat magen til det gamle, samme stramme sideskilning og store tørklæde og tomme spionblik (you have learned my secret and now I must kiiiiill you) - og sørgede for at medbringe datostemplet, så jeg kunne bevise, at der var tale om et splinternyt billede.

Mit eget lille oprør, der blev godkendt, selvom jeg havde seriøst ondt i maven. Og pludselig er ganske glad for, at nærværende blog ikke lige kan kædes sammen med hverken mit navn eller mit pasnummer.

Så nu skal jeg til Rusland. Sgu.

---

Homohund i alle regnbuens farver

I denne her lille lesbiske husholdning er nogen (mig) af os større fan af tøj-til-hunde end andre (Livslebben).

Og med Halloween ret forude er frekvensen af links til hundebutikker, der sælger fx T-Rex-kostumer til hunde, afsendt fra mig i retning LL steget ret betydeligt.

Altså.

Og hvem kan stå for fx et Miley Cyrus/Wrecking Ball-kostume?

Tak til Petco for foto

Det kan LL (altså "sagtens stå for").

Hun står i det hele taget reeet stejlt på, at man ikke skal klæde hunde ud. Og måske har hun ret. Mopsen på billedet ser jo faktist ret mopset (...) ud.

Men! LL gik i går med til - og det skal stå lige her for evigt - at Homohunden må få et regnbuefarvet tylskørt på til Pride næste år. To lag tyl i hver farve, fik jeg forhandlet mig frem til. Et strutskørt lige rundt om livet. Som den ret så veludrustede hanhund så kan overpisse undersiden af.

Nå ja, det er måske ikke et full-on dinokostume, men lad nu i første omgang det ligge. Det er udklædning, og hvad LL ikke ved er, at hun lige har rakt mig en lillefinger.

Og det betyder, at der er max et års tid, til Homohunden kan ses i den her mundering på en tilfældig tirsdag:

Foto fra Clickertraining.com

Der er jo ikke noget ved at have en hund, hvis man ikke fra tid til anden kan klæde den ud som karse.

---

Det med de korte negle

Hvis ikke man kender Postsecret.com, er man altså - foruden indehaver af et garanteret hyggeligt lille enfamilieshus under en sten - gået glip af noget.

For mig er det et fast ritual liiiige at tjekke ugens hemmeligheder. Og nogle af dem er endda lesbiske:

Tak til Postsecret.com

---

Lesbisk øjeblik #2

Apropos lesbiske øjeblikke, som jeg vist ikke har talt om siden 2011.

Jeg kan huske en juleaften for en del år siden, hvor jeg sad hos min mormor i en landsby med så jysk et navn, at man skulle tro, det var noget jeg havde fundet på...

Og der sad jeg så og skulle pakke en julegave op fra min daværende kæreste.

Og så pakkede jeg den op (tro det eller lad være).

Og så lå der et (i øvrigt mægtig fint) Casio-ur inden i julepapiret.

Og det i sig selv var nok ikke så morsomt.

Hvis ikke det da lige var, fordi hun sad et andet sted i landet. Samme aften. Med sin familie.

Og pakkede en gave op, indeholdende et ur, der var magen til.

Som jeg havde pakket ind til hende tidligere på måneden.

OMG. Lesbian moment. Sødt og dumt på samme tid.

---

Vrangforestillinger og tandpasta på patten

Det gode var, at jeg kun nåede at have min skjorte på på kontoret i halvanden time, førend jeg opdagede, jeg havde vendt vrangen udad.

Det andet gode var, at jeg kun nåede at have min skjorte på med den rigtige side udad i seks timer, førend kæk kollega pegede på tandpastapletten på venstre pat.

Det tredje gode var, at jeg kun nåede febrilsk at forsøge at fumle min hængelåsnøgle ned i omvendt lomme på røven af løbeleggings i FitnessWorld i 45 sekunder, førend jeg fattede, at årsagen til, at lommen ikke virkede (den lader jeg lige stå et øjeblik), var, fordi jeg havde taget træningsbuksen på - you guessed it - med vrangen udad.

Jeg synes ellers, det var en meget god dag.

Men nu er den endnu bedre, fordi det eneste der er tilbage af min dag er rejsen fra køkken til sofa med gode rester og fem pariserlinser (megayndlingsslik), som LL gemte for mig i går ("der er ikke flere"), fordi hun vidste, hvor glad jeg ville blive for at have dem i aften.

And boy, was she right.

Resten af pastillerne havde hun placeret på mig, hvorfra hun insisterede på at snuppe dem med munden. "Dem" betyder i denne sammenhæng helt præcist den ene, hun nåede at få fat i, før jeg havde spist resten.

Jeg kan virkelig godt lide pariserlinser.

Så det.

---

1970'erne var altså ikke en tirsdag.

Min weekend har været så stille, så stille. Og min dag i dag har været så stille, så stille. Hård og travl og noget så stille. 

På work var det tydeligt, at vi alle sammen syntes, at netop vores historie om morgencykeltur i regnvejr med skybrudsmindelser mod kontoret var den vigtigste. 

I virkeligheden var vi nok alle sammen blevet omtrent lige våde. 

--

Jeg drønede i Politikens Boghal efter arbejde. Fordi man gerne må købe Martin Kongstads nye-ish roman, selvom den stadig koster 300 kr., når nu man blandt andet har haft en stille weekend, fordi man har haft svært ved at hive snuden op af hans debut. 

Jeg kunne virkelig godt lide "Han danser på sin søns grav". Meget ligetil og fornøjelig og grusom og præcis. 

I bogen konkluderer Martin Kongstad, at halvfjerdserne helt klart er en tirsdag. Hvis vi skal snakke om, hvilken ugedag et givent årti svarer til. 

Jeg ved simpelthen ikke, om jeg er enig. Jeg tænker, at halvfjerserne enten er en mandag, sådan lidt "Wow, velkommen til virkeligheden, rimelig heftig kontrast til søndagstresserne, alligevel, sikken masse vi kan udrette". 

Eller måske en torsdag: "Vi danser bare rigtig meget, selvom vi godt ved, vi måske har pligter og skal op i morgen, men det er nuet, der tæller, og fuck hvor er det fedt med spontanitet". 

En af delene. Men ikke en tirsdag. 

---

Pas på hinanden ude i natten

Jeg skulle have været til housewarming i aften. Men jeg havde læst invitationen lidt forkert. Og jeg er smadret i hovedet og i asocialt humør, så nu har jeg i stedet bestilt indisk mad og har en undskyldning for at se hele niende sæson af It's Always Sunny In Philadelphia.

Tænker jeg.

Og jeg kan godt lide det cyklisk smukke i, at jeg faktisk for ret præcist et år siden, da LL var til fødselsdag hos samme ven, som hun er ude at fejre i aften, også spiste indisk... og (opdager jeg lige nu og kommer lidt i trussen over) så ottende sæson af It's Always Sunny.

OMG. Tradition, much?

Jeg fulgte lige damen til S-toget. Og kyssede hende farvel i afgangshallen på Valby Station.

Der var lyst og larmende og mange unge mennesker med Bacardi Breezers og dynejakker. Og pludselig føltes det megasårbart at kysse hende kun for at vende mig rundt og være alene. Blandt så mange, der havde set mig kysse en anden kvinde.

Hysterisk, måske. Men folk - omend mest mænd - bliver slået ned fra en kant af i København for tiden. For at vifte med homoflaget, altså. Det er megauhyggeligt.

Senest røg realitystjernen Gustav i asfalten med tilråbet "bøsserøv" til dessert i nat.

Det er simpelthen bare ikke i orden. Og lige meget hvor omsonst, det kan virke at anmelde det ("politiet kan jo alligevel ikke gøre noget"), så er det sindssygt vigtigt, at man anmelder overfald og hatecrimes ikke desto mindre. Fordi det er vigtigt, at hvert eneste tilfælde af homorelateret chikane optræder i statistikkerne.

Så det bliver synligt, at det fucking er et problem.

Selv havde jeg jo min gigantiske kamphund med, så jeg slap aldeles uskadt hjem til LL. Og jeg kan ikke love, at der er mere is tilbage, når hun vender snuden retur.

---

Såkaldt lesbisk hykleri

Jeg er lige blevet inviteret til Skt. Petersborg til noget prisuddelingshalløj i november. Jeg ved ikke, hvor det ender - invitationen er stadig meget tidligt i proces, så lad os nu se.

Men da jeg (noget overgearet) fortalte LL om det, svarede hun - ret tørt:

"Aha. Så må vi se, hvor langt dine principper rækker."

Og så kunne jeg pludselig huske, hvor mange gange jeg en fordrukken aften har slået i bordet og kæftet op om, hvordan jeg aldrig mere vil bakke op om regimer, der ikke behandler deres homoer ordentligt. Om hvordan jeg aldrig kunne finde på at tage til Rusland, når jeg ikke ville kunne gå rundt hånd i hånd med min damekæreste uden at risikere arrest.

Men...men...femstjernet hotel.

Og det er jo faktisk arbejde.

Host. Host.

(Og god weekend!)

---

Og Sipsippenipsipsirumsip fik ... Ruchbrødslachkach

Var på besøg hos verdens mest nuttede par i går. Min lille veninde S. og jeg snuppede en spinningtime post-work og tog så hjem til hendes lige så lille husbond.

De er så søde. Og små. Hun er en af de gamle helt tilbage fra det århusianske, og han er fra Sønderjylland, hvilket naturligvis resulterede i, at jeg straks måtte bede ham sige, "Kage, kage, kage."

Fordi Den Store Bagedyst. (Åh Katja).

"Kach, kach, kach," lød det da også straks på klingende sønderjysk.

Og jeg blev så glad. Han måtte også lige sige "rugbrødslagkage" [ruchbrødslachkach].

Bare for en sikkerheds skyld.

Endnu gladere blev jeg, da jeg erfarede, at den danske version af programmet faktisk er et franchise af et engelsk program, The Great British Bake Off, der er lige så godt - faktisk bedre, siger veninde. Og kan findes på Youtube. Siger hun.

Så nu smutter jeg snart fra work og lige lukt hjem til:

1. LL's favn
2. En hund til at varme fusserne
3. En evig strøm af britiske tv-bagerjomfruer

Tak.

---

Svenske tilstande. Is that a thing?

Det her er virkelig et stærkt og velskrevet og præcist debatindlæg. Tænk hvis det en dag var i Jydepotten og ikke Informeren, man kunne læse den slags. Preaching to the choir og sådan.

"De negative konsekvenser af en mere åben og queer-præget tilgang til køn og seksualitet er til at overse, men i Danmark taler man med gru i stemmen om ’indoktrinering af børnene’, ’svenske tilstande’ og ’nedbrydelse af køn og kernefamilier’. Man taler i fuld alvor om, at samfundet jo ikke skal manipulere med børns seksualitet og ikke skal udfordre den sikre kønsidentitet. Men er det ikke netop, det vi gør?" - Camilla Tved.

Læs hele debatindlægget lige her på Information.dk

---

Lidt om pølsepiger

Var på Mother og spise en strålende pizza, der smagte lidt af pandekager bagt over bål, med god veninde i går.

Hun gik efter mortadellaen, mens jeg hoppede på en med bøffelmozzarella og tomater.

"Jeg er bare ikke rigtigt en pølsepige."

Badum-tji.

---

Time-out. Please?

Jeg er utilpas. Derfor tyer jeg til overfladiske betragtninger og miniindlæg med maksimal ligegyldighedsfaktor.

Beklager.

Men jeg har lovet mig selv ikke at droppe bloggen, heller ikke selvom det bliver svært. Men lige nu er det pissesvært. Jeg er meget, meget ked af alt det dumme med min far. Mere ked af det, end jeg kan forklare - og forsvare. For selvom følelser er følelser og det modsatte af fornuft, så burde jeg ikke være ked af det.

Ikke så ked af det, i hvert fald.

For operation gik godt, og lymfer viser minimal spredning og det er jo gode nyheder og nu skal kemo bare overstås og nej, man må vist ikke rejse, når man er syg, ellers kunne man jo tage væk en uge til et varmt land, inden behandlingen går i gang, men forsikringen dækker vist ikke den slags, og nu gælder det bare om at holde fokus, og et halvt år går jo hurtigt.

Altså.

Alle prognoser vender tommeltotten opad. Alligevel hopper jeg rundt med permanent snøften og røde øjne ("forkølelse") og ville allerhelst bare tage en time-out.

Men det kan man ikke. For man er faktisk voksen med ansvar og forpligtelser og husleje og telefonopkald og strategimøder.

Og en måske-igen-kæreste, der er bekymret, fordi man hele tiden er ked af det. Og det er man også. Og man ville bare så gerne være glad. Og hun rummer og favner og omfavner og forkæler og forstår og giver plads og stiller de rigtige spørgsmål.

Men hun får også nok. Når jeg ikke formår at gøre gode ting for mig selv. Og hun vender ryggen til. Og svømmer op efter luft, så hun kan dykke ned til mig igen. Og dét kan jeg ikke rumme og ikke favne og ikke forstå. Ikke i øjeblikket, hvor det sker, hvor hun bliver fjern. Da giver det ikke mening.

Da gør det mig (endnu mere) ked og vred og forvirret.

Og misforståelserne spreder sig som ringe, der kryber ind over hinanden og skaber nye ringe, og man kan ikke gemme sig under en dyne for evigt. Og jeg ved måske godt, at jeg er lidt urimelig. Og at jeg kræver det umulige.

Time-out. Please?

---

Lejrliv for drenge, der kan lide lyserød

I har sikkert set det her - Politiken bragte fotos derfra forleden og samme fotoserie har også cirkuleret på Slate.

Men! En amerikansk summer camp har gjort det til sin opgave at tage et gedigent opgør med genusnormer og alt det pjank. Her får drengene lov at lave modeshow, sminke sig og proppe viskestykker på hovedet, så det ligner, de har langt hår.

I reportagen på Slate bliver camp'en kaldt You Are You, men det er ikke dens rigtige navn, for selvom drengene i lejren er sat 100 pct. fri fra trange ideer om drengeleg, så skal de stadig beskyttes ude i den såkaldt virkelige verden, hvor knægte i Disney-prinsesse-natkjoler ikke altid bliver behandlet lige kærligt.

Billederne (tip: der er flere på Slate end på Politiken) er sindssygt rørende. Og projektet er prisværdigt. Men for fanden, tænk hvis en dag, det også bliver okay også at give sin søn neglelak på i børnehave ude i det der, de kalder samfundet. Civilisationen. Tsk-tsk.

Og bemærk i øvrigt, at der står i begge artikler, at det ikke nødvendigvis er alle børnene, der vokser op og kommer til at identificere sig som enten homoer eller transer - måske er det for fanden bare en fase (eller måske er det bare helt okay hele sit lange liv som heteroseksuel mand at tage kjole på engang imellem!).

Tag den nu med ro.

---

Otte linjers ingenting. Værsåartig.

Jeg har haft verdens mest indholdsløse weekend.

Inklusiv en indholdsløs tur på værtshus fredag og en indholds- og udbytteløs svampetur i Dyrehaven søndag (kom hjem med tre - tre - karljohanlignende sataner, som vi ikke turde spise, da det kom til stykket). Og en lørdag med absurd meget næringsløst mad og intelligensforladte film.

My god.

Weekenden har faktisk været så indholdsløs, at det både føles som en enorm lettelse og en gigantisk byrde, at det allerede er mandag.

---

Der er smukkere uden for skabet. Selv i en overfyldt 1A'er i morgentrafikken

Vel hjemme fra Paris og meget klogere på retail ... og på Martha Stewarts skræv, som jeg havde frit udsyn til, da hun blev interviewet på konferencens første dag. Bevismateriale, værsågod - hun sad ikke med kysk samlede ben hele tiden, men jeg fik ikke foreviget trussen, desværre:

Nå.

Men det er - tro det eller lad være - ikke det, det skal handle om.

For i morges sad jeg så i 1A, fordi jeg var for doven til at hente min cykel (der er strandet foran LL’s opgang) med en ret sød homohund på skødet, da den ældre dame på sædet overfor pegende udbrød:

”Ih, sådan en (læs: fransk bulldog) var der også med bussen i går!”

Pudsigt nok fortalte Livslebben netop i går aftes om en ældre gangbesværet kvinde, der altid var med bussen om morgenen, og som hun havde haft en snak med om blandt andet Homohunden (som LL havde æren af at have med under armen den dag).

Okay, men jeg svarede damen:

”Ja, men det kan sagtens være, det er den samme hund, du har set, for min kæreste tager denne bus om morgenen.”

…

Shit. Og der fik jeg så lige - uden egentlig at ville det - sat mig selv i en af de her ufrivillige outing-situationer. Understreget af, at morlil helt klassisk svarede:

”Nej, for det var en kvinde, der havde hunden med i går.”

Jeg tog en dyb indånding i den tavse og temmelig fyldte bus. Og svarede – som jeg har lovet mig selv altid at gøre fremover:

”Ja, men jeg er faktisk kæreste med en kvinde, så det er nok hende, du har mødt.”

(Ydrk. Hej alle medpassagerer, nu ved I at jeg er lebbe. Det føles lidt grænseoverskridende.)

Men hey – igen fik jeg bevist, at det aldrig er værd at tie. For den ældre dame svarede lige så frejdigt:

”Jamen så er det da helt sikkert hende, jeg har mødt. Det er godt nok en sød hund, men er den ikke tung at bære rundt på for jer?”

Og så forløb snakken videre som om intet var homo-hændt.

Det er i bund og grund oftest mine egne fordomme om andres fordomme, der bremser mig fra at spille med åbne seksualitetskort. Og det er slet ikke det værd. For de negative kommentarer, når man rent faktisk sidder over for et andet menneske og kigger dette ind i øjnene, mens man fortæller, at man er homo, er forsvindende få.

Og de gode ud-af-skabet-oplevelser venter bare på os derude.

---

Jeg er homo. I ved det bare ikke.

Jeg havnede på bar med et par af de andre konferencedeltagere foruden min gode kollega H. i forgårs.

Der sad vi så på et parisisk gadehjørne, mig og H., og så en belgisk gut iklædt gråt skinnende jakkesæt med stelløse briller + en spansk kvinde i powersuit fra Desigual eller noget der minder om.

Spansk skørhedstøj, erindrer jeg, at en spanskofil (ja) eks og jeg døbte det efter en shoppingtur i Barcelona. I Spanien er det nemlig seriøst svært at opstøve en neutral beklædningsgenstand uden efterfølgende at dreje den om og finde noget spraglet blomstertryk på ryggen. Med andre ord: 

Ornamentering er ingenlunde et fy-ord i spanske millionbyer.

Nå. På baren talte vi naturligvis om homorettigheder, og jeg føler vitterligt ikke, at det var mig, der pushede den agenda. Men det kommer meget ofte til at handle om ligestilling på den ene eller den anden måde, når jeg taler med fremmede. 

Også selvom det kun var mig og H., der vidste, jeg var lebbe. Det sagde jeg ikke højt.

Mærkeligt, hvordan det pludselig kan virke privat at afsløre sin seksualitet.

Okay. Sidespor.

Jeg kom fra det her med, at det er sært, at det altid kommer til at handle om forholdsvis betændte emner med risiko (mulighed! Mulighed!) for at komme rigtig barskt op at værdidiskutere, når jeg sidder med ved bordet.

Jeg tror ikke, det er min skyld.

Okay, måske fik jeg på et tidspunkt spurgt retorisk, om de andre mon vidste, at det var fuldt lovligt at nægte at servere for homoer i 27 (eller er det 29?) ud af 50 stater i USA.

Jo! Nej! Nu kan jeg huske det.

Vi startede faktisk med at snakke om børn. Om adoption, og frk. Barcelona fortæller om en gay guy hun kender i USA, som via en klinik i Californien har sammensat sit lille idealbarn i maven på en fremmed rugemor.

Totalt webshopping med ni måneders levering.

Bare vælg øjenfarve, hårfarve, forældres IQ, forældres baggrund, kropsbygning, højde, så sørger vi for resten og leverer til din hjemmeadresse.

Og så kom vi til at tale om frk. Barcelonas børn. Hendes datter går i børnehave med en pige, der er adopteret fra Rusland til et spansk bøssepar.

Nu må homoparret så bare desværre seriøst overveje, hvordan de skal forholde sig, hvis det her russiske lovforslag omkring tvangsfjernelse af børn fra homoer bliver gennemført.

For, hvad jeg ikke lige hverken fik med sidst, jeg nævnte det (eller for den sags skyld overhovedet var klar over), er, at lovforslaget er stillet med fucking tilbagevirkende kraft. Og gælder uden for Rusland også.

Ja. Din bange antagelse er helt korrekt.

Det betyder ganske rigtigt, at det spanske homopar i Spanien kan risikere at miste deres datter, selvom hun har været hos dem i Barcelona i to år.

Shit, det er noget scary hejs.

---

Nå. Men skal vi få gjort en ende på den heteroseksuelle verdensorden?

Okay. Der har jo været TEDx i København for nyligt.

Blandt talerne var seje, seje, seje, seje Mads Ananda Lodahl, der TED-talte om at gøre en ende på den heteroseksuelle verdensorden.

Det er et rimelig heftigt emne. Der ret hurtigt bliver ret indviklet og sådan, jo-jo-men-nu-har-jeg-ikke-lige-læst-Foucault-til-min-morgenkaffe-agtigt. Og derfor er det så heldigt, at man har sat lige netop Mads Ananda Lodahl til at holde foredraget.

For han gør det så ligetil og forståeligt. Se lige talk'en, og vis den også til alle dine straight venner.

De TEDx-talks der får flest views, havner, så vidt jeg er informeret, på forsiden af den rigtige TED-side. I ved, Mads Ananda Lodahl i selskab med Steve Jobs og Al Gore og sådan.

...Så man kan da sagtens lige se videoen både derhjemme og i Paris og på arbejdet og hos kæresten, ikke?



Og kender man ikke konceptet TED, kan man læse mere om det her, men helt kort fortalt er det små snakkevideoer - der er mange virkelig rørende/tankevækkende/inspirerende/fascinerende/smukke/sjove imellem - et menneske med en mikrofon på en scene.

Period.

---

Kan heterosex være queer?

Jeg vil bare gerne lige anbefale en artikel. Den er god, velskrevet, interessant og skrevet af en af de klogeste undervisere, jeg havde, da jeg gik på uni.

"Så legede vi, at jeg var manden"

God læselyst.

---

Tonsvis af bøsser og klokkeren fra Notre Dame

Jeg har været i Paris et par gange. Måske fire. Men jeg har aldrig boet så bøssoidt i Marais, som jeg gør på denne tur.

Når jeg drejer af min gade og ud på Rue des Archives, er der sort af mænd, der går hånd i hånd med andre mænd. Det er meget fint og gør glad. Jeg tænker hele tiden, at jeg skal herned med mine bøsser på et tidspunkt. Det ville være godt for alle.

Det eneste, der mangler, er noget lebbe. Jeg har ikke set en eneste.

Til gengæld har jeg siddet med skoene plantet på orange syntettæppe ude i et kongrescenter ved den nye triumfbue fra klokken ni i morges til klokken halv syv. Nu har jeg ditchet min kollega, købt cherrycoke og chokoladekiks og skal sove temmelig meget tidligere end tilfældet var i går. Hvor jeg oven i købet vågnede af mareridt ved nul-tretiden, da min krop endelig synes, den var færdig med bare at ligge søvnløst og rulle frem og tilbage.

Første nat i ny og fremmed seng er hård.Selvom sengen er så fin og blød og god.

Åh ja.

Vi - min gode kollega og mig - gik for øvrigt aftentur ned forbi Notre Dame (asyyyylum!) i går aftes. Jeg ved ikke, hvordan jeg har undgået den katedral på mine hidtidige ture til Paris, men jeg har seriøst ikke set den før. Og jeg var VILDT imponeret. Og tilskriver dele af min fascination, at jeg holder meget af 90'ernes Disney-tegnefilm. Mest Skønheden og Udyret. Men også den med Quasimodo ... selvom jeg måske mest så Klokkeren fra Notre Dame hen over skulderen på min lillebror.

Teknisk set var jeg vel for stor til at se tegnefilm af egen drift i 1996. Teknisk set.

Omkring årtusindskiftet gik jeg på højskole, hvor hele holdet var i London. Inklusiv musicaltur. Vi så netop Klokkeren fra Notre Dame, og selvom jeg også svagt husker de tonserdårlige sange, er det minde, der står klarest, helt bestemt, at min veninde og jeg måtte løbe ud af teatersalen med den slags fnis som absolut kun hører 19-årige kvinder til, fordi det simpelthen er det mest corny teaterstykke i universet. Især når man sidder så tæt på, at man kan høre hvert et utilsigtet tramp i gulvet og se hvordan Quasimodo ser ud under sminken.

Med andre ord: Mine allermest iskolde anbefalinger til The Hunchback of Notre Dame. Hvis det da stadig kører. Og hedder sådan. Jeg husker det ikke. Ha. Jeg googlede det lige. Musicalen hed(der?) Notre Dame de Paris, og jeg kan ikke finde noget omtale fra efter 2000. Det kan være, det var mit og N's grineanfald, der fik dræbt dét West End-foretagende. Så undskyld.

Nå. Vi kom fra de chokoladekiks.

---

Paris. Pæne Paris.

Live fra Paris!

I en lejlighed, der er så pæn, at det er helt ærgerligt, man ikke er her på ferie med en, man gider knalde. Derimod kan man se frem til tre dage med crazy - omend spændende - oplæg i et konferencecenter ude i La Defense, hvorefter man sandsynligvis vender hjem onsdag med let aircondition-snue og komplet udtørrede porer.

Porer? Porrer? Jeg kan ikke huske, hvad der er hvad. Når man er fra Århus udtaler man begge dele på samme måde. Så never mind.

Nå.

Kender I det der, hvor man altid afslutter alle emails og sms'er til venner, bekendte og livslebber med et "kys", og så kun LIGE i sidste sekund når at opdage, at man har skrevet samme afsked i mail til perifær kollega? Jeg nåede at afværge. Heldigvis.

Nu: Simremad med and og rødvin, tak.

---

Dovenskab og verdens bedste Livslebbe

Puha.

Jeg er lidt tung i hovedet i dag, og en sund og nærende morgenmad bestående af tre kanelsnegle har mærkeligt nok ikke hjulpet. 

Mødtes lige med en noget blegnæbbet LL og en termokande kaffe i parken til en hundelufter, før jeg måtte retur til Vbro og vaske tøj. Fuck, hvor jeg dog elsker den dame. Sådan en, der bare holder om mig og fortæller mig, at jeg er hendes lille skat, lige netop når jeg har mest brug for det. Første alkoholindtag efter far-sygdom var nemlig ikke helt så let, som jeg havde forventet. Lidt skrøbelig.

Lige nu venter jeg på, at vaskemaskinen får nosset sig færdig, så jeg kan pakke min kuffert og hoppe ud i LL's favn. Igen. Jeg tager nemlig til Paris i morgen til noget konference, så jeg skal lige presse al den nærhed, jeg kan, ud af damen, inden jeg må undvære i fire dage. Igen. 

Vi har været ret klovnede til at kalendersynkronisere kvalitetstid den seneste tid, men det er selvfølgelig også svært at tage højde for, at faderlig skranten ikke skemalægges samtidig med jyske svigerindefødselsdage.

Jeg burde vaske op. 

Men jeg er megauvenner med den koloni af lortebananfluer, der har taget ophold i nogle limeskræller i vasken. Hvordan helvede slipper man af med fluer? De nægter at gi' op. Og benytter nætterne til at samle sig et sted, hvorfra de hvirvler op, når man nærmer sig. Creepy. 

Puha. Nu laver jeg mig en kop kaffe. Det er vist den bedste vej fremad. Og så lige den sidste kanelsnegl som side dish, ikke?

---

Om Sinead og Cyrus og hår i skridtet

I går gik op i hat (I ved, den der lille røde plastik-én, der sidder på låget af den dyreste og absolut bedste kvalitetstequila i verden) og briller. 

Og Miley Cyrus og Sinead O'Connor. Og meget høje røster. Og en omgang Venner for livet (I ved, den der festleg hvor man tager stilling til, hvem i selskabet, man mener, bliver rigest, har de mest perverse fantasier, har ydet mest oralsex, etc.).

Jeg endte med følgende kategorier:

- Hvem fjerner mest hår i skridtet (da jeg fortalte LL det - hun kunne desværre ikke joine os i går, fordi hun stadig kæmper med en crazy mavevirus, staklen - sagde hun mistroisk: "Fik du den?". Og ja. Det undrede også mig. Jeg lader lidt for ofte stå til i de regioner, hvilket LL's skepsis også udmærket bevidner.

- Hvem har flottest hår (jeg takker)

- Hvem skal helt sikkert med til Eurovision (errrm ...) 

Alt imens kunne jeg se kategorier som "hvem er klogest", "hvem har de pæneste tæer" og "hvem knalder mest" flyve hen over bordet mellem mine inviterede gæster. Men jeg skal ikke klage. Jeg er jo den, der med størst sandsynlighed skal til Melodi Grand Prix næste år. Så det.

Og i det mindste fik jeg ikke "hvem flytter først til provinsen"...

I øvrigt var også både "Hvem er mest Miley Cyrus"(!) og "Hvem bliver først bedstevenner med Miley Cyrus"i spil. Der havde nemlig været en ret heftig debat tidligere på aftenen om, hvorvidt Wrecking Ball-videoen er frigjort eller taler sig ind i en kvinden-som-objekt-tradition. 

Der var delte meninger, det 100 pct. grundfeministiske selskab tiltrods. Nogen var af den opfattelse, at videoen simpelthen bare viser en ung kvinde, der har taget sin seksualitet tilbage på en måde, som vi - alle i 30'erne - bare er for gamle til at forstå, mens andre mente, at så meget nøgenhed og suggestiv hoftevriden ikke kan ses adskilt fra en (musikvideo)historie, hvor kvinden typisk fremstilles ret pornografisk. 

Hvad synes I?

Og har I overhovedet fulgt debatten om Sinead O'Connors åbne brev til Miley som følger af netop Wrecking Ball-videoen, der er inspireret af videoen til "Nothing Compares 2U"? Og Mileys retur-tweet? Og nu også Sineads svar #2. 

Det er en ret spændende konflikt (hvis man kan lide: 1. sladder og 2. feminisme og 3. pop)!

---

Ambitiøs drinksaften. Ja.

Juhu!

En af de der aftner, hvor der lige om lidt banker fire lebber og en bøsse på min dør, og hvor jeg nåede at bage kanelsnegle (i anledning af Kanelbullans Dag, som svensk-agtig veninde fik introduceret mig for for snart - uh! - ti år siden), lave sour mix og handle ny patron til Sodastreameren (ja, jeg har en. Og ja, det er den bedste ting, jeg har købt til mig selv i 2013).

Vi skal nemlig have AMBITIØS DRINKSAFTEN. Fanme. Så det bliver noget med noget margarita med hjemmelavet sirup og koriander. Og den slags.

...Hjælper det, at jeg har gemt rod bag ved sengen? Jeg er ikke sådan en husmor. Gid jeg var. Hvis jeg gad hente min telefon ville jeg dokumentere den påstand ved at tage et billede af det noget pauvre stadie, kanelsneglene endte i.

Men de smager fanme godt.

Gallaaften i går gik i øvrigt udmærket. Jeg nåede - I kid you not - lige at tjekke mig i spejlet inden afgang og få klippet H&M-129-kroner-skiltet fra nakken af min bluse. Den var ikke gået i modekredsene.

Og det sidste, der skete, inden jeg vendte næsen hjem i seng, var at selveste Lotte Freddie, moderedaktør par excellence dansk modesgrand dame, hev fat i mit skørt og roste min meget fine kjole. Jeg var ærlig, da hun spurgte, hvem der havde lavet den. H&M og Dixie Grey for the win.

Hav en herlig fredag aften.

(Sjovt i øvrigt, hvordan ambitiøs drinksaften bliver lidt mindre ambitiøs, når man kalder den ambitiøs drinksaften, ikke?)

---

Lebben til galla. Igen. Stadig i (for) korte skørter. Fy.

I aften skal jeg til et af de der modearrangementer, som en awkward penguin som undertegnede egentlig gerne bare undgik.

Var de dog i det mindste med ledsager, den slags gilder. Så kunne man putte sig bag en Livslebbe. Eller en Bedstebøsse, når nu LL er sat skakmat af sygdom.

Men det er de aldrig. Altså inkl. ledsager.

I stedet er de inkl. rigtig mange, rigtigt høje og rigtigt tynde damer med pæn hud og høje kindben. Som helt sikker ikke har læbestift på tænderne og med garanti ikke er iklædt noget-fra-H&M.

Og så mig.

Man skal egentlig have lang kjole på. Men jeg blæser det altså et stykke. Igen. Og tager den samme flotte nederdel på, som jeg havde på til forårets fashion-gallagilde. Og tvivler ærligt talt på, der er nogen modediktator, som bemærker det.

Og det tegner ad helvede til, at jeg netop har forladt mit brusebad med praktisk talt et brandsår på maveskindet, fordi den her skide (og meget søde!) bygning er indrettet sådan, at hvis nogen skruer op for den kolde hane nede på anden sal, så skifter min vandtemperatur fra behagelig lunken til en flodstrøm fra helvede på et sekund.

For sivan da.

Nå. Men mon ikke maden er god, og HKH Kronprinsessen siger nogle søde ting. Nu hælder jeg snart en klassisk alene-vodka op, og så af sted. Og som LL siger: Det er jo endt med at blive meget sjovt samtlige de seneste gange, jeg har været af sted. Alle før-afgangs-neuroser til trods.

---

Mere om Rusland. Og ikke noget godt.

Nå men det her er da superskønt:

Vladimir Putin Nominated for a Nobel Peace Prize

Ifølge New York Times lød forklaringen på nomineringen sådan her:

"[He] actively promotes settlement of all conflicts arising on the planet [...] Being the leader of one of the leading nations of the world, Vladimir Vladimirovich Putin makes efforts to maintain peace and tranquillity not only on the territory of his own country but also actively promotes settlement of all conflicts arising on the planet."

Indstillingen handler selvfølgelig primært om den russiske præsidents konflikthåndtering i forbindelse med krig, men vi kunne da passende lige dvæle ved alt det smukke, han gør for at opretholde fred i hjemlandet også.

Snakker vi homorettigheder (selvom begrebet 'rettigheder' efterhånden er strukket til sit yderste) lyder nyeste russiske lovforslag at tvangsfjerne børn fra homoforældre, som man også gør det med børn af stofmisbrugere fx. 

Skidegodt.

I kan jo lige google "russian orphanage" og se lidt på, hvordan forholdene er på et russisk børnehjem. Det ser mægtig hyggeligt ud, ikke? 

I sidste uge fortalte (min elskede) Dan Savage, at flere homoforældre allerede er begyndt at flytte deres børn ud af landet, simpelthen for at sikre deres fremtid. 

Det. Er. Så. Uhyggeligt. 

---

En slags lesbisk frisørfangenskab.

I går bestilte jeg tid til en klipning i dag. Jeg er dårlig til at bestille tid til aftaler, der ligger længere ude i fremtiden end 24 timer, så jeg blev svært glad, da det var muligt at komme til hos rockabillydamerne på Gråbrødre Torv med så kort frist.

Men så let skulle det sandelig heller ikke være.

For her til formiddag ringede de fra salonen og fortalte, at min (min!) frisør var blevet syg. Ligesom alle andre. På nær mig. Mit immunforsvar er tilsyneladende lavet af jernbeton (ikke jinxe, ikke jinxe).

Så jeg måtte jage videre, for nu ville jeg klippes i dag.

Jeg fandt en udmærket salon på Vesterbro, der havde tid. Og først for sent - efter endt booking - så jeg billedet af frisøren. Hun ligner en lebbe. På den korthårede og lidt seje måde.

Det bekymrer mig.

Det tager alligevel i hvert fald en halv time at blive klippet. Og jeg er verdens værste smalltalker. Og bliver tæerkrummende genert, når jeg skal tale med fremmede lebber. Især når jeg er fanget undet et åndssvagt frisørslag.

Mit eneste håb er, at det lille bitte portrætfoto bare fik asymmetrisk provinsfrisørhår til at ligne en småcool lebbe 'do. Det var jo et sort/hvid foto, så dybest set kunne der gemme sig nogle kobberrøde reflekser i pandehåret.

Og så lover - lover - jeg, at jeg ikke bliver fornærmet, hvis venner og kolleger (endsige Livslebben) ikke kan se, der er røget ti centimeter senere i dag. Det er det dummeste i verden - I ved, kvinder der bliver småsure, når man ikke kan se, at deres lange hår, der stadig er langt, er blevet (lidt) kortere.

Come nu on.

---

Fra Krammedag til Leg-med-dit-køn-dag. Please?

En af de der dage. Hvor man måtte tale med store bogstaver over for en samarbejdspartner, og det stadig sidder i kroppen fire timer senere.

Åh! Jeg hader at føle mig bisset. Men endnu mere hader jeg at føle mig bisset, når der faktisk absolut ikke er nogen grund til, at det er mig, der skal sidde tilbage med den mundsmag efter endt og irriterende telefonsamtale.

Og så skete det her:

Og så skete det her:

Og så skete det her også ovre på Kvinde kend din krops Facebook: 

Eftersigende er der tale om en seddel til forældrene i en unavngiven institution et eller andet sted på Sjælland.

... Og nu overvejer jeg seriøst bare at putte mig hjem under dynen. Men jeg har en spinningaftale med Bedstebøssen efter work, og selvom jeg i princippet kan afmelde to timer endnu, ved jeg godt, at den mulighed ikke gør noget som helst bedre.

Åh!

Jeg ville bare sådan ønske, vi kunne holde op med at generalisere og hardcore-opdele i to helt fastlagte køn. Måske bare en enkelt dag til at starte med. Hvad med at indføre en Kønnets Opløsnings-Dag?

Come on. 

Der er både Pandekagedag, Motionsdag og International Krammedag. For ikke at glemme Bowlingens Dag og International Ørnedag. Og Haglbøssens dag. Der er dybest set ikke nogen organisationer, der ikke har lagt beslag på en dag i løbet af året til at pushe deres sag.

Kunne vi så ikke også lave en dag - bare en enkelt - med frihed til at lege med sit køn (ikke på dén måde. Ikke nødvendigvis, i hvert fald)?

En "Vær lige præcis den, du har lyst til"-Dag?

Jeg er sikker på, de fleste ville få smag for det.

Alle mennesker bør få lov at opleve, at de måske/måske ikke rummer præcis lige så mange såkaldt maskuline sider, som de rummer feminine. Måske endda flere. Eller færre. Det er ligemeget. Der skal bare være frihed uden fordomme til at afprøve det hele og finde sig til rette et eller andet sted på et uendeligt spektrum.

Sæt dog mennesket - og for fanden da især børnene! - fri til at afprøve, hvilke kasketter de har det bedst med at sætte på hovedet. Giv os lov til at sample lidt hele vejen rundt fra buffeten.

Og fri mig så i øvrigt fra et lyserødt Wikipedia med fokus på bløde værdier. For fanden da.

---