En slags lesbisk frisørfangenskab.

I går bestilte jeg tid til en klipning i dag. Jeg er dårlig til at bestille tid til aftaler, der ligger længere ude i fremtiden end 24 timer, så jeg blev svært glad, da det var muligt at komme til hos rockabillydamerne på Gråbrødre Torv med så kort frist.

Men så let skulle det sandelig heller ikke være.

For her til formiddag ringede de fra salonen og fortalte, at min (min!) frisør var blevet syg. Ligesom alle andre. På nær mig. Mit immunforsvar er tilsyneladende lavet af jernbeton (ikke jinxe, ikke jinxe).

Så jeg måtte jage videre, for nu ville jeg klippes i dag.

Jeg fandt en udmærket salon på Vesterbro, der havde tid. Og først for sent - efter endt booking - så jeg billedet af frisøren. Hun ligner en lebbe. På den korthårede og lidt seje måde.

Det bekymrer mig.

Det tager alligevel i hvert fald en halv time at blive klippet. Og jeg er verdens værste smalltalker. Og bliver tæerkrummende genert, når jeg skal tale med fremmede lebber. Især når jeg er fanget undet et åndssvagt frisørslag.

Mit eneste håb er, at det lille bitte portrætfoto bare fik asymmetrisk provinsfrisørhår til at ligne en småcool lebbe 'do. Det var jo et sort/hvid foto, så dybest set kunne der gemme sig nogle kobberrøde reflekser i pandehåret.

Og så lover - lover - jeg, at jeg ikke bliver fornærmet, hvis venner og kolleger (endsige Livslebben) ikke kan se, der er røget ti centimeter senere i dag. Det er det dummeste i verden - I ved, kvinder der bliver småsure, når man ikke kan se, at deres lange hår, der stadig er langt, er blevet (lidt) kortere.

Come nu on.

---