Jeg er utilpas. Derfor tyer jeg til overfladiske betragtninger og miniindlæg med maksimal ligegyldighedsfaktor.
Beklager.
Men jeg har lovet mig selv ikke at droppe bloggen, heller ikke selvom det bliver svært. Men lige nu er det pissesvært. Jeg er meget, meget ked af alt det dumme med min far. Mere ked af det, end jeg kan forklare - og forsvare. For selvom følelser er følelser og det modsatte af fornuft, så burde jeg ikke være ked af det.
Ikke så ked af det, i hvert fald.
For operation gik godt, og lymfer viser minimal spredning og det er jo gode nyheder og nu skal kemo bare overstås og nej, man må vist ikke rejse, når man er syg, ellers kunne man jo tage væk en uge til et varmt land, inden behandlingen går i gang, men forsikringen dækker vist ikke den slags, og nu gælder det bare om at holde fokus, og et halvt år går jo hurtigt.
Altså.
Alle prognoser vender tommeltotten opad. Alligevel hopper jeg rundt med permanent snøften og røde øjne ("forkølelse") og ville allerhelst bare tage en time-out.
Men det kan man ikke. For man er faktisk voksen med ansvar og forpligtelser og husleje og telefonopkald og strategimøder.
Og en måske-igen-kæreste, der er bekymret, fordi man hele tiden er ked af det. Og det er man også. Og man ville bare så gerne være glad. Og hun rummer og favner og omfavner og forkæler og forstår og giver plads og stiller de rigtige spørgsmål.
Men hun får også nok. Når jeg ikke formår at gøre gode ting for mig selv. Og hun vender ryggen til. Og svømmer op efter luft, så hun kan dykke ned til mig igen. Og dét kan jeg ikke rumme og ikke favne og ikke forstå. Ikke i øjeblikket, hvor det sker, hvor hun bliver fjern. Da giver det ikke mening.
Da gør det mig (endnu mere) ked og vred og forvirret.
Og misforståelserne spreder sig som ringe, der kryber ind over hinanden og skaber nye ringe, og man kan ikke gemme sig under en dyne for evigt. Og jeg ved måske godt, at jeg er lidt urimelig. Og at jeg kræver det umulige.
Time-out. Please?
Beklager.
Men jeg har lovet mig selv ikke at droppe bloggen, heller ikke selvom det bliver svært. Men lige nu er det pissesvært. Jeg er meget, meget ked af alt det dumme med min far. Mere ked af det, end jeg kan forklare - og forsvare. For selvom følelser er følelser og det modsatte af fornuft, så burde jeg ikke være ked af det.
Ikke så ked af det, i hvert fald.
For operation gik godt, og lymfer viser minimal spredning og det er jo gode nyheder og nu skal kemo bare overstås og nej, man må vist ikke rejse, når man er syg, ellers kunne man jo tage væk en uge til et varmt land, inden behandlingen går i gang, men forsikringen dækker vist ikke den slags, og nu gælder det bare om at holde fokus, og et halvt år går jo hurtigt.
Altså.
Alle prognoser vender tommeltotten opad. Alligevel hopper jeg rundt med permanent snøften og røde øjne ("forkølelse") og ville allerhelst bare tage en time-out.
Men det kan man ikke. For man er faktisk voksen med ansvar og forpligtelser og husleje og telefonopkald og strategimøder.
Og en måske-igen-kæreste, der er bekymret, fordi man hele tiden er ked af det. Og det er man også. Og man ville bare så gerne være glad. Og hun rummer og favner og omfavner og forkæler og forstår og giver plads og stiller de rigtige spørgsmål.
Men hun får også nok. Når jeg ikke formår at gøre gode ting for mig selv. Og hun vender ryggen til. Og svømmer op efter luft, så hun kan dykke ned til mig igen. Og dét kan jeg ikke rumme og ikke favne og ikke forstå. Ikke i øjeblikket, hvor det sker, hvor hun bliver fjern. Da giver det ikke mening.
Da gør det mig (endnu mere) ked og vred og forvirret.
Og misforståelserne spreder sig som ringe, der kryber ind over hinanden og skaber nye ringe, og man kan ikke gemme sig under en dyne for evigt. Og jeg ved måske godt, at jeg er lidt urimelig. Og at jeg kræver det umulige.
Time-out. Please?
Kære, kære ven
SvarSletSøg hjælp. Du er pårørende, og det er pissehårdt, og du har brug for nogen, der kan hjælpe dig med at holde snuden oven vande. Gå hen og tud på din læge, er ret sikker på der må kunne bevilges nogle professionelle skuldre at græde ud på.
Har selv været "nærmeste familie" til en god veninde, som bare blev ved med at få væltet ulykker ned over sig i flere år. Og selvom man så gerne vil være der, og vil hjælpe, og støtte, og det sidste i verden man ønsker er at svigte en, der har så åbenlyst brug for hjælp - så _kan_ man på et tidspunkt bare ikke mere. Men jeg tror, vores forhold blev reddet af, at hun var så bevidst om at fordele byrderne, også på psykologer og terapeuter m.fl. Det gjorde også mig meget mere rolig, at jeg vidste, at der var andre til at bære, når jeg ikke kunne mere. Så kunne jeg jo alligevel godt _lidt_ mere, for jeg ville jo gerne.
Så altså, se at få nogle psykologtimer el. lign. vredet ud af det velfærdssystem. Det er lige præcis det, de er der for.
Masser af knus og kram og varme tanker herfra.
Ja. Jeg ved godt det hele. Og jeg skal nok presse velfærdscitronen alt hvad jeg kan. Og tak for dine søde ord!
SletOg skru ned for blog-blusset, hvis du har behov for det. Du mister i hvert fald ikke mig som læser, selv om du skulle vælge at sætte skriverierne på standby for en stund.
SvarSletNår man er i sådan en lortesituation, som du er i lige nu, må man prioritere og fokusere på det, der betyder mest.
Best wishes herfra. Beamer dig en krammer fra det mørke Jylland.
Mange tak! Men bloggen er faktisk en lille oase. Så jeg prøver. Prøver, prøver, prøver...
SletCourage doesn't always roar. Sometimes courage is the quiet voice at the end of the day saying, "I will try again tomorrow.”
SvarSletTak. Bare tak.
SletMht parforhold, så må jeg sige, at jeg pt. har LL's rolle og i stigende grad svømmer op efter luft, og at det er virkelig vigtigt, også for parforholdet. De perioder hvor jeg har undladt at gøre det og ignoreret mine egne behov (af hensyn til den forståeligt sårbare kæreste eller af angst for hendes vrede / skuffelse), så er det før eller siden endt rigtig galt. Så forsøg, også for din egen skyld, at give lidt plads til luftsnapperi ind i mellem. Hvis du giver hende plads, behøver hun ikke tage den, når du har mest brug for hende. Og så bare kram herfra.
SvarSletDet var faktisk virkelig rart at læse. Tak. Og du har ret. Og jeg tror faktisk, det er ret præcist på den måde, du beskriver i den her lille lesbiske husholdning også. Og jeg gør mit yderste for at give plads. Men det kan også - tror jeg - være svært at tage plads, når den anden (mig) er nede at ligge. Fordi det mest præsente og logiske behov er at være der for den anden (også fordi man jo ikke skal underkende den tilfredsstillelse, der ligger i at 'være der for nogen') - lige indtil man så kan mærke, man er gået på kompromis med sine egentlige behov. Hvis det giver mening. Tak for betragtningen, den er spot on, og jeg skal nok øve mig i tilladelse-til-luft. Tak. Igen. Tak. Virkelig.
Slet