1970'erne var altså ikke en tirsdag.

Min weekend har været så stille, så stille. Og min dag i dag har været så stille, så stille. Hård og travl og noget så stille. 

På work var det tydeligt, at vi alle sammen syntes, at netop vores historie om morgencykeltur i regnvejr med skybrudsmindelser mod kontoret var den vigtigste. 

I virkeligheden var vi nok alle sammen blevet omtrent lige våde. 

--

Jeg drønede i Politikens Boghal efter arbejde. Fordi man gerne må købe Martin Kongstads nye-ish roman, selvom den stadig koster 300 kr., når nu man blandt andet har haft en stille weekend, fordi man har haft svært ved at hive snuden op af hans debut. 

Jeg kunne virkelig godt lide "Han danser på sin søns grav". Meget ligetil og fornøjelig og grusom og præcis. 

I bogen konkluderer Martin Kongstad, at halvfjerdserne helt klart er en tirsdag. Hvis vi skal snakke om, hvilken ugedag et givent årti svarer til. 

Jeg ved simpelthen ikke, om jeg er enig. Jeg tænker, at halvfjerserne enten er en mandag, sådan lidt "Wow, velkommen til virkeligheden, rimelig heftig kontrast til søndagstresserne, alligevel, sikken masse vi kan udrette". 

Eller måske en torsdag: "Vi danser bare rigtig meget, selvom vi godt ved, vi måske har pligter og skal op i morgen, men det er nuet, der tæller, og fuck hvor er det fedt med spontanitet". 

En af delene. Men ikke en tirsdag. 

---