Vel hjemme fra Paris og meget klogere på retail ... og på Martha Stewarts skræv, som jeg havde frit udsyn til, da hun blev interviewet på konferencens første dag. Bevismateriale, værsågod - hun sad ikke med kysk samlede ben hele tiden, men jeg fik ikke foreviget trussen, desværre:
Nå.
Men det er - tro det eller lad være - ikke det, det skal handle om.
For i morges sad jeg så i 1A, fordi jeg var for doven til at hente min cykel (der er strandet foran LL’s opgang) med en ret sød homohund på skødet, da den ældre dame på sædet overfor pegende udbrød:
”Ih, sådan en (læs: fransk bulldog) var der også med bussen i går!”
Pudsigt nok fortalte Livslebben netop i går aftes om en ældre gangbesværet kvinde, der altid var med bussen om morgenen, og som hun havde haft en snak med om blandt andet Homohunden (som LL havde æren af at have med under armen den dag).
Okay, men jeg svarede damen:
”Ja, men det kan sagtens være, det er den samme hund, du har set, for min kæreste tager denne bus om morgenen.”
…
Shit. Og der fik jeg så lige - uden egentlig at ville det - sat mig selv i en af de her ufrivillige outing-situationer. Understreget af, at morlil helt klassisk svarede:
”Nej, for det var en kvinde, der havde hunden med i går.”
Jeg tog en dyb indånding i den tavse og temmelig fyldte bus. Og svarede – som jeg har lovet mig selv altid at gøre fremover:
”Ja, men jeg er faktisk kæreste med en kvinde, så det er nok hende, du har mødt.”
(Ydrk. Hej alle medpassagerer, nu ved I at jeg er lebbe. Det føles lidt grænseoverskridende.)
Men hey – igen fik jeg bevist, at det aldrig er værd at tie. For den ældre dame svarede lige så frejdigt:
”Jamen så er det da helt sikkert hende, jeg har mødt. Det er godt nok en sød hund, men er den ikke tung at bære rundt på for jer?”
Og så forløb snakken videre som om intet var homo-hændt.
Det er i bund og grund oftest mine egne fordomme om andres fordomme, der bremser mig fra at spille med åbne seksualitetskort. Og det er slet ikke det værd. For de negative kommentarer, når man rent faktisk sidder over for et andet menneske og kigger dette ind i øjnene, mens man fortæller, at man er homo, er forsvindende få.
Og de gode ud-af-skabet-oplevelser venter bare på os derude.
Nå.
Men det er - tro det eller lad være - ikke det, det skal handle om.
For i morges sad jeg så i 1A, fordi jeg var for doven til at hente min cykel (der er strandet foran LL’s opgang) med en ret sød homohund på skødet, da den ældre dame på sædet overfor pegende udbrød:
”Ih, sådan en (læs: fransk bulldog) var der også med bussen i går!”
Pudsigt nok fortalte Livslebben netop i går aftes om en ældre gangbesværet kvinde, der altid var med bussen om morgenen, og som hun havde haft en snak med om blandt andet Homohunden (som LL havde æren af at have med under armen den dag).
Okay, men jeg svarede damen:
”Ja, men det kan sagtens være, det er den samme hund, du har set, for min kæreste tager denne bus om morgenen.”
…
Shit. Og der fik jeg så lige - uden egentlig at ville det - sat mig selv i en af de her ufrivillige outing-situationer. Understreget af, at morlil helt klassisk svarede:
”Nej, for det var en kvinde, der havde hunden med i går.”
Jeg tog en dyb indånding i den tavse og temmelig fyldte bus. Og svarede – som jeg har lovet mig selv altid at gøre fremover:
”Ja, men jeg er faktisk kæreste med en kvinde, så det er nok hende, du har mødt.”
(Ydrk. Hej alle medpassagerer, nu ved I at jeg er lebbe. Det føles lidt grænseoverskridende.)
Men hey – igen fik jeg bevist, at det aldrig er værd at tie. For den ældre dame svarede lige så frejdigt:
”Jamen så er det da helt sikkert hende, jeg har mødt. Det er godt nok en sød hund, men er den ikke tung at bære rundt på for jer?”
Og så forløb snakken videre som om intet var homo-hændt.
Det er i bund og grund oftest mine egne fordomme om andres fordomme, der bremser mig fra at spille med åbne seksualitetskort. Og det er slet ikke det værd. For de negative kommentarer, når man rent faktisk sidder over for et andet menneske og kigger dette ind i øjnene, mens man fortæller, at man er homo, er forsvindende få.
Og de gode ud-af-skabet-oplevelser venter bare på os derude.
Det er jo sjovt nok mere hende, der burde blive pinlig, fordi hun bare antog, at du ikke kunne være kæreste med hende.
SvarSletDu har helt ret! Og det ville totalt være på sin plads at skælde fremmed buspenisonist ud for heteronormativ adfærd. Håhåhå - jeg ser det for mig...
SletOverhovedet ikke enig.. Vi skal alle have en høj tolerence. Også overfor ældre, der liiige skal vænne sig til åbenhed om homoseksuelle :)
SletAt skælde ud er jo synd (sagde hippien, der skal tilbage til rundkredsen)
Det var virkelig rart at læse. Jeg er selv én af dem, der - trods mine 10 år som åbent lesbisk og i øvrigt brændende fortaler for at nedbryde heteronormativitet - kan have virkelig svært ved at out'e mig selv overfor nye mennesker. Og der kommer jo nemlig virkelig sjældent en dårlig reaktion, men jeg finder alligevel mig selv sidde og lede i deres øjne eller mimik eller toneleje efter ét eller andet, der siger "Ad. Hun er lebbe. Ad-ad-ad." - selvom personen selv snakker lystigt videre. Dét skal man nok ikke psykoanalysere for meget...
SvarSletJamen jeg kender det SÅ godt - mærkeligt nok (og det kommer til at lyde super-corny på min-hund-er-mit-barn-måden) så tror jeg faktisk det hjalp lidt at kunne gemme sig bag en hund. Så var fokuspunktet ligesom væk fra mig. Agtigt. Hvis det giver mening. Og så har jeg jo altså lovet mig selv aldrig at tie om min seksualitet igen. Selvom jeg gjorde det så sent som i Paris forleden...
SletMin kæreste og jeg ville gerne flytte på landet! Så for 17 år siden fik vi solgt vores bungalow i Rødovre, og fandt det dejligste sted her i Nordjylland, præcis midt i Vendsyssel, laaaaangt ude på landet. Nu kommer pointen: vi råbte ikke højt, at vi var to lebber, men svarede til alle, som spurgte, at vi boede sammen... Og præcis intet skete. Altså jeg mener, intet negativt i forhold til outing, at være lebbe osv. Og vi befinder os midt i Venstre-land og desuden findes, desværre, også her en del Fremskridtsfolk, men tilsyneladende er det svært for mennesker at kigge en direkte i øjnene og udvise fordomme.
SvarSletJeg gider ikke føle mig anderledes, og har efter 30 år vænnet mig til, at de fleste som udgangspunkt tror, jeg er hetero. Hvis snakken nærmer sig emnet, svarer jeg som vanligt, at jeg bor sammen med en anden kvinde. Hvad de derefter vælger at tænke om mig (eller hende) er jeg bedøvende ligeglad med.
Men jeg vil have almindelig respekt som menneske, ligesom jeg respekterer andre.
Jeg tror bare ideelt set, jeg gerne vil have at respekten komme når jeg viser folk, hvem jeg er? Men det er skidepissesvært, og jeg tror bestemt det er endnu sværere på landet i Nordjylland. Så SEJT at du ikke tier, når du bliver spurgt...trods alt!
SletJeg har i hvert fald grund til positiv tænkning her. Står jo midt i løvens hule (læs: den danske folkeskole) hver eneste dag og følte mig MEGET sårbar, da jeg valgte at springe ud over for alle klasser (7., 8. og 9 årgang) fra første øjeblik, jeg mødte dem.
SvarSletMen hey! Jeg SMILER. For bortset fra et enkelt "Fucking homo" fra en enkelt deranged personage har jeg ikke hørt et eneste negativt ord om min "afvigende" seksualitet.
Fik tilmed i sidste uge at vide af en af skolens bibliotekarer, at mine elever virkelig godt kan lide mig. Det kan hun høre på det, de siger om mig, når de sidder og arbejder på biblioteket, og jeg ikke er der.
Det betragter jeg som en lille sejr - både for mig selv og for min homoseksualitet.
:-D
Ðet er det, jeg siger! Hellere et kort ryk, end et langsomt pinefuldt langt sejt træk. Hvis vi står ved den vi er, vil det ganske givet fremtvinge respekt. I realiteten er folk fuldstændigt ligeglade med, hvem vi elsker, bare vi er anstændige mennesker. (Y) det er sejt gået, De Syrlige Drops!
SletMange tak, Nordjyde :-)
SletJeg har valgt at stå åbent frem from day one - også selv om ordet "homo" nok er det hyppigst benyttede skældsord i den aldersgruppe, jeg underviser - fordi jeg håber at afmystificere begrebet homoseksualitet lidt. Jeg tror, at mange fordomme opstår på grund af angsten for det fremmede. Men hvis det fremmede nu ikke længere er så fremmed, hvis de møder det i deres hverdag, så måske ...
Jeg håber også at kunne hjælpe de par stykker, der sidder i hver klasse og er pisseforvirrede over deres egen seksualitet, fordi de har forelsket sig i en af deres eget køn. At vise dem, at det er okay :-)
Men det betyder ikke, at jeg ikke er nervøs og studerer reaktionerne forholdsvis indgående, når jeg står deroppe ved tavlen og fortæller. Håber, det bliver lidt lettere hen ad vejen.
Jeg elsker simpelthen de situationer, hvor man out'er sig selv, og samtalen bare fortsætter uden at blive stoppet af kommentarer som "Nå, jeg vidste ikke.." eller "Hun? En kvinde? Du er kærester med en anden kvinde?". Det er virkelig befriende og får mig altid til at ønske, at det altid kunne være så let og nærmest ligegyldigt.
SvarSlet